Legislator Case Law & Legislation
C19841103260 DK

Vejledning til brug for politiet ved overgangen til det nye bortlodningscirkulære (*1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1984 11032 Historic

Vejledning til brug for politiet ved overgangen til det nye bortlodningscirkulære (*1)

Ad § 1

I stk. 1 delegeres kompetencen til at meddele alle lotteritilladelser til politiet.

Det bemærkes, at cirkulæret alene angiver, at tilladelse kan meddeles. Borgeren har ikke noget retskrav på at få en bortlodningstilladelse. Således bør politiet i tvivlstilfælde, hvor det forekommer at være betænkeligt at give tilladelse, uanset at kravene ifølge cirkulæret ses opfyldt, ikke imødekomme en ansøgning. Sådanne tilfælde må dog formodes at være sjældne.

I stk. 1 fastsætter man samtidig krav til, hvem der skal stå som arrrangør af en bortlodning. Bestemmelsen svarer til den gældende regel herom, § 3 i justitsministeriets cirkulære af 14. oktober 1966 om bortlodning (i det følgende kaldet 1966-cirkulæret).

Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at fastsætte en ny regel om, at mindst en af arrangørerne skal være myndig. Baggrunden herfor er, at de almindelige personretlige og formueretlige regler gælder, og at der i de fleste tilfælde i praksis næppe vil forekomme foreninger, institutioner eller komiteer, som udelukkende består af umyndige personer. Såfremt det skulle forekomme, at de i forbindelse med ansøgningen foreliggende oplysninger om arrangørens personlige eller aldersmæssige forhold giver grund til at frygte, at den pågældende bortlodning ikke vil foregå på en betryggende måde, har politiet mulighed for at afslå ansøgningen, det være sig under henvisning til arrangørens umyndighed eller andet. Ansøgningsformularen bør indeholde en rubrik til angivelse af fødselsdato for den person, der indgiver ansøgningen.

Stk. 2 indeholder en regel om den stedlige kompetence. Sager om lotteritilladelser, der nu henhører under justitsministeriets kompetence, skal fremover afgøres af politimesteren, uanset at lotteriet afholdes i hele landet. Når justitsministeriet har henlagt kompetencen til politimesteren på det sted, hvor den arrangerende forening, institution eller en af den arrangerende komitees medlemmer har hjemsted, skyldes dette, at det forekommer at være den mest praktiske løsning. Man har overvejet, om kompetencen til at meddele tilladelser til landslotterier burde samles eet sted, f.eks. hos politidirektøren i København. Man har imidlertid fundet det ubetænkeligt at henlægge også sådanne sager til den »lokale« politimester, der gennemsnitligt allerede vil have eller lettest kan skaffe sig det fornødne kendskab til arrangøren. En tilsvarende regel om stedlig kompetence findes i reglerne om offentlige indsamlinger.

Det er ikke fundet realistisk eller i øvrigt nødvendigt at foreskrive, at vedkommende politimester skal indhente samtykke fra politimestrene i de øvrige kredse, hvori bortlodningen skal finde sted. Det samme gælder spørgsmålet om underretning til de øvrige berørte politikredse. En ren underretning vil næppe tjene noget andet formål end arkivering med henblik på eventuel brug. I det omfang, der måtte opstå problemer for deltagerne i bortlodningen, publikum i øvrigt, politiet eller andre, vil man på lodsedlen (vejledningen eller opslaget) kunne se, hvilken politimester der har givet den pågældende bortlodningstilladelse, jfr. § 6, stk. 1, nr. 11, i det nye cirkulære om bortlodning (i det følgende kaldet cirkulæret). Man vil således, hvis der skulle være konkret behov derfor, let kunne skaffe sig nærmere oplysninger ved henvendelse til »tilladelseskredsen«.

Det vil ikke kunne udelukkes, at flere landsbortlodninger tidsmæssigt kan komme til at kollidere med hinanden. Hidtil har det imidlertid reelt været overladt til arrangørerne selv ved aftale med andre arrangører at fordele »sæsonerne« mellem sig, og justitsministeriet finder ikke, at der er behov for regler herom.

Stk. 3 indeholder en beskrivelse af en bortlodning, som er omfattet af lotteriloven og dermed kræver politiets tilladelse, medmindre der er tale om et arrangement omfattet af § 8. Som det ses, har man ikke opretholdt definitionerne i 1966-cirkulærets § 2 for tombola, amerikansk lotteri og bankospil. Dette skyldes, at opregningen heri ikke er udtømmende, og at der i praksis undertiden har vist sig problemer, som måtte henføres til de angivne definitioner. Det afgørende er ikke, hvilken betegnelse eller form den pågældende bortlodning har, men hvorledes bortlodningen afvikles. Kravene i cirkulæret vedrører derfor afviklingen af bortlodningen, og disse regler om afviklingen er gjort ensartede for alle former for bortlodninger. Reglernes ensartethed fraviges i cirkulæret kun i § 5, stk. 1, som opstiller en særregel for to velkendte bortlodningsformer. Uanset det anførte finder justitsministeriet, at der i lighed med hidtidig praksis bør meddeles afslag på ansøgninger om bortlodninger, der sker ved anvendelse af lotteriautomater, jfr. justitsministeriets skrivelse af 3. marts 1978.Det bør derfor fremgå af ansøgningsformularen, hvorledes bortlodningen agtes afviklet.

Ad § 2

Reglen hviler på lotterilovens krav til formålet med en bortlodning. De gældende eksemplifikationer på, hvad velgørenhed eller andre almennyttige formål er (1966-cirkulærets § 4, stk. 2-5), er ikke bibeholdt, dog har man opretholdt bestemmelsen om, at der ikke kan meddeles bortlodningstilladelse til fordel for politiske formål. Den gældende formålsbegrænsning for så vidt angår bortlodninger i december måned (1966-cirkulærets § 7, stk. 3, om julevelgørenhed) er endvidere ophævet.

Udviklingen i den administrative praksis har vist, at det er vanskeligt at lægge sig fast på bestemte angivelser af, hvad der må anses for at være almennyttige eller velgørende formål i en given bortlodning.

Ved vurderingen af formålskravet efter cirkulærets § 2 er det således også vanskeligt nærmere at angive, hvilke formål der vil opfylde kravet. Det kan dog nævnes, at antallet af lodder, jfr. cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 4, må tages i betragtning ved behandlingen af spørgsmålet om formålet, idet der kan ske en lempeligere vurdering ved en mindre bortlodning, end ved en større bortlodning. En bortlodning til fordel for enkelte personers private interesser vil imidlertid klart ikke kunne opfylde formålskravet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor til § 4.

Ad § 3.

Justitsministeriet har for så vidt angår omfanget, hyppigheden og varigheden af bortlodninger ikke opretholdt den gældende regel om, at en forening, institution eller komite kun må få en årlig bortlodningstilladelse. Denne regel, der i visse tilfælde har været vanskelig at administrere, især når der er tale om beslægtede foreninger, er ikke nødvendig af kontrolmæssige grunde. Man har ikke fundet anledning til at fastsætte en anden grænse for antallet af bortlodningstilladelser pr. forening m.m. pr. år. Justitsministeriet er klar over, at der herved kan opstå en risiko for »oversvømmelse af markedet«. Efter en eventuel overgangsperiode vil dog de arrangementer, som ikke påkalder sig interesse hos publikum, formentlig falde væk, således at »markedet« regulerer sig selv.

Det følger af formuleringen, at der kun kan meddeles tilladelse til et bortlodningsarrangement ad gangen, og at en ansøgning om et nyt bortlodningsarrangement skal være bilagt regnskabet fra det tidligere, jfr. bestemmelserne i § 3, stk. 2, 2. pkt., og § 6, stk. 3. Der er dog intet til hinder for, at en tilladelse kan omfatte flere forskellige former for bortlodninger, der afholdes samtidig som led i samme arrangement.

Større foreninger og institutioner kunne befrygtes at udkonkurrere mindre lokale foreninger m.m. og dermed muligvis forringe sidstnævntes indtægtsmulighed via bortlodninger. Imidlertid vil der være en formodning for, at netop lokale foreninger vil have en ganske særlig bevågenhed inden for deres naturlige område. Der er derfor næppe grund til at antage, at køberkredsen i en valgsituation vil vrage det lokale lotteri. Det erindres herved, at der altid skal være tale om velgørenhed eller andre almennyttige formål, og at markedsføringsloven sætter grænser for erhvervsdrivendes mulighed for at være medarrangør at bortlodninger. Med hensyn til større foreninger m.m. er der i øvrigt en formodning for, at de satser mere på størrelsen, således at disse foreningers indtægter til velgørenhed eller andre almennyttige formål snarere vil hidrøre fra et stort bortlodningsarrangement end fra mange små bortlodningsarrangementer på forskellige tidspunkter af året. De mindre foreninger vil formentlig have en interesse i netop at kunne afholde flere forskellige bortlodninger i løbet af et år i forbindelse med f.eks. sommerfest, julestue eller andre aktiviteter.

Medens man som nævnt ikke har opretholdt en begrænsning i antal bortlodninger pr. år, har man bevaret den gældende regel om, at en bortlodning kun må vare 2 måender, hvilket letter såvel publikums som det offentliges kontrol med bortlodningen.

Med den nye regel i cirkulærets § 3, stk. 2, 2. pkt., har man herudover indirekte fastsat en begrænsning for, hvor mange bortlodninger der rent praktisk kan afholdes af hver enkelt forening m.m. Reglen sikrer tillige, at forløbet af en tidligere bortlodning vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt der på ny bør meddeles tilladelse.

Ad § 4.

For så vidt angår gevinsternes art er det fortsat justitsministeriets generelle opfattelse, at man bør undgå pengelotterier. Der er derfor fastsat en regel, som i princippet svarer til den hidtil gældende (1966-cirkulærets § 9, nr. 2), hvorefter gevinsterne ikke må bestå i pengebeløb, værdipapirer eller lignende. Dette indebærer, at der kun må bortloddes varer som gevinster, og at gavekort for så vidt de ikke kan omsættes til penge - fortsat kan tillades anvendt som gevinster.

Ved bestemmelsen foreskrives, at gavekort kun kan bortloddes, hvis det ikke er muligt at omsætte kortet i penge. Dette gælder både ved hel og delvis anvendelse af gavekortet. Justitsministeriet har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at stille krav om en bestemt tekst på gavekortet.

For så vidt angår de lotterier, som gennem flere år har fået særlig tilladelse til at udlodde kontante gevinster, agter justitsministeriet ikke at delegere kompetence til sådan dispensation fra cirkulærets regel. Man er dog ikke sindet at fratage de pågældende foreninger muligheden for i et vist omfang at bevare traditionsmæssigt bestemte kontantpræmier. Såfremt foreningerne efter ikrafttrædelsen af det nye cirkulære måtte fastholde et ønske om kontantgevinster i årligt tilbagevendende lotterier, hvortil justitsministeriet tidligere har givet tilladelse, må ansøgningen derfor forelægges for justitsministeriet, som dog agter over en vis periode at skærpe praksis med hensyn til at meddele tilladelse til kontantpræmier.

Om gevinstsummens andel af salgssummen i bortlodningen bemærkes, at de hidtil gældende regler om minimum 20 procent for gevinstværdien og maksimum på 30 procent for gevinstudgifterne (1966-cirkulærets § 9, nr. 1) har været fastsat ud fra hensynet til balancen mellem på den ene side publikums krav på at vinde noget, og på den anden side hensynet til formålet. Endvidere bemærkes, at grænsen for de øvrige udgifter ved bortlodningen er 10 procent ifølge 1966-cirkulærets § 10, men 15 procent ifølge administrativ praksis og 25 procent ved større landslotterier.

De nævnte procentuelle grænser har forbindelse med, hvor stor salgssummen er, og med den gældende regel om, at der ikke bør gives tilladelse til salg af et større antal lodsedler, end der efter vedkommende myndigheds skøn er rimelige muligheder for at afsætte (1966-cirkulærets § 6, stk. 1, 2. pkt.). Sidstnævnte regel har været vanskelig at fastholde i praksis, og angivelserne af procenterne har jævnligt kunnet give anledning til tvivl.

Justitsministeriet har ikke ment, at der er behov for at fastholde disse regler fra det gamle cirkulære, der ikke sjældent har givet anledning til administrative problemer. Hensynet til publikums gevinstforventning tilgodeses gennem bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 4 og 5, hvorefter en deltager umiddelbart kan danne sig et indtryk af, om gevinstchancen er acceptabel. Hensynet bag de gældende regler til at sikre formålet en tilstrækkelig andel af lotteriets bruttoindtægter tilgodeses på tilstrækkelig måde dels gennem administrationen af § 2, sammenholdt med § 6, dels gennem § 7 om offentliggørelse af regnskabet. Det bemærkes herved, at et regnskab fra en forenings seneste bortlodning, jfr. den ovenfor nævnte regel i § 3, stk. 2, som måtte vise et meget beskedent overskud, kan føre til, at politiet bør overveje at afslå en ny ansøgning i medfør af § 2 om formålet, medmindre der fremkommer en plausibel forklaring på overskuddets ringe størrelse ved den tidligere bortlodning.

Ad § 5.

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til, hvad der er gældende, herunder undtagelsen for mindre, offentlige bortlodninger, d.v.s. bortlodninger med en samlet salgssum, der ikke overstiger 15.000 kr. (1966-cirkulærets § 11, stk. 1, nr. 5).

Politiet bør som hidtil vejlede ansøgeren om, at henvendelse til notarius publicus om foretagelse af udtrækning skal ske mindst 1 uge forud.

Når der ikke længere er en regel svarende til 1966-cirkulærets § 11, stk. 1, nr. 6, skyldes det, at reglen dels formentlig ikke efterleves fuldt ud i praksis, dels ikke har relevans for alle former for bortlodninger, som cirkulæret giver ensartede regler for.

Ad § 6.

Det afgørende nye princip ved de nye regler fremgår af denne bestemmelse samt cirkulærets § 7. § 6 indeholder i stk. 1 en nøje opregning af de forhold, der skal være oplyst. Denne »varedeklaration« skal være umiddelbart tilgængelig via lodsedlen eller - hvis der er tale om en bortlodningsform, hvori der ikke benyttes lodsedler - en skriftlig vejledning eller et opslag, jfr. nærmere stk. 1 og 2. Opslag vil navnlig skulle anvendes ved de traditionelle tombolaer. Som det ses af stk. 3 er det meningen, at politimesteren skal have forelagt et udkast til lodsedlen, vejlednignen eller opslaget. Dette udkast skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i stk. 1. Medens de gældende regler kræver en behandling af en ansøgning og gennemgang af en række bilag, vil de foreslåede regler blot indebære en kontrol af, om de 11 punkter, jfr. § 6, stk. 1, står oplyst på det forelagte udkast. De fem krav, nemlig vedrørende arrangøren, formålet, gevinsternes art, tidsrummet og lodtrækningen ved notarius publicus, er alle indarbejdede og har justitsministeriet bekendt ikke ofte givet anledning til problemer i praksis. Man vil herefter normalt kunne nøjes med et udkast til lodseddel, vejledning eller opslag for at kunne meddele en bortlodningstilladelse. Det er derfor kun ganske få rubrikker, en ny ansøgningsformular skal indeholde.

Det bemærkes, at det efter justitsministeriets opfattelse er en følge af kravet om, at prisen skal oplyses, jfr. cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 3, at lodsedlen kun må sælges til prisen, herunder eventuelt rabatpris ifølge oplysningerne. Man har derfor ikke fundet behov for at medtage en regel svarende til 1966-cirkulærets § 9, nr. 4.

For så vidt angår oplysning på lodsedlen om, hvornår regnskabet offentliggøres (§ 6, stk. 1, nr. 10), er justitsministeriet blevet gjort opmærksom på, at der eventuelt kan være problemer for arrangøren med hensyn til at få revisorbistand til et bestemt tidspunkt. Imidlertid finder justitsministeriet, at kravet om oplysning om tidspunkt for offentliggørelsen er af væsentlig betydning for kontrollen med bortlodningen. De store vanskeligheder ses ikke at burde foreligge ved en rimelig tilrettelæggelse.

Justitsministeriet har valgt ikke at foreskrive, hvor regnskabet skal offentliggøres, idet det væsentlige ikke er stedet for offentliggørelsen i sig selv, men den omstændighed, at deltagerne får kundskab om, hvor regnskabet er offentligt tilgængeligt. Derfor lyder kravet i cirkulæret alene på, at det skal oplyses, hvor regnskabet offentliggøres (eller er offentligt tilgængeligt). I de hidtil gældende regler har der i øvrigt ikke været stillet krav om stedet for f.eks. offentliggørelse af lodtrækningens resultat, hvilket ikke synes at have givet anledning til problemer i praksis. Således har man heller ikke vedrørende lodtrækningen foreskrevet noget sted for bekendtgørelsen heraf.

Man har endvidere ikke fundet det nødvendigt at fastsætte et udtrykkeligt krav om, at lodsedlerne skal være nummererede, idet det indirekte følger af § 6, stk. 1, nr. 4, ligesom det i modsat fald normalt ikke vil være praktisk muligt at få foretaget lodtræknignen, jfr. § 5, stk. 1.

Ad § 7.

Reglen indeholder de sædvanlige vilkår for meddelelse af bortlodningstilladelser. Disse vilkår vil efter justitsministeriets opfattelse normalt være tilstrækkelige, og såfremt det måtte være betænkeligt at give en tilladelse på visse vilkår, må det være nærliggende, at ansøgningen afslås. Cirkulæret er dog ikke til hinder for, at der i særlige tilfælde efter en konkret vurdering af den foreliggende ansøgning i stedet fastsættes yderligere vilkår. Dette må dog have karakter af en konkret undtagelse, idet justitsministeriet lægger vægt på at fastholde den forenkling, der ligger i det nye cirkulære.

Reglen har til formål at sikre, at det før tilladelsen forelagte udkast til lodseddel, vejledning eller opslag med den deri indeholdte »varedeklaration« rent faktisk anvendes. Hvor »varedeklarationen« ikke er trykt på selve lodsedlen, vil deltagerens mulighed for - især senere - at kunne betjene sig af oplysningerne deri kunne svækkes væsentligt, hvis vejledningen ikke udleveres til deltageren. Det må derfor i sådanne tilfælde været et normalt vilkår for bortlodningstilladelsen, at der ved brug af vejledning sker udlevering af denne til deltageren, jfr. § 7, nr. 2. Såfremt det i enkelte konkrete tilfælde måtte forekomme, at en bortlodning ikke vil kunne gennemføres uden betydelige gener, hvis der skal ske udlevering, giver reglen dog mulighed for, at politiet i særlige tilfælde efter et konkret skøn kan fastsætte som vilkår, at vejlednignen i stedet forevises for deltageren ved tilbuddet om deltagelse i bortlodningen. For en mindre, offentlig bortlodning, som en forening eller en organisation kan afholde en gang årlig alene ved at anmelde den efter cirkulærets § 8, stk. 2, vil det være tilstrækkeligt, at vejlednignen forevises, jfr. § 6, stk. 2, sammenholdt med § 8, stk. 2, nr. 3.

Som det fremgår, falder de gældende meget detaljerede regler i 1966-cirkulæret væk med indførelsen af det nye princip. Således er de gældende bestemmelser om vilkår for bortlodningstilladelser (1966-cirkulærets §§ 9 og 10 med almindelige regler, §§ 11 og 12 med særlige vilkår for lotteriet, § 13 med særlige vilkår for tombolaer og § 14 med særlige vilkår for bankospil) ikke opretholdt.

Nogle af de gældende vilkår i 1966-cirkulæret er alderskravene, hvorefter lodsedler ikke må sælges af børn under 13 år, og hvorefter salg af lodsedler ved henvendelse i husene samt salg af lodder i en tombola ikke må ske ved personer under 18 år, jfr. § 11, stk. 1, nr. 3 og § 13, stk. 1, nr. 5. En effektiv kontrol med, at disse regler overholdes er nok vanskelig af gennemføre i praksis.

Det kan måske anføres, at det virker uheldigt og eventuelt risikabelt for børnene selv, at de optræder som lodseddelforhandlere, ligesom køberne eventuelt vil finde det mindre betryggende. Det er imidlertid justitsministeriets opfattelse, at det må kunne overlades dels til arrangørerne, dels til publikum at vurdere det forsvarlige i, at børn optræder som lodseddelsælgere. Det er endvidere justitsministeriets opfattelse, at hverken arrangørerne eller køberne ønsker at løbe nogen unødig risiko, og det er et led i den nye ordning, at kontrolfunktionerne lægges ud til befolkningen. Som en konsekvens heraf er det ikke fundet nødvendigt at opretholde alderskravene. Skulle der imidlertid i særlige tilfælde være en konkret begrundet frugt for, at en bortlodning på grund af de anvendte sælgere ikke vil kunne afvikles på betryggende måde, vil dette være et moment, der kan tale for at afslå en (ny) ansøgning om bortlodningstilladelse.

Et af de gældende vilkår for lotterier er endvidere forbudet med salg af forhåndstrukne lodsedler (1966-cirkulærets § 11, stk. 1, nr. 4, og § 12, stk. 2). Idet man må gå ud fra, at publikum ikke ønsker at deltage i et lotteri, hvori lodtrækning har fundet sted, hvilket i givet fald vil fremgå af den lodseddel, der udbydes til salg, skønnes det unødvendigt at opretholde et udtrykkeligt forbud herimod. I særlige tilfælde vil straffelovens § 279 efter omstændighederne kunne finde anvendelse.

Reglen i cirkulærets § 7 tjener endvidere til at sikre kontrollen med de midler, som indkommer ved bortlodnignen.

Det afgørende ved kontrolmuligheden for publikum er reglen i § 7, nr. 5, hvorefter regnskabet for bortlodnignen og en revisorerklæring skal offentliggøres.

For så vidt angår reglen i § 7, nr. 6, er det ikke meningen, at der skal foretages en dyberegående undersøgelse af bortlodningsregnskabets forskellige poster. Politiets kontrolfunktioner består efter reglen i at modtage regnskabet, løbe det igennem, og kun såfremt det måtte give særlig anledning til at reagere, bør der foretages yderligere. Endvidere skal politiet bemærke sig, om der blev noget overskud til formålet. Hvis dette ikke er tilfældet, kan det eventuelt blokere for fremtidige tilladelser, jfr. bemærkningerne herom ovenfor ad § 4 i cirkulæret. Kontrollen består yderligere i en sammenligning mellem det udkast til lodseddel, vejledning eller opslag, der blev forelagt ved ansøgningen, jfr. cirkulærets § 6, stk. 3, og den faktisk anvendte lodseddel m.v. Hvis der er relevante forskelle, foretages det fornødne vedrørende overtrædelse af vilkårene. Spørgsmål om, hvilke skridt der bør tages, må afhænge af en konkret vurdering, som ikke er væsensforskellig fra bedømmelsen hidtil af overtrådte vilkår. Dog bør det på baggrund af de nye regler fremover nøje påses, at vilkårene overholdes. Justitsministeriet lægger vægt på, at dette sker straks fra ikrafttrædelsen af det nye cirkulære. Dette vil have betydning for den fremtidige administration af reglerne og navnlig gør denne lettere i politikredsene.

I betragtning af den ved cirkulæret gennemførte forenkling af politiets behandling af bortlodningssager, har justitsministeriet ikke fundet behov for at indføre en ny regel om en ansøgningsfrist.

Ad § 8.

Reglen i stk. 1 gælder for foreningsbortlodninger, som nu er samlet i en bestemmelse herom i modsætning til de hidtil gældende regler (1966-cirkulærets §§ 16 og 17).

De gældende bestemmelser i § 16, stk. 1 og 2, påkalder næppe større interesse, idet de kun angår meget små bortlodninger blandt medlemmer og pårørende under visse forudsætninger.

For så vidt angår 1966-cirkulærets § 17 om bankospil er der som led i forenklingen i cirkulæret givet de samme regler for alle former for foreningsbortlodninger, herunder bankospil, og som et af de nu ensartede vilkår er der fastsat en øvre grænse for salgssummen. Denne grænse, som skønsmæssigt er fastsat til 50.000 kr., må antages at være vid nok til at imødekomme et rimeligt behov for afholdelse af mindre foreningsbortlodnigner. Overstiger den forventede salgssum 50.000 kr., må foreningen søge bortlodningstilladelse efter cirkulærets almindelige regler. Den indskudte sætning i § 8, stk. 1, nr. 5, er begrundet i, at den fastsatte øvre grænse ikke skal kunne omgås ved, at et arrangement deles op i flere bortlodninger a 50.000 kr. samme dag, hvilket specielt har relevans for bankospil.

Værdien af hver enkelt gevinst må ikke overstige 1.000 kr. Denne grænse, som gælder alle former for foreningsbortlodninger i henhold til stk. 1, vil navnlig få betydning for så vidt der er tale om en væsentlig forhøjelse af den nugældende grænse for bankgevinsters værdi.

Bestemmelsen i 1966-cirkulærets § 16, stk. 3, om anmeldelse af mindre, offentlige lotterier og tombolaer har virket som en slags mellemgruppe mellem på den ene side offentlige bortlodninger, der kræver tilladelse, og på den anden side foreningsbortlodninger, som ikke kræver tilladelse. Under henvisning til den praktiske værdi, som anmeldelsesordningen har, er der fastsat en i princippet tilsvarende bestemmelse i cirkulærets § 8, stk. 2. Beløbsgrænsen er samtidig ajourført. Ifølge bestemmelsen skal der ikke meddeles tilladelse til foreningers afholdelse af offentlige bortlodninger med en samlet salgssum, der ikke overstiger 15.000 kr., hvis sådanne mindre bortlodninger anmeldes og afvikles som foreskrevet.

Ad § 9.

Reglen er medtaget efter anmodning herom fra ministeriet for skatter og afgifter. Idet kontrollen med afgiftsberigtigelsen beror på, om amtsskatteinspektoratet underrettes, er det af væsentlig betydning, at dette sker både ved meddelelse af tilladelse og modtagelse af anmeldelse efter § 8, stk. 2. Såvel ansøgningsformularen som anmeldelsesblanketten bør derfor have en rubrik for politiet med henblik på afkrydsning af, om underretning er sket.

Ad § 10.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., er fastsat af hensyn til arrangører, der har planlagt en bortlodning i henhold til de tidligere gældende regler og af praktiske grunde ikke ønsker på dette sene stadium at ændre lotteriet f.eks. ved trykning af nye lodsedler, der opfylder kravene i § 6.

Et lotteri, der inden den 1. marts 1984 er anmeldt i henhold til 1966-cirkulærets § 16, stk. 3, vil kunne afvikles efter denne dato som planlagt, uanset at betingelserne i § 8, stk. 2, ikke er opfyldt.

De cirkulæreskrivelser, som fortsat får betydning, er cirkulæreskrivelsen vedrørende foreningsbankospil over walkie-talkie og cirkulæreskrivelsen vedrørende markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden har udtalt, at de foreslåede regler giver et velegnet grundlag for bedømmelsen af spørgsmål i relation til markedsføringsloven.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →