Legislator Case Law & Legislation
C19840316509 DK

Cirkulære vedrørende ændringer i lov om ferie.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1984 3165 Historic

Cirkulære vedrørende ændringer i lov om ferie.

Arbejdsformidlingskontorerne

De statsanerkendte arbejdsløshedskasser

Det meddeles herved, at folketinget den 9. marts 1984 har vedtaget ændringer af ferieloven, der indebærer, at der i visse tilfælde udbetales feriegodtgørelse ved ferieårets begyndelse, uanset om ferie holdes.

Det gælder i følgende tilfælde: »1) Når beløbet er 500 kr. eller mindre, 2) når lønmodtageren er fyldt 67 år, 3) når lønmodtageren er fyldt 60 år og oppebærer pension efter lov om social pension, 4) Når lønmodtageren er fyldt 60 år og oppebærer alders- eller invalidepension fra en godkendt pensionsordning, der er oprettet efter aftale mellem en lønmodtager og dennes arbejdsgiver eller hjemlet i henhold til kollektiv overenskomst, regulativ m.v., eller 5) når lønmodtageren oppebærer efterløn efter kap. 11 a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.«

Loven træder i kraft den 1. april 1984.

Idet man i øvrigt henviser til lovens tekst i sin helhed, skal direktoratet bemærke, at specielt de under pkt. 1) og 5) nævnte tilfælde får betydning i relation til dagpengereglerne og reglerne om efterløn.

De ændrede regler er et brud på det almindelige princip i ferieloven, hvorefter det er en forudsætning for udbetaling af feriegodtgørelse, at ferie afholdes.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at de hensyn der ligger bag dette princip, ikke gør sig gældende i de tilfælde, der er omfattet af lovændringerne, idet f.eks. en efterlønsmodtager ikke kan betegnes som holdende ferie i almindelig forstand.

For beløb på 500 kr. og derunder gælder, at disse er af en så beskeden størrelse, at de ikke reelt modsvarer en lønindtægt.

Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at det ikke er tanken at ændre reglerne inden for arbejdsløshedsforsikringen om fradrag i dagpenge og efterløn, og at lønmodtagere, der modtager dagpenge eller efterløn derfor stadig vil blive trukket heri efter de herom gældende regler.

Med hensyn til de foran nævnte punkter, hvor ændringerne i ferieloven specielt får betydning i relation til arbejdsløshedsloven bemærkes

Ad pkt. 1): Den optjente feriegodtgørelse er 500 kr. eller mindre.

Beløbet udbetales, uanset om den pågældende lønmodtager er i arbejde, er ledig eller er overgået til efterløn forud for ferieårets begyndelse.

Udbetalingen sker automatisk.

Den pågældende er ikke forpligtet til at holde ferie.

Det er direktoratets opfattelse, at udbetaling af sådanne beløb ikke i sig selv skal medføre fradrag i dagpengene for medlemmer, der måtte være ledige ved ferieårets begyndelse.

Der skal derfor alene ske fradrag, hvis medlemmet (ved ferieårets start eller senere) faktisk afholder ferie, hvilket i praksis vil sige, hvis medlemmet ønsker at få udbetalt feriedagpenge, eller hvis pågældende ved virksomhedslukning på grund af ferie melder sig ledig (eller ønsker feriedagpenge).

For så vidt angår udbetaling af de heromhandlede mindre beløb til efterlønsmodtagere henvises til nedenstående.

Ad pkt. 5: Lønmodtageren oppebærer efterløn.

En lønmodtager, der oppebærer efterløn, vil kunne få den optjente feriegodtgørelse udbetalt kontant ved ferieårets begyndelse.

Det er en betingelse for udbetaling af Ferie-Giro, at pågældende inden den 1. april har indsendt en af arbejdsløshedskassen attesteret anmodning til Ferie-Giro.

Ifølge lovbemærkningerne skal en sådan ordning give arbejdsløshedskasserne administrativ mulighed for på baggrund af efterlønsmodtagerens oplysninger at beregne antallet af feriedage og den dertil svarende reduktion i efterlønnen i een ekspedition.

Ordningens indførelse bygger således på en forudsætning om, at kasserne skal kunne foretage fradrag i efterlønnen ved ferieårets begyndelse (2. maj) for alle efterlønsmodtagere, der måtte have optjent feriegodtgørelse i det forudgående optjeningsår.

Fradrag skal altså foretages pr. 2. maj uanset om pågældende gør brug af sin ret til at få udbetalt sin tilgodehavende feriegodtgørelse på dette tidspunkt.

Det bemærkes, at ændringerne af feriereglerne forventes at medføre en mindre justering af reglerne i bekendtgørelse af 29. januar 1982 om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse.

Såfremt de øvrige ændringer af ferieloven kan forventes at få virkning for arbejdsløshedslovens regler, vil direktoratet vende tilbage hertil.

P.D.V.

Vagn Åge Jensen

kontorchef

/Karen Morsbøl

fuldmægtig

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →