Legislator Case Law & Legislation
C19840334509 DK

Cirkulære om reglerne i arbejdsløshedslovens §§64 og 75b, stk. 5, (forholdet mellem ydelser efter lov om social pension og ydelser efter arbejdsløshedsloven)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1984 3345 Historic

Cirkulære om reglerne i arbejdsløshedslovens §§64 og 75b, stk. 5,

(forholdet mellem ydelser efter lov om social pension og ydelser

efter arbejdsløshedsloven)

Arbejdsformidlingskontorerne

De statsanerkendte arbejdsløshedskasser

I. Arbejdsløshedslovens regler.

A. Arbejdsløshedslovens § 64.

1. Medlemmer, som modtager pension i helhold til lov om social pension, kan i løbet af 12 måneder i træk højst få udbetalt dagpenge for sammenlagt 78 dage.

2. Dagpenge i de sidste 3 måneder, før pensionen begynder at løbe, medtages ved beregningen af, om retten til dagpenge er opbrugt.

3. Den fastsatte varighedsbegrænsning anvendes allerede, når der er ansøgt om pension.

4. Hvis pensionsansøgningen afslås, efterbetales dagpenge.

5. Inden arbejdsløshedskassen efterbetaler dagpenge, forudsættes det, at pensionsansøgningen indgår i en konkret vurdering af, om medlemmet opfylder betingelserne for ret til dagpenge, herunder rådighedsbetingelsen.

B. Arbejdsløshedslovens § 75 b, stk. 5.

1. Medlemmer, der modtager ydelser efter lov om social pension, kan ikke samtidig modtage efterløn.

2. Personer, der modtager invaliditetsydelse, kan dog modtage efterløn, hvis retten til invaliditetsydelsen frasiges.

3. Medlemmer, der har ansøgt om pension eller invaliditetsydelse, kan ikke overgå til efterløn, så længe ansøgningen er under behandling. Disse medlemmer sidestilles således med personer, der modtager pension eller invaliditetsydelse. Dette skyldes, at ydelsen sædvanligvis tillægges med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet.

4. Hvis ansøgningen om pension afslås, forudsættes det, at ansøgningen indgår i arbejdsløshedskassens vurdering af, om medlemmet opfylder betingelserne for ret til dagpenge, herunder rådighedsbetingelsen, jfr. arbejdsløshedslovens § 75b, stk. 1, nr. 3.

C. Udenlandske ydelser.

Reglerne i arbejdsløshedslovens §§ 64 og 75 b, stk. 5, omfatter tillige medlemmer, der modtager tilsvarende ydelser efter et andet lands sociallovgivning.

II. Forholdet til de sociale pensionsordninger.

A. Pensionen frakendt, indtægtsreguleret bort eller gjort hvilende.

1. Hvis pensionen frakendes, indtægtsreguleres bort eller gøres hvilende, har medlemmet mulighed for at få dagpenge eller efterløn, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

2. Hvis pensionen frakendes eller indtægtsreguleres bort som følge af i det væsentlige arbejdsfri indtægter, kan det være tvivlsomt, om medlemmet har opnået en sådan fornyet tilknytning til arbejdsmarkedet, at pågældende opfylder betingelserne for at få udbetalt dagpenge eller efterløn. Arbejdsløshedskassen bør derfor foretage en nærmere undersøgelse.

B. Pensionen ikke hævet.

Medlemmer, der undlader at hæve pensionen, er fortsat omfattet af arbejdsløshedslovens §§ 64 og 75 b, stk. 5.

C. Ægteskabs- eller hustrutillæg.

Et medlem, hvis ægtefælle som pensionist modtager ægteskabs- eller hustrutillæg, er ikke omfattet af arbejdsløshedslovens §§ 64 og 75 b, stk. 5.

III. Efterlønsmodtagere, der ansøger om førtidspension.

1. Efterlønsmodtagere, der foretrækker at overgå til førtidspension, hvis de opfylder betingelserne herfor, er ikke afskåret fra at udtræde af efterlønsordningen.

2. Efterlønsmodtageren skal ved indgivelse af ansøgning om førtidspension give meddelelse herom til arbejdsløshedskassen, som herefter suspenderer udbetalingen af efterløn, mens ansøgningen behandles.

3. Hvis efterlønsmodtagerens ansøgning afslås, skal der ske efterbetaling af efterløn for suspensionsperioden, og udbetalt forskud på pensionen tilbagebetales.

-----------

Sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension, punkt 90, vedlægges som bilag.

Følgende cirkulærer ophæves

Cirkulære af 18. oktober 1979 om reglerne i arbejdsløshedslovens § 64, stk. 1, og § 75 b, stk. 2, (forholdet mellem ydelser efter de sociale pensionslove og ydelser efter arbejdsløshedsloven) (emnenummer 3.3134 og 3.3219),

Cirkulære af 2. september 1981 om overgang fra efterløn til førtidig folkepension (emnenummer 3.3219),

Cirkulære af 30. december 1983 om medlemmer, der oppebærer førtidspension/hustrutillæg (emnenummer 3.3134 og 3.3219).

P.D.V.

V. Å. Jensen

kontorchef

/Inger Lauritsen

fm.

Bilag til cirkulære af 18.10.1984 om reglerne i arbejdsløshedslovens §§64 og 75 b, stk. 5, (forholdet mellem ydelser efter lov om social pension og ydelser efter arbejdsløshedsloven).

Sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension.

Forholdet til efterlønsordningen.

90 . Efter § 75 b i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., kan personer, der er fyldt 60 år, overgå til efterløn.

Personer, som modtager ydelser efter pensionsloven, kan efter stk. 5 i den nævnte bestemmelse ikke samtidig modtage efterløn. Dog kan efterløn ydes til personer, der frasiger sig retten til invaliditetsydelse. Der er ikke en tilsvarende mulighed for at opnå ret til efterløn gennem afkald på førtidspension. En pension må derfor normalt frakendes, for at der kan opnås ret til efterløn.

Hvis pensionen er gjort hvilende, er der dog mulighed for at opnå efterløn.

Ved hvileperiodens udløb anses pensionen for bortfaldet i forhold til efterlønsordningen, og efterlønnen kan således fortsætte.

Der må indgives ny ansøgning, hvis den pågældende ønsker at overgå til pension på ny.

Arbejdsdirektoratet har givet nærmere regler om forholdet mellem pensionsydelserne og ydelser efter arbejdsløshedsloven.

Efterlønsmodtagere kan altid søge førtidspension.

Når der søges pension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2 eller 3, indgår efterlønnen som anden indtægt ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget. Pension efter disse bestemmelser er udelukket, hvis ansøgerens og en eventuel ægtefælles samlede indtægter incl. efterløn overstiger de grænser, der er nævnt i pkt. 74.

Der er imidlertid det særlige ved indtægt i form af efterløn, at den er en arbejdsmarkedsydelse, der suspenderes ved ansøgning om pension, og som falder bort ved pensionstilkendelse. Personer, der er udtrådt af efterlønsordningen, kan ikke på ny overgå til efterløn. Hvis en ansøgers efterløn og eventuelle andre indtægter for henholdsvis enlige og ægtepar er på niveau med eller mindre end førtidspensionen til enlige eller til 2 samgifte pensionister, eventuelt med førtidsbeløb, vil der normalt være tilstrækkeligt grundlag for at tilkende førtidspension til en efterlønsmodtager, medmindre den pågældende åbenbart ikke opfylder betingelserne i øvrigt.

Hvis en ansøger har en efterløn, der ligger i intervallet mellem førtidspensionsniveauet og udelukkelsesgrænserne, kan førtidspension kun tilkendes, hvis forholdene i øvrigt klart taler for det. Der må foretages et skøn, hvori bl.a. indgår ansøgerens erhvervsmuligheder, alder, og om den pågældende økonomisk vil være betydeligt bedre stillet som pensionist. Man må her være opmærksom på, at en efterlønsmodtager kun i begrænset omfang må påtage sig erhvervsarbejde, og at efterløn som tidligere nævnt ikke kan udbetales sammen med pension.

Ved ansøgning fra en gift efterlønsmodtager må det sociale udvalg være opmærksom på, at en eventuel ansøgning fra ægtefællen behandles samtidig. Det er således vigtigt, at der tages stilling til ægteparrets samlede pensionsmuligheder, og pension kan i givet fald tilkendes begge ægtefæller, medmindre de åbenbart ikke opfylder betingelserne i øvrigt.

Hvis kun ægtefællen til en efterlønsmodtager søger om førtidspension, bevares efterlønnen som forsørgelsesgrundlag. Der kan her normalt ikke tilkendes førtidspension under henvisning til, at efterlønnen udgør et så lavt forsørgelsesgrundlag, at det i sig selv giver ret til pension. Andre omstændigheder må tale for pension som f.eks. indtægtsbortfald som følge af arbejdsophør uden udsigt til på ny at komme i beskæftigelse.

Hvis der tilkendes pension, bortfalder efterlønnen. Udbetalingen af efterløn standses imidlertid allerede ved ansøgning om pension. Ansøgeren har derfor pligt til at orientere arbejdsløshedskassen om pensionsansøgningen. Det sociale udvalg kan yde forskud på pension, jfr. pensionslovens § 35. Hvis der gives afslag på pension, udbetales den tilbageholdte efterløn, og retten til efterløn indtræder på ny. Det er en betingelse, at der er betalt kontingent i ansøgningsperioden, selvom efterlønsudbetalingen er suspenderet.

Efter arbejdsdirektoratets cirkulære om forholdet mellem pensionsydelserne og ydelser efter arbejdsløshedsloven forudsættes det herved, at det udbetalte forskud bliver tilbagebetalt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →