Cirkulære om fremmøde på arbejdsformidlingen ved ledighed, der skyldes vejrlig eller materialemangel. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om fremmøde på arbejdsformidlingen ved ledighed, der skyldes vejrlig eller materialemangel. (* 1)
Arbejdsformidlingskontorerne.
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser.
Et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, som bliver ledig, og som vil oppebære understøttelse, skal straks ved ledighedens indtræden henvende sig personligt til et offentligt arbejdsformidlingskontor for at søge arbejde, jfr. reglement af 30. januar 1969 for ledige arbejdsløshedskassemedlemmers kontakt med de offentlige arbejdsformidlingskontorer.
Undtagelse herfra gælder medlemmer, der på grund af vejrliget enten forbliver på arbejdspladsen og afventer opholdsvejr eller bliver hjemsendt, fordi arbejdsgiveren i henhold til overenskomst eller faglig kutyme beslutter at indstille arbejdet.
Undtagelse gælder endvidere medlemmer der på grund af materialemangel enten forbliver på arbejdspladsen og afventer materialer eller bliver hjemsendt, fordi arbejdsgiveren i henhold til overenskomst eller faglig kutyme beslutter at indstille arbejdet.
Fremmøde skal dog finde sted, hvor arbejdet har været standset på grund af vejrlig eller materialemangel i mere end 3 på hinanden følgende arbejdsdage.
Ovenstående betyder, at det er en betingelse for udbetaling af dagpenge, at fremmøde finder sted på senest den 4. ledige dag i en sammenhængende hjemsendelsesperiode, med mindre medlemmet i forvejen er tilmeldt arbejdsformidlingen, jfr. nedenfor. Det er i denne forbindelse uden betydning, om der de pågældende dage har været tale om hel eller delvis ledighed.
I vejledningen til § 4 i arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, er det nærmere angivet hvorledes dagpengekortet skal udfyldes ved vejrlig. I situationer hvor ledighed skyldes materialemangel følges samme praksis med den ene forskel, at »V« erstattes med »M«.
Ved fremmødet på arbejdsformidlingen indtegnes medlemmet som almindelig ledig og arbejdssøgende og skal herefter have fastsat nyt fremmøde med samme intervaller som øvrige arbejdssøgende inden for pågældende faggruppe.
Der gøres opmærksom på, at AF-cirkl.nr. 319/76 henholdsvis AK-cirkl.nr. 92/76 også gælder for et medlem, der er indtegnet som ledig på grund af vejrlig eller materialemangel.
Et medlem, der bliver ledig som følge af vejrlig eller materialemangel, kan vælge at tilmelde sig arbejdsformidlingen på såvel 1., 2., 3., som 4. ledige dag og skal herefter først give nyt fremmøde på den af arbejdsformidlingen fastsatte dato, uanset om medlemmet i den mellemliggende periode genoptager arbejdet og atter bliver ledig, med mindre medlemmet har frameldt sig arbejdsformidlingen.
Med dette cirkulære ophæves § 1, stk. 2 i arbejdsdirektoratets cirkulære af 30. januar 1969 vedrørende reglement for ledige arbejdsløshedskassemedlemmers kontakt med de offentlige arbejdsformidlingskontorer. Endvidere ophæves AK.cirkl.nr. 86/71 af 12. august 1971 og direktoratets rundskrivelse af 13. april 1983.
Cirkulæret træder i kraft den 30 januar 1984.
P.D.V.
Else Marie Kjerkegaard
kontorchef
/Jonna krogh
fuldmægtig