Cirkulære om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Cirkulære om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Ved bekendtgørelse nr. 468 af 16. september 1983 har miljøministeriet gennemført nogle ændringer af bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Ændringerne har medført nogle mindre ændringer af kravene til kvaliteten af vandet i vandforsyningsanlæg og gjort kontrollen med anlæggene mere fleksibel, således at den bedre kan tilpasses de aktuelle forhold i den enkelte kommune.

A. Ændring af grænserne for vandets indhold af forskellige stoffer (bilagene 1-4 til bekendtgørelsen)

I bilagene 1-4 til bekendtgørelsen er angivet grænser for vandets indhold af en lang række stoffer m.v., nemlig dels en vejledende grænse og dels en maksimumsgrænse, som kun må overskrides med særlig godkendelse. Grænserne stemmer i alt væsentligt med de grænser, der er fastsat i De Europæiske Fællesskabers ministerråds direktiv af 15. juli 1980 om kvaliteten af drikkevand. Efter direktivets artikel 9 kan en medlemsstat dog tillade overskridelse af maksimumsgrænserne, når jordlagenes beskaffenhed og struktur i det pågældende område eller usædvanlige meteorologiske omstændigheder gør det vanskeligt at overholde grænserne. Overskridelserne må dog ikke omfatte toksiske eller mikrobiologiske faktorer eller medføre risiko for offentlig sundhed. I § 4, stk. 2, i bekendtgørelsen af 4. januar 1980 er det fastsat, at amtsrådet (hovedstadsrådet) efter indhentet udtalelse fra embedslægeinstitutionen kan godkende sådanne overskridelser med hensyn til stoffer, der i bilagene 1-4 er ledsaget af bemærkningen: »Højere værdi kan fastsættes med særlig godkendelse«.

Ændringerne i bilagene 1-4 består for det første i, at denne bemærkning er udvidet til at gælde for nogle yderligere stoffer, nemlig total fosfor, magnesium, kalium, sulfat og aluminium. Derudover stilles der - i overensstemmelse med EF-direktivet - ikke længere krav om nogen maksimumsstørrelse af vandets ledningsevne, og bestemmelserne om det normalt højest tilladelige indhold af magnesium og sulfat er nu fastsat i overensstemmelse med EF-direktivets krav.

Den myndighed, som amtsrådet (hovedstadsrådet) har til efter indhentet erklæring fra embedslægeinstitutionen at fravige den højest tilladelige værdi og i stedet ved særlig godkendelse fastsætte højere værdier, omfatter følgende stoffer m.v.

Permanganattal.

Inddampningsrest.

Magnesium.

Natrium.

Kalium.

Ammonium.

Klorid.

Sulfat.

Nitrat.

Total fosfor.

Fluorid.

Aluminium og

Kjeldahl-kvælstof.

Tabel 1. Bakteriologiske undersøgelsesmetoder

For coliforme bakterier DS 2255 For fækalcoliforme bakterier DS 2255 For kimtal ved 37 grader C DS 2254 For kimtal ved 21 grader C DS 2252 For sulfitreducerende Clostridium perfringens DS 2256, punkt 1-6.4 og punkt 7-7.3 For fækale streptokokker Når Dansk Standardiseringsråd fastsætter en metode, bør denne anvendes

En nærmere omtale af disse stoffer m.v. findes i miljøstyrelsens vejledning nr. 2/ 1984 maj 1984, kvalitetskrav til visse stoffer i drikkevandet. Spørgsmålet om godkendelse af forhøjet nitratindhold omtales endvidere nedenfor i afsnit E.

I bilagene 1-3 er dernæst ordet »total« udeladt efter »coliforme bakterier« og foran »kimtal 37 C« og »kimtal 21 C«. Udeladelsen er sket, fordi de værdier, der måles, afhænger af den benyttede metode, og ingen af metoderne kan vise det faktiske, totale tal.

I bilagene 1-4 er endelig noterne om, at de mikrobiologiske faktorer skal måles efter en bestemt DS-metode, erstattet af noter, der angiver, at målingerne skal ske efter metoder, der anvises af miljøstyrelsen. Ændringen er sket, fordi DS-metoderne til mikrobiologiske undersøgelser ændres fra tid til anden, og det er uhensigtsmæssigt at skulle ændre bekendtgørelsen, hver gang der sker en sådan ændring.

Indtil videre fastsættes undersøgelsesmetoderne som angivet i tabel 1.

B. Ændringer i reglerne om hyppigheden af de forskellige kontrolundersøgelser af vandforsyningsanlæggenes vand (bilagene 5 og 6 til bekendtgørelsen)

Det almindelige mindste antal årlige undersøgelser for vandforsyningsanlæg i forskellige størrelsesgrupper er angivet i bilag 6, der omfatter anlæg, hvor de konstaterede værdier i de foregående 2 år har været ensartede og væsentligt under de højest tilladelige værdier, og hvor der ikke er påvist noget forhold, som kan forringe vandets kvalitet. For vandforsyningsanlæg, som ikke opfylder disse fordringer, er der fastsat en noget højere undersøgelseshyppighed i bilag 5.

I begge bilag er der kun fastsat undersøgelseshyppigheder for anlæg, der producerer eller distribuerer mindst 700.000 m3 vand årligt. Hyppighederne er fastsat i overensstemmelse med EF-direktivet. For anlæg, der producerer og distribuerer mindre end 700.000 m3 vand årligt, overlader direktivet det til de kompetente nationale myndigheder at fastsætte hyppigheden; dog er det anført, at der for vand til levnedsmiddelindustrier skal foretages mindst 1 begrænset, 1 normal og 1 udvidet kontrol årligt. Efter bekendtgørelsen, således som den er ændret ved bekendtgørelse nr. 468 af 16. september 1983, er det kommunalbestyrelsen, der (med den nævnte undtagelse for vand til levnedsmiddelindustrier) i disse tilfælde fastsætter hyppigheden af undersøgelserne af vandet fra de forskellige vandforsyningsanlæg, og bilag 5 og 6 giver ingen nærmere anvisning angående hyppigheden.

De ændrede regler vedrørende tilsynet med drikkevand skal give kommunerne bedre muligheder for at sætte ind med en effektiv overvågning på steder, hvor der er problemer med vandkvaliteten.

I de hidtidige bestemmelser var der for alle kontrolpligtige anlæg, afhængig af de enkelte anlægs størrelse, fastsat et bestemt antal prøver, som mindst skulle gennemføres årligt. Dette har medført, at der er udtaget et betydeligt antal prøver på vandværker, hvor vandkvaliteten igennem lang tid har vist sig at være tilfredsstillende og vandets sammensætning stabil, og hvor der ikke skønnes at være fare for forurening fra omkringliggende forureningskilder. Med de nye regler er der for vandværker, der indvinder mindre end 700.000 m3 årligt, åbnet mulighed for, at den største del af tilsynsindsatsen lægges der, hvor problemerne er størst, f.eks. hvor vandets indhold af visse stoffer ligger omkring eller over grænsen, eller hvor mængden af stoffer m.v. varierer stærkt fra undersøgelse til undersøgelse, eller hvor vandforsyningsanlægget ligger i nærheden af en forureningskilde. Den nye bekendtgørelse lader det være op til den enkelte kommunalbestyrelse selv at fastlægge tilsynsfrekvenserne ud fra det lokale kendskab til behovet for kontrol. Med de nye regler bliver der således mulighed for en mere effektiv kontrol end hidtil, idet ressourcerne koncentreres om de steder, hvor der er en utilfredsstillende udvikling af kvaliteten.

Det er imidlertid samtidig vigtigt at understrege, at der også efter de nye regler skal føres tilsyn på de vandværker, hvor forholdene i dag er i orden, således at man ikke pludselig kommer ud for overraskelser. Der skal stadig føres tilsyn med alle vandværkerne, således at der i tide kan sættes ind, hvis der viser sig tegn på forringet kvalitet.

Ansvaret for, at kvalitetskontrollen tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde med hensyn til undersøgelsernes årlige antal og typen af kontrol, ligger hos kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan ved fastsættelse af det konkrete tilsyns omfang tage embedslægeinstitutionen med på råd, idet det dog skal understreges, at det er kommunalbestyrelsernes ansvar, at tilsynet er tilstrækkeligt.

Til vejledning for kommunalbestyrelserne skal miljøstyrelsen anføre, at styrelsen vil finde de nedennævnte gennemsnitlige hyppigheder i tabel 2 hensigtsmæssige for kontrollen med vandkvaliteten i ledningsnettet for vandværker, som alene anvender grundvand, og hvor kvalitetskontrollen og det tekniske tilsyn i en årrække ikke har givet anledning til påtale.

De foreslåede hyppigheder vil i gennemsnit i forhold til de minimumshyppigheder, som tidligere var fastsat, medføre et mindreforbrug i de direkte analyseudgifter på ca. 10 pct.

For vand til levnedsmiddelindustrier skal der, som nævnt, efter EF-direktivet foretages mindst 1 begrænset, 1 normal og 1 udvidet kontrol årligt. Dette er fremhævet ved ændringen af bekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Begrebet levnedsmiddelindustrier omfatter virksomheder, der foretager en industriel fremstilling eller tilberedning af levnedsmidler med anvendelse af vand, hvis kvalitet har betydning for produktets kvalitet. Begrebet omfatter således bl.a. mejerier, slagterier og virksomheder, der fremstiller saft, most, øl eller mineralvand. Begrebet omfatter normalt ikke virksomheder, hvis hovedbeskæftigelse ligger i håndværk eller detailhandel, f.eks. bagerier og slagterbutikker.

Reglen om, at vand, der anvendes af levnedsmiddelindustrier, mindst skal underkastes de nævnte 3 undersøgelser årligt, gælder både, når industrien får vand fra eget anlæg, og når den får vand fra alment vandværk.

Tabel 2. Gennemsnitlige årlige kontrolhyppigheder

-------------------------------------------------------------------- Produceret og distribueret Antal årlige undersøgelser vandmængde m3 pr. år. --------------------------- Begrænset Normal Udvidet kontrol kontrol kontrol --------------------------------------------------------------------- Mindre end 3.000 0 1 0 3.000- 10.000 0 4 / 5* 1 / 5* 10.000- 50.000 1 1 / 2* 1 / 2* 50.000-100.000 1 / 2* 1 / 2* 1 100.000-350.000 1 1 1 350.000-700.000 2 1 1

* De anførte brøker skal forstås således, at 4/ 5 normalkontrol og 1/ 5 udvidet kontrol svarer til, at der i 4 år udføres en årlig normal kontrol og det femte år en udvidet kontrol. Tilsvarende svarer brøkerne 1/ 2 til, at analysen foretages hvert andet år.

C. Ændringer i reglerne om tilsyn med vandforsyningsanlæggenes tekniske anlæg

Efter § 24 i bekendtgørelsen af 4. januar 1980, således som den er ændret ved bekendtgørelse nr. 468 af 16. september 1983, har kommunalbestyrelserne pligt til at føre tilsyn med det tekniske anlæg ved almene vandforsyningsanlæg og ved anlæg, der omfattes af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, litra b og c (d.v.s. anlæg ved institutioner og ved virksomheder, der behandler eller sælger levnedsmidler). Kommunalbestyrelsen har derimod ikke længere pligt til at føre teknisk tilsyn med bl.a. småanlæg, der forsyner indtil 9 ejendomme med vand, anlæg ved medicinalfabrikker og nødvandforsyningsanlæg (anlæg på medicinalfabrikker og nødvandforsyningsanlæg må antages at være tilstrækkeligt kontrolleret af anlæggenes ejere).

Efter den ændrede § 24 har kommunalbestyrelserne endvidere ikke længere pligt til at føre det påbudte tilsyn 1 gang årligt, men kan selv fastsætte tilsynshyppigheden. Miljøstyrelsen skal herom anføre, at kommunalbestyrelsen efter styrelsens mening inden for et rimeligt tidsrum, så vidt muligt inden udgangen af 1985, bør have foretaget mindst 1 tilsyn med hvert anlæg, der er omfattet af tilsynspligten, således at kommunalbestyrelsen har passende indsigt med de enkelte vandforsyningsanlægs tekniske stand. Hvis anlægget synes problemfrit, kan kommunalbestyrelsen herefter fastsætte en passende, fremtidig tilsynshyppighed. Hvis der ved tilsynet er konstateret forhold, som bør ændres, herunder også dårlig vedligeholdelse, bør dette påtales, evt. ved meddelelse af et påbud. Det kan i sådanne tilfælde være rigtigt at foretage nyt tilsynsbesøg inden for en kortere tid. Ligeledes bør kommunalbestyrelsen normalt snarest muligt foretage besigtigelse af et vandforsyningsanlæg, hvis en analyse af vandet viser, at det ikke overholder bekendtgørelsens kvalitetskrav.

D. Foranstaltninger overfor overskridelser af højest tilladte værdier efter bekendtgørelsen

I forbindelse med bemærkningerne ovenfor om de ændringer, der er foretaget i bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 ved bekendtgørelse nr. 468 af 16. september 1983, har miljøstyrelsen anset det for hensigtsmæssigt at redegøre for, hvorledes der efter styrelsens mening bør reageres, når det konstateres, at bekendtgørelsens maksimumsgrænser for indholdet af stoffer m.v. i drikkevandet er overskredet.

Reaktionsmuligheden kan, groft oversigtligt, angives i det ovenstående skema.

Til skemaet kan knyttes følgende kommentarer

ad 1. Er kravene til vandkvaliteten overskredet?

Hvis der i medfør af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, er godkendt en højere maksimumsgrænse for en parameter end angivet i bekendtgørelsen, er det denne højere grænse, der skal lægges til grund ved bedømmelsen.

Hvis overskridelsen må antages at medføre, at der skal etableres en anden vandforsyning, vil det undertiden være rigtigt at foretage en eller flere yderligere prøver vedrørende parameteren, før der reageres, bl.a. på grund af analyseusikkerheden, der kan være 10-20 pct.

ad 2. Spørgsmål om forureningskilder i området

Der kan være tale om et stort antal forskelligartede forureningskilder i oplandet, f.eks. nedsivningsanlæg, udsprøjtning af spildevand, utætte spildevandsledninger, utætte olietanke, møddinger, lossepladser og andet nedgravet affald.

ad 5. Påbud om fjernelse af forurening og/ eller kontrol af udviklingen i vandkvaliteten

Hvis en forureningskilde let kan fjernes (ændret spildevandsafledning, fjernelse af mødding, opgravning af affald m.v.), bør dette normalt ske.

Der kan være tale om, at kommunalbestyrelsen for tidsrummet, indtil vandforsyningen igen er blevet acceptabel, i medfør af vandforsyningslovens § 62 giver påbud om begrænsninger i anvendelsen af vandforsyningsanlæggets vand (f.eks. forbud mod at benytte de vandværksboringer, der er særlig udsatte, eller ved bakteriologisk forurening kogning af vand, der bruges til drikkevand og madlavning).

Hvis forureningskilden ikke let kan fjernes, kan det i tilfælde af en beskeden forurening, i hvert fald for en tid, være hensigtsmæssigt at undlade indskriden over for en sundhedsmæssigt mindre betydningsfuld overskridelse på et vandforsyningsanlæg, der alene forsyner en enkelt ejendom, også når der ikke er mulighed for at godkende overskridelsen efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, f.eks. en mindre overskridelse af maksimumsgrænsen for kim ved 21 C. Kommunalbestyrelsen kan undlade en sådan indskriden efter formuleringen af vandforsyningslovens § 62 og bekendtgørelsen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 17. Der bør dog i disse tilfælde ikke gives nogen godkendelse af forholdet, som bør holdes under passende observation. Kommunalbestyrelsen bør imidlertid efter miljøstyrelsens mening ikke undlade at reagere på overskridelser på almene vandforsyningsanlæg og andre større anlæg.

ad 6. Påbud om etablering af anden vandforsyning til afløsning af en forurenet forsyning.

EF-direktivet forudsætter, at der ikke gives godkendelse af overskridelse af en grænseværdi, når overskridelsen skyldes en forureningskilde, idet adgangen til at give godkendelse i direktivets artikel 9 er begrænset til situationer, hvor overskridelsen er forårsaget af jordlagenes beskaffenhed og struktur i indvindingsoplandet. Grunden til denne begrænsning er - som også anført i vejledningen om fastsættelsen af højere kravværdier - at der i en forureningssituation kan være tale ikke alene om muligvis mindre betydningsfulde overskridelser af bekendtgørelsens maksimumsgrænser, men også om uacceptable forureninger med andre stoffer, der ikke indgår i undersøgelsesprogrammet. Hvis en forurening ikke lader sig fjerne - f.eks. fordi forureningen fra en losseplads eller kemikalienedgravning har bredt sig så langt, at en fjernelse af forureningskilden ikke er mulig må der derfor som hovedregel tilvejebringes en anden vandforsyning. Etablering af en anden vandforsyning kan enten ske gennem tilslutning til et andet vandværk eller ved udførelse af nye boringer.

Når kommunalbestyrelsen giver påbud om særlige foranstaltninger, herunder om etablering af en anden vandforsyning, bør dette ske på grundlag af en vandforsyningsplan.

Vandforsyningsplanen skal, jfr. §§ 9-14 i bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1980 om vandindvindings- og vandforsyningsplanlægning, udarbejdes af kommunalbestyrelsen, enten som en samlet plan, der fastlægger komunens vandforsyningsstruktur, eller som en plan for de områder af kommunen, hvor det er nødvendigt at gribe ind i de bestående forhold.

Vandforsyningsplanen skal indeholde retningslinjer for, hvorledes vandforsyningen fremtidig skal tilrettelægges. Vandforsyningsplanen skal således, ud over at tage stilling til den fremtidige struktur af fælles vandforsyningsanlæg, herunder distribution gennem kommunale eller private ledningsnet, tillige tage stilling til enkeltvandindvindingsanlæg indenfor kommunens område.

Såfremt kommunalbestyrelsen, eventuelt efter samråd med amtsrådet og embedslægeinstitutionen, skønner, at et påbud ikke kan afvente udarbejdelsen af en plan, må sagen - eventuelt efter udstedelsen af et påbud eller forbud efter vandforsyningslovens § 62, jfr. § 17 i bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg -, behandles efter lovens kapitel 4-6 og kapitel 8, jfr. de nærmere regler i bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og vandforsyning og eventuelt de lempede procedureregler for ændring af en plan i § 15 i bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1980.

I tilfælde, hvor det forurenede vandforsyningsanlæg skal erstattes af en anden vandforsyning, kan kommunalbestyrelsen påbyde begrænsninger i brugen af anlæggets vand, indtil det kan udskiftes, jfr. ovenfor ad 5.

ad 7. Tilfælde, hvor overskridelsen accepteres

Med hjemmel i bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan amtsrådet godkende en overskridelse af en parameter, der omfattes af denne bestemmelse, og kan eventuelt stille vilkår for godkendelsen. Kommunalbestyrelsen kan eventuelt derefter give påbud om begrænsninger i brugen af anlæggets vand, jfr. ovenfor ad 5.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere undlade at skride ind i medfør af vandforsyningslovens § 62. I så fald bør der ikke meddeles nogen godkendelse. Undladelse af indskriden bør i almindelighed kun komme på tale over for anlæg, der forsyner en enkelt ejendom, og i så fald kun, hvis overskridelsen er uden sundhedsmæssig betydning (f.eks. forhøjet jernindhold) eller har ringe sundhedsmæssig betydning. Over for almene vandforsyningsanlæg og andre større anlæg bør indskriden altid ske.

ad 8. Påbud om etablering af en ændret eller anden vandforsyning

Kommunalbestyrelsen bør eventuelt i medfør af § 62 træffe bestemmelse om begrænsninger i brugen af vandforsyningsanlæggets vand, indtil det kan afløses af et andet anlæg.

Det må afhænge af forholdene, hvorledes en ændret eller anden vandforsyning kan tilvejebringes. Undertiden kan et forholdsvis enkelt rensningsanlæg bringe indholdet af stoffer, f.eks. metan, svovlbrinte eller jern, ned under kravværdierne. Ellers kan der være tale om at etablere en bedre boring, afløse indvindingen på en række enkeltejendomme med vand fra et vandværk eller afløse indvindingen på et vandværk med vand fra et andet vandværk. Kommunalbestyrelsen kan ikke i medfør af vandforsyningslovens § 62 foreskrive en bestemt løsningsmodel. Hvis vandforsyningsanlæggets ejer i medfør af vandforsyningslovens § 21 søger om tilladelse til en ændret vandforsyning, som tilladelsesmyndigheden finder uhensigtsmæssig, kan tilladelsesmyndigheden imidlertid afslå ansøgningen, og inddragelse af en flerhed af ejendomme under et vandværk kan påbydes efter lovens § 29. Inddragelse af et privat vandværk under et kommunalt vandværk kan besluttes efter lovens § 32, stk. 1.

Påbud om etablering af en ændret eller anden vandforsyning bør, jfr. bemærkningerne ad 6, ske på baggrund af en vandforsyningsplan, eventuelt en delplan.

E. Særligt om forhøjet indhold af nitrat

Det er miljøstyrelsens opfattelse, at der af hensyn til faren for fremkaldelse af methæmoglobinæmi hos spædbørn og muligheden for en sammenhæng mellem nitratindtagelse og mavekræft bør udvises stor tilbageholdenhed med godkendelse af nitratindhold i drikkevandet ud over den grænse på 50 mg/ l, der er fastsat som den normale maksimumsgrænse i bekendtgørelsen. Godkendelse af højere nitratindhold kan efter miljøministeriets mening ske efter følgende retningslinier

Vand med nitratindhold på mellem 50 og 100 mg/ l

Hvis det anses for muligt hurtigt at bringe nitratindholdet ned under 50 mg/ l ved at fjerne forureningskilden (f.eks. nedsivningsanlæg og møddinger), eller hvis det anses for muligt hurtigt at tilvejebringe en anden vandforsyning med tilfredsstillende vand, bør ejeren af vandforsyningsanlægget henvises til at gennemføre dette.

Hvis det ikke anses for muligt hurtigt at tilvejebringe en tilfredsstillende vandforsyning, kan det forhøjede nitratindhold godkendes i en periode af indtil 5 år (midlertidig godkendelse), idet denne periode fastsættes ud fra en vurdering af nitratindholdets størrelse og udviklingstendenser og muligheden for at fremskaffe en anden vandforsyning. Inden for godkendelsesperioden bør nitratindholdet holdes under jævnlig observation, og der bør arbejdes på at fremskaffe en anden vandforsyning. Hvis det må anses for sandsynligt, at nitratindholdet hurtigt vil nå op over 100 mg/ l, eller hvis vandet samtidig overskrider andre kravværdier, specielt de bakteriologiske, bør der ikke gives en midlertidig godkendelse, men kommunalbestyrelsen bør i medfør af vandforsyningslovens § 62 give ejeren af vandforsyningsanlægget pålæg om inden for en anført frist, der højst bør være 1 år, at tilvejebringe en tilfredsstillende vandforsyning.

Hvis det på den anden side viser sig, at nitratindholdet konstant ligger ubetydeligt over 50 mg/ l, og vandets sammensætning ikke i øvrigt giver anledning til betænkelighed, kan der for vandforsyning til enkeltejendomme være tale om at forlænge godkendelsen.

I alle tilfælde, hvor der meddeles godkendelse af et nitratindhold på over 50 mg/ l, eller hvor det accepteres, at anlægget benyttes, indtil der er tilvejebragt en tilfredsstillende vandforsyning, bør kommunalbestyrelsen i medfør af vandforsyningslovens § 62 give vandværket påbud om, at det skal meddele forbrugerne, at vandet ikke bør benyttes til modermælkserstatninger for spædbørn (børn under 6 måneder).

Vand med nitratindhold på over 100 mg/ l

Kommunalbestyrelsen bør snarest muligt i medfør af vandforsyningslovens § 62 give ejeren af vandforsyningsanlægget pålæg om inden for en angivet frist, der højst bør være 1 år, at tilvejebringe en tilfredsstillende vandforsyning. Kommunalbestyrelsen bør nedlægge forbud mod, at vandet i den tid, hvor vandforsyningsanlægget endnu anvendes, benyttes til modermælkserstatning for spædbørn. Eventuelt bør det overvejes at tilvejebringe en nødvandforsyning, indtil den blivende vandforsyning er etableret.

Muligheden for at tilvejebringe en tilfredsstillende vandforsyning til afløsning af den nitratforurenede

I kommuner, hvor flere vandforsyningsanlæg indvinder vand med for højt nitratindhold, bør kommunalbestyrelsen udarbejde en vandforsyningsplan eller delplan som grundlag for de nødvendige beslutninger, jfr. ovenfor i afsnit D ad punkt 6. Til kommunalbestyrelsens overvejelser om, hvordan den fremtidige vandforsyning kan tilrettelægges, kan miljøstyrelsen bemærke

Hvor det nitratforurenede vand kommer fra et overfladisk grundvandslag, og det er muligt på samme sted at indvinde vand af tilfredsstillende kvalitet fra et dybere, lerdækket grundvandslag, kan dette være løsningen.

Hvis en række indvindingsanlæg på enkeltejendomme i et område har vand med for højt nitratindhold, vil det ofte være den bedste løsning at skaffe dem vand fra et nærliggende eller fjernere, tilfredsstillende vandværk. Hvis et vandværk har nitratproblemer, der ikke kan løses ved dybere boring, må vandværket flytte eller have vand fra et andet, tilfredsstillende vandværk.

Som det er nævnt i afsnit D ad punkt 8, kan kommunalbestyrelsen ikke i medfør af vandforsyningslovens § 62 foreskrive, hvorledes den ændrede vandforsyning skal etablere. Hvis vandforsyningsanlæggets ejer i medfør af vandforsyningslovens § 21 søger om tilladelse til en ændret vandforsyning, som tilladelsesmyndigheden finder uhensigtsmæssig, kan tilladelsesmyndigheden imidlertid afslå ansøgningen, og inddragelse af en flerhed af ejendomme under et vandforsyningsanlæg kan påbydes efter lovens § 29. Inddragelse af et privat vandværk under et kommunalt vandværk kan besluttes efter lovens § 32, stk. 1.

Rensning af vandet for nitrat ved hjælp af en af de indtil nu gennemprøvede metoder, nemlig ionbytning, omvendt osmose eller biologisk denitrifikation vil i almindelighed være væsentligt dyrere end uddybning eller flytning af boringer. Dertil kommer, at behandlingerne medfører dybtgående ændringer i vandkvaliteten, som nødvendiggør yderligere behandling og kemikaliedosering. Anlæggene bliver som følge heraf meget komplicerede og kræver intensiv overvågning, ligesom det må påregnes, at vandet fra sådanne anlæg må klores.

Miljøstyrelsen, den 26. juli 1984

Jens Kampmann

/Erling Rørdam

Ingen