Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om eventuel indhegning af lokale øvelsesanlæg. (Til samtlige kommunalbestyrelser og CF-kommissionen for Storkøbenhavn)

Bilag

I skrivelse af 31. august 1983 har civilforsvarsstyrelsen udbedt sig min udtalelse om, hvilke krav der kan stilles til skiltning og eventuel indhegning af civilforsvarets øvelsespladser for at undgå erstatningsansvar, såfremt uvedkommende personer ved indtrængen på øvelsespladsen kommer til skade.

Civilforsvarsstyrelsen har oplyst, at øvelsesområderne er meget store og ved anlæggelsen lå fjernt fra bebyggede områder. Imidlertid har udviklingen medført, at bymæssig bebyggelse er rykket nærmere. Øvelsespladserne er ikke indhegnede, men der er ved adgangsvejene og i et vist omfang i terrænet anbragt skilte med forbud mod at uvedkommende færdes i området. Der er ikke hidtil forekommet uheld, ved at børn er trængt ind på øvelsespladserne. På en del af området foretager civilforsvaret redningsøvelser i bymæssig bebyggelse, og der er med dette formål opført nogle bygninger. Nogle af disse bygninger fremtræder som udbombede og nedbrændte huse. Civilforsvarsstyrelsen mener, at disse områder måske kan virke særligt tiltrækkende på børn, som kan komme til skade ved at lege der. Om området er farligt kan diskuteres, men der er påbudt brug af sikkerhedshjælm i området.

Spørgsmålet om, hvorvidt ejeren af en ejendom kan ifalde erstatning, ved, at uvedkommende trænger ind på området og kommer til skade, har foreligget i Højesterets dom i U 1981 s. 630 om et barns tilskadekomst ved, at et betonrør under barnets leg med andre børn faldt ned over det. Betonrøret var anbragt på et kommunalt areal, der grænsede umiddelbart op til parcelhuskvarterer, og det pågældende rør var efterladt, da området blev kloakeret. Røret kunne ikke let bringes til at vælte. Det fremgår af dommen, at pladsen var tilgængelig for almindelig færdsel, idet der ikke var hegn, afspærringer eller forbudstavler. Erstatningskrav var rejst såvel mod kommunen som mod de andre børn. Kommunen blev frifundet, da anbringelsen af rørene som sket ikke blev fundet uforsvarlig, selv om det i dommen udtales, at der måtte antages at pladsen i et ikke helt ubetydeligt omfang havde været benyttet til færdsel og leg, Hvilket kommunen havde måtte indse som en ikke helt fjern mulighed.

Andre domme af tilsvarende relevans for spørgsmål i denne sag ses så vidt ikke at foreligge, men retspraksis indeholder adskillige eksempler på tilfælde, hvor der er blevet pålagt ejeren af en ejendom erstatningsansvar ved, at børn fra naboejendommene er kommet til skade i landbrugsmaskiner. I disse tilfælde har børnene imidlertid haft gårdejerens tilladelse til at opholde sig på ejendommen og det er klart, at ejeren da har en betydelig omsorgspligt. Noget videre går Højesterets dom i U 1953 s. 259, hvor en 4-årig dreng blev tilkendt fuld erstatning ved, at en slibemaskine, der var henstillet i en port, under drengens leg med andre børn, faldt ned over ham. Der var adgang til porten fra gaden og maskinens ejer, der drev virksomhed i gården, vidste, at børn ofte legede i porten. Ejeren havde dog ingen viden om, at der på det pågældende tidspunkt befandt sig børn i porten og havde således ikke mulighed for at give nogen advarsel. I modsat retning går Østre Landsrets dom i U 1930 s. 376, der frifandt en værkstedsejer i et tilfælde, hvor en besøgende uden ejerens vidende var fulgt efter ham ind i værkstedet og kom til skade. Det udtales i dommen, at det forhold, at en beskytter til en maskine ved den pågældende lejlighed ikke var benyttet, ikke kunne påberåbes af en person, der indfandt sig i værkstedslokalet på en så tilfældig måde som i dette tilfælde. Denne dom er næppe udtryk for retspraksis i dag.

Om de nævnte og lignende domme henvises jeg til fremstillingen hos Gomard: Børns Erstatningsansvar, side 86-87 og Jørgen Trolle: Risiko og Skyld, 2. udgave, 1969, side 178-80.

Med udgangspunkt i de nævnte domme kan det konkluderes, at det ikke kan udelukkes, at ejeren af en ejendom pålægges erstatning i et tilfælde, hvor den skadelidte uden hans tilladelse er trængt ind på ejendommen. Hvornår erstatningensansvaret pålægges afhænger af en vurdering af, om situationen efter en samlet bedømmelse kan betragtes som uforsvarlig fra grundejerens side. I denne bedømmelse vil indgå farligheden af indretningen, kendeligheden heraf, formentlig også af, om indretningen tjener et fornuftigt formål eller ej, om området er afgrænset eller advarselsskilte opsat, om færdsel eller leg finder sted eller må antages at finde sted på området, ejendommens beliggenhed m.v.

Jeg kan også henvise til, at ifølge bygningsreglement 1982 § 2.1.2. stk. 7, skal der på parcelhusgrunde med private svømmebassiner, foretages indhegning med selvlukkende låge; ved udlejningsbyggeri o.l. skal bygningsmyndigheden efter en konkret bedømmelse godkende sikringsforanstaltninger i relation til svømmebassiner. Ifølge vejledningen til byggerireglementet skyldes reglen, der allerede fandtes i bygningsreglementet af 1977, en henvendelse fra sundhedsstyrelsen, der har gjort byggestyrelsen opmærksom på, at der i de seneste år er sket et par drukneulykker i private udendørs svømmebassiner.

Bygningsreglementets bestemmelser giver ikke udtryk for, at ejeren før påbudsreglen om indhegning af svømmebassiner var udført, ifaldt ansvar, hvis børn trængte ind på grunden og kom til skade ved fald i svømmebassin, men reglens indførelse peger i retning af et udvidet ansvar for grundejere for farlige indretninger på deres grunde.

Retstilstanden på området er - som det vil fremgå af det foranstående - ikke afklaret.

Det sikreste for at undgå erstatningsansvar vil naturligvis være at foretage indhegning af de farlige områder.

Medmindre de kommunale byggetilladelser indeholder bestemmelser om indhegning som vilkår for tilladelse til opførelse af civilforsvarets bygninger, vil jeg dog mest tilbøjelig til at mene, at civilforsvaret ikke vil kunne pådrage sig ansvar, såfremt der med passende mellemrum langs områdernes grænser opsættes skilte med adgang forbudt og tilkendegivelse af, at færdsel på området kan være forbundet med fare.

Med ærbødighed

Ole Fentz

Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om eventuel indhegning af lokale øvelsesanlæg.

(Til samtlige kommunalbestyrelser og CF-kommissionen for

Storkøbenhavn)

Civilforsvarsstyrelsen har ladet Kammeradvokaten udtale sig om det erstatningsansvar, der kan pådrages, såfremt uvedkommende personer ved indtrængen på øvelsesanlæg kommer til skade.

Til orientering vedlægges Kammeradvokatens responsum af 14. maj 1984, hvoraf det fremgår, at den sikreste måde at undgå et erstatningsansvar naturligvis vil være at indhegne øvelsesanlæg, men at erstatningsansvaret næppe vil kunne pådrages overfor uvedkommende personer, der kommer til skade ved færdsel på øvelsesanlægget, hvis der foretages en passende skiltning langs øvelsesanlægget grænser om, at adgang er forbudt og tilkendegivelse af, at færdsel på området kan være forbundet med fare.

De med hegningen og/eller skiltningen forbundne udgifter vil påhvile kommunen som ejere af øvelsesanlæggene.

P.D.V.

E.B.

Lahn Høyer

Ingen