Vejledning om Læsse- og transportmaskiner (* 1) (* 2) (* 3)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om Læsse- og transportmaskiner (* 1) (* 2) (* 3)
Baggrund
- Bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om tekniske hjælpemidlers indretning og anvendelse.
- Bekendtgørelse nr. 194 af 1. maj 1970 om styrtsikre førerhuse og beskyttelsesbøjler (førerværn) til visse selvkørende motorredskaber.
Arbejdstilsynets meddelelse nr. 22/1974 om sikkerhedsforanstaltninger ved hydralisk tippende lad, tanke, containere o.l.
Denne At-meddelelse oplyser om krav til bæltetraktorer med skovl eller blad, gummihjulslæssere, dumpere, scrapere, gradere og lignende.
Læsse- og transportmaskiner skal være indrettet og bruges efter arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser for tekniske hjælpemidler. Ud fra disse bestemmelser stilles efter arbejdstilsynets administrative praksis følgende krav
Brugsanvisning
Ved enhver levering (salg, udlejning og udlån) skal der medfølge en skriftlig brugsanvisning på dansk om betjening, brug og vedligeholdelse.
Brugsanvisningen skal i nødvendigt omfang være angivet på maskinen, fx skal der være et skilt, der angiver største tilladelige last. Skiltet skal tydeligt kunne ses fra førerpladsen.
Indretning
Læsse- og transportmaskiner skal være forsynet med godkendt førerværn, således at føreren er sikret ved væltning.
Fritaget for førerværn er
- alle læsse- og transportmaskiner, hvis egenvægt overstiger 7 tons
- læsse- og transportmaskiner, opbygget på grundlag af bæltetraktorer
- scrapere, gradere og dumpere.
Førerpladsen skal være hensigtsmæssigt indrettet. Føreren skal have fuldt udsyn over alle maskinens arbejdsoperationer. betjeningsorganer skal være anbragt og udformet ergonomisk hensigtsmæssigt og skal være indrettet og placeret, så utilsigtet aktivering hindres.
Førerkabiner skal kunne ventileres, og der skal være vinduesviskere.
Maskinen bør være forsynet med skilte, der advarer mod færdsel inden for dens arbejdsområde.
På transportmaskiner med hydraulisk tippelad skal ladet kunne fastlåses mekanisk i hævet stilling.
Læsse- og transportmaskiner, der anvendes, hvor færdselslovgivningen gælder, skal desuden opfylde færdselslovgivningens forskrifter for motorredskaber.
Brug
Brugen af en læsse- eller transportmaskine skal ske på forsvarlig måde og under hensyn til, hvad den er bestemt for.
Maskinen må ikke overbelastes.
Alt hjælpeudstyr, fx skovle, blade, ekstra høje lad m.v. skal bruges efter leverandørens forskrifter og altid, så maskinen ikke overbelastes, og stabiliteten er fuldt forsvarlig.
Sikringsdele og andet beskyttelsesudstyr må ikke fjernes eller blokeres under brugen.
Løft med strop eller kæde må kun ske, hvis læssemaskinen har et sikkert anhugningspunkt (sikkerhedskrog, påsvejst løftering eller lignende). Der må fx ikke anhugges i skovlens tænder. Se At-meddelelse nr. 2.02.10 om anhugningsgrej.
Passagertransport må kun ske, når maskinen er indrettet til det, fx med et ekstra sæde.
Maskinen må ikke anvendes til løft af personer.
Er det nødvendigt, at personer opholder sig inden for maskinens arbejdsområde, skal føreren være særlig forsigtig og sikre sig, at de pågældende er opmærksomme på maskinens bevægelser.
Maskinen bør være forsynet med hørligt signalapparat, der automatisk træder i funktion, når maskinen bevæger sig i retninger, hvor førerens udsyn er begrænset, fx ved baglæns kørsel.
Maskinen må kun anvendes på steder, hvor det kan ske forsvarligt. Underlaget skal med sikkerhed kunne bære maskinen med fuld last. Der skal holdes en sikker afstand til kanten af udgravninger eller skrænter.
Arbejdsområdet bør altid holdes plant og ryddeligt.
Arbejdsredskabet, fx skovl, blad og lignende, skal sænkes til terræn, når maskinen forlades.
Der skal udvises forsigtighed ved arbejde i nærheden af nedgravede installationsledninger og elektriske luftledninger.
Hvis maskinen rammer elektriske luftledninger eller kabler i jorden gælder følgende forholdsregler for føreren
BLIV PÅ MASKINEN, indtil den er fri af ledningerne eller strømmen er afbrudt.
Hold alle på jorden BORTE FRA MASKINEN.
Hvis det er nødvendigt af forlade maskinen - HOP AF- TRÆD IKKE NED FRA MASKINEN.
Specielt for læssemaskiner gælder følgende
Skovlen skal altid holdes lavt under kørslen.
Ved læsning - løft aldrig skovlen højere end nødvendigt over vognens sider og dump materialerne med forsigtighed.
Specielt for dumpere gælder følgende
Tipning på skrånende terræn skal foretages, at stabiliteten ikke forringes ud over det tilladelige.
Tipning må kun påbegyndes, når maskinen holder stille.
Dumperen skal læsses, så udsynet stadig er forsvarligt.
Transport
Læsning af læsse- og transportmaskiner på transportvogn bør ske over vognens bagende. Læsning fra siden må kun ske, når vognen er indrettet til det. Under læsning må der ikke være personer i transportvognens førerhus, hvis dette ikke er særligt afskærmet.
Vedligeholdelse
Maskinen skal vedligeholdes, så den altid er i forsvarlig stand. Leverandørens anvisninger om eftersyn og vedligeholdelse skal følges, fx skal styretøj, bremser, larvebånd, dæk, horn og lygter altid være i orden.
Hydraulisk og pneumatisk udstyr skal jævnligt kontrolleres, udluftes og justeres i fornødent omfang.
Maskinen bør renses grundigt efter hver arbejdsdag, så beton, ler og lignende ikke hindrer manøvreorganernes og dermed maskinens frie bevægelighed. Særlig i frostperioder er rengøring af larvebånd nødvendig.
Når blade, skovle, tippelad m.v. er løftet i forbindelse med vedligeholdelsen, skal de på sikker måde være fastlåst mekanisk i hævet stilling, fx med et fasthængslet støtteben eller afstandsstykke, der blokerer skovl, blad eller tippelad i hævet stilling.
Ved pivotstyring (knækstyring) skal maskinens to dele under vedligeholdelse eller reparation være sikret mod bevægelse, fx med en fast afstandsbøjle.
Er der fejl eller mangler ved maskinen, skal den tages ud af brug og må ikke benyttes, før den er bragt i orden.
Maskinen skal standses under smøring eller justering.
Fører
Føreren skal være fyldt 18 år.
Føreren skal være instrueret og oplært i forsvarlig brug og vedligeholdelse af maskinen, herunder om læsning og kørsel.
Erik Andersen
Bæltetraktor med skovl
Grader
Dumper med pivotstyring