Cirkulære om lov om by- og landzoner

Bilag

Cirkulærer og cirkulæreskrivelser, der ophæves som følge af det reviderede cirkulære.

Miljøministeriets cirkulære nr. 95 af 11. marts 1982 om lov om by- og landzoner.

Planstyrelsens cirkulæreskrivelse af 25. februar 1983 om pelsdyrfarme.

Planstyrelsens cirkulæreskrivelse af 28. september 1983 om overførsel af zonelovskompetencen i landsbyerne til kommunalbestyrelserne.

Cirkulære om lov om by- og landzoner

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Zoneloven som led i den sammenfattende fysiske planlægning

3. Udnyttelse af arealer og bebyggelser i landzone, der kræver tilladelse

3.1. Udstykning

3.2. Bebyggelse

3.3. Ændret anvendelse

4. Erhvervsmæssigt nødvendig bebyggelse

4.1. Landbrugsejendomme, definition

4.1.2. Ansvaret for at indhente tilladelser

4.1.3. Beboelsesbyggeri

4.1.4. Avls- og driftsbygninger

4.1.5. Pelsdyravl

4.1.6. Drivhuse

4.1.7. Virksomheder af ikke-jordbrugsmæssig karakter

4.2. Skovbrug

4.3. Fiskeri

5. Zonelovskompetencen

5.1. Amtsrådet

5.2. Kommunalbestyrelsen

5.3. Ministerens særlige beføjelser

6. Retningslinier for meddelelse af tilladelse i medfør af lovens §§ 6-8

6.1. Retningslinier efter § 9, stk. 6, udstedt i forbindelse med landsplandirektiver

6.2. Udstykning

6.2.1. Udstykning til nye ejendomme

6.2.2. Udstykning til rekreativ anvendelse

6.2.3. Frastykning af bebyggede arealer

6.2.4. Frastykning af medhjælperboliger

6.3. Bebyggelse

6.3.1. Bebyggelsens placering

6.3.2. Offentlig og privat service m.v.

6.3.3. Rekreative interesser

6.3.4. Retningslinier for zonelovsadministration i landsbyer

6.3.5. De små øer

6.3.6. Genopførelse og istandsættelse

6.3.7. Udnyttelse af råstoffer

6.3.8. Vindmøller

6.4. Ændret anvendelse

6.4.1. Mere eller mindre belastende

6.4.2. Overflødiggjorte landbrugsbygninger

6.4.3. Fritidshuses overgang til helårsbeboelse

6.5. Betingede tilladelser

6.6. Forældelse

7. Forholdet til anden lovgivning

8. Klageregler m.v.

8.1. Offentliggørelse af tilladelse

8.2. Klageberettigede

8.3. Klagefrist

8.4. Miljøankenævnet

8.5. Procedure ved klagesager

8.6. Administrative henstillinger

1. Indledning

Med lov nr. 315 af 18. juni 1969 om by- og landzoner (zoneloven), der var et led i en reform af planlægningslovgivningen, blev der tilvejebragt en forenkling af de før 1970 gældende bestemmelser om reguleringen af byudviklingen og bebyggelsen i det åbne land. Zoneloven er senere ændret ved love af 7. juni 1972, 26. marts 1975, 26. juni 1975, 24. maj 1978, 6. maj 1980 og senest ved lov nr. 263 af 8. juni 1983, som trådte i kraft 1. januar 1984.

Af den seneste ændring af zoneloven fremgår det, at kommunalbestyrelsen udover de i § 9, stk. 2, angivne lokalplanområder, der er nærmere omtalt i afsnit 5, tillige er zonelovsmyndighed i landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan. Kommunalbestyrelsen er endvidere zonelovsmyndighed, hvis der efter overgangsordningen i lovens § 9, stk. 4, er fastlagt en entydig landsbyafgrænsning af kommunalbestyrelsen efter aftale med amtsrådet/ Hovedstadsrådet, jfr. afsnit 5.2.

Samtidig med vedtagelsen af bestemmelsen om overførsel af zonelovskompetencen i landsbyerne til kommunalbestyrelsen ophævede folketinget lovens hidtidige § 9, stk. 9, hvorefter miljøministeren kunne overføre zonelovskompetencen til kommunalbestyrelsen, når der forelå en godkendt regionplan og en endeligt vedtaget kommuneplan for den pågældende kommune med retningslinier for administrationen af det åbne land.

Efter den seneste ændring af loven er zonelovskompetencen i det åbne land således lagt fast hos amtsrådet/ Hovedstadsrådet. Begrundelsen er, at zonelovsadministrationen i det åbne land har nær sammenhæng med amtsrådets/ Hovedstadsrådets administration og planlægning i henhold til den øvrige arealanvendelseslovgivning for det åbne land, f.eks. naturfrednings-, landbrugs- og råstoflovgivningen.

Zonelovens § 2 opdeler hele landet i byzoner, sommerhusområder og landzoner. Princippet i loven er, at et areal er landzone, hvis det ikke ved planlægning er overført til byzone eller sommerhusområde. Efter den gældende lovgivning kan en sådan overførsel alene ske ved en af kommunalbestyrelsen tilvejebragt lokalplan.

Udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse af ejendomme i landzonen kræver tilladelse fra zonelovsmyndigheden, som er amtsrådet/ Hovedstadsrådet eller kommunalbestyrelsen. Tilladelse kræves dog ikke, hvis de nævnte foranstaltninger er erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelsen af fiskerierhvervet.

Dette cirkulære erstatter alle hidtidige retningslinier om zoneloven fra miljøministeriet (og tidligere fra boligministeriet).

Cirkulæret træder således i stedet for cirkulære nr. 95 af 11. marts 1982 og senere udsendte cirkulæreskrivelser vedrørende zonelovens administration.

I medfør af lovens § 9, stk. 6, kan miljøministeren give zonelovsmyndighederne nærmere forskrifter for administrationen af lovens §§ 6-8. De af ministeren i medfør heraf udarbejdede retningslinier er indeholdt i nærværende cirkulære.

2. Zoneloven som led i den sammenfattende fysiske planlægning

Zoneloven er et integreret led i systemet for den sammenfattende fysiske planlægning. Hovedformålet med loven er at forhindre uønsket og ukontrolleret bebyggelse i det åbne land og samtidig at sikre, at byudviklingen finder sted i overensstemmelse med den sammenfattende fysiske planlægning.

Zoneloven er med andre ord et af de virkemidler, som sikrer, at den sammenfattende fysiske planlægning ikke tilsidesættes. I kraft af den kontrol, der via zoneloven på baggrund af planlægningen udøves med bebyggelse i landzone, er loven med til at sikre, at der ikke bygges bymæssigt, medmindre der forud er gennemført en planlægning, der åbner mulighed herfor.

Planlægningssystemet er opbygget på den måde, at retningslinierne for byudviklingen (byzonerne) fastlægges i regionplanen, medens den nøjere afgrænsning sker i kommuneplan og lokalplan. Det er stadig målsætningen, at der ikke i landzone skal ske en byudvikling, og at landzonen i lige så høj grad som hidtil skal friholdes for anden bebyggelse end den, der har tilknytning til jordbrugserhvervene.

For mindre bysamfund, hvor der ikke skal ske en egentlig byudvikling, kan det være hensigtsmæssigt at udarbejde en lokalplan med bebyggelsesregulerende bestemmelser og bestemmelser, der har et bevaringssigte, uden at overføre området til byzone.

Såfremt der ønskes en egentlig byudvikling i et mindre bysamfund, skal området overføres til byzone med de retsvirkninger, dette afføder, f.eks. i form af udløsning af frigørelsesafgift. Det er i denne forbindelse væsentligt at fremhæve, at en forudsætning for den lempelige beskatning af landbrugsejendomme, gartnerier, planteskoler og frugtplantager m.v. (den såkaldte »bondegårdsregel«) er, at grænsen mellem byzoner og landzoner ikke udviskes. Hvis dette sker, vil baggrunden for, at ejendomsvurderingerne i byzone og landzone er væsensforskellige, forsvinde til skade for landbruget og gartnerierhvervet.

Der må således heller ikke ske egentlig byudvikling inden for et lokalplanlagt landzoneområde. Afgørelsen af, om der er tale om en egentlig byudvikling, beror på et konkret skøn. Som generel retningslinie finder miljøministeriet imidlertid, at det afgørende for, at der ikke er tale om byudvikling, er, at der højst må være tale om tilladelse til opførelse af nogle få boliger pr. år i en landsby, at der må være tale om enkelttilladelser, og at der som hovedregel må være tale om byggeri, som kan indpasses i den eksisterende bebyggelse.

Zonelovens placering i systemet for den sammenfattende fysiske planlægning fremgår af lovens formålsbestemmelse, der for det første siger, at lovens formål er at sikre en planmæssig og samfundsøkonomisk hensigtsmæssig udvikling i overensstemmelse med lands-, region- og kommuneplanlægningen, herunder af de mindre bysamfund.

Loven har endvidere til formål at sikre hensynet til befolkningens rekreative interesser og bevarelsen af de landskabelige værdier samt hensynene til råstofressourcerne og de jordbrugsmæssige ressourcer. Ved varetagelsen af disse hensyn bør udgangspunktet udover lands-, region- og kommuneplanlægningen være den planlægning, der er tilvejebragt i henhold til naturfredningsloven, råstofloven og landbrugsloven.

Zonelovens funktion som integreret led i det samlede planlægningssystem følger tillige af lands- og regionplanlovens § 15, stk. 2, hovedstadsregionplanlovens § 10, stk. 2 og kommuneplanlovens § 13, stk. 1.

Disse bestemmelser om retsvirkningerne af planlægningen pålægger amtsrådene/Hovedstadsrådet og/eller kommunalbestyrelserne at virke for planernes gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen f.eks. beføjelserne efter zoneloven. Heraf følger, at zonelovsmyndighedens mulighed for at foretage et konkret skøn skal ses med baggrund i de begrænsninger, der ligger i planernes retningslinier vedrørende de pågældende arealer. En konsekvens af den gældende planlægning kan således blive, at zonelovsmyndigheden må meddele afslag på en ansøgning, der ikke er i overensstemmelse med den overordnede planlægning, hvis planen ikke selv indeholder hjemmel for fravigelser.

Hensigten med de nævnte bestemmelser er at sikre, at region- og kommuneplanlægningen ikke efterhånden gennemhulles ved enkeltstående tilladelser. En sådan tilladelse kan måske isoleret betragtet i forhold til zoneloven forekomme rimelig og forsvarlig, men den kan være i strid med intentionerne i den sammenfattende fysiske planlægning.

I overensstemmelse med disse bestemmelser, der altså også binder amtsrådene/Hovedstadsrådet og/eller kommunalbestyrelsen i administrationen af zoneloven, bestemmer zonelovens § 10a, stk. 4, at miljøankenævnet ved behandlingen af klagesager efter zoneloven skal påse, at region- og kommuneplanlægningen samt anden planlægning vedrørende arealanvendelsen er 11.7lagt til grund for afgørelsen, se afsnit 6.

3. Udnyttelse af arealer og bebyggelse i landzone, der kræver tilladelse

For arealer i landzone kræves det i zonelovens §§ 6-8, at der foreligger en forudgående tilladelse fra zonelovsmyndigheden til enhver udstykning, opførelse af ny bebyggelse, ombygning, tilbygning og ændret benyttelse af eksisterende bebyggelse og af ubebyggede arealer. Undtagelse fra dette krav om forudgående tilladelse er i det væsentlige kun gjort for erhvervsmæssigt nødvendige bygninger for landbrugs- eller skovbrugsejendomme eller for udøvelse af fiskerierhvervet, jfr. afsnit 4 - Om erhvervsmæssigt nødvendig bebyggelse.

Herudover er råstofudnyttelse samt opførelse af mindre bygninger m.v. undtaget, jfr. afsnit 3.2.

En udnyttelse, som lovligt fandt sted før zonelovens ikrafttræden den 1. januar 1970, kan fortsætte uændret uden tilladelse i henhold til loven. Men eventuelle senere om- og tilbygninger eller en ændret anvendelse kræver en sådan tilladelse.

En lovlig udnyttelse af en ejendom, der har været indstillet for kortere tidsrum end 3 år, kan genoptages uden tilladelse, medmindre det må antages, at ejeren har givet afkald på at genoptage den hidtidige udnyttelse, f.eks. ved at udnytte en tilladelse til at anvende ejendommen til andet formål.

3.1. Udstykning

I henhold til lovens § 6 må der i landzonen som hovedregel ikke uden forudgående tilladelse fra zonelovsmyndigheden foretages udstykning eller omdeling.

Udstykninger til oprettelse af nye landbrug, gartnerier, frugtplantager og skovbrug m.v. kræver således zonelovsmyndighedens tilladelse.

Zonelovens § 6 omtaler kun udstykninger og omdelinger. Bestemmelsen finder endvidere anvendelse i de tilfælde, hvor der ved matrikulering oprettes en ny ejendom. Der kræves derimod ikke tilladelse til andre matrikulære forandringer såsom sammenlægninger og skelforandringer.

I henhold til lovens § 6 kræves tilladelse til udstykning ikke, hvis det udstykkede areal sammenlægges med en bestående landbrugsejendom. Ved ordet »sammenlægges« forstås en sammenlægning i matriklen. Derimod kræves der tilladelse efter lovens § 8, såfremt der tilsigtes en ændret anvendelse af restparcellen eller af bygninger på denne, jfr. afsnit 3.3.

3.2. Bebyggelse

Ifølge zonelovens § 7 må der i landzonen ikke uden forudgående tilladelse fra zonelovsmyndigheden opføres ny bebyggelse, medmindre bebyggelsen er erhvervsmæssigt nødvendig for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet.

Udtrykket »bebyggelse« i lovens § 7 omfatter ikke alene opførelse af bygninger, men også etablering af andre faste konstruktioner og anlæg, jfr. byggelovens § 2, stk. 2, eksempelvis antenneanlæg og vindmøller. Også de i byggeloven nævnte transportable konstruktioner er, når disse ikke rent forbigående anvendes bygningsmæssigt, omfattet af zonelovens § 7.

Som hovedregel kræves der således zonelovstilladelse i samme omfang, som der kræves byggetilladelse, medmindre kravet om byggetilladelse alene skyldes teknisk-konstruktive forhold i bygningen. I sidstnævnte tilfælde kan der ikke sluttes fra kravet om byggetilladelse til, at der også kræves zonelovstilladelse.

I overensstemmelse med foranstående finder miljøministeriet, at zonelovstilladelse ikke er fornøden til opførelse af de i bygningsreglementet af 1982, kap. 13.1.-13.8. nævnte bygningsarbejder, der er undtaget fra kravet om byggetilladelse. Herved undtages bl.a. visse bygningsarbejder, der etableres i tilknytning til forsyning og trafik, f.eks. elmaster og transformerstationer, mindre småskure ved beboelseshuse, campinghytter på godkendte campingpladser og kolonihavehuse i planlagte kolonihaveområder. Desuden gælder undtagelsen for tagantenner, åbne svømmebassiner og fritstående havepejse.

I tilknytning til et beboelseshus kan der endvidere uden zonelovstilladelse opføres en radio- eller TV-antennemast på indtil 14 m.

Varetagelsen af zonelovens formål nødvendiggør ikke en tilladelse ifølge § 7 til opførelse af en garage/carport eller et udhus af sædvanlig størrelse, når opførelsen sker i tilknytning til et på den pågældende ejendom værende helårshus.

Det er endvidere umiddelbart tilladt at foretage en tilbygning til eller ombygning af et beboet helårshus, såfremt udvidelsen ikke agtes anvendt i erhvervsøjemed, og såfremt boligens bruttoetageareal, beregnet på baggrund af bygningsreglementets regler herom, ikke herved overstiger 250 kvm. Det bemærkes, at reglen alene vedrører udvidelse uden tilladelse af en eksisterende bolig, men ikke giver ret til at oprette en ny bolig.

I de her omhandlede tilfælde kan bygningsmyndigheden meddele byggetilladelse, uden at der foreligger en tilladelse fra zonelovsmyndigheden.

Opmærksomheden henledes på, at ministeriet for offentlige arbejder ved bekendtgørelse nr. 489 af 28. september 1981 har bemyndiget amtsrådet/Hovedstadsrådet til fra 1. januar 1982 at imødekomme eller afslå ansøgninger om tilladelse til på søterritoriet at anbringe visse mindre bade- og bådebroer. Etableringen af landforbindelsen til sådanne mindre bade- og bådebroer, der er udført efter retningslinier i ministeriet for offentlige arbejders cirkulære, forudsætter ikke tilladelse efter zoneloven.

3.3. Ændret anvendelse

I henhold til lovens § 8, stk. 1, må bestående bebyggelse og ubebyggede arealer i landzone ikke uden forudgående tilladelse fra zonelovsmyndighederne tages i brug til ændret anvendelse dvs. til andre formål end landbrug, skovbrug eller fiskerivirksomhed. Udnyttelse af råstoffer i jorden kan dog finde sted uden zonelovstilladelse. Opmærksomheden henledes imidlertid på, at erhvervsmæssig råstofindvinding kræver tilladelse i henhold til § 7 i lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer.

En ændret anvendelse af bestående bebyggelse, der kræver forudgående tilladelse, vil f.eks. foreligge, når en bolig tages i brug til erhverv (herunder pensionats- eller hotelvirksomhed), eller når anvendelsen af en bygning ændres fra et formål til et andet (f.eks. fra lagerformål til håndværk). Tilladelse kræves også i tilfælde, hvor landbrugets overflødiggjorte driftsbygninger ønskes anvendt til et andet formål, uanset om der er tale om overgang til andet erhverv eller til beboelse, jfr. afsnit 6.15. Der kræves dog ikke tilladelse efter § 8, såfremt en del af en udhusbygning, der er sammenbygget med en beboelsesbygning, i kraft af den under afsnit 3.2. nævnte regel om udvidelse indtil 250 kvm inddrages til beboelse uden tilladelse efter § 7.

Det forhold, at landbrugspligten ophæves på en landbrugsejendom, betragtes ikke i sig selv som en ændret benyttelse, der kræver zonelovstilladelse. Heller ikke de tilfælde, hvor landbrugspligten ophæves på restparcellen, efter at jorden er frastykket, betragtes som ændret anvendelse, såfremt den eksisterende beboelsesbygning på restparcellen fortsat anvendes til helårsbeboelse eller overgår til sommerbeboelse, og de tidligere avls- og driftsbygninger på restparcellen alene udnyttes som udenomsrum.

Når et sommerhus i landzone ønskes taget i brug til helårsbeboelse, må tilladelse i henhold til zonelovens § 8, stk. 1, indhentes forud, hvorimod der efter miljøministeriets opfattelse ikke kræves en sådan tilladelse, når en hidtidig helårsbeboelse overgår til sommerbeboelse. Såfremt et helårshus efter at have været benyttet udelukkende som sommerhus i over 3 år, jfr. afsnit 3, igen ønskes anvendt som helårsbolig, foreligger der en ændret anvendelse, som kræver tilladelse i henhold til § 8, stk. 1. Med hensyn til landbrugsejendomme gælder, at en beboelsesbygning, der har været anvendt til sommerbeboelse, påny kan inddrages til helårsbeboelse, uden tilladelse fra zonelovsmyndigheden, såfremt dette er nødvendigt for at opfylde bopælskravet i landbrugslovens §§ 7 og 16. En ændret benyttelse af et ubebygget areal, der kræver en forudgående tilladelse, vil f.eks. foreligge ved nyindretning af lossepladser, oplagspladser eller lignende samt ibrugtagen af et areal til udstillingsformål. Det samme gælder ibrugtagen af et areal som campingplads og opdeling af et areal i haver til udleje.

Ligeledes vil afholdelse af lejr i en periode over 6 uger kræve tilladelse.

Der skal endvidere gøres opmærksom på, at etablering af en kunstig sø også er en ændret anvendelse, der kræver tilladelse i henhold til zonelovens § 8.

Det skal bemærkes, at en ganske kortvarig ændret benyttelse af en bygning eller af et areal ikke kan betragtes som en ændret anvendelse i zonelovens forstand. En sådan benyttelse kræver således ikke tilladelse efter zonelovens § 8.

4. Erhvervsmæssigt nødvendig bebyggelse

Det følger af zonelovens § 7, at der ikke kræves tilladelse fra zonelovsmyndigheden til opførelse af ny bebyggelse i landzone, når bebyggelsen er erhvervsmæssigt nødvendig for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet.

4.1. Landbrugsejendomme

4.1.1. Ved en landbrugsejendom forstås en ejendom, der i matriklen er noteret som landbrug, gårdbrug, husmandsbrug eller gartneri. Medmindre landbrugsministeren i særlige tilfælde fritager herfor, henregnes til en landbrugsejendom tillige arealer, der uden at være omfattet af noteringen i matriklen ved den seneste vurdering til ejendomsværdi og grundværdi er vurderet under ejendommen. Der bortses dog fra arealer, der af landbrugsministeren er tilladt fraskilt ejendommen efter 1. september 1960.

4.1.2. Det er bygherren, der selv må tage ansvaret for, om der skal indhentes zonelovstilladelse, eller om projektet alene skal anmeldes til kommunen i henhold til byggeloven som erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri, jfr. bygningsreglementets kapitel 13.9.5. I tvivlstilfælde forudsættes bygherren inden byggeriets påbegyndelse at rådføre sig med den pågældende kommune eller zonelovsmyndigheden.

Såfremt kommunen modtager anmeldelse af byggeri, som ikke umiddelbart skønnes erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift, eller såfremt kommunen er i tvivl om, hvorvidt projektet må anses som erhvervsmæssigt nødvendigt, forudsættes sagen forelagt zonelovsmyndigheden til dennes afgørelse.

Ved den planlægningsmæssige afgørelse af, om en bebyggelse er erhvervsmæssigt nødvendig, må der lægges afgørende vægt på fortolkningen af bestemmelserne i landbrugslovens §§ 7, 7a og 7b om landbrugsejendommes drift m.v. Disse bestemmelser er nærmere omtalt i punkt 7 og 9 i landbrugsministeriets cirkulære nr. 207 af 4. december 1980 om lov om landbrugsejendomme.

4.1.3. Ifølge bestemmelserne i § 7, stk. 1, i landbrugsloven skal en landbrugsejendom holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, hvorfra jorden drives af beboerne. En beboelsesbygning, der skal tjene til boligformål i det omfang, det er nødvendigt til opfyldelse af landbrugslovens bestemmelser, må anses som erhvervsmæssigt nødvendig. Med hensyn til beboelsesbygningens størrelse og karakter afhænger spørgsmålet om, hvorvidt den kan anses for erhvervsmæssigt nødvendig, af en konkret vurdering af den påtænkte bygning i forhold til den pågældende ejendoms størrelse, den faktiske driftsform og den mulige erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. En beboelsesbygning på en landbrugsejendom vil traditionelt være noget større end en almindelig parcelhusbolig. Det må dog indgå i vurderingen, om bygningen har en sådan størrelse og karakter, at dette forhold kan forringe ejendommens erhvervsmæssige udnyttelsesmulighed og vanskeliggøre, at ejendommen senere kan sælges til en landmand til en erhvervsmæssig, jordbrugsmæssig drift.

På en tilsvarende måde må der ske en konkret vurdering, hvor der er tale om opførelse af yderligere beboelsesbygninger eller tilbygninger til eksisterende bygninger, f.eks. til forpagter, bestyrer eller medhjælper. Det vil herved bl.a. indgå i bedømmelsen, om ejendommen kan danne grundlag for flere personers fulde arbejdsindsats, også på længere sigt.

Den omstændighed, at indtil 5 personer i fællesskab efter landbrugsloven kan erhverve en landbrugsejendom, medfører ikke ret til opførelse eller indretning af flere boliger eller til opførelse af en beboelsesbygning, hvis størrelse overstiger foran nævnte retningslinier.

Efter zonelovens § 7 gælder den undtagelsesregel for opførelse af beboelsesbygninger på landbrugsejendomme, at såfremt beboelsen ikke opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, skal zonelovsmyndighedens tilladelse indhentes, for så vidt angår beliggenhed og udformning. Såfremt ejendommens bygninger ikke ligger samlet, forstås ved de hidtidige bebyggelsesarealer de arealer, hvorpå hovedparten af ejendommens driftsbygninger ligger, eller det areal hvorpå ejendommens stuehus hidtil har ligget. Ved opførelse af beboelsesbygninger i tilknytning til de nævnte arealer forstås opførelse inden for en afstand af indtil ca. 20 m fra arealerne. Reglen i § 7, stk. 2, er indført ved en ændring af naturfredningsloven og tager udelukkende sigte på at beskytte de landskabelige værdier.

Endvidere henledes opmærksomheden på, at landbrugsministeren i visse tilfælde i medfør af § 8, stk. 6, i landbrugsloven kan bestemme, at der ikke må opføres nye bygninger på en landbrugsejendom, jfr. punkt 10.3. i cirkulære om lov om landbrugsejendomme.

4.1.4. Avls- og driftsbygninger, der udelukkende ønskes opført til jordbrugsmæssige formål i tilknytning til en landbrugsejendoms drift, herunder fodersiloer m.v., må principielt anses for nødvendige for den pågældende ejendoms drift, og sådanne bygninger kan opføres uden zonelovstilladelse.

Størrelsen af de nødvendige bygninger kan variere i betydeligt omfang og er ikke alene afhængig af størrelsen af ejendommens jordtilliggende, men også af den valgte driftsform. På mindre ejendomme kan der eksempelvis foregå en produktion, der kræver ret store driftsbygninger set i forhold til ejendommens arealstørrelse, f.eks. hvis animalsk produktion i væsentligt omfang er baseret på indkøbt foder.

Miljøministeriet finder det imidlertid ikke muligt at fastsætte en arealgrænse for, hvad der må anses for erhvervsmæssigt nødvendig bebyggelse. Spørgsmålet må i de enkelte tilfælde bedømmes konkret.

Ved afgørelsen heraf må der bl.a. lægges vægt på, om virksomheden antager industriel karakter, og om der er en passende driftsmæssig sammenhæng mellem den produktion, der er knyttet til ejendommens driftsbygninger, og den produktion der er knyttet til ejendommens jorder, f.eks. med hensyn til frembringelse af foder m.v., udspredning af gødning eller med henblik på sikring af helårsbeskæftigelse i virksomheden. Der lægges således bl.a. vægt på, hvor store arealer der anvendes til bygninger, dyrefolde m.v., og hvor store arealer der dyrkes landbrugsmæssigt. Der lægges også vægt på produktionens karakter, herunder om der sker en forarbejdning af produkterne, og på, hvor mange personer der på årsbasis beskæftiges i virksomheden.

4.1.5. Såfremt pelsdyravl indgår som et led i en landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse, må pelsdyrhaller i almindelighed anses for erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift som landbrugsejendom.

En forudsætning for, at pelsdyrhaller kan opføres uden zonelovstilladelse, er dog, at der er et passende forhold mellem bygninger og ejendommens jordtilliggende. Det vil således være afgørende for spørgsmålet om bebyggelsens erhvervsmæssige nødvendighed, at en væsentlig del af halm m.v. til dyrene frembringes på ejendommens jorder, og at gødning fra farmens dyrehold kan finde anvendelse på jorderne. Dette krav vil i almindelighed være opfyldt, hvis forholdet mellem bygninger og jordtilliggende svarer til pelsdyrhaller på tilsammen ca. 500 kvm bebygget areal pr. ha landbrugsjord, der hører til ejendommen.

Ved det bebyggede areal forstås alene det samlede overdækkede areal, men derimod ikke eventuelle uoverdækkede gangarealer mellem pelsdyrhallerne eller andre uoverdækkede gangarealer m.v. inden for de indhegnede områder.

Er der tale om en større pelsdyrfarm, dvs. en farm forsynet med mere end 1.500 kvm pelsdyrhaller, må sagen under alle omstændigheder forelægges for zonelovsmyndigheden med henblik på at vurdere, hvorvidt byggeriet forudsætter tilladelse efter zoneloven.

Opmærksomheden henledes på, at denne vurdering ikke bør have form af en zonelovsbehandling, men alene bør være en administrativ konstatering af, om tilladelse kræves.

Pelsdyrfarme på ikke-landbrugspligtige ejendomme kræver altid tilladelse i henhold til zoneloven.

Skulle der opstå tvivl om, hvorvidt et ønsket byggeri kan opføres uden zonelovstilladelse, kan zonelovsmyndigheden indhente en vejledende udtalelse fra matrikeldirektoratet, Titangade 13, 2200 København N., om, hvorvidt bygningerne må anses som erhvervsmæssigt nødvendige.

Er der tale om opførelse af bygninger i et sådant omfang, at det skønnes at ville kunne være i strid med bestemmelsen i § 7, stk. 1, 2. punkt, i landbrugsloven, bør zonelovsmyndigheden, inden der eventuelt meddeles tilladelse efter zoneloven, indhente en udtalelse fra matrikeldirektoratet om, hvorvidt opførelse af bygningerne forudsætter tilladelse efter landbrugslovens § 7, stk. 3.

4.1.6. Drivhuse må principielt anses for nødvendige for en landbrugsejendoms drift som gartneri, og drivhuse kan i disse tilfælde opføres uden zonelovstilladelse. Der kan dog være tilfælde, hvor der i forbindelse med gartneridriften etableres aktiviteter i tilknytning hertil, f.eks. detailsalg, emballerings-, forarbejdnings- eller anden virksomhed i et omfang, der forudsætter zonelovstilladelse.

4.1.7. Opførelse af bygninger m.v. til virksomheder af ikke-jordbrugsmæssig karakter som f.eks. rideskole, ridehal, hestepension, dyrehospital, dyrepension, hundekennel m.v. kræver tilladelse efter zoneloven. Det samme gælder opførelse af driftsbygninger med tilknytning til flere landbrugsejendomme, f.eks. fællesstalde eller fællesanlæg for behandling og forarbejdning af korn, foderstoffer, lucerne, grøntpiller, halm, minkfoder, maskinstationer m.v.

Såfremt zonelovsmyndigheden skønner, at en sådan bebyggelse vil kunne være i strid med bestemmelserne i landbrugslovens § 7, stk. 1, 2. punkt, om, at en landbrugsejendom skal drives på en forsvarlig erhvervsmæssig måde, bør der indhentes en vejledende udtalelse fra matrikeldirektoratet.

4.2. Skovbrug

Ved skovbrug forstås såvel skovbrug, der i medfør af skovloven (lovbekendtgørelse af 4. maj 1979) er undergivet fredskovspligt som ikke fredskovspligtige skove.

Ifølge praksis anses erhvervsmæssigt nødvendig bebyggelse ikke som omfattet af de restriktioner, der gælder for fredskove, men fra skovmyndighedernes side lægges der vægt på, at der ikke i fredskove uden særlig tilladelse opføres bygninger, som ikke fuldt ud opfylder betingelsen om erhvervsmæssig nødvendighed.

Ved administrationen af zoneloven bør der anlægges tilsvarende synspunkter både for fredskov og for ikke-fredskov. For så vidt en bebyggelse er erhvervsmæssigt nødvendig, kræves der således ikke tilladelse fra zonelovsmyndigheden.

For at kunne anses som erhvervsmæssigt nødvendige, må bygningerne skulle tjene skovdriften og for eksempel ikke jagt- eller landbrugsmæssige formål, ligesom der ikke må være tale om bygninger til brug for entreprenørvirksomhed i andre skove end den, hvori de opføres.

Der må lægges vægt på, at bygningerne ikke er indrettet på en måde, der gør dem egnet til natophold eller rekreativ anvendelse.

I skove, hvor der holdes traktor, kan en garage på indtil 40 kvm uden fast gulv være nødvendig. Kun i skove med et bevokset areal over ca. 50 ha kan maskinhuse på over 40 kvm anses for nødvendige. Ansøgninger om tilladelse til opførelse af garager på indtil 40 kvm behandles af de lokale skovdistrikter. Ansøgninger om tilladelse efter skovloven til opførelse af større bygninger behandles af skovstyrelsen.

Bygninger til opbevaring af skovede effekter vil i almindelighed ikke være nødvendige.

Beboelsesbygninger må for at kunne anses som driftsmæssigt nødvendige skulle bebos af en person, der anvender sin fulde arbejdsindsats i skoven med udsigt til varig beskæftigelse. På grund af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en bestemt arealstørrelse som betingelse for opførelse af et beboelseshus, men under normale forhold må der forudsættes et bevokset areal på mindst ca. 100 ha.

Der gøres i denne forbindelse opmærksom på, at en del skovbrugsejendomme består af sammenkøbte parceller, således at skoven består af flere særskilte ejendomme i matrikulær henseende. Det nødvendige arealmæssige grundlag for en beboelse må i givet fald forlanges sikret ved sammenlægning til en samlet fast ejendom, der ikke kan deles uden udstykning.

På store skovejendomme vil der på grund af de senere årtiers udvikling ofte være overflødige skovtjenestehuse, som kan være udlejet til personer, der ikke er beskæftiget på ejendommen. I sådanne tilfælde kan nye beboelseshuse ikke anses for nødvendige. Såfremt ønsket om et nyt beboelseshus begrundes med nødvendigheden af en bedre boligstandard end den eksisterende, vil det kunne stilles som en betingelse, at det overflødiggjorte, gamle hus nedrives.

I sager, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt en bygning kan anses for erhvervsmæssigt nødvendig, skal man henstille til zonelovsmyndigheden at høre skovstyrelsen eller eventuelt det statsskovdistrikt, hvor ejendommen er beliggende.

4.3. Fiskeri

Udøvelse af fiskerierhvervet omfatter både saltvands- og ferskvandsfiskeriet, herunder dambrug.

Redskabsskure og bådehuse er eksempler på bebyggelser, der kan være erhvervsmæssigt nødvendige for udøvelsen af fiskerierhvervet, og som i så fald kan opføres uden tilladelse i henhold til zoneloven. På den anden side henledes opmærksomheden på, at der for større og intensivt drevne dambrug skal ske zonelovsbehandling, herunder om spørgsmålet om funktionærboliger. En zonelovstilladelse vil altid være nødvendig for opførelse af f.eks. fiskemels- og fiskekonservesfabrikker, auktionshaller og lagerhaller. Der henvises til, at disse former for bebyggelse kan være omfattet af naturfredningslovens beskyttelseslinier.

5. Zonelovskompetencen

Kompetencen til at meddele tilladelser i henhold til zonelovens §§ 6-8 indehaves i 1. instans af amtsrådet/Hovedstadsrådet eller kommunalbestyrelsen.

5.1. Hovedreglen er, at amtsrådet/Hovedstadsrådet er zonelovsmyndighed, jfr. lovens § 9, stk. 1.

5.2. I følgende tilfælde er det dog kommunalbestyrelsen, der er zonelovsmyndighed

- I områder, der er omfattet af en godkendt eller endeligt vedtaget lokalplan, når lokalplanforslaget er vedtaget efter den 1. juli 1980, jfr. § 9, stk. 2.

- I områder omfattet af tidligere udarbejdede lokalplaner, der af amtsrådet/Hovedstadsrådet efter kommunalbestyrelsens begæring har fået tillagt samme virkning, jfr. § 9, stk. 2.

- I landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan, jfr. § 9, stk. 3.

- I landsbyer, hvor der ikke foreligger en kommuneplan, men hvor en landsbyafgrænsning er fastlagt af kommunalbestyrelsen i henhold til aftale med amtsrådet/Hovedstadsrådet, jfr. § 9, stk. 4.

Hvis amtsrådet/Hovedstadsrådet ikke kan tilslutte sig en af kommunalbestyrelsen foreslået afgrænsning efter sidstnævnte overgangsordning, kan spørgsmålet indbringes for planstyrelsen, idet miljøministeren har delegeret sin beføjelse til at træffe afgørelse til planstyrelsen. Ifølge lovens § 9, stk. 4, skal kommunalbestyrelsens forslag til kompetenceafgrænsning offentliggøres med en frist til indsigelser på 4 uger, før de endelige forhandlinger med amtsrådet/Hovedstadsrådet finder sted. Loven indeholder ikke nærmere regler for offentliggørelsen. Det anbefales, at offentliggørelsen alene sker ved en annoncering i de stedlige dagblade og/eller ugeaviser f.eks. på samme måde som for lokalplanforslag. Overgangsordningen kan alene anvendes, indtil der foreligger en kommuneplan. En kompetenceafgrænsning i henhold til overgangsordningen, der ikke overføres til kommuneplanen, falder således bort, og zonelovskompetencen går tilbage til amtsrådet/Hovedstadsrådet.

Planstyrelsen har i februar 1984 udgivet en eksempelsamling med en række vejledende forslag til, hvordan afgrænsningen omkring landsbyerne teknisk vil kunne foretages.

Opmærksomheden henledes på, at afgørelser, der i henhold til anden lovgivning, herunder vejlovgivningen, træffes af færdselsmæssige grunde af andre myndigheder (amtsråd og vejdirektoratet) kan medføre, at kommunalbestyrelsens beslutning efter zoneloven ikke umiddelbart kan gennemføres.

5.3. Lovens § 9, stk. 5, indeholder hjemmel for miljøministeren til at udfærdige bekendtgørelse om, at tilladelser efter §§ 6-8 i nærmere angivne tilfælde af mere vidtrækkende betydning i stedet meddeles af ministeren. Denne hjemmel er hidtil ikke benyttet. I henhold til samme bestemmelse kan ministeren endvidere beslutte at overtage afgørelsen i en enkelt konkret sag, der er indbragt for zonelovsmyndigheden i 1. instans, når sagen skønnes at have mere vidtrækkende betydning.

6. Retningslinier for meddelelse af tilladelse i medfør af lovens §§ 6-8

Det fremgår som nævnt i afsnit 2 af de respektive planlægningslove, at zonelovsmyndigheden er bundet af henholdsvis region- og kommuneplanlægningen. Tilsvarende skal miljøankenævnet som ankeinstans efter zonelovens § 10 a, stk. 4, påse, at region- og kommuneplanlægningen samt anden planlægning vedrørende arealanvendelsen er lagt til grund for afgørelsen.

Den første betingelse, der skal være opfyldt, før zonelovstilladelse kan meddeles, er således, at det ansøgte ikke strider mod den sammenfattende fysiske planlægning, jfr. i øvrigt afsnit 2.

6.1. Zonelovsmyndigheden er endvidere bundet af de retningslinier, miljøministeriet har udstedt i henhold til zonelovens § 9, stk. 6. Med hjemmel i denne bestemmelse er udstedt forskrifter i forbindelse med udsendelse af landsplandirektiver i medfør af lands- og regionplanlovens § 4. Forskrifterne for zonelovsmyndighederne er indeholdt i følgende cirkulærer

- Cirkulære nr. 35 af 28. februar 1978 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark.

- Cirkulære nr. 129 af 2. august 1979 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (2. reservationsetape).

- Cirkulære nr. 130 af 6. august 1980 om reservation af arealer til atomkraftværker i Danmark.

- Cirkulære af 25. maj 1981 om reservation af arealer i tilslutning til en eventuel Storebæltsbros landfæster.

- Cirkulære nr. 109 af 25. maj 1981 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (3. reservationsetape samt tillæg til 1. reservationsetape).

- Cirkulære af 12. juni 1981 om udbygning af Københavns lufthavn, Kastrup, samt bygge- og anvendelsesregulerende bestemmelser for områder, der er berørt af miljømæssige gener fra lufthavnen.

- Cirkulære nr. 167 af 28. august 1981 om planlægning af ferie- og fritidsbebyggelse.

- Cirkulære af 5. maj 1982 om reservation af arealer til en rørledning for transport af råolie og kondensat fra Vesterhavet til Fredericia.

Gennem region- og kommuneplanlægningen tilvejebringes et planlægningsmæssigt grundlag, der bl.a. omfatter retningslinier for boligbyggeriets fordeling, retningslinier for byzonernes omfang og afgrænsning og retningslinier vedrørende det åbne land, herunder landsbyerne.

Zonelovsmyndigheden må i hvert enkelt tilfælde vurdere, om en ansøgt bebyggelse/anvendelse i landzone på baggrund af den foreliggende planlægning er forenelig med zonelovens formål, når de forventede følgevirkninger af bebyggelsen/anvendelsen tages i betragtning.

Herudover kan zonelovsmyndigheden tilgodese formål, som er i overensstemmelse med sigtet med planlægningen, men dog ikke detailleret angivet i en planlægning, f.eks. bebyggelse til stedbundne formål samt formål, som det også ud fra en samfundsmæssig betragtning er rimeligt at tilgodese. Forudsætningen må imidlertid være, at behovet er tilstrækkeligt dokumenteret og bedømt i forhold til planlægningen.

6.2. Udstykning

6.2.1. Zonelovens § 6, der kræver zonelovsmyndighedens tilladelse til udstykninger, har ikke til hensigt at lægge hindringer i vejen for oprettelsen af nye landbrugsbedrifter eller gartnerier. I tilfælde, hvor formålet med en udstykning er etablering af et sådant jordbrug, vil tilladelse blive givet. Det forudsættes dog, at et sådant jordbrug er tilstrækkeligt omfattende til at skabe grundlag for en families økonomi. Det er på den anden side muligt for zonelovsmyndigheden at modsætte sig udstykningen, hvis den findes at have et andet hovedformål end det angivne, f.eks. under hensyn til forholdet mellem investeringen i bebyggelse m.v. og det afkast, landbrugsproduktionen på ejendommen må antages at kunne give.

Under hensyn til den særlige ejendomsstruktur inden for skovbruget vil zonelovsmyndigheden normalt ikke kunne modsætte sig udstykninger, der sker som led i sammenlægning af fredskove, såfremt skovene grænser til hinanden, eller der kun er nogle få hundrede meter imellem dem, og der sker matrikulær sammenlægning til en samlet ejendom. Hvad særligt angår de fredskovspligtige parcelskove bør det tillægges stor betydning, at antallet af ejere i den enkelte parcelskov nedbringes mest muligt, og der bør derfor ikke lægges hindringer i vejen for sammenlægninger uanset størrelsen af de enkelte parceller og disses beliggenhed i skoven, men kravet om matrikulær sammenlægning bør også her fastholdes.

Opmærksomheden henledes på udstykningslovens § 3 og landbrugsloven, og det henstilles til zonelovsmyndigheden i givet fald at høre henholdsvis skovstyrelsen eller matrikeldirektoratet, eventuelt begge.

6.2.2. Tilladelse til udstykning med henblik på f.eks. jagt, ophold eller lignende til private rekreative formål bør normalt ikke meddeles, selv om der ikke ønskes bebyggelse. Sådanne udstykninger ønskes ofte foretaget i områder, hvor de landskabelige og rekreative interesser er store, og de kan medføre en belastning af landskabet i henseende til hegning, opstilling af skilte med adgangsforbud, beplantning og terrænændringer m.v. Moseområder, heder, strandenge, mindre skovområder, særligt kuperede partier m.v., som ikke er i intensiv drift, har bestandigt været en værdifuld bestanddel af landskabet, og en udskillelse af sådanne arealer i selvstændigt matrikulerede ejendomme vil være i strid med lovens formål.

Herudover vil ofte gælde, at en udstykningstilladelse ville kunne forårsage landbrugsmæssige ulemper i form af gener for en rationel landbrugsdrift og for fremtidige strukturomlægninger.

6.2.3. Om der bør meddeles tilladelse til frastykning af arealer, der allerede er bebygget med enligt beliggende beboelseshuse, der ikke længere anvendes til deres oprindelige formål, må afhænge af en konkret bedømmelse. Der må herved tages hensyn til risikoen for, at en udstykningstilladelse vil kunne medføre, at der senere fremkommer berettigede ønsker om en yderligere beboelsesbygning på den oprindelige ejendom. Tilladelse bør derfor normalt kun meddeles i tilfælde, hvor det er sandsynliggjort, at der ikke på ny vil kunne blive behov for en ekstra bolig på den oprindelige ejendom. Det bør tillige være en forudsætning for at meddele tilladelse, at husets bygningsmæssige tilstand ikke er så ringe, at det er uegnet til beboelse, således at der ved udstykningen reelt tilsigtes fremskaffet en byggegrund.

6.2.4. Som en særlig gruppe tilfælde kan nævnes frastykning af medhjælperboliger fra landbrugsejendomme. I denne forbindelse bemærkes, at hverken den tekniske eller den økonomiske udvikling inden for landbruget i de seneste år peger i retning af et øget behov for medhjælperboliger. De forannævnte retningslinier kan her uddybes, idet opmærksomheden desuden må henledes på, at en eventuel medhjælper lige så godt kan bo i et nærliggende bysamfund som på selve landbrugsejendommen, medmindre der på landbrugsejendommen er en speciel produktion, der kræver overvågning døgnet rundt. Dette kan være tilfældet ved gartneriejendomme.

Tilladelse til frastykning vil ofte kunne meddeles ud fra en konkret vurdering af sagen, hvor følgende forhold især bør indgå i afvejningen

- Ejendommens størrelse

- Ejendommens driftsform (animalsk produktion, gartneri, planteskole, pelsdyravl m.v.)

- Antallet af øvrige boliger på ejendommen og

- Antallet af beskæftigede på ejendommen (ud over ejeren og dennes familie).

Det bør være en betingelse for tilladelse til frastykning,

at boligen ikke er opført inden for de senere år, og

at boligen i nogle år har været overflødiggjort i forbindelse med ejendommens drift.

Selve beliggenheden af medhjælperboligen i forhold til ejendommens landbrugsbygninger kan også indgå i afvejningen, idet det forekommer mindre rimeligt at bevare tilknytningen til en afsides liggende bolig.

Endelig må der tages hensyn til, om boligen med tilliggende jordarealer har en rimelig hensigtsmæssig beliggenhed med henblik på anvendelse som selvstændig familiebolig.

6.3. Bebyggelse

6.3.1. Ved ansøgning om tilladelse til bebyggelse må der tages udgangspunkt i muligheden for at udnytte det udlæg af byzone, som er sket gennem planlægningen.

Som hovedregel gælder derfor, at zonetilladelse til opførelse og indretning af boliger kun bør meddeles, når et ansøgt byggeri ikke med rimelighed kan henvises til byzone.

Miljøministeriet finder, at det i områderne omkring de eksisterende byzoner er nødvendigt, at zonelovsmyndigheden er yderst tilbageholdende med at give tilladelser til udstykning og bebyggelse i landzone, såfremt sigtet med zoneloven og den stedfundne planlægning ikke skal forskertses ved en uplanlagt spredning af bymæssig bebyggelse.

Herudover gælder generelt, at enligt beliggende enfamilieshuse som hovedregel ikke bør tillades opført i det åbne land.

6.3.2. Ved stillingtagen til en konkret ansøgning om zonelovstilladelse bør der endvidere henses til, om der kan sikres beboerne en rimelig adgang til offentlig og privat service (skoler og dagligvarebutikker m.v.), om der kan tilvejebringes forsvarlige kloakforhold og trafikforhold samt, om beboerne kan sikres mod forureningsulemper, herunder utilfredsstillende støjforhold. Zonelovsmyndigheden bør derfor påse, at boligbyggeri og anden forureningsfølsom arealanvendelse placeres hensigtsmæssigt i forhold til bestående og planlagte virksomheder. Herunder bør man bl.a. sikre, at der ikke opstår miljøkonflikter med eventuelle landbrugsejendomme.

Ligeledes bør zonelovsmyndigheden ved behandling af ansøgning om tilladelse til etablering af virksomheder m.v. tage hensyn til de forureningsmæssige gener, som virksomheden måtte kunne påføre omgivelserne, jfr. nedenfor under afsnit 7. Dette kan navnlig have betydning for så vidt angår den type virksomheder, der er omfattet af kap. 11 i bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 af reglement om miljøbeskyttelse.

Forventninger om, at kloakforholdene og andet bringes i orden ad åre, forkommer i så henseende ikke tilstrækkelige, men der må være en aktuel og konkret mulighed herfor. Der bør således i almindelighed være truffet beslutning om spildevandsbortskaffelsen i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens regler herom. Endvidere må udstykningen og bebyggelsen kunne indpasses på hensigtsmæssig måde i de eksisterende bebyggelses- og vejforhold, uden at strøjramte arealer inddrages. I den forbindelse bemærkes, at naturfredningslovens bestemmelser om vejbyggelinier er ophævet pr. 1. august 1983. Der henvises til miljøministeriets cirkulære af 7. juli 1983 om varetagelse af støjhensyn i den fysiske planlægning efter ophævelse af vejbyggeliniebestemmelsen i naturfredningsloven.

6.3.3. Zonelovsmyndigheden bør desuden ved den enkelte ansøgning påse, at der ikke meddeles tilladelser, der vil kunne komme i strid med hensynet til de rekreative interesser.

Ved de konsekvensændringer, der blev gennemført i zoneloven, da lov om naturfredning blev ændret i 1978, blev det pointeret, at de landskabelige hensyn vedrørende pelsdyrfarme, dvs. anlæg, der har en sådan størrelsesorden, at de kan få en afgørende indflydelse på landskabet i modsætning til begrænsede anlæg i forbindelse med landbrug, vil kunne varetages i medfør af zoneloven.

Efter ophævelse af naturfredningslovens vejbyggelinie bør zonelovsmyndigheden endvidere nu også varetage de hensyn til det landskabelige udsyn fra veje, som hidtil er tilgodeset gennem vejbyggeliniebestemmelsen i naturfredningsloven. Der henvises til miljøministeriets forannævnte cirkulære af 7. juli 1983.

Det henstilles, at zonelovsmyndigheden påser, at der ikke gives tilladelse til at bebygge kystnære arealer, når der kan være risiko for, at de pågældende arealer vil kunne blive oversvømmet eller inden for den påtænkte bebyggelses levetid nedbrudt af havet. I tilfælde af ansøgning om tilladelse til bebyggelse i sådanne områder bør der indhentes en udtalelse fra kystinspektoratet.

6.3.4. Retningslinier for zonelovsadministrationen i landsbyer. Med den ændring af zoneloven, der trådte i kraft 1. januar 1984, er der skabt mulighed for at overføre zonelovskompetencen i landsbyer til kommunalbestyrelsen, jfr. afsnit 5. Denne kompetenceoverførsel tilsigter ingen ændring i administrationen af zoneloven i landsbyerne. Zonelovsmyndigheden skal således foretage nøjagtig den samme afvejning af de forskellige hensyn, hvadenten zonelovskompetencen i den konkrete situation indehaves af amtsrådet/Hovedstadsrådet eller af kommunalbestyrelsen.

Opmærksomheden henledes på, at et af formålene med den seneste ændring af zoneloven er at styrke landsbyerne. Dette bør bl.a. ske under iagttagelse af anvisningerne i landsbykommissionens betænkning (specielt delbetænkning nr. 930 og 931 af henholdsvis maj og august 1981). Landsbykommissionen understreger, at »forudsætningen for at løse eller afhjælpe mange af de problemer, landsbyerne har, er, at de tages seriøst op i planlægningen, fordi nogle af problemerne netop kan henføres til manglende planlægning og styring«. Betænkningen anviser således ikke en styrkelse af landsbyerne gennem en uplanlagt bebyggelse. Kommissionen henviser i øvrigt bl.a. til, at det kan være formålstjenligt at udarbejde f.eks. en bevarende landzonelokalplan.

Det er derfor ikke hensigten, at en afgrænsning af landsbyerne med henblik på kommunalbestyrelsens zonelovskompetence kan erstatte det behov, der i nogle landsbyer er for at udarbejde lokalplan.

Zonelovsmyndigheden må i sin administration af loven i landsbyerne på den ene side sikre, at eventuelle tilladelser ikke forskertser muligheden for gennem en senere planlægning at friholde landsbyens grønninger eller lignende for bebyggelse.

Zonelovsmyndigheden må endvidere overveje, om meddelelse af en tilladelse vil hindre virkeliggørelsen af målsætningen om at styrke nærmere angivne landsbyer. Samtidig må zonelovsmyndigheden dog være opmærksom på, at det som nævnt er en hensigt at styrke landsbysamfundene i overensstemmelse med planlægningen. Administrationen af zoneloven i landsbyerne må således også tilrettelægges under hensyntagen hertil.

Der bør ikke lægges særlig vægt på, om ansøgeren har et familiemæssigt tilknytningsforhold til vedkommende område. Derimod kan et erhvervsmæssigt tilknytningsforhold være et relevant kriterium, idet en bolig eksempelvis kan være med til at sikre forudsætningerne for de erhverv, som må betragtes som naturligt tilknyttet et mindre bysamfund, jfr. ovenfor afsnit 6.1., og som er medvirkende til at opretholde et vist serviceniveau i disse områder.

For at understøtte og bevare grundlaget for det lille lokalsamfund - og derved også støtte den planlægning, der kommer til udtryk i region- og kommuneplanlægningen - vil det i denne situation være væsentligt at kunne lægge vægt på kriteriet erhvervsmæssig tilknytning.

6.3.5. Med hensyn til de små øer henstilles til zonelovsmyndigheden at være imødekommende med at meddele zonelovstilladelse til bygninger til helårsbeboelse og erhvervsanvendelse. Det må dog være en forudsætning for meddelelse af sådanne tilladelser, at den pågældende bebyggelse eller anvendelse ikke er i strid med gennemført eller igangværende planlægning for øerne, og at eventuelle frednings- eller bevaringsbestemmelser iagttages. Tilladelse til udstykning til eller opførelse af sommerhuse bør kun meddeles, dersom en overvejelse af den langsigtede virkning af en sommerhusbebyggelse fører til en antagelse af, at resultatet bliver planlægningsmæssigt acceptabelt og får en gunstig indflydelse på øsamfundet. Der henvises i øvrigt til de notater, der er afgivet af det af miljøministeriet nedsatte embedsmandsudvalg vedrørende det offentliges politik for De Små Øer, specielt fjerde notat fra 1982 og lov nr. 620 af 21. december 1983 om støtte til de små øsamfund (Trafikstøtte m.v.). Opmærksomheden henledes dog på, at notaterne alene omhandler øer med en befolkning fra ca. 20 til ca. 1.100 helårsbeboere. Også for endnu mindre øer henstilles en lempelig zonelovspraksis.

6.3.6. Miljøministeriet er af den opfattelse, at zonelovsmyndighederne normalt bør meddele tilladelse til genopførelse af nedbrændt bebyggelse, såfremt der ret hurtigt efter branden søges zonelovstilladelse. Der skal dog ikke meddeles tilladelse, hvis der foreligger omstændigheder, der klart taler herimod. Som eksempel på sådanne nærmere omstændigheder kan nævnes tilfælde, hvor den nedbrændte bygning ikke var lovligt opført eller tilfælde, hvor bebyggelsen under alle omstændigheder ville have haft en begrænset levetid under hensyn til dens alder og vedligeholdelsestilstand.

Man henleder opmærksomheden på, at eventuel tilladelse til genopførelse af nedbrændt bebyggelse kan gøres betinget af bl.a., at den hidtidige bebyggelses størrelse, anvendelse og karakter i det væsentligste bevares.

For så vidt angår ansøgninger om tilladelse til istandsættelse m.v., der går udover almindelige reparations- og vedligeholdelsesarbejder af eksisterende bygninger, er det miljøministeriets opfattelse, at zonelovsmyndigheden som udgangspunkt bør være imødekommende med at meddele tilladelse for så vidt angår beboede bygninger eller bygninger, der indtil for nylig har været beboet, og hvor det med rette kan anføres, at de værdier, som den eksisterende bygning repræsenterer, ellers ville gå tabt.

For så vidt angår tomme bygninger er der imidlertid en glidende overgang til de tilfælde, hvor en bygning, der har været forladt i en årrække, er så forfalden og kommet i en sådan tilstand, at en »istandsættelse« i virkeligheden ikke er mulig, hvorfor der reelt er behov for at opføre en ny bebyggelse på grunden.

I de sidstnævnte tilfælde, hvor der f.eks. ikke opnås rimelige besparelser ved at udnytte den eksisterende bebyggelse sammenlignet med at opføre en ny bygning, bør zonelovsmyndigheden som udgangspunkt lægge de samme hensyn til grund som ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse til opførelse af helt ny bebyggelse.

6.3.7. Når udnyttelse af råstoffer i jorden finder sted i landzone, jfr. afsnit 3.3., vil det være rimeligt at tillade den bebyggelse på stedet, som er erhvervsmæssigt nødvendig for råstofudnyttelsen. På den anden side bør der ikke gives udstykningstilladelse i forbindelse med råstofudnyttelse, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende. En eventuel tilladelse bør betinges af, at arealet efter ophørt råstofindvinding sammenlægges med en landbrugs- eller eventuelt skovbrugsejendom.

6.3.8. Med hensyn til vindmøller gælder, som foran nævnt under afsnit 3.2., at disse er omfattet af begrebet bebyggelse i lovens § 7 og derfor kræver zonelovstilladelse. På baggrund af energisituationen finder miljøministeriet imidlertid, at der bør lægges så få hindringer som muligt i vejen for etablering af små vindmøller (under 100 kW), og at der derfor, uanset hvilken fredningsinteressezone sagen vedrører, normalt bør meddeles zonelovstilladelse uden fastsættelse af særlige vilkår med hensyn til placering af sådanne små vindmøller. Afslag til en ønsket placering bør derfor alene meddeles i de undtagelsestilfælde, hvor særdeles vægtige landskabelige hensyn taler afgørende imod. Opmærksomheden henledes dog på, at der fortsat bør stilles vilkår om, at vindmøller fjernes uden udgift for det offentlige, såfremt de er ubenyttet i en periode længere end et år.

6.4. Ændret anvendelse

6.4.1. Afgørelsen af, om en ændret benyttelse af bestående bebyggelse vil kunne tillades, bør i første række træffes på grundlag af de samme kriterier, som lægges til grund ved spørgsmålet om tilladelse til opførelse af ny bebyggelse. Dette gælder også, selv om der i forbindelse med den ændrede benyttelse af bebyggelsen ikke foretages en ombygning. Det må imidlertid tillige tages i betragtning, at bygningen allerede findes det pågældende sted, og at der er særlige hensyn at tage til bevarelsen og udnyttelsen af sådanne allerede eksisterende værdier. Der bør derfor normalt meddeles tilladelse til en ændret anvendelse, såfremt den ønskede anvendelse ikke kan antages at være mere belastende for miljøet end den hidtidige.

6.4.2. Zonelovens § 8, stk. 2, indeholder den specielle regel, at hvis overflødige landbrugsbygninger ønskes anvendt til anden erhvervsmæssig virksomhed, skal tilladelse meddeles, medmindre den ønskede virksomhed skønnes at ville få et sådant omfang, at dens udøvelse vil være i afgørende modstrid med de hensyn bl.a. om forholdet til planlægningen, som loven tilsigter at varetage. § 8, stk. 2, omfatter såvel overflødige bygninger på en eksisterende landbrugsejendom som bygninger på et nedlagt landbrugs restparcel, såfremt bygningerne ikke er overgået til anden anvendelse. Det understreges, at der skal være tungtvejende grunde til at meddele et afslag. Det kan f.eks. nævnes, at vejadgangsforholdene kan være til hinder for udnyttelse af en tilladelse. Der henvises herved til ministeriet for offentlige arbejders cirkulæreskrivelse af 1. december 1977 om adgang fra adgangsbegrænsede vejstrækninger til landbrugsbygninger, der ikke længere har landbrugsmæssig anvendelse.

Man gør dog opmærksom på, at der på landbrugsejendomme i drift, efter at der er meddelt tilladelse til ændret anvendelse af overflødige driftsbygninger, på ny kan opstå behov for driftsbygninger, som må karakteriseres som erhvervsmæssigt nødvendige. Opførelse af sådanne bygninger kræver ikke zonelovstilladelse, jfr. zonelovens § 7.

Tilladelse til ændret anvendelse af overflødige driftsbygninger bør derfor meddeles på vilkår, at bygningerne kan kræves tilbageført til landbrugsmæssigt formål, såfremt der opstår behov herfor. Der vil herved blive givet zonelovsmyndigheden mulighed for at vurdere, om der bør gives tilladelse til at fortsætte den ændrede anvendelse i de oprindelige driftsbygninger, samtidig med at der opføres nye bygninger som erhvervsmæssigt nødvendige.

6.4.3. Hvor der søges om tilladelse til at ændre anvendelsen af et fritidshus til helårsbeboelse, bør ansøgningen i de tilfælde, hvor bygningen er opført som fritidshus, behandles som ansøgning om tilladelse til nyopførelse af et helårshus. Har fritidshuset oprindeligt været et helårshus, kan der dog efter omstændighederne meddeles tilladelse til igen at tage huset i anvendelse til helårsbeboelse. Der bør ved afvejningen lægges afgørende vægt på længden af den periode, hvor huset ikke har været anvendt til helårsbeboelse, og på hvor mange helårshuse, der ligger i nærheden. Endvidere bør husets kvalitet indgå i bedømmelsen.

6.5. Tilladelser i medfør af zonelovens § 9 kan betinges, jfr. § 10.

Hensynet til bevarelsen af landskabelige værdier eller zonelovens formål i øvrigt vil undertiden tilsige, at en tilladelse gøres betinget. Betingelsen kan f.eks. dreje sig om en særlig placering og udformning af en ny bebyggelse, om at udendørs oplag ikke må finde sted, om beplantning og hegning omkring skæmmende anlæg m.v.

Hvor en ansøgt ny bebyggelse eller anvendelse af bestående bygninger må antages at ville foregribe eller stride mod kommende planlægning, kan en tilladelse gøres midlertidig, således at tilladelsen kun er gældende et bestemt antal år, eller så længe pågældende person/firma ejer ejendommen og driver virksomhed derfra.

Endelig kan der i tilfælde, hvor tilladelsen er særligt begrundet i ansøgerens forhold, være grund til at meddele tilladelsen som en personlig tilladelse for ansøgeren.

Zonelovsmyndigheden drager omsorg for, at betingelserne tinglyses på ejendommen, jfr. lovens § 10, stk. 2.

6.6. Ved lov af 6. maj 1980 om ændring af zoneloven er der i lovens § 9, stk. 10, indføjet en bestemmelse om, at en uudnyttet tilladelse bortfalder efter 3 år. Dette er sket for at undgå den usikkerhed, der ellers kan være med hensyn til, om en konkret og uudnyttet zonelovstilladelse er forældet. Udnyttelsen af zonelovstilladelsen må således - hvis den ikke skal forældes - påbegyndes, inden 3 årsfristen udløber, og udnyttelsen må fortsætte i sædvanligt tempo herefter.

7. Forholdet til anden lovgivning

Zoneloven medfører ingen ændring i bestemmelser i anden lovgivning om udstykning, opførelse af ny bebyggelse og ændret benyttelse af bestående bebyggelse og af ubebyggede arealer i landzone.

Selv om en udstykning eller en ny bebyggelse m.v. er umiddelbart lovlig i henhold til zonelovens §§ 6-8, eller der foreligger tilladelse i henhold til lovens § 9 fra zonelovsmyndighederne til en udstykning eller en ny bebyggelse m.v. i landzone, vil også anden lovgivning kunne finde anvendelse på forholdet.

Den, der ønsker at foretage en udstykning eller opføre en ny bebyggelse m.v., bærer selv ansvaret for, at bestemmelserne i anden lovgivning er overholdt, og må selv drage omsorg for, at de i henhold til den pågældende lovgivning eventuelt nødvendige tilladelser fra andre myndigheder opnås.

Det kan nævnes, at det ofte i forbindelse med zonelovstilladelser også vil være påkrævet med en tilladelse efter naturfredningsloven eller landbrugsloven. For sidstnævntes vedkommende bemærkes, at enhver ikke-landbrugsmæssig arealanvendelse af en landbrugsejendoms jorder i princippet forudsætter landbrugsministeriets tilladelse.

Som eksempler på anden lovgivning, der ofte vil være relevant i forbindelse med en zonelovsansøgning, kan nævnes kommuneplanloven, byggelovgivningen, vejlovgivningen og miljøbeskyttelsesloven.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at større bygge- og anlægsarbejder forudsætter udarbejdelse af en lokalplan, jfr. miljøministeriets cirkulære nr. 39 af 11. februar 1977 (opsamlingscirkulæret) afsnit 5.2.

For så vidt angår byggelovgivningen skal opmærksomheden henledes på zonelovens § 11, stk. 5, hvorefter byggetilladelse i henhold til byggelovgivningen ikke må meddeles, så længe zonelovstilladelsen ikke kan udnyttes.

Det kan også nævnes, at vejadgangsregler kan være til hinder for en ændret udnyttelse af parceller langs hovedlandeveje og landeveje, og visse kommuneveje. Dispensation fra adgangsbestemmelserne kan meddeles af vedkommende vejbestyrelse.

Sikring af miljøbeskyttelseshensyn kan undertiden nødvendiggøre placering af særligt forurenende virksomheder i landzone uden tilknytning til bymæssig bebyggelse. Man henleder i denne forbindelse opmærksomheden på, at det i miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., kap. 12, pkt. 5, udtales, at i de tilfælde, hvor tilladelse efter zoneloven er nødvendig, bør godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5 ikke meddeles, før zonelovsmyndigheden har truffet sin afgørelse.

Visse mindre virksomheder, der ikke kræver godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 35, kan i stedet gøres til genstand for efterfølgende regulering i medfør af bestemmelserne i miljøbeskyttelsesreglementet, jfr. bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982, kap. 11.

8. Klageregler m.v.

8.1. I henhold til lovens § 9, stk. 8, skal afgørelsen meddeles skriftligt til ansøgeren. Tilladelser skal endvidere i henhold til § 9, stk. 9, offentliggøres.

Offentliggørelsen skal ske ved annoncering i stedlige, periodiske blade, der er almindeligt udbredt i området, herunder eventuelt i ugentlige lokalblade.

Ifølge lovens § 9, stk. 9, 2. punktum, kan miljøministeriet fastsætte nærmere regler for offentliggørelsen, herunder at offentliggørelse i nærmere angivne tilfælde ikke skal finde sted. Der henvises herved til bekendtgørelse nr. 301 af 23. juni 1980.

Ifølge bekendtgørelsens § 2 skal en tilladelse ikke offentliggøres, hvis den er i overensstemmelse med en endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan. Tilladelsen skal heller ikke offentliggøres, hvis den ikke skønnes at medføre ændringer i det bestående miljø, eller hvis offentliggørelse i øvrigt må anses for unødvendig, eller af særlige årsager er udelukket.

Offentliggørelse vil f.eks. være unødvendig, hvis der er sket særskilt skriftlig underretning om afgørelsen med oplysning om klageadgang, til alle der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen.

For så vidt angår tilladelser, der må forventes at berøre en større kreds end naboerne, skal man henstille, at der fortsat finder offentliggørelse sted.

Det skal understreges, at klagefristen i zoneloven suspenderes, hvis offentliggørelse undlades med urette.

Zonelovsmyndighedernes afgørelser skal indeholde oplysning om, at afgørelsen kan påklages inden 4 uger fra den dag, den er meddelt den pågældende, at klage kan indgives af 1) ansøgeren, 2) enhver, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i sagens udfald, og 3) amtsrådet/Hovedstadsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen, samt at en tilladelse bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt.

Ved offentliggørelse af en tilladelse beregnes 4 ugersfristen fra offentligørelsen. Om beregning af klagefristen, se nedenfor under afsnit 8.3.

En tilladelse kan ikke udnyttes før udløbet af klagefristen. Er der indgivet klage, kan tilladelsen ikke udnyttes, medmindre ankeinstansen opretholder tilladelsen.

8.2. Klageberettiget er bl.a. enhver, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i sagens udfald.

Om forståelsen af, hvem der kan antages at have en sådan interesse, er der dels i betænkning af 26. marts 1980 afgivet af folketingets miljø- og planlægningsudvalg (Folketingstidende B sp. 583), dels ved folketingsbehandlingen i øvrigt fremsat nogle synspunkter, der må lægges til grund ved fortolkningen af begrebet »væsentlig, individuel interesse«. Herefter må foruden enkeltpersoner med væsentlig, individuel interesse i sagens udfald tillige foreninger og grupper i lokalsamfundet samt landsomfattende foreninger, der har formål, der ligger nær by- og landzonelovens formål, antages at have klageadgang.

8.3. Klagefristen på 4 uger regnes fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren/kommunalbestyrelsen eller er offentliggjort. Fristen regnes fra den seneste dato.

Afgørelsen anses almindeligvis for at være meddelt den pågældende dagen efter, at zonelovsmyndigheden har afgivet afgørelsen til postbesørgelse, eller datoen for offentliggørelse.

8.4. Afgørelsen indbringes for det i henhold til miljøbeskyttelsesloven nedsatte miljøankenævn, hvis afgørelse er endelig.

Ankenævnet har for så vidt angår zonelovsklager en særlig sammensætning, idet det foruden formanden eller dennes stedfortræder består af 4 medlemmer, der beskikkes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark og Hovedstadsrådet i forening, planstyrelsen og fredningsstyrelsen i forening samt de særligt interesserede statslige myndigheder.

Det er alene afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet/Hovedstadsrådet, der kan indbringes for nævnet. Derimod kan miljøankenævnet ikke behandle de afgørelser, hvor miljøministeren har truffet afgørelse som 1. instans, jfr. lovens § 9, stk. 5. Ankeadgangen her er ophævet ved lovændringen af 8. juni 1983.

Mange zonelovssager vil indeholde spørgsmål i relation til kommuneplanloven. Sådanne spørgsmål er fortsat reguleret af kommuneplanlovens regler, herunder klageadgangen til planstyrelsen i henhold til denne lovs § 48, stk. 1.

8.5. Man henleder opmærksomheden på, at klageskrivelsen skal sendes til den myndighed - amtsrådet/Hovedstadsrådet eller kommunalbestyrelsen - der har truffet afgørelsen i 1. instans. Den pågældende myndighed vil videresende klagen til planstyrelsen, der fungerer som sekretariat for miljøankenævnet.

Når zonelovsmyndigheden videresender klagen til planstyrelsen, bør zonelovsmyndigheden fremsætte bemærkninger til klagen samt vedlægge kopi af sagens akter. I sine bemærkninger bør vedkommende zonelovsmyndighed tage stilling til eventuelle nye argumenter eller oplysninger fra en klager.

Zonelovsmyndigheden skal ved sagens fremsendelse til miljøankenævnet redegøre for forholdet til kommune- og regionplan, jfr. ovenfor under afsnit 2. Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsen, i de tilfælde, hvor amtsrådet som zonelovsmyndighed anmoder kommunalbestyrelsen om en udtalelse, samtidig med udtalelsen redegør for forholdet til kommuneplanen og anden relevant planlægning. Det vil endvidere ofte være af interesse at få oplyst, om vedkommende kommunale eller amtskommunale udvalg har foretaget besigtigelse i sagen.

Da klagen skal afgøres af et nævn, hvis medlemmer oftest vil savne kendskab til den pågældende lokalitet, bør sagens bilag ofte suppleres med kortbilag og andet illustrerende materiale, der på tydelig måde viser vedkommende ejendoms beliggenhed i forhold til veje og omgivelserne i øvrigt.

Opmærksomheden henledes på, at den zonelovsmyndighed, til hvem klagen er indgivet, skal påse, at den, som tilladelsen er meddelt, underrettes om klagen og om klagens opsættende virkning på tilladelsen.

8.6. I henhold til zonelovens § 11, stk. 6, skal zonelovsafgørelser indeholde klagevejledning. Også i de tilfælde, hvor 1. instansen afviser at realitetsbehandle sagen, skal der som hovedregel meddeles klagevejledning, idet der herved gives ansøgeren mulighed for at lade miljøankenævnet tage stilling til, om sagen burde have været realitetsbehandlet i 1. instans. Undtagelse fra reglen bør alene ske i de sager, der afvises, fordi samme sag allerede har været behandlet af zonelovsmyndigheden på samme grundlag som det foreliggende. I disse situationer bør der ikke gives klagevejledning.

Miljøministeriet skal henstille, at zonelovsmyndigheden i videst muligt omfang søger at tilrettelægge sagsbehandlingen med henblik på en samtidig sagsbehandling i de tilfælde, hvor flere spørgsmål kræver myndighedsbehandling. Eksempelvis bør zonelovsmyndigheden samtidig med, at der meddeles tilladelse (efter § 6) til en udstykning, der foretages med byggeri for øje, så vidt muligt samtidig tage stilling til, om der kan gives tilladelse til det pågældende byggeri (§ 7). En sådan tilladelse vil for zonelovsmyndighedens vedkommende kunne meddeles ved angivelse af karakteren af bebyggelsen og dens fremtidige anvendelse. Den konkrete byggesag behøver herefter ikke til sin tid at forelægges zonelovsmyndigheden, idet bygningsmyndigheden ved udfærdigelse af byggetilladelse påser, at betingelserne i zonelovstilladelsen overholdes.

Miljøministeriet, den 29. juni 1984

Christian Christensen

/Erik Lindegaard

Ingen