Cirkulære om vejregler for afmærkning på kørebanen
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om vejregler for afmærkning på kørebanen
I. Indledning
Hermed udsendes vejregler for afmærkning på kørebanen.
Vejreglerne er udarbejdet i medfør af § 6 i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975) og § 24, stk. 3, i lov om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 587 af 20. november 1975) og i samarbejde med justitsministeriet i medfør af færdselslovens § 95, stk. 4.
Regler om kantafmærkning for krybespor træder i stedet for reglerne i cirkulære af 23. september 1965, og reglerne om tværafmærkning træder i stedet for de tilsvarende regler i cirkulære af 6. november 1961 om afmærkning af jernbaneoverkørsler, § 1, pkt. d, og i cirkulære af 29. august 1975 om afmærkning af ubetinget vigepligt, stop ved vejkryds m.v., afsnit B. 4.
På private fællesveje omfattet af privatvejslovens afsnit II bør tilladelse til etablering af afmærkning på kørebanen kun gives på betingelse af, at afmærkningen etableres i overensstemmelse med vejreglerne.
Vejreglerne, der er udarbejdet af vejregeludvalget, indeholder regler af teknisk karakter om udformning og placering af afmærkning på kørebanen. Reglerne supplerer således bestemmelserne i justitsministeriets bekendtgørelse om vejafmærkning af 22. april 1977 og justitsministeriets cirkulære af 14. oktober 1977 om vejafmærkning for så vidt angår disses bestemmelser om afmærkning på kørebanen.
For overskuelighedens skyld medtager vejreglen tekstafsnit fra justitsministeriets bekendtgørelse og cirkulære om vejafmærkning. Vejreglens tekst er endvidere anskueliggjort en eksempelsamling.
Der er ved reglernes udarbejdelse lagt vægt på, at reglerne skal kunne danne grundlag for etablering af en ensartet afmærkning på kørebanen.
Vejreglerne indeholder derfor bestemmelser, der er bindende for vejbestyrelserne. De bindende regler kan kun fraviges efter forud indhentet tilladelse fra ministeren for offentlige arbejder. Ansøgning herom bør ledsages af udtalelse fra politiet.
Vejreglen indeholder endvidere retningslinjer og vejledninger. Disse bestemmelser kan fraviges af vejbestyrelserne.
De nu foreliggende bestemmelser vil senere indgå i et samlet sæt vejregler om vejafmærkning.
Yderligere eksemplarer af vejreglerne kan fås ved henvendelse til vejdirektoratet, Havnegade 23, postboks 2169, 1016 København K, telefon (01)113338.
Følgende bestemmelser er bindende for vejbestyrelserne
2. Almindelige bestemmelser
2.1. Afmærkning på kørebanen skal udføres med de dimensioner, der er angivet i tabel 1 og 2, samt med den udformning, der fremgår af kapitel 6 i vejregler for afmærkning på kørebanen.
2.2. Afvigelser fra de angivne dimensioner kan tillades, såfremt de ligger inden for 20 pct. af de angivne talstørrelser. Ved afmærkning i vejkryds kan dimensionerne dog tilpasses efter forholdene. Forholdet mellem længden af streg og mellemrum for linjerne: Vognbane, Varslingslinje, Punkteret kantlinje. Punkteret linje til opdeling af stier og afslutning af svingbane må ikke afvige med mere end 10 pct.
2.3. Afmærkning, der er blevet vildledende, skal fjernes eller ændres hurtigst muligt.
3. Længdeafmærkning
3.1. Dobbelt stopsigt.
3.1.1. Længden af dobbelt stopsigt ved forskellige hastigheder, jfr. justitsministeriets cirkulære af 14. oktober 1977 om vejafmærkning, ad § 43, Q 44 Spærrelinje, fastsættes således
-------------------------------------------------------------------- tilladt hastighed km t 2 gange stopsigt m -------------------------------------------------------------------- 90 290 80 240 70 190 60 150 50 110 40 80 30 50 --------------------------------------------------------------------
3.1.2. Spærrelinje, der anvendes ved bakke eller vejkurve, hvor oversigten er begrænset, skal have en længde af mindst 50 m. Hvis oversigten er begrænset med længden 20 m eller derunder, udelades spærrelinjen. Hvis denne længde er mellem 20 m og 50 m, forlænges spærrelinjen bagud, således at dens længde bliver 50 m.
3.2. Midtlinjer.
Omfang af midtlinjer
3.2.1. Midtlinje skal anvendes på hovedlandeveje og landeveje uden for tættere bebygget område, hvor vognbanebredder større end eller lig med 2,75 m kan etableres, medmindre vejen afmærkes som tresporet med delelinjer.
3.2.2 Midtlinje skal anvendes uanset vognbanebredden på alle hovedlandeveje, landeveje og vigtigere kommuneveje, hvor oversigten er begrænset, samt foran heller og faste genstande.
3.2.3. Midtlinje skal anvendes på alle veje, hvor der er overhalingsforbud angivet med tavle C 51.
3.2.4. Midtlinje skal anvendes på alle veje foran stop- eller vigelinje samt foran fodgængerfelt, hvor vognbanebredder større end eller lig med 2,75 m kan etableres.
Udførelse af midtlinje
3.2.5. Midtlinje skal udføres som vognbanelinje, hvor ikke anden længdeafmærkning er foreskrevet i det følgende.
Stk. 2. Midtlinje kan dog udføres som spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller spærreflade, hvor antallet af vognbaner formindskes eller forøges, eller hvor bredden af disse reduceres. Spærrelinjen bør uden for tættere bebygget område have en længde af mindst 30 gange breddereduktionen regnet fra det sted, hvor fuld indsnævring er til stede, og inden for tættere bebygget område have en længde af mindst 20 gange breddereduktionen.
Stk. 3. Midtlinje bør uden for bymæssige områder udføres som varslingslinje (del af dobbeltlinje) på en strækning af 100 m før fodgængerfelt og inden for tættere bebygget område udføres på en strækning af 50 m før fodgængerfelt. Dette gælder dog ikke, hvor der i øvrigt er spærrelinje på strækningen.
3.2.6. Midtlinje skal udføres som spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller spærreflade i følgende tilfælde
a) På strækninger, hvor oversigten er begrænset. På tosporede veje med kørebanebredde mindre end 5,60 m kan midtlinjen dog udføres som enkelt varslingslinje. På tosporede veje inden for tættere bebyggede områder kan midtlinjen uanset vognbanebredden udføres som enkelt varslingslinje på strækninger med mange ind- og udkørsler.
b) På strækninger, hvor der er overhalingsforbud angivet med tavle C 51.
c) På strækninger før stop- eller vigelinje, også hvor der er kort midterhelle ved stop- eller vigelinjen. Spærrelinjen eller spærrefladen udføres på en strækning af mindst 22,5 m - i tættere bebyggede områder mindst 11,25 m - før stop- eller vigelinjen. Før stoplinje ved jernbaneoverskæringer skal spærrelinjen dog være mindst 50 m og fortsættes over sporene.
d) På strækning svarende til stopsigt ved den tilladte hastighed foran heller og faste genstande eller i spærrefladeanlæg før venstresvingsbanens begyndelse. Såfremt der er to vognbaner for færdselsretningen forbi midterhelle eller spærreflade, kan spærrelinjen erstattes af varslingslinje (del af dobbeltlinje).
Ved korte heller i vejindmundinger med stop- eller vigelinje kan spærrelinjen dog gøres kortere, jfr. punkt c.
3.2.7. Midtlinje skal udføres som dobbelt spærrelinje eller spærreflade på veje med fire eller flere vognbaner.
Stk. 2. Inden for tættere bebyggede områder kan midtlinje udføres som enkelt varslingslinje på strækninger, hvor der er mange ind- og udkørsler, samt på strækninger, hvor pakering en del af tiden er tilladt i den ene eller i begge de yderste vognbaner, og denne parkering har et sådant omfang, at disse vognbaner er uanvendelige til kørsel.
3.2.8. Midtlinjen skal udføres som varslingslinje (del af dobbeltlinje) på en strækning med længden 100 m før spærrelinje, hvor hastigheden er over 60 km/t, og 50 m, hvor hastigheden er mindre end eller lig med 60 km/t. Ved spærrelinje før stop- eller vigelinje på mindre betydende veje kan denne længde dog nedsættes til minimum 30 m og inden for tættere bebygget område helt udelades.
3.3. Delelinjer.
Omfang af delelinjer
3.3.1. Delelinjer skal anvendes på tresporede veje samt på motorveje
Udførelse af delelinjer
3.3.2. Delelinjer skal udføres som vognbanelinjer. Før stop eller vigelinje erstattes den af mindst 15 m spærrelinje (enkeltlinje) forvarslet med mindst 15 m varslingslinje (enkeltlinje). Inden for tættere bebygget område kan længderne af spærrelinje og varslingslinje nedsættes til mindst 10 m.
3.3.3. Foran faste genstande på kørebanen udføres delelinjen som spæreflade forvarslet med 100 m varslingslinje, hvor hastigheden er større end 60 km/t, og 50 m varslingslinje, hvor hastigheden er mindre end eller lig med 60 km/t.
3.4. Kantlinje
Omfang af kantlinjer
3.4.1. Kantlinje må kun anvendes, såfremt vognbanebredden bliver større end eller lig med 2,75 m.
3.4.2. Kantlinje skal anvendes til at adskille en almindelig vognbane fra en særlig bane (ren svingbane, krybespor, parkeringsbane, buslomme, busbane, nødspor og cykelbane).
3.4.3. I vejkryds, der ikke er signalregulerede, skal kantlinjen for den mindre betydende vej afbrydes i krydset. I signalregulerede kryds anvendes kantlinje efter forholdene.
Udførelse af kantlinjer
3.4.4. Kantlinje skal udføres ubrudt ved rabatter, nødspor, busbaner og cykelbaner.
Stk. 2. Kantlinjer kan dog udføres punkteret ved ind- og udkørsler og bør udføres punkteret ved ind- og udkørsler, som benyttes af mange ikke lokalkendte trafikanter.
3.4.5. Kantlinje skal udføres punkteret, hvor de kørende skal kunne passere linjen med andet formål end standsning eller parkering.
3.4.6. Kantlinje skal udføres punkteret ved rene svingbaner, krybespor, buslommer samt i vejkryds. Kantlinje kan dog udføres ubrudt ved den sidste del af rene svingbaner.
3.4.7. Kantlinje, der begrænser den del af kørebanen, der skal benyttes af motorkørende, skal udføres smal, når afstanden fra kørebanekanten til linjens kant mod kørebanens midte er mindre end eller lig med 0,8 m, og bred, når denne afstand er større end eller lig med 0,9 m.
Stk. 2. På motorveje og motortrafikveje kan smal kantlinje dog erstattes af 0,5 m bred kantlinje.
3.4.8. Kantlinje, som i vejkryds på den mere betydende vej anvendes til at begrænse ligeudvognbanens højre side, skal udføres bred, hvor cyklister og knallertkørere fra cykelsti, cykelbane, bred kantbane eller højresvingsbane langs den mere betydende vej passerer vejudmundingen på arealet tilhøjre for kantlinjen.
Stk. 2. Hvor kantlinjens hovedformål er at angive, hvor højresvingende motorkøretøjer skal holde tilbage for cykler og knallertkørere i henhold til færdselslovens § 26, stk. 6, udføres og placeres linjen som »S 16 Afslutning af svingbane«, selv om den højre vognbane ikke er forbeholdt højresvingende.
Stk. 3. Hvor de situationer, der er omtalt i stk. 1 og 2 ikke forekommer, udføres kantlinjen smal. Kantlinjen kan dog i alle tilfælde udføres bred, hvis det er nødvendigt for at fremhæve en særlig linjeføring i kryds, f.eks. ved knækket kryds.
3.4.9. Kantlinje, som i vejkryds på den mere betydende vej anvendes til at begrænse ligeudvognbaners venstre side mod venstresvingsareal, udføres bred og i forlængelse af den brede kantlinje, som afgrænser venstresvingbanen.
3.4.10. Kantlinje, som adskiller almindelige vognbaner fra særlige baner, skal udføres bred.
4. Tværafmærkning
Fodgængerfelter
4.1. Fodgængerfelt i kryds udføres således, at bredden af feltet normalt er 3 m og minimum 2,5 m.
Stk. 2. Fodgængerfelter bør udføres bredere end angivet i stk. 1, såfremt antallet af fodgængere, der benytter feltet, er betydeligt.
4.2. Fritliggende fodgængerfelt udføres i mindst 4 m bredde.
5. Ikrafttræden m.v.
5.1. Cirkulæret træder i kraft den 1. august 1984.
5.2. Eksisterende vejafmærkning på kørebanen skal bringes i overensstemmelse med nærværende cirkulære senest den 1. maj 1989.
Ministeriet for offentlige arbejder, den 2. juli 1984
Arne Melchior
/Leif Larsen
Tabel 1
Vedr. tabel 1 og 2
Hvor der i tabel 1 er anført min/max for visse dimensioner for længde- og tværafmærkning, kan alle mål i dette interval benyttes. Forholdet imellem streg- og mellemrumslængde skal dog bevares.
Hvor der i tabel 1 og 2 er anført enten/eller for visse dimensioner i et felt betyder det enten som angivet med de øverste værdier eller som angivet med de nederste værdier.
Tabel 2
Vedr. tabel 1 og 2
Hvor der i tabel 1 og 2 er anført enten/eller for visse dimensioner i et felt betyder det enten som angivet med de øverste værdier eller som angivet med de nederste værdier.
Ingen