Cirkulære om naturfredningslovens § 43, stk. 4 (visse søer), § 43 a (heder) og § 43 b (strandenge og strandsumpe) (Til samtlige amtsråd, hovedstadsrådet, samtlige kommunalbestyrelser, samtlige fredningsnævn og overfredningsnævnet)

§§ 43 a, stk. 3-6, og 43 b, stk. 3-6, indeholder forskellige administrative bestemmelser.

Således kan miljøministeren bestemme, at tilladelse i nærmere angivne tilfælde af mere vidtrækkende betydning meddeles af ministeren i stedet for af amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, (§ 43 a, stk. 3, og § 43 b, stk. 3). Endvidere kan miljøministeren beslutte at overtage afgørelsen i en sag, der er af mere vidtrækkende betydning (§ 43 a, stk. 4, og § 43 b, stk. 4).

§ 45 er ændret, således at de hidtidige regler om klage over amtsrådets, henholdsvis hovedstadsrådets, afgørelse til miljøministeren nu også omfatter afgørelser efter § 43 a, stk. 1, og § 43 b, stk. 1.

Ministerens beføjelser ifølge de ovennævnte regler er ved § 11, stk. 1, nr. 15, 16 og 17 i bekendtgørelse nr. 534 af 5. august 1983 delegeret til fredningsstyrelsen. Fredningsstyrelsens afgørelser er i denne henseende endelige, jfr. § 18, stk. 1, i nævnte bekendtgørelse.

I § 43 a, stk. 5 og 6, samt § 43 b, stk. 5 og 6, findes regler om miljøministerens adgang til at give dels administrative forskrifter til amtsrådene/ hovedstadsrådet, dels forskrifter for samarbejdet mellem disse myndigheder og andre myndigheder.

3. Definition af heder, strandenge og strandsumpe

3.1. Almindelige bestemmelser

Motiverne for lovbestemmelserne indeholder intet, jfr. afsnit 1.2., der belyser, hvorledes begreberne hede, strandeng og strandsumpe nærmere skal forstås.

De definitioner, som er beskrevet nedenfor, tager derfor udgangspunkt i den almindelige forståelse af begreberne suppleret af de biologiske kriterier herfor.

På grund af den manglende støtte i motiverne kan definitionerne kun betragtes som vejledende.

3.2. Heder

Begrebet hede i naturfredningslovens forstand er i overensstemmelse med den almindelige forståelse heraf en udyrket landstrækning med mager jordbund, oftest bevokset med lyng og forskellige andre mindre buskvækster. Plantevæksten spiller således en central rolle.

Hedevegetationen er lavtvoksende med forekomst af dværgbuske. På mange hedearealer udgør buske og træer som eg, birk, bævreasp, gyvel, ene og selvsåede nåletræer et væsentligt element i vegetationen.

De dværgbuske, som især forekommer på danske hedearealer, er følgende: Hedelyng, revling, klokkelyng, tyttebær, blåbær, mose-bølle, hede-melbærris, krybepil og arter af planteslægten visse.

I nogle typer af hede udgør græsser, halvgræsser, laver og mosser det dominerende element i plantevæksten, hvor der så stadig er et islæt af ovennævnte arter af dværgbuske. Især kan følgende græsarter udgøre det dominerende element i plantevæksten: Bølget bunke, fåresvingel, tandbælg, blåtop, sandskæg og katteskæg.

Her i landet er heden sjældent et stabilt plantesamfund, og græsning, tidvis afbrænding og hugst er ofte en nødvendig forudsætning for, at hedens dværgbuske, græs og lav ikke bliver overvokset og udkonkurreret af buske og træer. Der vil derfor ofte forekomme hedearealer med varierende grader af tilgroning.

»En hedemose, der opfylder betingelserne for at kunne karakteriseres som en mose, er formelt ikke omfattet af hedebegrebet, men falder ind under begrebet »moser« i lovens § 43. Såfremt hedemosen ikke kan karakteriseres som en mose, er den derimod omfattet af hedebegrebet. Sondringen mellem heder og moser er dog normalt uden praktisk betydning, jfr. afsnit 4.3.'

3.3. Strandenge

Begrebet strandenge i naturfredningslovens forstand omfatter - i overensstemmelse med den almindelige forståelse heraf - engstrækninger ved kysten. De afgørende kriterier er således plantevæksten samt områdets landskabelige karakter og beliggenhed.

Strandenge er relativt flade, lavtliggende og kystnære arealer med en naturlig vegetation bestående af græsser, halvgræsser og urter, som danner en mere eller mindre sammenhængende grønsvær.

Strandengsflader brydes ofte af lavninger og naturlige render (f.eks. loer) og ældre strandvoldsrygge. Strandenge beliggende ud til kysten vil undertiden kunne blive overskyllede af havet. Overskylshyppigheden og -perioden varierer meget. Her i landet ligger den normalt mellem 10 dage pr. år og 1 dag pr. 10. år.

Strandengene strækker sig fra kysten og ind i landet. I de dele, der ligger nærmest vandet, domineres plantevæksten af en eller flere salttålende plantearter såsom kveller, vadegræs, annelgræs, harril, strandtrehage, strandasters, strandvejbred, jordbærkløver og engelskgræs m.fl. Disse plantearter aftager gradvis ind mod de lidt højere liggende, mindre saltpåvirkede dele af strandengen.

Ind mod land afgrænses strandengen hyppigt af et terrænskel i form af en niveauændring, hegn, skelgrøft, vej eller andet, som danner grænse for engen med den nuværende eller tidligere udnyttelse som græsningsareal.

I inddigede områder kan der undertiden fortsat eksistere strandenge med salttålende planter, alt afhængig af særlig jordbund og vandbevægelse.

Strandengsbegrebet i naturfredningsloven omfatter således en række varierende naturtyper, der har forskellige betegnelse efter den måde, hvorpå de er opstået og graden af saltpåvirkning. Områderne kan blandt andet betegnes som marsk, marskeng, sylteng, strandeng, strandoverdrev eller strandfælled.

I de fleste strandenge er den lave plantevækst resultatet af landbrugsmæssig udnyttelse i form af græsning og høslet. Ved ophør af græsning eller høslet kan ske en tilgroning med de mere højtvoksende sumpplanter, og strandengen overgår da til at blive en strandsump.

3.4. Strandsumpe

Strandsumpe er kystbeliggende områder, hvis vegetation er domineret af store sumpplanter som tagrør, strandkogleaks, blågrøn kogleaks og enkelte andre arter. Strandsumpe forekommer oftest på de mest fugtige og eventuelt permanent vanddækkede dele af beskyttede kyststrækninger.

Begrebet strandsumpe i § 43 b er forskelligt fra begrebet moser i § 43 (hvor størrelseskravet i almindelighed kun er på 0,5 ha), der også omfatter rørsumpe. Som det imidlertid fremgår af afsnit 4.3., har sondringen mellem de to begreber - uanset de forskellige størrelseskrav - i praksis kun mindre betydning. Hvor sondringen har betydning (se f.eks. afsnit 11.2.3.), må den foretages på grundlag af områdernes beliggenhed henholdsvis ved kysten eller inde i landet, og i tvivlstilfælde udfra dominansen af salttålende planter som strandkogleaks, blågrøn kogleaks, strandasters m.fl. i strandsumpene.

Om betydningen af sondringen mellem strandenge og strandsumpe henvises til afsnit 4.4.

4. Størrelse og afgrænsning af heder, strandenge og strandsumpe

4.1. »Sammenhængende«

Efter §§ 43 a og 43 b er det en betingelse, at der er tale om et sammenhængende areal på henholdsvis over 5 ha for heder og over 3 ha for strandenge og strandsumpe.

Med sammenhængende areal må efter miljøministeriets opfattelse forstås et område, som i naturfredningsmæssig henseende kan karakteriseres som en funktionel helhed. Dette indebærer, at en hede, strandeng eller strandsump kan anses som sammenhængende i naturfredningslovens forstand, uanset om den i et vist omfang er gennemskåret af f.eks. mindre veje, brandbælter, vandløb og mindre ådale, små skovparceller, hegn, herunder levende hegn m.v. I øvrigt må det bero på et konkret skøn i det enkelte tilfælde, om et areal kan anses som sammenhængende, herunder om de »fremmede elementer« er så væsentlige, at der såvel landskabeligt som biologisk set ikke er tale om en helhed. Disse elementer må derfor udgøre en relativt beskeden del af det samlede areal, for at der kan ses bort fra dem ved afgørelsen af, om området er »sammenhængende«.

Det bemærkes, at det er uden betydning for afgørelsen af, om et areal er sammenhængende, om området udgør en del af en fast ejendom eller ejes af flere personer.

Omfattet af beskyttelsen efter de nye regler er en hvilken som helst del af en hede, strandeng eller strandsump, som indgår i et - som ovenfor defineret sammenhængende areal, der har den foreskrevne størrelse.

4.2. Arealberegning

Ved beregningen af arealets størrelse vil det formentlig kun i undtagelsestilfælde være afgørende, om de i afsnit 4.1. omtalte »fremmede elementer« såsom veje, brandbælter eller de i afsnit 7.3. omtalte »bebyggelsesprægede« arealer regnes med eller ej. De kan derfor i denne henseende som oftest lades ude af betragtning. I grænsetilfælde kan det imidlertid være nødvendigt at foretage sådanne beregninger, idet de »fremmede elementer« principielt ikke er omfattede af beskyttelsen og derfor i sådanne tilfælde heller ikke bør medregnes ved afgørelsen af, om det størrelsesmæssige krav er opfyldt.

Det forhold, at der godkendes et vejanlæg eller lign., der opdeler en hede eller strandeng, medfører ikke, at det opdelte område mister sin sammenhængende karakter i relation til arealberegningen.

Om arealberegningen, når heder, strandenge eller strandsumpe pr. 1. januar 1984 helt eller delvis er beliggende i byzone eller sommerhusområde, henvises til afsnit 5.1.3.

4.3. Søer og moser, der ligger på heder,

strandenge eller strandsumpe

Moser og søer, der ikke opfylder de størrelsesmæssige krav for at være selvstændigt beskyttede, jfr. miljøministeriets vådområdebekendtgørelse nr. 521 af 2. november 1983, og som ligger på heder, strandenge og strandsumpe, anses som en del af disse og er derfor omfattet af tilladelsesordningen efter §§ 43 a og 43 b.

Baggrunden herfor er blandt andet, at det ofte vil være vanskeligt at sondre mellem for eksempel mose og hede, sø og strandsump eller mose og strandsump, og at såvel søer som moser ikke sjældent ligger på både hede- og strandengsområder. Hertil kommer, at også søer og moser som naturtyper - i hvert fald som udgangspunkt - er omfattet af naturfredningslovens generelle beskyttelsesregler.

På den nævnte baggrund kan søer og moser heller ikke anses som »fremmede elementer« i den betydning, det er anvendt ovenfor. De indgår derfor uden videre såvel i vurderingen af, hvad der er »sammenhængende« som i beregningen af arealets størrelse.

Dette indebærer, at det normalt kun, såfremt et sammenhængende hedeareal er på mindre end 5 ha og en sammenhængende strandeng eller strandsump er mindre end 3 ha, vil være nødvendigt at foretage en særskilt arealberegning for en der beliggende sø eller mose med henblik på en afgørelse af, om søen eller mosen selvstændigt er beskyttet. Lignende beregninger vil dog tillige være nødvendige, hvor der er tale om sø eller mose, beliggende på en hede, en strandeng eller strandsump i et område, der pr. 1. januar 1984 var byzone eller sommerhusområde, og som ikke er omfattet af naturfredningslovens § 46, stk. 1, om strandbeskyttelse, jfr. afsnit 5.1.

4.4. Strandenge og strandsumpe

Begreberne »strandeng« og »strandsump« er i § 43 b nævnt sideordnet med hinanden. Også definitionsmæssigt, jfr. afsnit 3.3. og 3.4., må de anses som sideordnede begreber. Dette gælder, uanset at overskriften til § 43 b alene refererer til begrebet »strandenge«.

Overskriften til § 43 b og den omstændighed, at de to naturtyper behandles i samme bestemmelse, er dog efter miljøministeriets opfattelse ensbetydende med, at der normalt vil kunne ses bort fra, om der er tale om den ene eller den anden naturtype. Består et sammenhængende areal af dels strandeng, dels strandsump, og er størrelsen på over 3 ha, vil arealet således være omfattet af tilladelsesordningen, uanset om strandengsdelen og/ eller strandsumparealet isoleret set er på under 3 ha.

5. Områder omfattet af særlige regler

5.1. Områder, der pr. 1. januar 1984 ligger i byzone eller sommerhusområde

5.1.1. Hovedreglen. Efter § 2, nr. 2, i bekendtgørelsen, bilag B, gælder tilladelsesordningen principielt ikke for heder, strandenge og strandsumpe, der den 1. januar 1984 er beliggende i byzone eller sommerhusområde.

5.1.2. Områder i strandbeskyttelseszonen. Efter § 2, nr. 2, i bekendtgørelsen gælder der dog den væsentlige begrænsning i den ovennævnte regel, at opdyrkning el.lign. kræver tilladelse for så vidt angår de heder, strandenge og strandsumpe, der ligger søværts strandbeskyttelseslinien.

Baggrunden for denne særregel er, at disse områder, uanset deres beliggenhed i byzone eller sommerhusområde, i forvejen er omfattede af det detaljerede og strenge fredningsmæssige indseende i medfør af naturfredningslovens § 46. Reguleringen ifølge denne bestemmelse svarer stort set til, hvad der følger af §§ 43 a og 43 b, og amtsrådene og hovedstadsrådet vil også være implicerede i administrationen af § 46, der er henlagt til fredningsnævnene. § 46 omfatter imidlertid ikke opdyrkning el.lign. (jfr. i øvrigt herom afsnit 6.1.), og tilladelsesordningen er derfor opretholdt i denne henseende.

Særreglen om opdyrkning indebærer, at for eksempel et strandengsområde søværts strandbeskyttelseslinien, som i en lokalplan er udlagt som fællesareal for en sommerhusbebyggelse, ikke må kultiveres uden amtsrådets/ hovedstadsrådets tilladelse. Dette gælder uanset lokalplanens nærmere bestemmelser. Kultivering kan som andre foranstaltninger, der er omfattet af begrebet opdyrkning, jfr. afsnit 6.1., have særdeles uheldige naturfredningsmæssige konsekvenser. Hvis strandbeskyttelseszonen er opretholdt, vil området i forvejen være undergivet en detaljeret og streng fredningsmæssig regulering, og en nægtet tilladelse til for eksempel kultivering vil derfor som oftest ikke kunne anses som et væsentligt indgreb i en allerede foretagen planlægning.

5.1.3. Særlige regler om arealberegning. Heder, strandenge og strandsumpe, der pr. 1. januar 1984 er beliggende i byzone eller sommerhusområde og ikke er omfattet af naturfredningslovens § 46, stk. 1, er helt undtaget fra tilladelsesordningen. De kan således heller ikke, jfr. § 3, 2. pkt., i bekendtgørelsen, medregnes ved afgørelsen af, om tilgrænsende områder, der pr. 1. januar 1984 ikke ligger i byzone eller sommerhusområde, opfylder de størrelsesmæssige kriterier for at være omfattede af beskyttelsen.

5.2. Overførsel til byzone eller sommerhusområde efter 1. januar 1984

Hvis et område først efter 1. januar 1984 overføres til byzone eller sommerhusområde, og det opfylder de sædvanlige betingelser for at være omfattet af tilladelsesordningen, falder arealet ind under hovedreglen i bekendtgørelsens § 1. Dette indebærer, at den pågældende lokalplan som regel ikke vil kunne realiseres uden tilladelse fra amtsrådet eller hovedstadsrådet i medfør af bekendtgørelsens § 1, idet de fleste lokalplaner af denne art formentlig forudsætter ændringer af området.

Ved administrationen af tilladelsesordningen i denne henseende må der imidlertid, jfr. de almindelige bemærkninger herom i cirkulærets afsnit 14, tages væsentlige hensyn til rimelige forventninger om muligheden af at realisere planen. Ved denne vurdering må det naturligvis spille en afgørende rolle, hvor fremskreden tilvejebringelsen af planen var på tidspunktet for ikrafttrædelsen af de nye regler, for eksempel om offentlighedsfasen var tilendebragt. Det kan endvidere tillægges en vis betydning, om tilvejebringelsen er blevet indledt allerede før vedtagelsen den 19. maj 1983 af de nye regler i § 43 a og § 43 b eller først efter dette tidspunkt.

Med hensyn til lokalplaner, hvis tilvejebringelse påbegyndes efter 1. januar 1984, administreres tilladelsesordningen parallelt med, hvad der er tilfældet for så vidt angår de øvrige foranstaltninger, der kræver tilladelse. Da en lokalplans realisering som oftest forudsætter foranstaltninger, der kræver tilladelse fra amtsrådet eller hovedstadsrådet efter § 43 a eller § 43 b, bør der, uanset at lokalplanen som sådan ikke kræver tilladelse, tilstræbes en afklaring i forhold til disse bestemmelser på et så tidligt tidspunkt som muligt. Dette kan i givet fald ske i form af en forhåndsafgørelse efter § 43 a eller § 43 b.

5.3. Områdets ændrede karakter

Normalt vil en lokalplans realisering indebære, at det pågældende område ændrer karakter, således at det ikke længere kan karakteriseres som en hede, en strandeng eller en strandsump. Fremtidige indgreb, der ikke er omfattet af lokalplanen, vil i disse tilfælde ikke kræve tilladelse efter naturfredningslovens § 43 a eller § 43 b.

I nogle tilfælde vil lokalplanen imidlertid kunne realiseres, uden at dette indebærer, at området ændres så meget, at det ikke længere kan karakterisers som en hede, en strandeng eller en strandsump. Fremtidige indgreb, der ikke er omfattede af den oprindelige lokalplan, kræver derfor her principielt påny en tilladelse efter bestemmelserne, uanset at der eventuelt i virkeligheden ikke er naturfredningsmæssige interesser at varetage.

På denne baggrund vil det formentlig være praktisk, at amtsrådet eller hovedstadsrådet, såvidt muligt allerede ved meddelelsen af en eventuel tilladelse, gør endeligt op med spørgsmålet om, hvorvidt der vil være naturfredningsmæssig baggrund for et indseende med området, også ud over det tidspunkt, hvor lokalplanen er realiseret. Amtsrådet eller hovedstadsrådet bør dog i denne forbindelse være opmærksom på reglen i bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

5.4. Områder omfattet af landzonelokalplan

Områder, der den 1. januar 1984 er omfattede af landzonelokalplaner, falder ikke ind under undtagelsesreglerne i § 2.

Baggrunden herfor er, at der næppe kan opstilles en formodningsregel om, at lokalplanens realisering vil medføre en sådan ændring af området, at dette skifter karakter på en sådan måde, at der ikke længere er tale om en hede, strandeng eller strandsump. Uanset at der naturligvis normalt må gives tilladelse til foranstaltninger, der er omfattede af en på ikrafttrædelsestidspunktet eksisterende landzonelokalplan, og at der på samme måde, som det er nævnt ovenfor om lokalplaner i øvrigt, må tages væsentlige hensyn til rimelige forventninger om gennemførligheden af dem, vil der således ofte være behov for en fortsat naturfredningsmæssig regulering af området.

Med hensyn til landzonelokalplaner, hvor arbejdet med tilvejebringelsen er påbegyndt efter 1. januar 1984, gælder, hvad der er anført ovenfor, især afsnit 5.2.

6. Foranstaltninger, der kræver tilladelse

6.1. Opdyrkning el.lign.

6.1.1. Efter § 43 a og § 43 b, jfr. § 1 i bekendtgørelsen, bilag B, kræves udtrykkelig tilladelse til opdyrkning (»opdyrkes«).

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kræves tilladelse til »opdyrkning el.lign.« for de områder, der pr. 1. januar 1984 er beliggende i byzone eller sommerhusområde, hvis heden, strandengen eller strandsumpen er beliggende i strandbeskyttelseszonen.

Begrebet »opdyrkning el.lign.« er derfor videre end lovens begreb »opdyrkning«, idet det tillige omfatter forskellige indgreb, der er dækket af lovens bestemmelse om andre ændringer (»på anden måde ændres«).

6.1.2. Med opdyrkning forstås enhver form for jordbehandling, herunder for eksempel pløjning og tilsåning med korn eller kulturgræsser. Hvor pløjning m.v. er indgået i arealets omdrift, kan sådanne foranstaltninger fortsat ske i samme omfang som hidtil.

6.1.3. Ordene »el.lign.« i bekendtgørelsens § 2, nr. 2, omfatter f.eks. harvning, gødskning eller anvendelse af kemiske bekæmpelsesmidler, som derfor kræver tilladelse i det omfang, sådanne foranstaltninger ikke er indgået i landbrugsdriften før den 1. januar 1984. Omvendt kan disse foranstaltninger, hvis de har været bragt i anvendelse før 1. januar 1984, fortsat gennemføres i samme omfang som hidtil, uden at dette kræver tilladelse. Tilsvarende gælder m.h.t. f.eks. aflæsning eller udspredning af slam eller lignende. Se i øvrigt afsnit 7.1.

6.2. Tilplantning

Endvidere er begrebet tilplantning udtrykkelig nævnt i lovteksten som en foranstaltning, der kræver tilladelse efter § 43 a eller § 43 b. Det indebærer, at tilplantning med træer og buske, herunder også pyntegrøntbevoksninger og juletræer, kun kan ske, hvis der foreligger en tilladelse.

6.3. Andre ændringer

Efter de nye lovbestemmelser må de omfattede områder, jfr. afsnit 6.1., heller ikke »på anden måde ændres« uden tilladelse fra amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet. En udtømmende opregning af, hvad der er omfattet heraf (udover hvad der er nævnt i afsnit 6.1.3.), er næppe mulig. Det afgørende er ikke foranstaltningens karakter, men den virkning den har for området, nemlig om den »ændrer« dette, jfr. afsnit 8.

Som eksempler på, hvad der typisk vil kræve en tilladelse, kan nævnes opgravning, opfyldning eller andre former for terrænændringer, nydræninger, etablering af stejlepladser, parkeringspladser og nye læhegn, anlæg af veje og el-traceer (jfr. afsnit 11.2.1.) samt opsætning af vindmøller m.v. Udbygning af eksisterende anlæg af den nævnte karakter kræver også tilladelse.

Det følger af det anførte, at også råstofudnyttelse kræver tilladelse. Dette gælder, uanset om der kræves tilladelse efter råstoflovgivningen (jfr. afsnit 11.4.). Også råstofudnyttelse til eget brug eller i henhold til anmeldte rettigheder kan således kun ske, hvis der foreligger tilladelse hertil fra amtsrådet eller hovedstadsrådet i medfør af § 43 a eller § 43 b. Der må imidlertid ved administrationen af de nye bestemmelser i relation til åbning af nye råstofgrave indenfor et planlagt indvindingsområde tages rimelige hensyn til, at det pågældende område allerede er genstand for råstofvinding. Endvidere henvises om planlagt råstofindvinding til de almindelige bemærkninger i afsnit 14.

Ny bebyggelse, der opføres uden tilknytning til eksisterende bebyggelse, kræver tilladelse. Se i øvrigt om bebyggelse afsnit 7.3. nedenfor.

Om plejearbejder henvises til afsnit 7.5 og afsnit 13.

6.4. Rørskær

Rørskær kan i perioden 1. marts til 1. november kun ske med miljøministeriets (fredningsstyrelsens) tilladelse, jfr. § 43, stk. 3. Denne bestemmelse gælder, uanset hvor rørskæret foregår, det være sig i ferske vådområder, på strandenge, i strandsumpe eller på søterritoriet.

7. Foranstaltninger, der ikke kræver tilladelse

7.1. Hidtidig udnyttelse

Hidtidig udnyttelse kan fortsætte uændret uden tilladelse. Således kan arealer, der hidtil har været anvendt til græsning eller hø- og lyngslet, fortsat anvendes på denne måde, hvorimod et sådant areal, jfr. afsnit 6.1., ikke kan tages under helkultur uden tilladelse. Vedligeholdelse af dræn, retablering af læhegn og genplantning kan også foregå uden tilladelse.

7.2. Uvæsentlige indgreb

Efter miljøministeriets opfattelse har bestemte kategorier af foranstaltninger en sådan karakter, at de ikke kan antages at ændre området. Som eksempler herpå kan nævnes opsætning af sædvanlige landbrugshegn, etablering af anlæg til kreaturvanding samt opførelse af læskure for kreaturer og lignende sædvanlige mindre bygninger, der er nødvendige for græsning og høslet.

7.3. Visse former for bebyggelse

Efter miljøministeriets opfattelse vil bebyggelse ikke kræve tilladelse, hvis denne finder sted i tilknytning til de på en ejendom eksisterende bygninger. Det skyldes, at de fleste bygniger må antages at have præget det omliggende areal på en sådan måde, at der ikke er mulighed for at karakterisere det som hede, strandeng eller strandsump, og at det nævnte omliggende areal derfor, som oftest, jfr. afsnit 4.2., ikke vil være omfattet af § 43 a eller § 43 b. Som følge heraf vil i praksis for eksempel ny bebyggelse på eksisterende landbrugsejendomme i de fleste tilfælde kunne gennemføres uden tilladelse, da dette som oftest sker i tilknytning til den eksisterende bebyggelse. Det samme gælder normalt opførelse af garager, carporte, udhuse og tilbygninger i det hele taget. Er der derimod tale om bebyggelse, som ikke opføres i tilknytning til eller i nærheden af eksisterende bygninger, kræves normalt tilladelse, jfr. afsnit 6.3. ovenfor.

7.4. Haver

Eksisterende havearealer er ikke omfattede af godkendelsesordningen, hvorfor beplantning m.v. på disse ikke kræver tilladelse.

7.5. Foranstaltninger, der opretholder tilstanden

Foranstaltninger, der klart tjener til at opretholde områdets hidtidige tilstand, som for eksempel fjernelse af selvsået opvækst af træer og buske i begrænset omfang, vil kunne ske uden tilladelse efter § 43 a eller § 43 b. Større arbejder af denne karakter (f.eks. med henblik på en retablering af basistilstanden) forudsætter derimod tilladelse efter § 43 a eller § 43 b, såfremt det ikke, f.eks. med hjemmel i en eksisterende fredning, foregår efter retningslinjer fastlagt af den pågældende plejemyndighed, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 640 af 6. december 1983 om tilsyn og pleje m.v.

8. Foranstaltningernes virkning

I en lang række andre tilfælde er det vanskeligt entydigt på forhånd at afgøre, om der kræves tilladelse eller ej, idet dette i sidste instans må bero på en nærmere vurdering af foranstaltningens virkning.

På denne baggrund er der i den nye tilladelsesordning sket en udvidelse i forhold til de regler om oplysning, der gælder efter vådområdebekendtgørelsen. Efter de nye regler, hvorom der i øvrigt henvises til afsnit 9 nedenfor og til § 4 i bekendtgørelsen, bilag B, har en lodsejer krav på indenfor den angivne frist på 4 uger at få oplysning ikke blot om, hvorvidt en nærmere bestemt hede, en bestemt strandeng eller strandsump er omfattet af tilladelsesordningen, men også om en nærmere angiven foranstaltning er det.

9. Oplysning om tilladelsesordningen

9.1. Amtsrådenes henholdsvis hovedstadsrådets oplysningspligt

I § 4 i bekendtgørelsen, bilag B, er angivet nogle supplerende regler vedrørende tilladelsesordningen. Under et tager disse regler først og fremmest sigte på her at tilvejebringe et system, der gør det muligt for en lodsejer i løbet af et relativt kort tidsrum at få en entydig besked om, hvorvidt den planlagte foranstaltning kræver en tilladelse.

Efter bestemmelsen i § 4, stk. 1, påhviler det amtsrådene/ hovedstadsrådet at give oplysning om, hvorvidt en nærmere angiven foranstaltning eller en bestemt hede, strandeng eller strandsump er omfattet af tilladelsesordningen.

Oplysningspligten vedrørende foranstaltninger er ensbetydende med en udvidelse i forhold til, hvad der gælder efter vådområdebekendtgørelsen (bilag C). Om baggrunden herfor henvises til afsnit 8.

Om oplysningspligten vedrørende et områdes status bemærkes, at det kan være behæftet med en vis usikkerhed, om et bestemt område er omfattet af tilladelsesordningen. Det er derfor af stor betydning, at lodsejerne kan få oplysning herom uden selv at skulle foretage omfattende undersøgelser og uden at skulle indgive en egentlig ansøgning.

9.2. Oplysningspligtens afgrænsning

Reglerne omfatter principielt kun en oplysningspligt i forhold til offentlige myndigheder samt berørte lodsejere eller brugere m.v., jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 1. Også stk. 2 viser, at der normalt må være forbundet en mere konkretiseret interesse til forespørgslen, før der foreligger en egentlig forpligtelse til at besvare den. En mere præcis afgrænsning af den i henhold til § 4, stk. 1, berettigede kreds af privatpersoner m.v. eller af karakteren af de forespørgsler, som der foreligger en pligt til at besvare, er imidlertid næppe mulig.

9.3. Svarfristen og suspension heraf

En forespørgsel om, hvorvidt en given foranstaltning og/ eller et bestemt område er omfattet af tilladelsesordningen, skal besvares inden 4 uger, efter at amtsrådet henholdsvis hovedstadsrådet har modtaget den, jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Såfremt forespørgslen har en sådan karakter, at det ikke er muligt at besvare den endeligt før udløbet af svarfristen, eller det af andre grunde er nødvendigt med supplerende oplysninger (for eksempel fordi amtsrådet/ hovedstadsrådet ikke har den nødvendige forhåndsviden om områdets nærmere karakter, jfr. afsnit 3), før der kan gives et endeligt svar, kan svarfristen suspenderes, jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 4. Betingelsen herfor er, at amtsrådet/ hovedstadsrådet fremsætter en anmodning om yderligere oplysninger inden 4 uger fra modtagelsen af forespørgslen.

Den nye 4 ugers frist løber fra det tidspunkt, de ønskede oplysninger foreligger. Denne frist vil naturligvis yderligere kunne suspenderes ved anmodning om supplerende oplysninger, hvis en sådan anmodning er rimeligt begrundet i det foreliggende forhold.

Spørgeren, d.v.s. som oftest lodsejeren, skal orienteres om hver suspension af svarfristen.

9.4. Oversiddelse af svarfristen

Såfremt svarfristen oversiddes, kan lodsejeren m.v., jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, gennemføre det ønskede uden tilladelse efter lovens § 43 a, stk. 1, eller § 43 b, stk. 1.

Reglen i § 4, stk. 2, 2. pkt., forudsætter, jfr. ordet »modtagen« i § 4, stk. 2, 1. pkt., at forespørgslen rent faktisk er kommet frem til amtsrådet eller hovedstadsrådet. En gennemførelse af projektet uden sikkerhed for, at forespørgslen er kommet frem, for eksempel ved at den er sendt som anbefalet brev, eller ved at modtagelsen af forespørgslen er anerkendt, sker derfor for egen risiko.

9.5. Forholdet til klagereglerne

Det understreges, at reglen ikke bør benyttes som et alternativ til en tilladelse. Hvor området og den planlagte foranstaltning er omfattet af tilladelsesordningen, bør sagen derfor underkastes en realitetsbehandling efter § 43 a, stk. 1, eller § 43 b, stk. 1, selv om det på forhånd måtte være klart, at henvendelsen vil resultere i en tilladelse. Dette gælder også i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt det ansøgte er omfattet af tilladelsesordningen. Oplysningsproceduren bør i øvrigt i det hele administreres således, at klageadgangen efter § 45, jfr. bilag B, § 5, ikke bliver illusorisk.

9.6. Undtagelser

Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 3, gælder den under afsnit 9.4. nævnte regel ikke

- for foranstaltninger, der klart falder ind under tilladelsesordningen, og

- for heder, strandenge og strandsumpe, der åbenbart er omfattede af tilladelsesordningen eller som i offentliggjorte registreringer o.lign. er henført til denne.

Disse undtagelser medfører imidlertid ikke, at den omtalte svarfrist på 4 uger ikke skal overholdes af amtsrådet/ hovedstadsrådet, og reglen tager således alene sigte på at hindre et misbrug af ordningen.

10. Sagsbehandlingen i øvrigt

10.1. Foranstaltningens karakter og betydning

Ved bedømmelsen af de konkrete ansøgninger efter § 43 a og § 43 b skal der lægges vægt på indgrebets karakter og omfang og den naturfredningsmæssige betydning (jfr. formålsbestemmelsen i naturfredningsloven) af det pågældende område m.v. I øvrigt henvises til afsnit 1.3.

I denne forbindelse bemærkes, at arealernes betydning og værdi dels i sig selv, dels for plante- og dyrelivet ikke behøver at have sammenhæng med en beliggenhed inden for de områder, som i øvrigt er prioriteret i en fredningsmæssig sammenhæng.

10.2. Registreringer, analyser og planlægning

Selvstændige registreringer og analyser m.v. vil være af stor betydning for administrationen af tilladelsesordningen for heder, strandenge og strandsumpe. For visse regioners vedkommende foreligger i øvrigt allerede særlige registreringer af heder, strandenge og strandsumpe.

Hertil slutter sig naturligvis det igangværende eller allerede foreliggende analyse- og registreringsarbejde i forbindelse med fredningsplanlægningen. Det bemærkes herved, at dette arbejde er forudsat både i folketingsudvalgets betænkning (jfr. afsnit 2.2.) og i fredningsstyrelsens vejledninger i fredningsplanlægning, og at arbejdet bør omfatte såvel områder, der i kraft af deres størrelse er omfattede af § 43 a og § 43 b, som områder, der falder udenfor.

Endvidere er specielt hedernes særlige værdi og beskyttelsesbehov i forbindelse med kortlægningsarbejdet og fredningsplanlægningen fremhævet i folketingsudvalgets betænkning vedrørende 1978-loven, jfr. Folketingstidende 1977-78, B, sp. 723 (s. 248 i »Naturfredningsloven - ændringer i 1978«, Fredningsstyrelsen 1979).

10.3. Forelæggelse for andre myndigheder, interesseorganisationer m.v.

Som udgangspunkt bør der indhentes en udtalelse fra vedkommende kommunalbestyrelse. Dette forhindrer imidlertid ikke, at en forelæggelse efter nærmere aftale med kommunalbestyrelsen kan indskrænkes til bestemte sagskategorier og/ eller sager inden for nærmere afgrænsede områder.

I øvrigt vil kommunalbestyrelsens inddragelse i sagen ofte ske automatisk allerede som følge af, at den pågældende foranstaltning tillige kræver tilladelse efter lovgivning, der administreres af kommunalbestyrelsen, som for eksempel byggeloven.

Inddragelse af interesseorganisationer vil kunne være hensigtsmæssigt som led i sagernes oplysning.

Hvis der kan blive tale om konflikt med vigtige naturvidenskabelige interesser, kan det være naturligt at forelægge sagen for Naturfredningsrådet.

10.4. Kravene til ansøgninger

En indsendelse til amtsrådet/ hovedstadsrådet af ansøgninger efter § 43 a og § 43 b vil i øvrigt efter miljøministeriets opfattelse i almindelighed ikke kræve, at der foreligger et fuldt udarbejdet projekt, men alene oplysninger om de berørte ejendomme (matrikelnumre), om den planlagte foranstaltning og de ændringer af området, gennemførelsen heraf vil medføre. Hvis det skønnes nødvendigt, har amtsrådet eller hovedstadsrådet naturligvis altid ret til at kræve yderligere oplysninger.

11. Anden lovgivning

11.1. Indledning

En del af de foranstaltninger, der omfattes af § 43 a, stk. 1 og § 43 b, stk. 1, vil tillige kræve tilladelse efter andre regler, herunder i anden lovgivning. Der vil i denne henseende kunne være tale om tilladelse såvel fra amtsrådet/ hovedstadsrådet som fra andre myndigheder.

11.2. Naturfredningsloven

11.2.1. Vejanlæg og el-anlæg (§ 42).

11.2.1.1. Som det fremgår af afsnit 6.3., kræves tilladelse efter § 43 a eller § 43 b til anlæg af veje og opsætning af master. Sådanne foranstaltninger reguleres tillige i medfør af naturfredningslovens § 42 af vejbekendtgørelsen (nr. 612 af 1. december 1978) og el-bekendtgørelsen (nr. 613 af 1. december 1978). Det er ensbetydende med, at der i sager af den pågældende art tillige skal træffes en afgørelse efter disse regler.

I sådanne tilfælde bør der først træffes afgørelse efter § 43 a og § 43 b, dels fordi disse bestemmelser i forhold til § 42 har karakter af specialbestemmelser, dels for ikke at gøre ankeadgangen efter § 45, jfr. bilag B, § 5, illusorisk.

I vurderingen af en eventuel tilladelse, især til et vejanlæg, bør amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, specielt være opmærksom på, om vejanlægget har en sådan størrelse og gennemskærer det pågældende område på en sådan måde, at de »afskårne dele« af området ikke længere kan anses for sammenhængende, og ikke isoleret opfylder lovens størrelsesmæssige krav. Der henvises herved til afsnit 4.1. og 4.2.

11.2.1.2. Hvor det er fredningsstyrelsen, der behandler sagen efter vej- eller el-bekendtgørelsen, vil styrelsen på et tidligt tidspunkt i godkendelsesproceduren træffe aftale med amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet om, hvorledes man skal koordinere sagsbehandlingen.

11.2.1.3. Hvor amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, er godkendende myndighed i henhold til vejeller el-bekendtgørelsen, gælder i princippet de samme retningslinjer for sagsbehandlingen som i øvrigt, hvor en foranstaltning skal tillades efter såvel § 43 a eller § 43 b som anden lovgivning, der administreres af amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet. Der henvises derfor til afsnit 11.4.

11.2.1.4. Det bemærkes, at tilladelse efter § 43 a eller § 43 b også kræves, selv om der før 1. januar 1984 er meddelt godkendelse af vejanlægget eller el-traceet. Hvorvidt denne tilladelse bliver ensbetydende med en fornyet realitetsbehandling, må afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder om de nødvendige ekspropriationer er gennemført, hvor fremskreden planlægningen af anlægsarbejdet er, samt naturligvis indgrebets omfang. Specielt hvor en principgodkendelse af et vejanlæg eller et el-trace er af gammel eller ældre dato, kan der blive tale om en realitetsbehandling efter § 43 a eller § 43 b af det pågældende anlæg i relation til dettes forløb gennem det beskyttede område.

I de fleste tilfælde bør amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, som et minimum overveje, om der er mulighed for sådanne justeringer af anlægget, der på den ene side medfører, at et indgreb i det af § 43 a og § 43 b omfattede område kan undgås eller blive mindre væsentligt, og på den anden side kan gennemføres uden væsentlige meromkostninger. I øvrigt henvises til de retningslinjer, som fremgår af afsnit 5.2. og afsnit 14. Såfremt el-traceet eller vejanlægget er godkendt af fredningsstyrelsen, bør amtsrådet/ hovedstadsrådet inddrage styrelsen i disse overvejelser.

11.2.2. Strandbeskyttelseslinjen (§ 46).

11.2.2.1. Særligt for så vidt angår strandenge og strandsumpe, vil der kunne være tale om, at en foranstaltning efter de nye bestemmelser tillige kræver tilladelse fra fredningsnævnet efter naturfredningslovens § 46 om strandbeskyttelseslinjen.

Dette gælder dog, jfr. afsnit 5.1.2. og § 2, nr. 2, i bekendtgørelsen, bilag B, ikke for heder, strandenge og strandsumpe beliggende søværts beskyttelseslinjen i områder, der pr. 1. januar 1984 var byzone eller sommerhusområde. Her kræves alene tilladelse fra amtsrådet/ hovedstadsrådet til opdyrkning el.lign. jfr. afsnit 6.1., og omvendt alene fredningsnævnets tilladelse til andre foranstaltninger.

Hvor der kræves tilladelse såvel fra amtsrådet/ hovedstadsrådet som fra fredningsnævnet, gælder følgende om sagsbehandlingen

11.2.2.2. I overensstemmelse med principperne i miljøministeriets cirkulære nr. 195 af 9. november 1979, pkt. 7 c, om administration af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinjer må fredningsnævnets afgørelse i sager om ny bebyggelse anses som præliminær i forhold til øvrige tilladelser. I sager af denne art skal der derfor foreligge en positiv stillingtagen til det ansøgte fra fredningsnævnets side, inden der træffes afgørelse efter § 43 a eller § 43 b.

11.2.2.3. For så vidt angår andre foranstaltninger, skal fredningsnævnet ikke realitetsbehandle en ansøgning om dispensation, med mindre amtsrådet eller hovedstadsrådet er sindet at tillade det ansøgte i henhold til § 43 a eller § 43 b.

Baggrunden herfor er, at andre foranstaltninger - i modsætning til ny bebyggelse - formentlig ofte vil vedrøre arealer, der ikke udelukkende er beliggende søværts strandbeskyttelseslinjen. Der er derfor bedre mulighed for amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, end for fredningsnævnet til at anlægge en helhedsvurdering af sådanne foranstaltninger.

11.2.3. Andre bygge- og beskyttelseslinjer (§§ 47, 47 a, 47 b og 53).

Også naturfredningslovens øvrige bygge- og beskyttelseslinjer, nemlig § 47 (skovbyggelinjen), § 47 a (å- og søbeskyttelseslinjen), § 47 b (kirkebyggelinien) og § 53 (fortidsmindebeskyttelseslinjen) vil kunne indebære, at der skal dispensation eller tilladelse af fredningsnævnet til foranstaltninger, som forelægges for amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, i medfør af § 43 a eller § 43 b. I disse tilfælde bør fredningsnævnets realitetsbehandling af sagen afvente resultatet af sagsbehandlingen i amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet.

Efter § 47 a, stk. 2, nr. 2, kræves fredningsnævnets tilladelse ikke til sådanne ændringer i terrænet, der er nødvendige i forbindelse med anlæg m.v., der er godkendt i henhold til § 43. Denne bestemmelse gælder imidlertid ikke for foranstaltninger, der er godkendt i henhold til § 43 a eller § 43 b. Der kræves således også i disse tilfælde tilladelse fra fredningsnævnet. Reglen i § 47 a, stk. 2, nr. 2, medfører derfor, at det i visse tilfælde kan blive nødvendigt at foretage den i afsnit 3.3. omtalte sondring mellem strandsump og mose.

11.2.4. Områder, der er fredet eller under fredning.

Tilladelse efter andre bestemmelser i naturfredningsloven vil tillige kunne blive aktuel, hvis den ansøgte foranstaltning vedrører et område, der er fredet eller omfattet af en verserende fredningssag.

Hvorvidt det ansøgte i sådanne tilfælde kræver tilladelse af fredningsnævnet eller overfredningsnævnet, jfr. i øvrigt naturfredningslovens §§ 34 og 34 a (samt for så vidt angår verserende fredningssager § 16), vil først og fremmest bero på det nærmere indhold af fredningsbestemmelserne eller forslaget hertil. I de fleste tilfælde vil tilladelse imidlertid være nødvendig.

Hvor der kræves tilladelse efter fredningsbestemmelserne, skal fredningsnævnets eller overfredningsnævnets tilladelse indhentes, før der træffes afgørelse efter § 43 a eller § 43 b. Hvis en sådan tilladelse afslås, bortfalder yderligere sagsbehandling efter § 43 a eller § 43 b. Ved behandling af disse sager forudsættes det på den anden side, at fredningsnævnene og overfredningsnævnet inddrager amtsrådet/ hovedstadsrådet, således at det sikres, at de forskellige naturfredningsinstansers afgørelse koordineres.

Såfremt en verserende fredningssag omfatter forbud mod påtænkte indgreb i heder, strandenge eller strandsumpe, vil det af hensyn til fredningsnævnets afgørelse om erstatningsspørgsmålet undertiden være nødvendigt at udsætte sagen, indtil der foreligger en endelig afgørelse efter § 43 a eller § 43 b.

11.3. Kommuneplanloven og byggeloven

Om forholdet til kommuneplanloven henvises til afsnit 5 ovenfor.

For så vidt angår byggeloven, fremgår det af naturfredningslovens § 64 b, at byggetilladelser ikke må meddeles, før der foreligger en tilladelse efter § 43 a eller § 43 b, jfr. i øvrigt om bebyggelse afsnit 6.3. og 7.3.

11.4. By- og landzoneloven, råstofloven og miljøbeskyttelsesloven

I visse tilfælde kræver foranstaltninger, som er omfattede af den nye tilladelsesordning, tillige tilladelse efter anden lovgivning, der helt eller delvis administreres af amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet. Væsentlig i denne henseende er især by- og landzoneloven, råstofloven (jfr. afsnit 6.3.) og miljøbeskyttelsesloven.

Som hovedregel vil naturfredningslovens bestemmelser i disse tilfælde kunne anses som præliminære på grund af dels deres formål, dels at en stillingtagen efter bestemmelserne som regel vil være mulig uden et detaljeret projekt. Kan der ikke meddeles tilladelse efter naturfredningsloven, vil der normalt ikke være grund til yderligere sagsbehandling, idet sagen kan betragtes som bortfaldet.

I øvrigt gælder for sagsbehandlingen de samme retningslinjer, som har været gældende i relation til § 43, herunder, at den endelige meddelelse af tilladelse efter naturfredningsloven ikke bør ske, før der er sikkerhed for, at det ansøgte tillige kan tillades også efter anden lovgivning, samt at de formelle endelige afgørelser træffes og offentliggøres samtidig. Der henvises herved til afsnit 7.4. i vådområdecirkulæret, nr. 222 af 1. december 1978.

12. Klage og offentliggørelse af afgørelser

12.1. Klageberettigelse

Lovens § 45 indebærer klagebeføjelser for de særligt nævnte myndigheder m.v. samt for enhver, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen.

Der kan f.eks. være tale om, at en lokal forening, hvis medlemskreds dyrker særlige fritidsinteresser knyttet til heder og strandenge, f.eks. jægere og fugleinteresserede, har mulighed for at påklage en afgørelse, der på væsentlig måde vil gribe ind i fritidsaktiviteterne. Om klageberettigede i øvrigt henvises til § 5, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelsen, bilag B.

12.2. Klagereglernes indhold

12.2.1. Klagereglerne findes i §§ 5 og 6 i bekendtgørelsen, bilag B.

Bekendtgørelsens § 5, stk. 4, indeholder reglerne for klagevejledning. Disse regler omfatter også vejledning om bestemmelsen i naturfredningslovens § 64 a, hvorefter en tilladelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år fra tilladelsens meddelelse.

12.2.2. I § 6, stk. 1, er foreskrevet, at en klage skal indgives til amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet. Myndigheden skal derefter videresende klagen til fredningsstyrelsen, der er klagemyndighed. Fredningsstyrelsens afgørelser som klagemyndighed er endelige. Der henvises herved til afsnit 2.4.

Klagens indsendelse til fredningsstyrelsen skal være ledsaget af dels det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse, dels de bemærkninger fra amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, som klagen giver anledning til. Det materiale, der skal medsendes, bør i hvert fald omfatte al relevant korrespondance med de implicerede parter og myndigheder. Bemærkningerne til klagen, der i øvrigt må afhænge af dennes nærmere indhold, bør principielt være af en sådan karakter, at sagen kan afgøres af fredningsstyrelsen, uden at det er nødvendigt at sende denne til fornyet udtalelse.

12.2.3. Tidspunktet for myndighedens modtagelse af klagen er afgørende for, om klagefristen er overholdt, jfr. bekendtgørelsens § 5, stk. 3, og § 9, stk. 3 (se herved pkt. 12.6.). Af hensyn til klageren bør amtsrådet eller hovedstadsrådet derfor straks sende en anerkendelse af klagens modtagelse.

12.2.4. Endvidere skal amtsrådet og hovedstadsrådet efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, 1. pkt., i tilfælde af, at en tilladelse påklages, underrette ansøgeren om klagen, jfr. reglen i bekendtgørelsens § 5, stk. 5, 2. pkt. Fredningsstyrelsen påser, at denne underretning, som bør ske straks, er sket (naturfredningslovens § 45, stk. 3, jfr. § 58, stk. 6). Hvis klage indgives direkte til fredningsstyrelsen, anerkender styrelsen modtagelsen heraf og underretter ansøgeren samt amtsrådet/ hovedstadsrådet.

12.3. Offentliggørelsesreglerne

I lovens § 45 er fastsat, at afgørelser efter naturfredningslovens § 43 a, stk. 1, og § 43 b, stk. 1, skal offentliggøres, og at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

I henhold hertil er fastsat reglerne i kap. 3 i den som bilag B optrykte bekendtgørelse.

Herudover gælder i almindelighed, at offentliggørelse bør ske uden unødigt ophold.

Idet der i øvrigt henvises til det nærmere indhold af kap. 3 i bekendtgørelsen, bemærkes følgende om enkelte af bestemmelserne i denne

12.4. Hvilke afgørelser skal offentliggøres

12.4.1. Som hovedregel skal kun amtsrådets/ hovedstadsrådets tilladelser offentliggøres. Der gælder imidlertid visse undtagelser.

12.4.2. Efter § 7, stk. 2, kan offentliggørelse af en tilladelse undlades, hvis dette må anses som åbenbart unødvendigt. Dette gælder blandt andet, hvis det tilladte er uden naturfredningsmæssig betydning. Som eksempler herpå kan nævnes midlertidige indgreb i forbindelse med anlægsarbejder, der ikke tilsigter eller medfører en varigere ændring af det pågældende område.

Undtagelsesbestemmelsen gælder endvidere, hvis der er sket en særskilt skriftlig underretning om afgørelsen af alle, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen, herunder relevante lokale interesseorganisationer. Denne underretning skal indeholde sædvanlig klagevejledning.

12.4.3. Amtsrådet/ hovedstadsrådet bestemmer efter § 8, stk. 1, om - og i givet fald i hvilket omfang - der skal ske offentliggørelse af afslag på ansøgninger i henhold til bekendtgørelsen. Som eksempler på afslag, som det typisk vil kunne være naturligt at offentliggøre, kan nævnes afslag i sager, der har været genstand for offentlig debat, d.v.s. sager, der har været genstand for en mere end almindelig omtale og diskussion, f.eks. i de lokale dagblade.

12.4.4. Endelig skal fredningsstyrelsens afgørelse i en klagesag, jfr. § 8, stk. 2, offentliggøres af amtsrådet/ hovedstadsrådet efter styrelsens nærmere bestemmelse. Denne regel er ensbetydende med, at fredningsstyrelsen konkret skal tage stilling til offentliggørelsesspørgsmålet. En offentliggørelse om sagens udfald vil især være relevant, såfremt styrelsen ændrer 1. instansafgørelsen, og denne har været bekendtgjort. Et ikke offentliggjort afslag, der opretholdes af styrelsen, vil derimod som oftest ikke blive krævet offentliggjort.

12.5. Indholdet af den offentlige annoncering

Kravene til annonceringens indhold fremgår af reglerne i bekendtgørelsens § 9. Når offentliggørelsen, jfr. § 9, stk. 2, nr. 3, tillige skal indeholde oplysning om de myndigheder m.v., der særskilt er underrettet om afgørelsen, tjener dette til underretning af offentligheden om afgørelsens adressat og til oplysning for lokale interesseorganisationer om, at en eventuel hovedorganisation er særskilt underrettet.

12.6. Samtidig underretning

Kravet i bekendtgørelsens § 10, 1. pkt., hvorefter offentliggørelse såvidt muligt skal finde sted samtidig med den individuelle, skriftlige underretning, hænger sammen med ønskeligheden af såvidt muligt at få en ensartet klagefrist i forhold til de forskellige grupper af klageberettigede.

Det bemærkes herved, at klagefristen for den i § 5 nævnte kreds af klageberettigede må regnes fra den individuelle underretning af disse. Med hensyn til de øvrige klageberettigede regnes klagefristen fra offentliggørelsen af afgørelsen, henholdvis det seneste tidspunkt herfor. Der ses herved bort fra de tilfælde, hvor offentliggørelse er undladt, fordi alle, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen, er særskilt underrettede om denne.

12.7. Særlig underretning af ansøgeren

Bekendtgørelsens § 10, 2. pkt., om særlig underretning af ansøgeren tager sigte på reglen i naturfredningslovens § 45, stk. 3, jfr. § 58, stk. 5, samt § 5, stk. 5, i bekendtgørelsen om, at en tilladelse ikke kan udnyttes, før klagefristens udløb m.v.

12.8. Stedlige blade

Efter § 9, stk. 1, i bekendtgørelsen, sker offentliggørelsen i stedlige blade efter amtsrådets, henholdsvis hovedstadsrådets, nærmere bestemmelser. Amtsrådet/ hovedstadsrådet bør i denne forbindelse lægge vægt på, at de pågældende blade er egnede som middel til at oplyse de kredse, der kan komme i betragtning som klageberettigede. Man skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at netop afgørelser i sager af den pågældende art kan være af betydning inden for et større geografisk område. Endvidere bør der lægges vægt på, at der sker en offentliggørelse i blade, der udkommer nogenlunde samtidig.

13. Tilsyn og pleje

Om tilsyn med overholdelsen af de nye regler henvises til miljøministeriets bekendtgørelse nr. 640 af 6. december 1983 om tilsyn og pleje af fredede områder m.m. samt det kommende cirkulære.

Der er ikke i forbindelse med lovændringen tilvejebragt særskilt hjemmel til at gennemføre plejeforanstaltninger med henblik på en opretholdelse af de beskyttede områders naturtilstand. Hvor det skønnes nødvendigt at gennemføre sådanne plejeforanstaltninger, må dette derfor ske efter konkret aftale med vedkommende ejer. De nye regler giver efter miljøministeriets opfattelse et forbedret grundlag for sådanne aftaler.

Kan der ikke opnås en aftale om konkrete plejeforanstaltninger, eller skønnes det af andre grunde at være nødvendigt at opnå et nærmere indseende med det pågældende område, bør amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, overveje muligheden af at rejse fredningssag. Der henvises herved til det i afsnit 1.3. anførte. Om tilladelse efter § 43 a eller § 43 b til plejeforanstaltninger henvises til afsnit 7.5.

14. Ikrafttrædelse

Loven og bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 1984. Der kræves således som udgangspunkt tilladelse til alle ændringer m.v. omfattet af ordningen, i det omfang sådanne ændringer ikke må anses for at være gennemført den 1. januar 1984.

Herfra gælder dog den undtagelse, der er en følge af, at de områder, der pr. 1. januar 1984 er beliggende i byzone eller sommerhusområde, ikke er omfattede af godkendelsesordningen.

Endvidere gælder som et hovedprincip for de foranstaltninger, der vel ikke er gennemført på ordningens ikrafttrædelsestidpunkt, men dog er planlagt i større eller mindre omfang, at der for sådanne »overgangssager« må tages rimelige hensyn til forventningerne om foranstaltningernes gennemførlighed og de investeringer, som er foretaget. Om dette spørgsmål henvises i øvrigt til afsnit 5.2., 5.4., 6.3. og 11.2.1.4.

Miljøministeriet, den 27. marts 1984

Christian Christensen

/ Erik Lindegaard

Bilag A

Lov nr. 208 af 25. maj 1983 om ændring af lov om naturfredning

Bilag B

Bekendtgørelse nr. 40 af 9. februar 1984 om tilladelse m.v. efter naturfredningslovens kapitel V til ændringer af heder, strandenge og strandsumpe

Bilag C

Bekendtgørelse nr. 521 af 2. november 1983 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser)

Cirkulære om naturfredningslovens § 43, stk. 4 (visse søer), § 43 a (heder) og § 43 b (strandenge og strandsumpe)

(Til samtlige amtsråd, hovedstadsrådet, samtlige kommunalbestyrelser,

samtlige fredningsnævn og overfredningsnævnet)

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Indledning

1.1. Lov nr. 208 af 25. maj 1983 med tilhørende administrativt fastsatte bestemmelser

1.2. Cirkulærets baggrund 5

1.3. De nye bestemmelsers fortolkning 5 2. De nye bestemmelser i hovedtræk

2.1. Størrelsen af søer 6

2.2. Heder, strandenge og strandsumpe 6

2.3. Indskrænkninger 6

2.4. Andre bestemmelser 7 3. Definition af heder, strandenge og strandsumpe

3.1. Almindelige bemærkninger 7

3.2. Heder 7

3.3. Strandenge 7

3.4. Strandsumpe 8 4. Størrelse og afgrænsning af heder, strandenge og strandsumpe

4.1. »Sammenhængende« 8

4.2. Arealberegning 8

4.3. Søer og moser, der ligger på heder, strandenge eller strandsumpe 9

4.4. Strandenge og strandsumpe 9 5. Områder omfattet af særlige regler

5.1. Områder, der pr. 1. januar 1984 ligger i byzone eller sommerhusområde 5.1.1. Hovedreglen 9 5.1.2. Områder i strandbeskyttelseszonen 9 5.1.3. Særlige regler om arealberegning 10

5.2. Overførsel til byzone eller sommerhusområde efter 1. januar 1984

10

5.3. Områdets ændrede karakter 10

5.4. Områder omfattet af landzonelokalplan 11 6. Foranstaltninger, der kræver tilladelse

6.1. Opdyrkning 11

6.2. Tilplantning 11

6.3. Andre ændringer 11

6.4. Rørskær 12 7. Foranstaltninger, der ikke kræver tilladelse

7.1. Hidtidig udnyttelse 12

7.2. Uvæsentlige indgreb 12

7.3. Visse former for bebyggelse 12

7.4. Haver 12

7.5. Foranstaltninger, der opretholder tilstanden 12 8. Foranstaltningernes virkning

12 9. Oplysning om tilladelsesordningen

9.1. Amtsrådenes henholdsvis hovedstadsrådets oplysningspligt 13

9.2. Oplysningspligtens afgrænsning 13

9.3. Svarfristen og suspension heraf 13

9.4. Oversiddelse af svarfristen 13

9.5. Forholdet til klagereglerne 13

9.6. Undtagelser 14 10. Sagsbehandlingen i øvrigt

10.1. Foranstaltningens karakter og betydning 14

10.2. Registreringer, analyser og planlægning 14

10.3. Forelæggelse for andre myndigheder, interesseorganisationer m.v.

14

10.4. Kravene til ansøgninger 14 11. Anden lovgivning

11.1. Indledning 14

11.2. Naturfredningsloven

11.2.1. Vejanlæg og el-anlæg (§ 42) 15

11.2.2. Strandbeskyttelseslinjen (§ 46) 15

11.2.3. Andre bygge- og beskyttelseslinjer (§§ 47, 47 a, 47 b og 53) 16 11.2.4. Områder, der er fredet eller under fredning 16

11.3. Kommuneplanloven og byggeloven 16

11.4. By- og landzoneloven, råstofloven og miljøbeskyttelsesloven

16

12. Klage og offentliggørelse af afgørelser

12.1. Klageberettigelse 17

12.2. Klagereglernes indhold 17

12.3. Offentliggørelsesreglerne 17

12.4. Hvilke afgørelser skal offentliggøres 17

12.5. Indholdet af den offentlige annoncering 18

12.6. Samtidig underretning 18

12.7. Særlig underretning af ansøgeren 18

12.8. Stedlige blade 18

13. Tilsyn og pleje 18

14. Ikrafttrædelse 19

Bilag A: Lov nr. 208 af 25. maj 1983 om ændring af lov om naturfredning

20

Bilag B: Bekendtgørelse nr. 40 af 9. februar 1984 om tilladelse m.v. efter naturfredningslovens kap. V til ændringer af heder, strandenge og strandsumpe

22

Bilag C: Bekendtgørelse nr. 521 af 2. november 1983 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser)

25

1. Indledning

1.1. Lov nr. 208 af 25. maj 1983 med tilhørende administrativt fastsatte bestemmelser

Ved lov nr. 208 af 25. maj 1983 er gennemført en række ændringer af naturfredningsloven (lovbekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978). Ændringsloven er optaget som bilag til dette cirkulære (bilag A).

Ved ændringsloven er blandt andet gennemført bestemmelser om beskyttelse af visse heder, strandenge og strandsumpe samt en regel om, at kun søer med et vandareal over 500 m2 er omfattet af tilladelsesordningen efter lovens § 43.

Ændringsloven trådte i kraft den 1. januar 1984.

Administrationen af bestemmelserne er henlagt til amtsrådene, i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet, i sammenhæng med disse myndigheders varetagelse af administrationen af de hidtidige bestemmelser om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder, jfr. lovens §§ 43 og 45.

De nye regler om beskyttelse af heder og strandenge har nødvendiggjort udstedelse af

Bekendtgørelse nr. 40 af 9. februar 1984 om tilladelse m.v. efter naturfredningslovens kap. V til ændringer af heder, strandenge og strandsumpe.

Bekendtgørelsen er optaget som bilag B til dette cirkulære.

Endvidere er udstedt en ny vådområdebekendtgørelse

Bekendtgørelse nr. 521 af 2. november 1983 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser),

der er optaget som bilag C til cirkulæret.

Miljøministeriet har på baggrund af de nævnte ændringer fundet det hensigtsmæssigt at udsende nærværende cirkulære.

1.2. Cirkulærets baggrund

Det bemærkes, at forarbejderne til ændringsloven kun indeholder ret sparsomme bidrag til fortolkningen af de nye bestemmelser, jfr. Folketingstidende 1982-83, tillæg A, sp. 3421ff, tillæg B, sp. 1493ff, tillæg C, sp. 413ff, samt forhandlinger, sp. 7809ff, sp. 10996ff samt sp. 11281ff.

Nærværende cirkulære bygger derfor i hovedsagen på, hvad der efter miljøministeriets opfattelse har været hensigten med de nye bestemmelser og er således udtryk for, hvad miljøministeriet (fredningsstyrelsen) som ankemyndighed i medfør af naturfredningslovens § 45 må forventes at lægge vægt på ved behandlingen af sager efter de nye bestemmelser.

De nye regler om heder, strandenge og strandsumpe svarer med hensyn til såvel indhold som opbygning til de ved ændringsloven i 1978 gennemførte bestemmelser om beskyttelse af vådområder. Miljøministeriet har derfor ved udarbejdelsen af cirkulæret også lagt vægt på målsætningen og principperne bag vådområdebestemmelserne. Der henvises herved især til Folketingstidende 1977-78, tillæg A sp. 2559 f og sp. 2623 ff (jfr. side 24 f og side 56 ff i »Naturfredningsloven - ændringer i 1978«, Fredningsstyrelsen 1979).

Endvidere indgår som baggrund for cirkulæret den hidtidige administration af 1978-lovens vådområdebestemmelser.

1.3. De nye bestemmelsers fortolkning

Efter miljøministeriets opfattelse er det utvivlsomt, at formålet med de nye bestemmelser er, så vidt muligt at bevare de resterende større heder, strandenge og strandsumpe.

Udgangspunktet for administrationen af de pågældende bestemmelser må derfor, på samme måde som det er tilfældet efter bemærkningerne i lovforslaget til de i 1978 gennemførte bestemmelser om beskyttelse af visse vandløb, søer og moser, være, at der skal tungtvejende grunde til at tillade ændringer af de nu inddragne naturområder, i hvert fald hvis disse ændringer er væsentlige eller i modstrid med ønsket om at opretholde de pågældende naturtyper som sådanne.

Hertil kommer endelig, at lovens ordning ikke går ud på en generel beskyttelse af de pågældende naturtyper, idet områderne skal have en vis - ganske betydelig - størrelse for at være beskyttede. En række områder er således fortsat ubeskyttede. En restriktiv praksis for så vidt angår de beskyttede arealer synes at være mest i overensstemmelse med dette forhold.

For så vidt angår den i afsnit 2.1. nævnte nye bestemmelse om søer henvises til bemærkningerne i folketingsudvalgets betænkning vedrørende lovændringerne i 1983. Heraf fremgår, at ved administrationen af bestemmelsen må det ved ansøgning om tilladelse til opfyldning af kunstigt etablerede søer, f.eks. mergelgrave, tillægges afgørende betydning, om der tilbydes etableret en tilsvarende sø andetsteds.

2. De nye bestemmelser i hovedtræk

2.1. Størrelsen af søer

Efter den hidtidige ordning kræves ikke tilladelse til ændringer af tilstanden af naturlige søer, hvis areal er mindre end 0,1 ha (1.000 m2).

Ved den nu gennemførte lovændring er tilladelsesordningen blevet udvidet, idet bestemmelsen i naturfredningslovens § 43, stk. 1, 1. punktum, herefter gælder for søer med et vandareal over 500 m2.

Den nye bestemmelse om søer er indarbejdet i en ny vådområdebekendtgørelse, nemlig miljøministeriets bekendtgørelse nr. 521 af 2. november 1983 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser), jfr. bilag C. Der henvises herved til bekendtgørelsens § 2, stk. 4. Heraf fremgår tillige (§ 2, stk. 2 og 3), at de søer, der hidtil har været beskyttede uanset deres størrelse, nemlig søer som indgår i beskyttede vandløb, søer og moser samt gadekær og lignende offentligt tilgængelige småsøer i byer og bymæssige bebyggelser, fortsat er omfattede af tilladelsesordningen.

Om visse andre søer og vandhuller, der er på 500 m2 eller derunder, samt om moser mindre end 5.000 m2, og som er beliggende på heder, strandenge og strandsumpe omfattede af tilladelsesordningen efter § 43 a eller § 43 b, henvises til afsnit 4.3.

Bortset fra, hvad der fremgår af det ovennævnte, er der ikke sket ændringer med hensyn til søer. Heraf følger blandt andet, at det hidtidige søbegreb er uændret. Om søbegrebet henvises derfor til punkt 3.2.1. i miljøministeriets cirkulære nr. 22 af 1. december 1978 om naturfredningslovens bestemmelser (§§ 43 og 45) om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder, vandløb, søer og moser.

2.2. Heder, strandenge og strandsumpe

Ved lovændringen er indført en tilladelsesordning for heder (§ 43 a) samt for strandenge og strandsumpe (§ 43 b). Hedearealer, som udgør over 5 ha i sammenhængende areal, og strandenge og strandsumpe, som udgør over 3 ha i sammenhængende areal, må herefter kun opdyrkes, tilplantes eller på anden måde ændres med tilladelse fra amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet.

Selv om den generelle beskyttelse efter loven kun omfatter heder samt strandenge og strandsumpe på over henholdsvis 5 og 3 ha, kan der også være behov for at beskytte mindre heder, strandenge og strandsumpe. Amtsrådets, henholdsvis hovedstadsrådets arbejde med denne beskyttelse i forbindelse med fredningsplanlægningen bør derfor - således som det er fremhævet i folketingsudvalgets betænkning om de nye bestemmelser - fortsætte som hidtil. Se endvidere afsnit 10.2.

2.3. Indskrænkninger

Efter § 43 a, stk. 2, og § 43 b, stk. 2, kan miljøministeren bestemme, at visse nærmere angivne kategorier af heder, strandenge og strandsumpe skal holdes uden for tilladelsesordningen.

Sådanne bestemmelser kan træffes for hele landet eller nærmere angivne dele af dette. Disse bestemmelser har fundet anvendelse ved udstedelse af den som bilag B optrykte bekendtgørelse, jfr. dennes § 2. Iøvrigt henvises til afsnit 5 nedenfor.

2.4. Andre bestemmelser

Ingen