Cirkulære om ændring af befordringsfradraget efter ligningslovens § 9C

§ 9B er ikke ændret, og skattepligtige, der har flere samtidige eller skiftende arbejdssteder, kan fortsat fratrække faktisk dokumenterede udgifter, der er nødvendiggjort heraf. I mangel af dokumentation for udgifter foretages fradraget med en af ligningsrådet fastsat kilometertakst for erhvervsmæssig kørsel.

Begreberne "flere samtidige arbejdssteder" og "skiftende arbejdssteder" er administrativt fortolket og fastlagt ved domstolspraksis.

I tilfælde, hvor den skattepligtiges forskellige arbejdssteder efter hidtidig praksis ikke kan anses for skiftende arbejdssteder eller flere samtidige arbejdssteder efter § 9B, kan der alene foretages fradrag efter § 9C.

Fordelingen af fradrag på henholdsvis § 9B og § 9C skal ske efter samme retningslinjer som hidtil. Det gælder f.eks. med hensyn til trekantskørsel og områdekørsel.

VII. Fri befordring mellem hjem og arbejdsplads

Befordringsfradraget er uafhængigt af faktisk afholdte udgifter.

Det er derfor uden betydning for den skattepligtiges adgang til at foretage fradrag efter § 9C, at den skattepligtige har fri befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Fri befordring kan f.eks. være frikort med offentlige transportmidler, arbejdsgivers betaling for busafhentning ved station, fri firmabil o.lign.

Skattemyndighederne bør i disse tilfælde være opmærksomme på, om andre skatteregler kræver beskatning af sådanne løngoder, jfr. f.eks. beskatning af privat kørsel i fri firmabil.

VIII. Invaliders og kronisk syges befordringsudgifter

Reglerne om fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads for invalide og kronisk syge er i realiteten uændrede. Dog er den tidligere gældende mindstegrænse på 100 kr. ikke gældende fra og med indkomståret 1985.

Grunden til, at teksten i § 9 D er ændret, er alene, at henvisningen til § 9C ikke længere kan anvendes. Den nye affattelse af § 9 D er et udtryk for, at denne gruppe af skattepligtige fortsat skal opgøre befordringsudgiften mellem hjem og arbejdsplads efter de hidtil gældende regler. Herfra skal trækkes 2.000 kr., men tillægges den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normalbefordringsudgift i det pågældende tilfælde.

IX. Ikrafttræden

De nye regler har virkning fra og med indkomståret 1985.

Skattedepartementet, den 13. december 1984

Jens Rosman

/ Jesper Pålsson

Cirkulære om ændring af befordringsfradraget efter ligningslovens § 9C

Ved lov nr. 274 af 6. juni 1984 er der gennemført ændring af det almindelige befordringsfradrag i ligningslovens § 9C.

Endvidere er der i bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 givet regler om fastlæggelse af den daglige transportvej samt givet den skattepligtige mulighed for mod dokumentation at fratrække faktisk udgift ved brug af færge m.v., der er nødvendig til den daglige transport.

I. Indledning

Ændringen af ligningslovens § 9C omlægger fradraget for befordring mellem bopæl og arbejdsplads fra at være beregnet på grundlag af faktisk afholdte udgifter til et "normalfradrag", der beregnes alene på grundlag af afstanden mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen.

Befordringsfradraget er fortsat en del af lønmodtagerfradraget, således at befordringsfradrag ikke kan foretages ved siden af det faste lønmodtagerfradrag.

Ligningslovens § 9B, der giver fradrag for befordringsudgifter, der er nødvendiggjort ved skiftende arbejdssted eller flere samtidige arbejdssteder, er ikke ændret. Ligningslovens § 9 D, der giver den skattepligtige, der som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads, et fradrag for den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normalbefordringsudgift i det pågældende tilfælde, er stort set ikke ændret i forhold til de tidligere gældende regler. Se herom afsnit VIII.

Ændringen af reglerne om befordringsfradrag tilsigter en væsentlig forenkling af skattesystemet. Det forudsættes derfor, at administrationen af de nye regler lægger betydelig vægt på den forenkling, som lovændringen lægger op til.

I de nye regler har man tilsigtet at bibeholde standarder, der i årenes løb ved fortolkning er fastlagt af ligningsmyndighederne.

Sædvanlig bopæl stilles således fortsat i modsætning til bl.a. sommerbolig, hvorfor der ikke kan foretages fradrag for befordring fra en sommerbolig til arbejdspladsen i det omfang, fradraget herved overstiger fradraget mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

Som hidtil er det kun kørslen til et indtægtsgivende arbejdssted og ikke f.eks. uddannelsessted, der giver ret til befordringsfradrag.

Transportvejen er i visse henseender et nyt begreb. Alle skattepligtige skal nu, for at få befordringsfradrag, oplyse skattemyndighederne om afstanden mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, idet befordringsfradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, uanset hvilket befordringsmiddel den skattepligtige anvender.

Transportvejen ved bilkørsel skulle også efter de tidligere gældende regler fastlægges for den gruppe af skattepligtige, der kunne fratrække udgiften til befordring i egen bil. Der kan således fortsat opstå spørgsmål om benyttelse af motorveje, omfartsveje, hovedveje o.lign. frem for en måske kortere strækning ad mindre veje.

Ligningsmyndighederne skal i disse tilfælde lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej, men må i øvrigt ud fra en samlet vurdering tage hensyn til

a) de givne geografiske forhold,

b) tidsmæssigt forbrug og

c) økonomisk rimelighed.

Ligningsmyndighederne skal være opmærksomme på, at et stort antal skattepligtige rent faktisk ikke benytter bil til transporten og dermed kan have svært ved at fastlægge længden af den normale transportvej ved bilkørsel. For disses vedkommende må den normale transportvej være den transportvej, som skattepligtige med bil måtte antages normalt at ville benytte.

Antallet af arbejdsdage skal oplyses af den skattepligtige. Fradraget gives for det faktiske antal arbejdsdage, den skattepligtige er blevet befordret til og fra arbejde, og der kan således ikke beregnes befordringsfradrag for feriedage og sygedage.

De nye regler indeholder ikke en begrænsning vedrørende antallet af daglige befordringer mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Det forudsættes imidlertid, at flere daglige befordringer kun giver fradrag, i det omfang også de efter hidtidig praksis gældende regler giver fradrag. Flere daglige befordringer skal således være begrundet i arbejdsmæssige hensyn, f.eks. at arbejdsdagen er opdelt i flere arbejdsperioder.

I de tidligere gældende regler begrænsedes befordringsfradraget af et bundfradrag på 2.000 kr. Dette bundfradrag er nu erstattet af en bundgrænse på 20 km befordring pr. dag, således at den skattepligtige selv skal bære udgiften til denne befordring, uden mulighed for fradrag. Bestemmelsen gælder ikke for invaliders og kronisk syges befordringsfradrag.

II. Normalfradraget

Alle skattepligtige, der befordrer sig mellem hjem og arbejdsplads, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage befordringsfradrag efter reglerne i § 9C, stk. 1-3. Det er uden betydning, med hvilket befordringsmiddel befordringen sker, samt hvilken faktisk strækning der tilbagelægges.

Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Hvis den skattepligtige f.eks. på cykel kommer frem og tilbage til arbejde ad stier, der gør den tilbagelagte strækning væsentligt kortere end den normale transportvej ved bilkørsel, er dette uden betydning for befordringsfradraget, der alligevel skal beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel med bil. Den skattepligtige må i disse tilfælde på anden vis danne sig et rimeligt skøn over strækningen af normal transportvej ved bilkørsel.

Benyttelse af offentlige transportmidler begrænser eller udvider heller ikke fradraget opgjort efter § 9C, stk. 1-3. Også i disse tilfælde skal længden af normal transportvej ved bilkørsel opmåles og fradraget beregnes uden hensyn til afholdte udgifter.

Når den samlede daglige befordring er fastslået på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, fratrækkes 20 km og befordringsfradraget beregnes for yderligere befordrede kilometer.

Taksten fastsættes årligt af ligningsrådet.

Eksempel

Afstand frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads pr. arbejdsdag 46 km Herfra trækkes den del af befordringen, den skattepligtige ikke har fradrag for pr. arbejdsdag 20 km ------------- 26 km Idet der anvendes den kilometertakst, ligningsrådet har fastsat for 1985 (1,10 kr.) udgør fradraget pr. arbejdsdag herefter 26 km x 1,10 kr. = 28,60 kr. Hvis den samlede beregnede befordring pr. arbejdsdag er længere end 54 km, nedsættes fradraget for disse yderligere befordrede kilometer til 25 pct. af den af ligningsrådet fastsatte takst. Eksempel: Afstand frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads pr. arbejdsdag 98 km Idet der anvendes den kilometertakst, ligningsrådet har fastsat for 1985 (1,10 kr.) udgør fradraget pr. arbejdsdag 54 km - 20 km = 34 km x 1,10 kr. = 37,40 kr. 98 km - 54 km = 44 km x 1,10 kr. x 25 pct. = 12,10 kr. ------------- 49,50 kr.

Se også afsnit IV om samkørsel samt afsnit VII om fri befordring.

III. Særregel for bilister, der anvender egen bil til befordringen

Særreglen kan kun benyttes, hvis offentlig befordring ikke kan anvendes, og den skattepligtige derfor anvender egen bil til befordringen mellem hjem og arbejdsplads.

Efter § 9C, stk. 4, kan skattepligtige, der anvender egen bil til befordring mellem hjem og arbejdsplads for al daglig kørsel udover 20 km fratrække den af ligningsrådet fastsatte kilometertakst for 1984, 1,05 kr. Stk. 4 kan kun anvendes, når den daglige befordring overstiger 54 km. Den skattepligtige kan dog altid i stedet benytte normalfradraget.

Det hidtil gældende regelsæt om f.eks. transporttider, ventetider og reglen om de tilfælde, hvor offentlig befordring ikke er mulig på 1/3 eller mere af strækningen, opretholdes altså for denne gruppe af skattepligtige ved afgørelsen af, om offentlig befordring kan anvendes. De hidtil gældende regler er i en lang række tilfælde fortolket både administrativt og ved domstolspraksis, og ved afgørelsen af om offentlig befordring kan anvendes, skal ligningsmyndighederne lægge vægt på den praksis, der er udviklet frem til ikrafttrædelsen af de nye regler; således som praksis f.eks. kommer til udtryk i ligningsvejledningen for 1984.

Særreglen gælder ikke blot skattepligtige, der på tidspunktet for lovændringen opfylder betingelserne for fradraget, men også skattepligtige, der senere ved flytning eller skifte af arbejde eller af andre grunde kommer til at opfylde disse betingelser.

Det er en forudsætning for fradrag for befordring i egen bil, at den skattepligtige på behørig vis overfor ligningsmyndighederne godtgør, at egen bil faktisk anvendes. Se afsnit IV om samkørsel.

Efter praksis er kørsel mellem hjem og arbejdsplads i arbejdsgivers bil anset for benyttelse af eget transportmiddel. Skattepligtige, der benytter arbejdsgivers bil til transporten, kan derfor, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, bruge særreglen.

Særreglen gælder ikke for dem, der benytter motorcykel, scooter m.v.

Taksten for fradraget efter § 9C, stk. 4, reguleres ikke i takt med prisudviklingen.

Eksempel

Afstand frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads 98 km Offentlig befordring kan ikke anvendes, idet den samlede daglige tidsbesparelse ved brug af egen bil er mere end 2 timer i forhold til benyttelse af offentligt transportmiddel. Herfra trækkes den del af befordringen, den skattepligtige ikke har fradrag for pr. arbejdsdag 20 km ------------- 78 km Samtlige 78 km kan fratrækkes med 1984-taksten (1,05 kr.) 78 km x 1,05 kr. = 81,90 kr.

Som nævnt reguleres dette fradrag ikke under hensyn til den fremtidige prisudvikling.

Der kan forekomme tilfælde, hvor den skattepligtige visse arbejdsdage er berettiget til fradrag efter særreglen og øvrige dage er henvist til normalfradraget.

Det vil f.eks. være tilfældet, når mødetiderne på arbejdspladsen visse dage gør det umuligt at anvende offentlig befordring.

Disse skattepligtige kan kombinere befordringsfradraget med fradrag efter særreglen for visse arbejdsdage, når betingelserne er opfyldt, og normalfradraget for de øvrige arbejdsdage.

IV. Samkørsel

De tidligere gældende ligningsmæssige regler vedrørende fordeling af fradraget ved samkørsel er bortfaldet.

Den skattepligtige kan som beskrevet i afsnit II bruge normalfradraget uden hensyn til, hvilket transportmiddel der benyttes.

Eksempel

Tre arbejdsfæller bor i samme boligkompleks og arbejder samme sted. Transporten sker i den enes bil. Afstanden frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads pr. arbejdsdag 46 km Herfra trækkes den del af befordringen, den skattepligtige ikke har fradrag for pr. arbejdsdag 20 km ------------- 26 km Hver af de tre kan i 1985 fratrække pr. arbejdsdag 26 km x 1,10 kr. = 28,60 kr.

Hvis afstanden frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads er over 54 km, og ejeren af transportmidlet er berettiget til fradrag i medfør af særreglen i § 9C, stk. 4, kan denne skattepligtige benytte dette fradrag. Eventuelle samkørere er derimod alene berettiget til normalfradraget.

Eksempel

Tre arbejdsfæller bor i samme boligkompleks og arbejder samme sted. Transporten sker i den enes bil. Afstanden frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads pr. arbejdsdag 98 km Herfra trækkes den del af befordringen, den skattepligtige ikke har fradrag for pr. arbejdsdag 20 km ------------- 78 km Ejeren af bilen kan fratrække samtlige 78 km med 1984-taksten 78 km x 1,05 kr. = 81,90 kr. De to arbejdsfæller har ret til normalfradraget, hvilket udgør pr. arbejdsdag 54 km - 20 km = 34 km x 1,10 kr. = 37,40 kr. 98 km - 54 km = 44 km x 1,10 kr. x 25 pct. = 12,10 kr. ------------- 49,50 kr.

Eventuel betaling fra samkørerne til ejeren af den benyttede bil medfører ingen ændring i de berørte skattepligtiges befordringsfradrag.

I tilfælde, hvor flere af samkørerne er ejere af den bil, der benyttes til den fælles befordring, kan kun en af de pågældende skattepligtige foretage fradrag pr. arbejdsdag efter særreglen.

V. Færgetransport og lignende

I bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 er der med hjemmel i § 9C, stk. 5, givet mulighed for fradrag for faktiske udgifter til færgetransport o.lign.

Baggrunden for denne regel er, at f.eks. øboere, der arbejder på fastlandet, dels ikke kan fastlægge den normale transportvej ved bilkørsel, dels afholder udgift til færgetransport. Denne udgift står ikke altid i rimeligt forhold til den tilbagelagte strækning ved beregning af befordringsfradrag efter reglerne i § 9C, stk. 1-4.

Ved fastlæggelsen af den normale transportvej ved bilkørsel, kan de geografiske forhold m.v. ligeledes betinge, at der sejles over f.eks. en fjord eller en vig for således at undgå at skulle køre en længere omvej. Også i disse tilfælde foretages der fradrag for udgift til færgetransport eller lignende.

Denne gruppe af skattepligtige kan mod dokumentation fratrække udgiften til færgen m.v., dog således, at fradraget kun kan foretages for den billigste billetpris, d.v.s. månedskort, rabatkort o.lign.

Fradraget begrænses, som for alle andre, med et beløb svarende til det beregnede befordringsfradrag for 20 km daglig befordring.

Eksempel

Den skattepligtige bor i havnebyen på øen X og arbejder i havnebyen Y, hvor færgen fra X lægger til. Da den skattepligtige i begge havnebyer kun skal gå en kort strækning, er der ikke yderligere transport. Et månedskort for færgetransporten bringer den daglige billetudgift ned på 40 kr. Herfra trækkes den del af befordringen pr. arbejdsdag, den skattepligtige ikke har fradrag for 20 x 1,10 kr. = 22 kr. ------------- Fradrag pr. arbejdsdag 18 kr.

Fradraget beregnes altså uden hensyn til det antal kilometer, færgen tilbagelægger.

Hvis transporten med færge m.v. er kombineret med yderligere transport, kan normalfradraget benyttes for denne yderligere befordring. I disse tilfælde foretages begrænsningen i fradraget først i fradraget for yderligere transport.

Hvis den skattepligtige udover transport med færge m.v. har yderligere befordring, kan denne udgift fradrages efter reglerne om normalfradrag eller efter særreglen for bilister. Hvis denne yderligere befordring kun kan ske og sker med eget transportmiddel, fordi offentlig befordring ikke kan anvendes, kan udgiften til medbringelse af dette transportmiddel ligeledes fratrækkes mod dokumentation for afholdte udgifter. Man kan kun fratrække udgiften beregnet efter den billigste takst, og man skal således udnytte eventuelle rabatordninger.

Det egne transportmiddel, for hvilket fradrag for udgiften til færgetransport o.lign. kan foretages, er ikke begrænset til bil, men kan også være cykel, knallert, motorcykel o.lign.

Ved afgørelsen af, om offentlig befordring kan anvendes, bruges det hidtil gældende regelsæt om transporttider, ventetider m.v.

Eksempel

Den skattepligtige bor i havnebyen på øen X og arbejder på fastlandet i en afstand fra havnebyen Y af dagligt i alt 16 km Offentlig befordring findes slet ikke på strækningen fra Y til arbejdspladsen. Af samme grund medbringer den skattepligtige eget transportmiddel, f.eks. bil eller motorcykel med færge, hvilket dagligt inkl. personbilletten koster 115,00 kr. Herfra trækkes den del af befordringen pr. arbejdsdag, den skattepligtige ikke har fradrag for: De 16 km landtransport giver ikke fradrag og den daglige udgift til færgetransporten skal reduceres med 4 x 1,10 kr. = 4,40 kr. ------------- Fradrag i alt pr. dag 110,60 kr. Hvis eksemplet ændres, således at der udover færgetransporten køres 32 km i bilen eller på motorcyklen, udgør fradraget pr. arbejdsdag: Færgetransport 115,00 kr. 32 km - 20 km = 12 km x 1,10 kr. = 13,20 kr. ------------- Fradrag i alt pr. arbejdsdag 128,20 kr. Hvis den skattepligtige for befordring udover transporten med færge m.v. opfylder betingelserne for fradrag efter § 9C, stk. 4, beregnes fradraget som følger: Færgetransport fra øen X til havnebyen Y dagligt i alt 115,00 kr. Herudover køres i egen bil 98 km 98 km - 20 km = 78 km x 1,05 kr. = 81,90 kr. -------------- Fradrag pr. arbejdsdag 196,90 kr.

VI. Forholdet til ligningslovens § 9B

Ved ændringen af ligningslovens § 9C er der ikke tilsigtet en ændring af dette fradrags forhold til fradrag for faktiske udgifter efter ligningslovens § 9B.

Ingen