Cirkulære om recipientkvalitetsplanlægning (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt Hovedstadsrådet)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om recipientkvalitetsplanlægning
(Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt Hovedstadsrådet)
1. Indledning
Ved lov nr. 204 af 18. maj 1982 er lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse blevet ændret. Ændringerne er trådt i kraft den 1. januar 1983. Miljøbeskyttelsesloven er med de vedtagne ændringer bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 663 af 16. december 1982.
I loven er der sket en præcisering af bestemmelserne om recipientkvalitetsplanlægningen, således at denne styrkes som et koordinerende styringsinstrument i forhold til spildevandsplanlægningen og den konkrete administration af miljøbeskyttelsesloven.
I § 61 a er det bestemt, at amtsrådet med bistand fra kommunalbestyrelserne foretager en kortlægning af forureningstilstanden og belastningen fra de enkelte forureningskilder af vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet.
På grundlag af kortlægningen efter § 61 a udarbejder amtsrådet efter forhandling med kommunalbestyrelserne en recipientkvalitetsplan, jfr. § 61 e. Planens »handlingsdel« indeholder målsætninger for vandkvaliteten i de enkelte recipientafsnit med angivelse af, inden for hvilket tidsrum de fastlagte målsætninger og de tilhørende kvalitetskrav forudsættes opfyldt (§ 61 e, stk. 1, nr. 1 og 3). Desuden skal planen omfatte en redegørelse for forudsætningerne om eksisterende og planlagte spildevandsudledninger, som er lagt til grund for de angivne målsætninger, og amtsrådets vurdering af planens økonomiske konsekvenser (§ 61 e, stk. 1, nr. 2 og 4).
Ved recipientkvalitetsplanlægningen skal der skabet grundlag for en samlet vurdering af spildevandsudledningerne samt for en afvejning af de forskellige interesser, der er knyttet til vandområderne.
Denne planlægning er nærmere beskrevet i miljøstyrelsens Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning, del I og II (vejledning nr. 1 og 2/ 1983).
Nærværende cirkulære indeholder som supplement til vejledningen i recipientkvalitetsplanlægning bl.a. en række retningslinier for proceduren i forbindelse med recipientkvalitetsplanernes udarbejdelse og sammenhæng med normaltillæg 1985 til regionplanerne. Der pågår for tiden overvejelser om at ændre sammenhængen mellem regionplan og recipientkvalitetsplan, og miljøministeriet vil derfor på et senere tidspunkt vende tilbage til proceduren i forbindelse med ændringer af recipientkvalitetsplanlægningen og øvrig miljøkvalitetsplanlægning. Det bemærkes imidlertid, at cirkulæret ikke afskærer et amtsråd eller Hovedstadsrådet fra at udarbejde område-recipientkvalitetsplaner, hvor dette ud fra en samlet vurdering er fundet mest hensigtsmæssigt, jfr. herved pkt. 3.
2. Hvilke recipienter skal indgå i
planlægningen
Da miljøbeskyttelseslovens planlægningsbestemmelser i princippet omfatter alle vandløb, søer og kystvande, herunder afvandingskanaler, opstemmede søer o. lign., skal planlægningen som udgangspunkt gennemføres for alle disse recipienttyper.
For søers vedkommende kan det være hensigtsmæssigt at arbejde med en nedre grænse på 3 ha, idet planlægningen dog bør udstrækkes til at omfatte mindre søer, såfremt der opstår behov for afvejning af interesser for disse vandområder (jfr. i øvrigt naturfredningslovens § 43).
I de kystnære dele af søterritoriet skal planlægningen omfatte
1. Fjorde og bugter. Afgrænsningen af fjorde og bugter fremgår af figur 1, hvor streger markerer grænsen. Denne afgrænsning er identisk med den, der blev foretaget af forureningsrådet, jfr. Forureningsrådets publikation nr. 12, 1971, om Recipientforhold.
2. Lavvandende områder. Alle kystvande inden for 6 meter dybdekurven på nyeste søkort med størst detaljerethed for det enkelte område.
3. Kystnære områder. Alle kystvande inden for en afstand på 1 sømil (1862 m) fra land ifølge samme søkort som nævnt under 2.
Ved udførelsen af de opgaver, der er beskrevet i dette cirkulære, herunder kortlægning og kontrol, skal amtsrådene/ Hovedstadsrådet herudover behandle følgende områder på linie med de under punkt 1-3 nævnte farvande
4. Områder med lempet målsætning.
Nærområder omkring udledninger af spildevand/ spildvarme, også hvor de går ud over de i punkt 1-3 nævnte områder.
5. Referenceområder. Referenceområder for den generelle målsætning, som det måtte være hensigtsmæssigt at placere uden for områderne nævnt i punkt 1-3.
Af vejledningen i recipientkvalitetsplanlægning fremgår det, at der ved fastlæggelse af udlederkrav kan være behov for at tage særskilt hensyn til visse områder med kritiske naturforhold (iltsvinds- og sedimentationsområder). Ofte vil disse områder ligge inden for afgrænsningen givet ovenfor. Såfremt sådanne områder skulle falde helt eller delvis uden for den ovenfor beskrevne afgrænsning, bør amtsrådene alligevel tage hensyn til dem ved kortlægningen, planlægning og kontrol, eventuelt efter samråd med miljøstyrelsen.
3. Recipientkvalitetsplanlægningens indhold
Miljøstyrelsen har i Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning, del I, vandløb og søer (vejledning 1/ 1983) i kapitel 3, 4 og 5 beskrevet, hvorledes en recipientkvalitetsplan vil kunne udarbejdes. For kystvande findes den tilsvarende anvisning i vejledningens del II (vejledning 2/ 1983), kapitel 2, 3 og 4.
Det er ønskeligt hurtigt at få gennemført et planlægnings- og tilsynssystem, der dækker alle vandområder. I det omfang, det er nødvendigt at foretage prioriteringer for at kunne præsentere en plan i tidsmæssig overensstemmelse med regionplanlægningens terminer, skal disse prioriteringer ske under hensyntagen til, at planlægningen er et styringsinstrument for udledninger og et grundlag for afvejninger i forhold til andre sektorer og interesser. Ved tilrettelæggelsen af arbejdet skal amtsrådet og Hovedstadsrådet derfor tage udgangspunkt i, ved hvilke lokaliteter og vandområder der i den foreliggende planperiode er særligt behov for styring af udledninger og afvejning af interesser. Det er i disse områder, man skal tilstræbe den relativt største detaljeringsgrad i planlægningen og intensitet i tilsynet.
4. Recipientkvalitetsplanens bindende
virkning
I henhold til lovens § 61 e, stk. 4, skal recipientkvalitetsplanen lægges til grund ved administrationen af sager efter miljøbeskyttelsesloven. Denne binding indtræder fra det tidspunkt planen vedtages endeligt af amtsrådet, efter at de i planen fastlagte målsætninger er optaget som retningslinier for vandkvaliteten i en godkendt regionplan (første gang i forbindelse med 1985-regionplantillægget); jfr. neden for afsnit 6.2. Det ses således, at recipientkvalitetsplanen ikke skal igennem en særlig statslig godkendelse, men at de i planen fastlagte målsætninger skal optages i regionplantillæggets retningsliniedel.
At planen skal lægges til grund ved administrationen af miljøbeskyttelsesloven betyder, at såvel fremtidige som eksisterende spildevandsudledninger må vurderes i lyset af de i planen fastlagte målsætninger. Omvendt må naturligvis såvel eksisterende som forventede fremtidige udledninger tages i betragtning ved målsætningernes fastlæggelse.
For udledninger fra kommunale renseanlæg indebærer planen, at kommunalbestyrelsen må tilrettelægge sin spildevandsplanlægning i overensstemmelse med de fastlagte målsætninger.
For så vidt angår udledninger fra virksomheder direkte til recipienten vil der i givet fald kunne foretages indgreb i medfør af bestemmelserne i lovens §§ 25 og 44 med henblik på at sikre opfyldelsen af den fastlagte målsætning. Uanset om en virksomheds udledning er godkendt efter lovens § 35 og således omfattet af beskyttelsesreglen i § 44, stk. 4 kan der foreligge en situation, hvor indgreb kan være nødvendige for at sikre opfyldelse af målsætningen. I denne situation må den enkelte virksomheds forhold vurderes konkret, og indgrebet må afpasses under hensyn til de tidsmæssige rammer, der er fastlagt for opnåelse af målsætningen, jfr. herved også lovens § 1, stk. 3.
De foreløbige recipientkvalitetsplaner fra 1975 er i større eller mindre udstrækning medtaget i regionplanerne, som af miljøministeren er godkendt i 1981. Amtskommunerne må derfor i overgangsperioden indtil regionplantillæg 1985 er godkendt tage udgangspunkt i disse planer, der må lægges til grund for administrationen af loven i det omfang, planerne er lagt til grund for den godkendte regionplan.
Som regel vil det dog være nødvendigt, at amtsrådene ved behandling af konkrete sager om udledningstilladelser frem til godkendelsen af regionplantillæg 1985, ikke alene tager udgangspunkt i de foreløbige recipientkvalitetsplaner, men også gennem supplerende recipientundersøgelser og tilsyn sikrer sig, at det pågældende plangrundlag ikke er ændret.
Når miljøministerens godkendelse af regionplantillæg 1985 foreligger, og målsætningerne for de enkelte recipienter ligger fast, træder de nye regler om myndighedsbehandlingen af spildevandsplaner i kraft, idet den i lovens § 21, stk. 3, nævnte betingelse for, at kommunalbestyrelserne selv kan vedtage spildevandsplanerne, hermed er opfyldt.
Det vil som udgangspunkt gælde, selvom den pågældende recipientkvalitetsplan og dermed regionplanens retningsliniedel ikke måtte indeholder målsætninger for samtlige vandområder i regionen, jfr. herved ovenfor under punkt 3 om nødvendigheden af at koncentrere planlægningsindsatsen om de vandområder, hvor der er særligt behov for at foretage en interesseafvejning.
Imidlertid vil der kunne opstå situationer, hvor spørgsmålet om overgangen til de nye regler efter bestemmelsen i § 21, stk. 3, kan give anledning til tvivl. Miljøministeriet vil derfor i forbindelse med godkendelsen af regionplantillægget tage stilling til, hvorvidt de nye regler om myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne i enkelte tilfælde ikke skal tages i anvendelse. I denne forbindelse vil der indgå en vurdering af de hermed forbundne administrative konsekvenser. Amtsrådet/ Hovedstadsrådet forudsættes at fremkomme med en begrundet tilkendegivelse om disse forhold i redegørelsen for regionplanen, herunder hvorledes man kan sikre et klart administrationsgrundlag for den kommende spildevandsplanlægning.
De mere detaljerede rammer for sagsbehandlingen efter lovens § 21, stk. 3-7 vil blive fastlagt i forbindelse med den nødvendige revision af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet (spildevandsbekendtgørelsen) samt det dertil hørende cirkulære om spildevand af 17. april 1974 (spildevandscirkulæret). I den forbindelse vil mulighederne for revision af recipientkvalitetsplanen, såfremt de kommunaløkonomiske konsekvenser af planen afviger væsentligt fra forudsætningerne, blive behandlet.
5. Recipientkvalitetsplanens optagelse i
regionplanen
Recipientkvalitetsplanen må ikke stride imod regionplanlægningen. Der er en vekselvirkning mellem recipientkvalitetsplanlægningen og planlægningen på en række andre sektorområder, herunder vandindvindingsplanlægning, affaldsplanlægning, landbrugsplanlægning, planlægning for beliggenhed af virksomheder m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav, fredningsplanlægning m.m. Desuden vil recipientkvalitetsplanen få væsentlig betydning for udarbejdelsen af regulativer efter den reviderede vandløbslov.
I lov om lands- og regionplanlægning er det med virkning fra 1. januar 1983 ved en ændring af § 7 bestemt, at der i regionplanen skal optages retningslinier for vandkvaliteten i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet. En tilsvarende bestemmelse er indføjet i lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet, § 2. Reglen indebærer, at målsætningerne for de enkelte recipienter eller recipientafsnit skal optages i regionplanernes retningsliniedel.
I praksis foretages en sammenfatning af de enkelte målsætninger i 5-6 målsætningsgrupper for henholdsvis vandløb, søer og kystvande, der med forskellige signaturer vises på de kortbilag til regionplantillægget, der beskriver recipientkvalitetsplanen. Retningslinier for disse sammenfattende målsætninger og deres signaturer er givet i vejledningen i recipientkvalitetsplanlægning.
I den udstrækning, der ved recipientkvalitetsplanens udarbejdelse er foretaget afvejninger, som har resulteret i tilsidesættelse af væsentlige interesser (f.eks. andre sektorinteresser), vil disse afvejninger fremgå af regionplanenes redegørelsesdel.
Amtsrådet kan herudover i regionplanens redegørelsesdel i fornødent omfang henvise til den foreliggende recipientkvalitetsplan, som på en række områder vil rumme mere detaljerede beskrivelser af baggrunden for de enkelte målsætninger.
Som nævnt i punkt 3 bør recipientkvalitetsplanlægningen tilrettelægges med udgangspunkt i de vandområder, hvor der i planperioden er det største behov for afvejning og styring af spildevandsudledninger. Det kan dog ikke afvises, at der i planperioden efter regionplantillæg 1985 vil kunne opstå behov for at tage stilling til udledning af spildevand til en recipient, hvor der endnu ikke er fastlagt en målsætning med tilhørende kvalitetskrav. Spørgsmålet om hvorledes det manglende plangrundlag tilvejebringes vil blive taget op i forbindelse med miljøministerens godkendelse af regionplantillægget, herunder den i afsnit 4 nævnte stillingtagen til om og i givet fald i hvilken udstrækning de nye regler i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 21, stk. 3 ikke skal træde i kraft.
6. Tilvejebringelse af recipientkvalitetsplanen i forbindelse med regionplantillæg 1985
6.1. Udarbejdelse af forslag til recipientkvalitetsplan
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 61 e, at recipientkvalitetsplanen skal udarbejdes efter forhandling med kommunalbestyrelserne. Amtsrådet må derfor tidligst muligt i forbindelse med planforslagets udarbejdelse tage kontakt med de enkelte kommunalbestyrelser med henblik på, at kommunernes synspunkter kan indgå i udarbejdelsen af planforslaget.
Recipientkvalitetsplanerne vil som nævnt berøre en række andre interesser. En del af disse interesser vil være varetaget gennem anden sektorplanlægning, f.eks. landbrugsplanlægning og fredningsplanlægning, mens andre, f.eks. fiskerierhvervets interesser ikke varetages gennem en selvstændig planlægning.
Visse interesser vil, som det fremgår af miljøstyrelsens vejledning i recipientkvalitetsplanlægning, del II/ 1983, ikke kunne reguleres af amtsrådet, f.eks. råstofindvinding på søterritoriet. Såfremt amtsrådet måtte finde behov for en regulering på råstofområdet, bør der rettes henvendelse til fredningsstyrelsen med henblik på at afklare muligheden for at gennemføre denne regulering.
Den færdige recipientkvalitetsplan får betydning for de fremtidige udledningsforhold på virksomheder med direkte udledning til recipienten. Det er derfor vigtigt, at amtsrådet som led i planlægningen også inddrager disse udledere.
Endvidere er der grund til at påpege nødvendigheden af, at amtskommuner med fælles recipienter sikrer, at der sker den fornødne koordination af målsætninger, kvalitetskrav og tilsyn.
Når henses til recipientkvalitetsplanens betydning for en række væsentlige miljø- og erhvervsintersser samt amtsrådets behov for oplysninger om og tilkendegivelser vedrørende disse, må recipientkvalitetsplanen udarbejdes på en sådan måde, at disse interesser søges inddraget - eventuelt ved forhandlinger med berørte parter, inddragelse af særligt sagkyndige m.v. - inden forslaget fremlægges efter retningslinierne i afsnit 6.2.
6.2. Fremlæggelse og endelig vedtagelse
Amtsrådets forslag til recipientkvalitetsplan fremlægges senest samtidig med forslaget til regionplantillæg 1985, d.v.s. senest 1. januar 1985.
Forslaget sendes til de berørte kommunalbestyrelser med oplysning om, at eventuelle indsigelser eller bemærkninger kan fremsættes over for amtsrådet inden 4 måneder. Samtidig sendes forslaget til miljøstyrelsen til orientering.
Forslaget fremlægges endvidere for offentligheden til gennemsyn i samme 4-måneders periode på steder, der bestemmes af amtsrådet, eventuelt efter aftale med vedkommende kommunalbestyrelser.
Ud over fremlæggelse på amtskommunens kontor og kommunekontorerne kan planerne f.eks. fremlægges på biblioteker m.v.
Meddelelse om forslagets fremlæggelse sker ved offentlig annoncering. Særskilt meddelelse om fremlæggelsen sendes samtidig til myndigheder, organisationer, virksomheder m.v., som har været inddraget i planens udarbejdelse eller som skønnes at have særlig interesse heri.
I perioden fra fremlæggelse af forslaget til recipientkvalitetsplan til den endelige vedtagelse af planen, bør tilladelse til nye eller udvidelser af eksisterende udledninger udformes på en sådan måde, at de ikke vil være hindrende for recipientkvalitetsplanens opfyldelse.
Efter fremlæggelsesperiodens udløb drøfter amtsrådet i fornødent omfang påny planforslaget med de berørte myndigheder, organisationer, virksomheder m.v. og tager stilling til, om forslaget bør ændres som følge af fremkomne indsigelser, bemærkninger eller andre forhold.
Det endeligt behandlede forslag til recipientkvalitetsplan må ikke stride imod regionplantillæg 1985 eller beslutninger om regionplanlægning, jfr. vejledning nr. 4 Regionplanlægning.
Når regionplantillægget er godkendt af miljøministeren, vedtager amtsrådet recipientkvalitetsplanen med de eventuelle ændringer og tilføjelser, som godkendelsen af regionplantillægget har givet anledning til.
Amtsrådet offentliggør herefter den således vedtagne recipientkvalitetsplan. Planen sendes samtidig til de berørte kommunalbestyrelser samt til andre myndigheder, organisationer, virksomheder m.v., der må skønnes at have interesse heri samt til miljøstyrelsen.
6.3. Indsigelsesproceduren efter lovens § 61 e, stk. 2
Recipientkvalitetsplanen kan som andre planer i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 ikke gøres til genstand for klage i medfør af reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 11.
Da imidlertid en væsentlig del af de omkostninger, der er forbundet med recipientkvalitetsplaners gennemførelse, som hovedregel vil påhvile kommunerne, er der i miljøbeskyttelseslovens § 61 e, stk. 2, fastlagt en særlig procedureregel, som åbner mulighed for, at en kommunalbestyrelse kan fremsætte indsigelse mod en recipientkvalitetsplan under hensyn til planens virkninger for den pågældende kommune. Amtsrådet vil herefter ikke kunne vedtage planen endeligt, før der er opnået enighed med kommunalbestyrelsen, eller spørgsmålet er afgjort af miljøministeren.
Indsigelser efter § 61 e, stk. 2, kan fremsættes inden for den i punkt 6.2 omtalte periode på 4 måneder, hvor forslaget til recipientkvalitetsplan er fremlagt for offentligheden. Kommunalbestyrelsen skal ved fremsættelsen af indsigelsen gøre opmærksom på, at der er tale om en indsigelse af den i § 61 e, stk. 2, omhandlede art.
I forbindelse med sin stillingtagen til indsigelsen bør amtsrådet tage kontakt med organisationer, virksomheder m.v., der måtte blive berørt af en eventuel ændring i planforslagets bestemmelser for det pågældende område.
Hvis amtsrådet ikke finder grundlag for at følge kommunalbestyrelsens indsigelse, optager amtsrådet efter udløbet af offentlighedsfasen kontakt med kommunalbestyrelsen med henblik på forhandling.
Opnås der enighed mellem de to myndigheder, foretages de eventuelle nødvendige ændringer i forslaget til henholdsvis recipientkvalitetsplanen og regionplantillægget.
Hvis enighed ikke opnås, fremsendes kommunalbestyrelsens indsigelse og amtsrådets vurdering heraf til miljøstyrelsen sammen med det af amtsrådet vedtagne endelige forslag til recipientkvalitetsplan, senest den 1. november 1985.
Miljøstyrelsen vil herefter forberede sagen med henblik på at miljøministeren kan træffe endelig afgørelse efter § 61 e, stk. 2. Det bemærkes, at sagen først kan indbringes for miljøministeren efter § 61 e, stk. 2, når det er konstateret, at forhandlingsmulighederne parterne imellem er udtømt. Der må således ikke i den skrivelse, hvormed sagen indbringes for miljøstyrelsen, anføres forhold, som ikke tidligere har været drøftet med den anden part.
Miljøstyrelsen, den 10. oktober 1984
Jens Kampmann
/ Erik Somer
Ingen