Cirkulære om ændring af de kommunale styrelseslove m.fl. (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Cirkulære om ændring af de kommunale styrelseslove m.fl.

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

I. INDLEDNING

Ved lov nr. 210 af 16. maj 1984 er der gennemført en række ændringer i lov om kommunernes styrelse, lov om Københavns kommunes styrelse og lov om et hovedstadsråd. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra enkelte ændringer, der træder i kraft den 1. januar 1985.

Loven om kommunernes styrelse er i den affattelse, der fuldt ud gælder fra den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984. Loven om Københavns kommunes styrelse er i den affattelse, der fuldt ud gælder fra den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 314 af 20. juni 1984. Loven om et hovedstadsråd er i den affattelse, der fuldt ud gælder fra den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 315 af 20. juni 1984.

Lovændringerne består af følgende hovedelementer

- opfølgning af betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret,

- forenkling af enkelte bestemmelser om vederlag og pension til visse kommunalbestyrelsesmedlemmer samt forenkling af enkelte bestemmelser om budget- og regnskabssystemet, og

- forskellige ændringer af redaktionel karakter med henblik på tydeliggørelse af lovteksten.

Udover ændringerne i de kommunale styrelseslove er der netop vedtaget ændringer i en række andre love, der indeholdt bindinger for den udvalgsmæssige placering af forskellige opgaver. I afsnit II gøres rede for konsekvenser for styrelsesvedtægterne af ændringerne i styrelsesloven og i de andre love, og herunder fastsættes ændringer af normalstyrelsesvedtægterne. De væsentligste øvrige ændringer i styrelsesloven gennemgås kort i afsnit III.

De nedenfor nævnte henvisninger til lovbestemmelser angår bestemmelserne i den kommunale styrelseslov i den affattelse, der fuldt ud gælder fra den 1. januar 1985.

Cirkulæret indeholder ikke en speciel gennemgang af ændringerne af loven om Københavns kommunes styrelse og loven om et hovedstadsråd. De bemærkninger, der er knyttet til ændringerne af de enkelte bestemmelser i den kommunale styrelseslov, gælder dog i det væsentligste også for ændringerne af de tilsvarende bestemmelser i disse love.

Betegnelserne »kommune« og »kommunalbestyrelse« anvendes i det følgende som tillige omfattende »amtskommune«, »amtsråd« og »hovedstadsråd«, medmindre andet udtrykkeligt er anført.

II. KONSEKVENSER FOR STYRELSESVEDTÆGTERNE

1. De gennemførte ændringer i §§ 34, 46 og 54 i den kommunale styrelseslov har betydning for affattelsen af de kommunale styrelsesvedtægter. Det samme gælder netop gennemførte ændringer i loven om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, sygehusloven, sygesikringsloven og den sociale styrelseslov.

2. Den nye formulering af § 34, STK. 1-2, i styrelsesloven indebærer, at BESTEMMELSER OM YDELSE AF VEDERLAG, EFTERLØN OG PENSION TIL BORGMESTEREN SAMT VEDERLAG TIL 1. VICEBORGMESTER FASTSÆTTES AF INDENRIGSMINISTEREN I BEKENDTGØRELSER. Disse vil blive udsendt i efteråret 1984, og vil - som lovændringen - træde i kraft den 1. januar 1985. Fra dette tidspunkt skal disse regler om vederlag m.v. ikke være fastsat i styrelsesvedtægterne. Hensigten med lovændringen er at opnå en forenklet administration, ligesom det har spillet en rolle, at kommunalbestyrelserne herved fritages for den undertiden vanskelige beslutning at fastsætte størrelsen af vederlaget til bl.a. borgmesteren. Det er således ikke tanken i bekendtgørelserne at foretage væsentlige ændringer i de gældende regler, herunder størrelsen af de pågældende ydelser.

Ændringerne i § 34, stk. 3 og 4, er af redaktionel karakter.

3. Ændringerne i §§ 46 OG 54, STK. 2, i styrelsesloven indebærer, at REGLERNE OM REVISION m.v. FLYTTES FRA STYRELSESVEDTÆGTERNE TIL EN BEKENDTGØRELSE.

Indenrigsministeriet har nu udsendt bekendtgørelse nr. 316 af 21. juni 1984 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. Bekendtgørelsen, der træder i kraft den 1. juli 1984, indeholder dels regler der svarer til kapitlet om revision i normalstyrelsesvedtægterne, dels regler der svarer til bestemmelserne i den samtidigt ophævede bekendtgørelse nr. 381 af 3. august 1983 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen. Ved bekendtgørelsen er der således ikke foretaget nogen realitetsændringer, men alene en samling af regler, der tidligere stod i styrelsesvedtægterne og i den ophævede bekendtgørelse.

4. Folketinget har i foråret 1984 vedtaget ændringer i en række andre love med det sigte at OPHÆVE LOVBESTEMTE BINDINGER AF UDVALGSPLACERING AF OPGAVER.

Opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsens stående udvalg er et vedtægtsanliggende og dermed et anliggende, der kan løses på forskellig måde i de enkelte kommuner, alt efter kommunestørrelse, forvaltningsopbygning, traditioner m.v.

Indenrigsministeriet har i overensstemmelse med disse synspunkter ophævet en række bestemmelser i egen lovgivning.

Ved lov nr. 236 af 23. maj 1984 om ÆNDRING AF LOV OM SVANGERSKABSHYGIEJNE OG FØDSELSHJÆLP ophæves kravet i § 6, stk. 1, om at opgaverne efter lovens § 5 skal varetages af enten social- og sundhedsudvalget eller sygehusudvalget. I normalstyrelsesvedtægten for amtskommuner er opgaverne, jfr. afsnit III, placeret i social- og sundhedsudvalget. Dette er ikke udtryk for et ønske fra centralt hold om placering af opgaverne i et bestemt udvalg, men afspejler alene, at opgaverne i hovedparten af amtskommunerne er placeret i dette udvalg.

Ved lov nr. 215 af 16. maj 1984 om ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET ophæves kravet i § 2, stk. 1, om, at den umiddelbare forvaltning af sygehusvæsenet skal være placeret i sygehusudvalget. Denne ændring betyder ikke, at der kan oprettes stående udvalg for et enkelt sygehus eller for sygehuse i en bestemt del af amtskommunen. Indenrigsministeren har over for folketinget understreget, at den umiddelbare forvaltning efter styrelsesloven varetages af økonomiudvalget og de stående udvalg, hvis kompetenceområder alene kan afgrænses efter sagernes art og ikke geografisk. En vedtægtsændring, der medfører flere stående sygehusudvalg, kan således ikke stadfæstes.

Ved lov nr. 156 af 11. april 1984 om ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING, LOV OM STYRELSE AF SOCIALE OG VISSE SUNDHEDSMÆSSIGE ANLIGGENDER OG LOV OM KOMMUNERNES STYRELSE ophæves kravet om, at sygesikringsopgaverne skal være placeret i amtskommunens social- og sundhedsudvalg. Hensigten med denne ændring er at forbedre mulighederne for koordination mellem praksissektoren og sygehussektoren. Ændringen er således et led i indenrigsministeriets bestræbelser på at fremme en helhedspræget sundhedspolitik.

Formålet med de lovændringer, der er nævnt her, er at give kommunerne større frihed til at bestemme udvalgsstruktur og opgavefordeling mellem udvalgene.

Indenrigsministeriet vil imidlertid fortsat stille visse almindelige ulovbestemte krav i forbindelse med stadfæstelse af vedtægtsændringer. Der stilles således krav om entydighed, om at sagligt nært sammenhængende områder så vidt muligt skal behandles i samme udvalg, samt om at der så vidt muligt ikke bliver uforholdsmæssig stor forskel i størrelsen og betydningen af de enkelte udvalgs sagsområder.

Indenrigsministeren har over for folketinget givet udtryk for, at en sammenlægning af en amtskommunes sygehusudvalg og social- og sundhedsudvalg vil føre til en så stor koncentration af indflydelse i eöt udvalg, at en vedtægtsændring med dette indhold næppe vil kunne forventes stadfæstet.

5. Ved den foran nævnte lov nr. 156 af 11. april 1984 er der endvidere skabt mulighed for FORSØG MED UTRADITIONEL UDVALGSSTRUKTUR PÅ DET SOCIALE OMRÅDE.

Som led i en forsøgsordning kan indenrigsministeren efter aftale med socialministeren i det enkelte tilfælde stadfæste bestemmelser i en kommunes styrelsesvedtægt, der fraviger § 6, stk. 1, i den sociale styrelseslov. Efter denne bestemmelse skal alle sager vedrørende kommunens sociale, sundhedsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige anliggender ellers behandles i det sociale udvalg. På samme måde kan indenrigsministeren stadfæste bestemmelser, der fraviger lovens § 16, stk. 1, hvorefter alle sager vedrørende amtskommunens sociale og sundhedsmæssige anliggender (bortset fra sygehusvæsen og sygesikringen) skal behandles i social- og sundhedsudvalget.

Et forslag om at ændre styrelsesvedtægten for at etablere forsøg med utraditionel udvalgsstruktur på det sociale område forudsættes behandlet i det sociale udvalg, inden kommunalbestyrelsen tager endelig stilling til forslaget.

Endelig vil indenrigsministeren efter aftale med socialministeren som led i en forsøgsordning kunne stadfæste vedtægtsændringer, der fraviger § 9 og § 17, stk. 1, 1. pkt., i den sociale styrelseslov om social- (og sundheds)forvaltningen. Hvis der overføres sagsområder til det sociale udvalg (social- og sundhedsudvalget), skal disse sagsområder ikke længere nødvendigvis overgå til behandling i socialforvaltningen. De eksisterende bindinger i § 9 og § 17, stk. 1, 1. pkt., vedrørende social- (og sundheds)forvaltningens sagsområde er ikke til hinder for, at socialforvaltningen behandler sager, som ikke efter styrelsesvedtægten hører under det sociale udvalg.

Efter lovgivningen har socialudvalget en selvstændig kompetence i sager om sociale ydelser til enkeltpersoner. Denne kompetence er begrundet i, at afgørelser i disse sager ofte forudsætter indgående kendskab til den enkelte persons sociale og økonomiske forhold. Den beskyttelse, der ligger i, at disse sager udelukkende kan behandles i det sociale udvalg og ikke i andre udvalg eller i kommunalbestyrelsen, agtes opretholdt. Vedtægtsændringer, hvorved opgaver under det sociale udvalgs selvstændige kompetence henlægges til andre udvalg, vil derfor ikke kunne opnå stadfæstelse.

Vedtægtsændringer om forsøg efter de nye regler vil i øvrigt kun kunne forventes stadfæstet, hvis ændringen opfylder de almindelige ulovbestemte krav til sådanne ændringer, jfr. foran under 4.

Ved samme lov OPHÆVES § 19, STK. 2, I DEN KOMMUNALE STYRELSESLOV om nedsættelse af et socialudvalg. Ændringen er af redaktionel karakter.

6. Under henvisning til foranstående foretager indenrigsministeriet herved følgende ÆNDRINGER AF NORMALSTYRELSESVEDTÆGTEN FOR KOMMUNER, jfr. indenrigsministeriets cirkulære nr. 62 af 27. april 1981

1) kapitel VII om revision udgår. Kapitel VIII og IX bliver herefter kapitel VII og VIII.

2) §§ 22 og 23 udgår med virkning fra den 1. januar 1985.

3) § 26, stk. 3, affattes således: »Forslag til ændringer i vedtægten skal undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 6 dages mellemrum. Vedtagne ændringer forelægges indenrigsministeriet til stadfæstelse.«

Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra ophævelsen af §§ 22 og 23, der først træder i kraft den 1. januar 1985.

Da de pågældende ændringer af kommunens styrelsesvedtægt følger direkte af de vedtagne lovændringer, er vedtagelse i kommunalbestyrelsen og stadfæstelse unødvendig, men man skal anmode kommunalbestyrelsen om i forbindelse med førstkommende genoptrykning af vedtægten at indsende tre eksemplarer til indenrigsministeriet rettet i overensstemmelse med ovenstående.

7. Indenrigsministeriet foretager endvidere herved følgende ÆNDRINGER AF NORMALSTYRELSESVEDTÆGTEN FOR AMTSKOMMUNER, jfr. indenrigsministeriets cirkulære nr. 63 af 27. april 1981

1) I § 15, stk. 2, udgår »(og opgaver vedrørende svangerskabshygiejne og fødselshjælp)4)».

2) I § 15, stk. 3, udgår i 1. pind »(og planer for svangerskabshygiejne og fødselshjælp)4),»

3) Kapitel VI om revision udgår. Kapitel VII og VIII bliver herefter kapitel VI og VII.

4) §§ 21 og 22 udgår med virkning fra den 1. januar 1985.

5) § 25, stk. 3, affattes således: »Forslag til ændringer i vedtægten skal undergives to behandlinger i amtsrådet med mindst 6 dages mellemrum. Vedtagne ændringer forelægges indenrigsministeriet til stadfæstelse.«

Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra ophævelsen af §§ 21 og 22, der først træder i kraft den 1. januar 1985.

Hvis amtsrådet vedtager at placere sygesikringsopgaverne i sygehusudvalget, kræver denne ændring ikke yderligere stadfæstelse fra indenrigsministeriet, men meddelelse om amtsrådets vedtagelse skal sendes til indenrigsministeriet.

Hvis amtsrådet vedtager at placere opgaver vedrørende svangerskabshygiejne og fødselshjælp i sygehusudvalget eller i social- og sundhedsudvalget, kræver denne ændring heller ikke yderligere stadfæstelse fra indenrigsministeriet, men meddelelse om amtsrådets vedtagelse skal sendes til indenrigsministeriet.

Da de ændringer i amtskommunens styrelsesvedtægt, der er omtalt i punkterne 3-5, følger direkte af de vedtagne lovændringer, er vedtagelse i amtsrådet og stadfæstelse unødvendig, men man skal anmode amtsrådet om i forbindelse med førstkommende genoptrykning af vedtægten at indsende tre eksemplarer til indenrigsministeriet rettet i overensstemmelse med ovenstående punkter 3-5.

III. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER I DEN KOMMUNALE STYRELSESLOV

ÆNDRING I § 8, STK. 3

Under folketingets behandling af lovforslaget blev der indføjet et nyt 2. pkt. i § 8, stk. 3, som tillægger det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem en umiddelbar ret til SAMMEN MED ikke-medlemmer at gennemse det materiale, der er fremlagt til medlemmernes gennemsyn inden kommunalbestyrelsens møde.

Denne ret er dog begrænset af lovgivningens regler om tavshedspligt. Det må afgøres ud fra en konkret vurdering af dokumentets indhold, om et ikke-medlems gennemsyn - eller orientering om indholdet - af dokumentet er i strid med tavshedspligtsforskrifter. Som vejledning kan nævnes, at materiale, som fremlægges til kommunalbestyrelsens åbne møder, næppe i almindelighed indeholder tavshedsbelagte oplysninger.

Det skal fremhæves, at kommunalbestyrelsen fortsat har adgang til at beslutte, at medlemmer må gennemgå også andet materiale, typisk udvalgsmateriale, med ikke-medlemmer. En sådan adgang skal også her udøves med respekt af lovgivningens regler om tavshedspligt.

ÆNDRINGERNE AF § 15, STK. 2 OG 3

Med den ny formulering af § 15, STK. 2, præciseres, at det påhviler borgmesteren at indkalde stedfortræderen til førstkommende (ordinære eller ekstraordinære) møde i kommunalbestyrelsen efter forhindringens indtræden, når han finder, at betingelserne herfor er opfyldt. I forbindelse hermed kan borgmesteren eventuelt indhente nærmere dokumentation for tilstedeværelsen og den forventede varighed af det eller de forhold, som har forårsaget medlemmets forhindring.

Forhindringen skal have en varighed af mindst 1 måned fra det tidspunkt, hvor borgmesteren får kendskab til forhindringen.

Ved at tilføje ordene »varetagelse af andet offentligt hverv« skabes overensstemmelse med de forhold, som efter den kommunale valglovs § 27, stk. 2, og § 34 b, stk. 1, kan begrunde fritagelse for valg til og for medlemsskab af kommunalbestyrelsen. Hermed præciseres, at et medlems varetagelse af f.eks. hvervet som medlem af folketinget kan begrunde indkaldelse af stedfortræder.

Kommunalbestyrelsen skal på det førstkommende møde tage stilling til, om betingelserne for at stedfortræderen kan indtræde i kommunalbestyrelsen er til stede.

I STK. 3, som er nyt, fastslås, at stedfortræderen skal udtræde af kommunalbestyrelsen, når medlemmet ikke længere er forhindret i at møde.

ÆNDRINGERNE AF § 34, STK. 1-4

Der henvises til afsnit II, 2.

Ophævelsen af § 64, stk. 3, er en konsekvens af ændringerne af § 34.

ÆNDRINGERNE AF §§ 46 OG 54, STK. 2

Der henvises til afsnit II, 3.

ÆNDRINGER AF § 61

Bestemmelsen fastslår, hvilke sanktioner tilsynsmyndigheden kan anvende over for ulovligheder i kommunestyret. Efter § 61 kan tilsynsmyndigheden anvende annullation og tvangsbøder samt gøre personligt ansvar gældende ved domstolene, d.v.s. anlægge erstatningssøgsmål. Disse sanktioner er nævnt i stk. 1-3. I stk. 4 er lovfæstet en lempelsesmulighed for tilsynsmyndigheden i erstatningssager. I stk. 5 er det præciseret, at et medlem ikke kan unddrage sig ansvar ved at undlade at stemme. Endvidere er det i stk. 6 fastslået, at reglerne om sanktionerne og stemmepligten finder tilsvarende anvendelse over for økonomiudvalget og de stående udvalg, og i magistratskommuner over for magistraten og dens medlemmer, samt over for kommunale fællesskaber. Tilsynsmyndighedens sanktioner kan også anvendes, når det sociale udvalg handler inden for sit lovbestemte, selvstændige kompetenceområde. Efter stk. 7 er der tillagt ethvert af de medlemmer, der rammes af tilsynsrådets afgørelser om sanktionsanvendelse, ret til at indbringe afgørelsen for indenrigsministeren.

I det følgende knyttes bemærkninger til de væsentligste ændringer i bestemmelsen

I STK. 4 gives udtrykkelig hjemmel for tilsynsmyndigheden til at frafalde anlæg af erstatningssag mod, at det pågældende medlem indbetaler et beløb til kommunen. Beløbet skal ikke nødvendigvis svare til tabets størrelse. Der er således indført en LEMPELSESADGANG for tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden nok finder, at et erstatningsansvar bør gøres gældende, men hvor fuldt erstatningsansvar ville virke urimeligt, navnlig fordi det ville være økonomisk meget tyngende, og/ eller fordi den udviste skyld kun har været ringe. Ved fastsættelsen af det beløb, der skal indbetales, kan tilsynsmyndigheden ud over de nævnte momenter - den udviste skyld og skadens størrelse - tage hensyn til »omstændighederne i øvrigt«. Det indebærer, at tilsynsmyndigheden bl.a. kan afpasse og eventuelt graduere beløbet under hensyntagen til, at ansvarsgrundlaget kan være forskelligt for f.eks. borgmesteren og de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer. Tilsynsmyndigheden må derfor fastsætte et beløb for hvert enkelt medlem. Typisk vil der dog nok blive tale om, at samtlige ansvarlige medlemmer skal betale et beløb af samme størrelse. Der er ikke tale om solidarisk ansvar for de ansvarlige medlemmer.

Det medlem, som accepterer at betale det af tilsynsmyndigheden fastsatte beløb til kommunen, må have sikkerhed for, at erstatningssøgsmål ikke herefter kan rejses mod ham. Både tilsynsmyndigheden og kommunalbestyrelsen er derfor udelukket fra at anlægge erstatningssag, når medlemmet har indvilliget i at betale. Det følger af forholdets natur, at tilsynsmyndigheden må fastsætte en forholdsvis kort frist, inden for hvilken tilsynsmyndighedens »tilbud« skal accepteres. Hvis medlemmet ikke indvilliger i at betale inden for den fastsatte frist eller undlader at indbetale beløbet inden for den fastsatte frist, skal tilsynsmyndigheden anlægge sag. Tilsynsmyndigheden må i øvrigt være berettiget til at forlænge acceptfristen og fristen for indbetaling, hvis fristoverskridelsen er undskyldelig.

I STK. 5 præciseres det, at medlemmerne ikke kan unddrage sig ansvar ved at undlade at stemme.

Om et medlem kan pådrage sig et ansvar ved at undlade at stemme, må afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder af afstemningstemaet. Hvis der er stillet forslag om en beslutning, som kommunalbestyrelsen har pligt til at træffe, skal medlemmerne stemme for denne beslutnings vedtagelse. Et medlem har ligeledes pligt til at stemme mod en beslutning, som medlemmet ved eller burde vide er ulovlig. Reglen gør kun op med de tilstedeværende medlemmers forhold. Medlemmer, der er udeblevet, eller som har forladt mødet uden lovligt forfald, vil dog efter omstændighederne kunne rammes af sanktioner efter § 61, hvis det kan bevises, at de er udeblevet eller har forladt mødet med det formål at undgå at deltage i afstemningen. Hvis der er tale om grov eller gentagen tilsidesættelse af mødepligten, kan der efter omstændighederne blive tale om at gøre et strafansvar gældende efter den ny § 61 c.

I STK. 6 slås det fast, at sanktionerne i stk. 1-4 også kan finde anvendelse over for ØKONOMIUDVALGETS og DE STÅENDE UDVALGS beslutninger og undladelser. Tilsynsmyndigheden må indledningsvis rette henvendelse til kommunalbestyrelsen. Er der tale om sager inden for det sociale udvalgs selvstændige kompetenceområde må henvendelse dog rettes til udvalget. Reglen får derfor navnlig betydning, hvis kommunalbestyrelsen herefter ikke selv griber ind over for vedkommende udvalgs beslutning eller undladelse.

Sanktionerne kan tillige anvendes over for MAGISTRATEN og over for magistratens enkelte medlemmer, som i magistratskommunerne varetager den umiddelbare forvaltning, der i andre kommuner varetages af økonomiudvalget og de stående udvalg. § 61-sanktionerne kan dog kun anvendes over for magistratsmedlemmer som indehavere af kompetencen til at varetage den umiddelbare forvaltning, men ikke over for medlemmernes eventuelle tilsidesættelse af deres pligter som enkeltmedlemmer, f.eks. mødepligt. Grove pligttilsidesættelser vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes efter den ny § 61 c.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan også anvende sanktioner efter § 61 over for DET SOCIALE UDVALG, også når udvalget handler inden for sit lovbestemte selvstændige kompetenceområde (f.eks. i henhold til bistandslovens § 9).

I magistratskommunerne varetages den umiddelbare forvaltning af de sociale opgaver af vedkommende rådmand, bortset fra foranstaltninger i henhold til bistandslovens afsnit VIII om hjælpeforanstaltninger uden samtykke. Disse foranstaltninger varetages af særlige udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen med vedkommende rådmand som formand og fra 3-7 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Udvalgene tiltrædes af juridisk og pædagogisk-psykologisk sagkyndige, der deltager uden stemmeret.

Disse udvalg omfattes også af stk. 6. Det følger af forholdets natur, at de sagkyndige, der deltager uden stemmeret, ikke kan underkastes sanktioner efter forslagets stk. 2-4, ligesom stk. 5 ikke kan påberåbes over for disse personer.

Sanktioner kan også anvendes over for borgmesterens afgørelser af hastesager og utvivlsomme sager i henhold til § 31, stk. 1. Da disse sager afgøres på kommunalbestyrelsens vegne, kan de behandles ligesom andre kommunalbestyrelsesafgørelser.

Hvis der undtagelsesvis i henhold til § 17, stk. 4, i den kommunale styrelseslov nedsættes et udvalg med administrerende opgaver, skal § 17, stk. 4-udvalget nedsættes under det pågældende stående udvalg eller økonomiudvalget. § 17, stk. 4-udvalg omfattes således indirekte af § 61.

Det er udtrykkeligt fastslået, at foranstaltningerne i henhold til § 61 også kan anvendes over for KOMMUNALE FÆLLESSKABER. Reglen gælder kun for fællesskaber, der er omfattet af styrelseslovens § 60. I tilfælde, hvor et fællesskabs deltagere er undergivet forskellige tilsynsmyndigheder, må tilsynsmyndighederne koordinere sanktionsanvendelsen, da fællesskabet og de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke skal kunne rammes af dobbeltsanktioner.

Efter reglen i STK. 7 sondres der med hensyn til ANKEADGANGEN mellem tilsynsrådets afgørelser efter stk. 1 og efter stk. 2, 3 og 4. Annullation efter stk. 1 retter sig mod kommunalbestyrelsens beslutning, og ankeadgangen er derfor tillagt kommunalbestyrelsen. Et tilsynsråds afgørelse om tvangsbøder, erstatningssøgsmål eller indbetaling af et beløb til kommunen i henhold til stk. 2, 3 og 4, rettes derimod mod det enkelte medlem. Ethvert medlem, som rammes af en sådan sanktion, har ret til at få prøvet afgørelsen af indenrigsministeren uafhængigt af, om flertallet ønsker en sådan prøvelse.

Hvis spørgsmålet om indbetaling af et beløb til kommunen er indbragt for indenrigsministeren, kan ministeren ændre beløbets størrelse, men kan også beslutte at anlægge erstatningssag, f.eks. hvis betingelserne for at lempe erstatningsansvaret efter ministerens opfattelse ikke skønnes at være opfyldt.

I tilfælde af klage til indenrigsministeren må det forventes, at tilsynsrådet sætter indbetalingen i bero for de medlemmer, som ikke deltager i klagen til ministeren. Hvis ministerens prøvelse fører til en lempelse af boden, må det forventes, at tilsynsrådet vil overveje en ændring af sin afgørelse for de resterende medlemmers vedkommende. En ændring bør i hvert fald gennemføres, hvis der er tale om samme ansvarsgrundlag for alle medlemmer. Hvis ministerens prøvelse fører til en skærpelse af boden, er tilsynsrådet dog afskåret fra at skærpe boden for de medlemmer, som har accepteret tilsynsrådets afgørelse om bod.

BESTEMMELSEN I § 61 A

STK. 1 om indenrigsministerens beføjelser over for tilsynsrådenes ulovligheder svarer til den hidtil gældende § 61, stk. 3.

Efter STK. 2 har indenrigsministeren fået beføjelse til at pålægge et tilsynsråd at tage en sag op til behandling. Reglen skal ses på baggrund af, at det ikke er anset for fuldt tilfredsstillende, at indenrigsministeren kun har kunnet give generelle forskrifter for tilsynsrådenes virksomhed, men ikke har kunnet tage noget initiativ med henblik på konkrete sagers behandling i rådene. Beføjelsen indebærer ingen ret for indenrigsministeren til at gribe ind over for tilsynsrådets beslutninger i sagen, medmindre der foreligger en ulovlighed, jfr. stk. 1.

BESTEMMELSEN I § 61 B

Efter § 61 b har domstolene fået tillagt en lempelsesmulighed i de tilfælde, hvor der under en erstatningssag anlagt i henhold til § 61, stk. 3, fastslås erstatningspligt. De kriterier, der kan bevirke en nedsættelse eller bortfald af erstatningen, er de samme, som tilsynsmyndigheden kan lægge vægt på ved anvendelse af lempelsesmuligheden i henhold til § 61, stk. 4.

Bestemmelsen medfører, at der også består en lempelsesmulighed i tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem ikke har ønsket at acceptere en afgørelse fra tilsynsmyndigheden efter § 61, stk. 4, eller indenrigsministerens afgørelse, dersom spørgsmålet har været indbragt for denne, jfr. § 61, stk. 7.

I STK. 2 er indføjet en tilsvarende lempelsesmulighed over for medlemmer af tilsynsrådet i tilfælde, hvor indenrigsministeren har anlagt erstatningssag.

BESTEMMELSEN I § 61 C

Reglen indfører strafansvar for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der gør sig skyldige i grov tilsidesættelse af deres pligter. Reglen må ses på baggrund af, at der i praksis har forekommet nogle få, men grove tilfælde, hvor det har været stødende for almindelig retsbevidsthed, at der ikke har kunnet gribes ind.

Strafbestemmelsen i § 61 c omfatter kommunalbestyrelsesmedlemmers pligttilsidesættelse både i forbindelse med bygherre- og driftsherrevirksomhed m.v. og i forbindelse med myndighedsudøvelse.

Det strafbare gerningsindhold beskrives i STK. 1 som grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører. Udtrykket »tilsidesættelse« omfatter både aktiv handling og tilfælde af pligtforsømmelser og skødesløshed, dvs. tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem har tilsidesat eller undladt at opfylde en handlepligt. Medlemmernes pligter i henseende til at føre tilsyn og kontrol med den kommunale forvaltning er dog ikke særligt vidtgående, og der vil derfor formentlig kun i sjældne tilfælde blive tale om »grov tilsidesættelse«. Medlemmernes selvstændige undersøgelsespligter er heller ikke vidtgående. Hvis der foreligger en redegørelse fra forvaltningen, må medlemmerne normalt kunne lægge denne til grund for deres stillingtagen, medmindre det er oplagt, at redegørelsen er forkert eller mangelfuld. Medlemmerne ifalder normalt ikke ansvar ved at gå mod en indstilling fra forvaltningen, men et ansvar kan blive aktuelt, hvis de indså eller klart burde have indset, at de herved overtræder lovgivningen. Det medfører normalt heller ikke noget ansvar at træffe beslutning, uden at der foreligger en redegørelse eller en indstilling, men et ansvar kan komme på tale, hvis det er klart, at sagen er utilstrækkeligt oplyst.

Udover pligter, som påhviler medlemmerne som medlemmer af kommunalbestyrelsen og dens udvalg, omfatter bestemmelsen tillige de pligter, som er pålagt det enkelte medlem i medfør af § 17, stk. 5, d.v.s. navnlig pligter, der følger af hverv som medlem af kommissioner, bestyrelser og lignende.

Bestemmelsen omfatter også de særlige pligter, som påhviler borgmesteren og andre magistratsmedlemmer, jfr. ordene »pligter, som den pågældendes hverv medfører«. Også hvervet som medlem af eller formand for et udvalg kan medføre særlige pligter.

Bestemmelsen er naturligvis ikke til hinder for, at der kan straffes efter andre bestemmelser, f.eks. straffelovens § 152 om tavshedspligt.

Bestemmelsen omfatter alene tilfælde, hvor et medlems grove tilsidesættelse af sine pligter kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller groft uagtsom. Simpel uagtsom pligttilsidesættelse straffes ikke.

Strafferammen er fastsat til bøde. Det må herved tages i betragtning, at der efter omstændighederne også kan blive tale om valgbarhedsfortabelse efter den kommunale valglov.

Det er i STK. 2 bestemt, at påtale kun kan ske efter tilsynsmyndighedens begæring. Bestemmelsen er indsat for at undgå grundløse, tvivlsomme eller bagatelagtige anmeldelser, herunder anmeldelser indgivet for at genere politiske modstandere. Anledningen til, at tilsynsmyndigheden begærer påtale rejst, kan være en henvendelse fra en borger eller et eller flere kommunalbestyrelsesmedlemmer, men sagen kan også tages op af tilsynsmyndigheden af egen drift.

Et tilsynsråds afgørelse om at begære påtale rejst kan ikke indbringes for indenrigsministeren. Af hensyn til det medlem, der kunne blive omfattet af påtalen, kan heller ikke tilsynsrådets beslutning om at undlade at begære tiltale rejst indbringes for indenrigsministeren. Tilsynsrådets medlemmer har mulighed for at henskyde afgørelsen til indenrigsministeren efter § 50, stk. 2.

Da strafhjemlen alene tager sigte på grove forseelser, skal sagerne behandles som statsadvokatsager, jfr. STK. 3. Herved tilgodeses tillige hensynet til at opnå en mere ensartet praksis i de formentlig ret få tilfælde, hvor påtale vil blive rejst.

ÆNDRINGERNE I § 2, STK. 2, § 6, STK. 1, § 15, STK. 1, § 20, STK. 2 OG 5, § 29, STK. 3, LITRA A, § 31, STK. 2, § 32 OG § 67, STK. 2.

Med ændringerne sker en præcisering - og i enkelte tilfælde mindre justeringer - af den gældende retstilstand.

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 29. JUNI 1984

BRITTA SCHALL HOLBERG

/Johan Erichsen

Ingen