Cirkulære om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager
Ved lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, er der gennemført ændrede regler for den skattemæssige behandling af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. De nye regler har virkning for bistandsudgifter, der afholdes og betales den 1. juli 1984 eller senere. Loven træder i kraft den 1. september 1984.
Med de nye regler afskaffes den hidtidig gældende fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. I stedet indføres en ordning, hvorefter en del af de betalte udgifter til sagkyndig bistand vedrørende domstolsbehandlingen af skattesager dækkes af det offentlige.
1. De sager, for hvilke der kan ydes omkostningsdækning, skal være skattesager, der efter deres art kan indbringes for landsskatteretten.
De væsentligste bestemmelser om landsskatterettens kompetenceområde findes i skattestyrelseslovens § 24 og § 25.
Efter § 24 er landsskatteretten kompetent til at behandle spørgsmål om
1) Skattepligt,
2) indsigelse om, at der ved ansættelsen er begået sådanne formelle fejl, at de vil gøre ansættelsen ugyldig,
3) at indkomsten eller formuen er urigtigt ansat,
4) at indkomst- eller formueskatten er urigtigt beregnet.
Skattestyrelseslovens § 25 angiver følgende konpetenceområder for landsskatteretten
1) Efterprøvelse af skattemyndighedernes værdiansættelser i dødsboer efter kildeskattelovens § 16, stk. 4,
2) behandling af klager over amtsskatteinspektoraternes fastsættelse af den afgiftspligtige værdi ved beregningen af gaveafgift,
3) klager over forhåndsbesked ved beregning af passivposter efter kildeskattelovens § 33A.
Ud over disse bestemmelser i skattestyrelsesloven, findes der bestemmelser i flere skattelove, som udtrykkeligt giver landsskatteretten kompetence til afterprøvelse af visse afgørelser inden for disse loves områder. Der kan nævnes
1) § 39, stk. 2, i pensionsbeskatningsloven vedrørende klager over beregningen af afgift til staten,
2) § 27, stk. 1, i sømandsskatteloven, hvorefter sømanden kan indbringe sømandsskattekontorets afgørelse i visse spørgsmål for landsskatteretten,
3) ligningsrådets afgørelser om bindende forholdsbesked, jfr. § 5, stk. 1, i lov nr. 143 af 13. april 1983 om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v.
Udgifter til bistand i retssager vedrørende vurdering af fast ejendom er dog ikke omfattet af ordningen om omkostningsdækning.
2. Prøvelse af visse spørgsmål er holdt uden for landsskatterettens kompetenceområde. Det drejer sig bl.a. om spørgsmål i forbindelse med selve skatteopkrævningen, fastsættelse af de skattebeløb, som skal udredes i efterbetalings- og bødesager samt sager vedrørende strafansvar for urigtig selvangivelse. Udgifter til sagkyndig bistand m.v. i retssager om disse spørgsmål er derfor ikke omfattet af adgangen til omkostningsdækning. Endvidere er der efter lovens § 1, stk. 2 ikke fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i disse skattesager.
Indgår der i en skattestraffesag for domstolene spøgsmål om skatteansættelse m.v., der efter deres art kunne have været behandlet af landsskatteretten, kan der opnås omkostningsdækning for de udgifter til sagkyndig bistand m.v., som forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af disse spørgsmål.
3. Foruden at skattesagen efter sin art skal kunne indbringes for landsskatteretten, skal der være tale om en sag mellem skattemyndighederne og en person, selskab m.v. eller et dødsbo, for at sagen er omfattet af loven om omkostningsdækning.
Dette betyder bl.a., at almindelig rådgivning om skattespørgsmål, uden at der er tale om foretagelse af en skatteansættelse eller en igangværende klagesag, ikke er omfattet af adgangen til omkostningsdækning eller begrænsningen af fradragsretten i loven. I denne situation vil den skattemæssige behandling af udgifterne til den sagkyndige bistand som hidtil blive behandlet efter reglerne om fradrag for driftsudgifter.
4. For at opnå dækning for de betalte udgifter til sagkyndig bistand, skal bistanden være ydet af
- En advokat
- en statsautoriseret revisor,
- en registreret revisor,
- en konsulent i driftsøkonomi, jfr. § 4, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed,
- et medlem af Dansk Revisor Union.
Personer, der kan ligestilles med kredsen af de direkte nævnte sagkyndige, kan ligeledes yde bistand i skattesager, med den virkning, at skatteyderen kan opnå omkostningsdækning for sine udgifter til bistanden. Om den pågældende bistandsyder kan ligestilles med de direkte nævnte erhvervsgrupper, må afgøres på baggrund af en konkret vurdering.
Sædvanligvis vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat, statsautoriseret eller registreret revisor eller konsulent i driftskøkonomi kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selv om den pågældende f.eks. udøver revisionsvirksomhed uden at være statsautoriseret eller registreret som revisor.
Hvor en person kan dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af bl.a. skattesager, vil en konkret vurdering sædvanligvis føre til, at man anerkender den pågældende som omfattet af kredsen af bistandsydere i lovens § 1, stk. 1, 2. punktum.
Det sædvanlige vil være, at det er en advokat, der fører retssagen for den skattepligtige, og at de øvrige nævnte erhvervsgrupper har ydet bistand i form af opstilling af regnskaber, avance- og skatteberegninger m.v.
Der vil ikke kunne opnås omkostningsdækning i tilfælde, hvor en bistandsydende person er ansat hos den, som skatteretssagen vedrører. Udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, er dækningsberettigede. Det gælder f.eks. retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater eller revisorer.
5. Ud over advokat- og revisor honorarer ydes, der også omkostningsdækning for retsafgifter, udgifter til syn og skøn samt udgifter, afholdt til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale. Den sagkyndige bistandyders rejseudgifter vil ligeledes kunne indgå i det beløb, der ydes omkostningsdækning for.
Det er uden betydning, om en sagkyndig erklæring indhentes fra en person, uden for den kreds af sagkyndige, som er nævnt i lovens § 1, stk. 1, og som er omtalt ovenfor under punkt 4.
Godtgjorte omkostniger skal efter lovens § 3, stk. 2, fragå fuldt ud i forbindelse med opgørelsen af de udgifter, der ydes omkostningsdækning for. Der kan være tale om tilkendte sagsomkostninger eller godtgjorte omkostninger fra en organisation eller lignende. Også moms, der kan fradrages som indgående moms, fragår ved opgørelsen af det dækningsberettigede beløb.
Der ydes ikke omkostningsdækning for de sagsomkostninger (til staten), som retten pålægger en skatteyder at betale. Det samme gælder udgifter til rettergangsbøder.
Der opstår tilbagebetalingspligt, såfremt beløb, der har dannet grundlag for udbetaling af omkostningsdækning, godtgøres på anden måde, f.eks. gennem tilskud fra en fond.
6. Såfremt den skattepligtige fører sin egen skattesag for domstolene, vil der kunne opnås omkostningsdækning for retsafgifter, udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale. Desuden vil udgiften til bistand fra sagkyndige under sagens forberedelse, f.eks. ved udfærdigelse af stævning og opstilling af regnskaber, berettige til omkostningsdækning, forudsat at bistandsyderen er omfattet af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt.
Den skattepligtige, som fører sin egen sag, vil ikke kunne få godtgjort udgifter, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, f.eks. fordi den pågældende har måttet undvære lønindkomst i forbindelse med retsmøder og lignende. Endvidere kan der i denne situation heller ikke opnås omkostningsdækning for egne rejseudgifter.
7. Såfremt der i skatteretssagen tillige indgår spørgsmål, der ikke er omfattet af ordningen om omkostningsdækning (f.eks. et spørgsmål om vurdering af fast ejendom), skal der foretages en opdeling af såvel afholdte udgifter som eventuelle godtgjorte sagsomkostninger.
Sædvanligvis vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af udgifterne til den sagkyndige bistand m.v.
8. Betalte udgifter dækkes med 50 pct. for personer og med 40 pct. for selskaber (herunder andelsselskaber, indkøbs-, produktions- og salgsforeninger) og dødsboer.
Det er uden betydning for adgangen til omkostningsdækning, om den pågældende, som har afholdt udgiften, er skattepligtig her til landet.
Det udbetalte beløb medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
9. Der ydes kun omkostningsdækning for udgifter, der er afholdt og betalt efter den 1. juli 1984. Det tidspunkt for hvilket, en udgift anses for afholdt, vil sædvanligvis være det tidspunkt, hvor der er opstået en endelig retlig forpligtelse for den pågældende person til at afholde udgiften. Dette gælder også, selv om beløbet endnu ikke er forfaldet til betaling.
Der vil således kunne opnås omkostningsdækning for a-contobetalinger til bistandsyderne.
10. Udgifter, der afholdes før den 1. juli 1984, behandles i overensstemmelse med den indtil da gældende fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. Denne fradragsret er nærmere omtalt i SD-cirkulære nr. 46 af 19. december 1983.
Det er uden betydning for fradragsretten, om udgiften først betales efter den 1. juli 1984, når blot den kan anerkendes som afholdt før dette tidspunkt.
For advokater er der ved statsskattedirektoratets revisionsmeddelelse, nr. 3 af 30. november 1981, fastlagt retningslinier for, hvornår salærindtægter skal indtægtsføres i advokatvirksomheder. Disse retningslinier vil sædvanligvis kunne danne udgangspunkt for afgørelsen af, hvornår en advokatudgift skal anses for afholdt.
11. Krav på omkostningsdækning kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning eler modregning. Dette gælder også statslige modkrav, f.eks. i form af skyldige skatter eller moms.
12. Ved bekendtgørelsen nr. 418 af 15. august 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, er fastsat, at det er amtsskatteinspektoraterne, for Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende de pågældende kommuners skattedirektorater, der som 1. instans skal administrere ordningen om omkostningsdækning. Til brug for ansøgninger om omkostningsdækning, er der udformet et særligt skema, som skal anvendes.
Findes betingelserne for udbetaling af omkostningsdækning ikke at være opfyldt, skal ansøgeren have en skriftlig, begrundet meddelelse herom. Denne meddelelse skal tillige indeholde oplysning om klageadgang.
Administrative afgørelser, der er truffet af amtsskatteinspektoraterne eller skattedirektoraterne i spørgsmål om omkostningsdækning, kan påklages til statsskattedirektoratet.
Afgørelser om omkostningsdækning, som statsskattedirektoratet har truffet, kan indbringes direkte for landsret som 1. instans.
Skattedepartementet, den 14. august 1984
JENS ROSMAN
/Rene Mikkelsen
Ingen