Cirkulære om gennemførelse i Danmark af Rådets direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om gennemførelse i Danmark af Rådets direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter
Den 28. marts 1983 vedtog EF's Ministerråd direktivet om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (83/189/EØF), offentliggjort i EF-tidende nr. L 109 af 26. april 1983. Fristen for medlemsstaternes forpligtelse til at sætte de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger i kraft udløb den 30. marts 1984. Med vedtagelsen af dette direktiv skifter proceduren om status quo og underretning af EF-Kommissionen karakter ved, at den hidtidige »gentlemen's agreement« afløses af en egentlig retsakt, der kan håndhæves af EF-Domstolen.
Dette cirkulære angår kun gennemførelsen af direktivet for så vidt angår tekniske forskrifter.
Direktivet indeholder to hovedforpligtelser for medlemsstaterne
a. En pligt til overfor Kommissionen at notificere alle udkast til tekniske forskrifter, der ligger indenfor direktivets anvendelsesområde.
b. En pligt til indenfor en vis frist, regnet fra notifikationen, at undlade at fastsætte den notificerede tekniske forskrift (status quo).
For at undgå, at en forskriftsudstedende myndighed skal foretage to notifikationer af stort set samme indhold, er der i afsnittet »Nærmere udformning af notifikationen« tilføjet de oplysninger, som er nødvendige af hensyn til den fortsat gældende notificeringsforpligtelse over for GATT's sekretariat, jfr. Industriministeriets cirkulære af 27. juni 1980 om gennemførelse i Danmark af den internationale aftale om tekniske handelshindringer. For notifikationer til GATT gælder, at der tillige skal offentliggøres en kort meddelelse om de påtænkte forskrifter i »Standard Nyt«.
DIREKTIVETS ANVENDESLESOMRÅDE
Direktivet omfatter »tekniske forskrifter«, hvorved forstås tekniske specifikationer, herunder administrative bestemmelser for industrielt fremstillede produkter, som retligt eller faktisk skal overholdes, for at et produkt kan markedsføres eller anvendes i en medlemsstat.
Teknisk specifikation defineres i direktivet som en specifikation, der indeholdes i et dokument, som fastlægger karakteristika for et produkt, som f.eks. kvalitet, brugsegenskaber, sikkerhed, dimensioner, herunder terminologiske forskrifter for varen, symboler, prøvning og prøvningsmetoder, emballering, mærkning eller etikettering.
Direktivet gælder for tekniske forskrifter vedrørende alle industrielt fremstillede produkter, bortset fra landbrugsprodukter (EØF-traktatens art. 38), produkter beregnet til menneskeføde og dyrefoder, lægemidler (direktiv 65/65/EØF) og kosmetik (direktiv 76/768/EØF).
Inden for sit anvendelsesområde afløser direktivet de forskellige status quo-aftaler, f.eks. status quo-aftalen af 28. maj 1969 med senere ændringer. For de produktkategorier, som er undtaget fra direktivet, gælder disse aftaler fortsat.
NOTIFIKATIONSPLIGTEN
OMFANG
Pligten til at notificere udkast til tekniske forskrifter til EF-Kommissionen omfatter principielt alle udkast, bortset fra regler, der enten tjener til opfyldelse af forpligtelser efter fællesskabsdirektiver eller til opfyldelse af internationale aftaler, når disse medfører ensartede tekniske specifikationer i Fællesskabet.
TIDSPUNKT FOR NOTIFIKATIONEN
Efter direktivets art. 8 skal medlemsstaterne straks sende Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift. Af motiverne fremgår, at dette senest skal ske, når udkastet er ved at tage fast form. Tidspunktet er ikke hermed helt entydigt fastlagt, men der skal under alle omstændigheder notificeres så betids, at status quo-forpligtelsen kan overholdes.
NOTIFIKATIONENS INDHOLD
Pligten til notifikation omfatter hele udkastet samt begrundelsen for, at det er nødvendigt at indføre forskriften.
I tilfælde, hvor udkastet er en gengivelse af en international eller europæisk standard i dens helhed, er indholdet EF-Kommissionen bekendt, hvorfor det er tilstrækkeligt med en simpel meddelelse. Om den nærmere tekniske udformning af notifikationerne, se nedenfor.
NÆRMERE UDFORMNING AF NOTIFIKATIONEN
Notifikationen sker dels i form af fremsendelse af udkastets fulde tekst, dels ved fremsendelse af en forkortet, standardiseret telex-meddelelse. Meddelelsen indgår automatisk i en databank, oprettet af EF-Kommissionen til formålet.
Fremsendelse af den fulde tekst sker, som andre meddelelser til fællesskabsmyndigheder, via Udenrigsministeriet.
Notifikation pr. telex foretages af Industriministeriet på grundlag af en skriftlig meddelelse, modtaget fra de forskriftsudstedende myndigheder indeholdende mindst nedennævnte oplysninger
1. Navnet på den myndighed, som har udarbejdet udkastet til den tekniske forskrift.
2. Udkastets officielle titel.
3. Angivelse af, hvilke produkter udkastet omfatter.
4. Angivelse om muligt af hvilke positioner i CCCN-nomenklaturen, der er omfattet af udkastet.
5. Hovedindholdet af udkastet, beskrevet i telegramstil (maksimum 10 linier a 69 anslag).
6. Begrundelsen for udkastet (maksimum 10 linier a 69 anslag).
7. Angivelse af, hvilke forskrifter udkastet tilsigter at ændre eller som berøres.
8. Angivelse af, om sikkerhedsklausulen anvendes.
9. I tilfælde af sikkerhedsklausulens anvendelse en kort begrundelse herfor.
Hvis den påtænkte tekniske forskrift kan få en væsentlig indflydelse på samhandelen med andre stater, der har tilsluttet sig GATT-aftalen om tekniske handelshindringer, er udkastet tillige notifikationspligtigt i henhold til denne aftale.
Det vil i så tilfælde være hensigtsmæssigt, om dette angives på meddelelsen og denne udarbejdes på engelsk eller fransk.
Meddelelsen må til dette brug indeholde følgende yderligere oplysninger
1. Om notifikationen sker i henhold til art. 2.5.2., 2.6.1., 7.3.2. eller 7.7.1. i den pågældende aftale. (Se nærmere industriministeriets cirkulære af 27. juni 1980).
2. Udkastets foreslåede udstedelses- og ikrafttrædelsesdato.
3. Sidste frist til at afgive kommentarer.
4. En angivelse af det sted, hvor udkastets fulde tekst kan rekvireres. Det kan være den udstedende myndighed eller national »enquiry point«, d.v.s. Dansk Standardiseringsråd.
Industriministeriet vil sørge for, at notifikationen er i overensstemmelse med GATT-aftalen og derpå videresende den til GATT-sekretariatet gennem Udenrigsministeriet.
STATUS QUO-FORPLIGTELSEN
Indholdet af de udkast til tekniske forskrifter, der skal notificeres, må tidligst vedtages tre måneder efter, at den fulde ordlyd er meddelt EF-Kommissionen.
Herved forstås, at indholdet af forskriften ikke må fastsættes endeligt før fristens udløb d.v.s. et lovforslag vedtages ved 3. behandling eller en bekendtgørelse underskrives af den udstedende myndighed. Lovforslag bør normalt ikke fremsættes før fristens udløb. Fremsættes der lovforslag inden fristens udløb, må det klart tilkendegives i lovforslagets bemærkninger, at lovens endelige vedtagelse forudsætter, at notifikationsproceduren er gennemført uden indsigelser fra Kommissionen eller de andre medlemsstater.
Fristen forlænges med yderligere tre måneder, hvis Kommissionen eller en medlemsstat inden for de første tre måneder afgiver en begrundet udtalelse om, at udkastet bør ændres for at fjerne eller mindske handelshindringer, som forskriftens udstedelse kunne medføre. Forpligtelsen til at opretholde status quo kan endelig forlænges til et år regnet fra notifikationen, hvis Kommissionen inden tre måneder fra dennes modtagelse tilkendegiver at ville foreslå eller vedtage et direktiv på området.
Forpligtelsen til at opretholde status quo gælder dog ikke, hvis en medlemsstat af presserende grunde, der vedrører folkesundheden eller sikkerheden, er nødt til at udarbejde tekniske forskrifter og vedtage dem i løbet af meget kort tid. En sådan beslutning skal omgående meddeles Kommissionen. Medlemsstaten skal i denne meddelelse orientere om, hvad der kan berettige den til at træffe foranstaltningerne så hurtigt.
Direktivets sikkerhedsklausul har en meget begrænset rækkevidde, både fordi den ifølge sin ordlyd har et mere snævert anvendelsesområde end traktatens art. 36, og fordi det stilles som en yderligere betingelse, at de påtænkte foranstaltninger skal være af så hastende karakter, at de ikke kan afvente udløbet af de normale tidsfrister.
At status quo-ordningen nu er gennemført ved et direktiv og ikke som tidligere en aftale, har den virkning, at medlemsstaterne, ikke uden at følge direktivets procedure, lovligt kan udstede nye forskrifter på området.
ADGANG TIL ANDRE MEDLEMSSTATERS NOTIFIKATIONER
Notifikationstelexen og eventuelle senere kommentarer (se nedenfor) indgår i en databank, som EF-Kommissionen opretter til dette formål. I denne forbindelse foretages en oversættelse til samtlige fællesskabssprog. Medlemsstaternes myndigheder har mulighed for at trække oplysninger fra databanken via Euronet. I denne forbindelse bemærkes, at kun myndigheder har denne adgang som følge af fortrolighedskravet i direktivets art. 8, stk. 4.
KOMMENTARER TIL ANDRE MEDLEMSSTATERS NOTIFIKATIONER
Muligheden for, at andre medlemsstater kan fremkomme med kommentarer, er en vigtig del af direktivets system. Dette kan ske på samme måde som notifikationstelex, indeholdende nedennævnte oplysninger
1. Angivelse af den myndighed, som har fremsendt notifikationstelex.
2. Angivelse af den myndighed, der har udarbejdet udkastet til teknisk forskrift.
3. Nummeret på den notifikation, som kommentaren angår (denne oplysning kan trækkes ud af databanken).
4. Det retlige grundlag for kommentaren: a. Direktivets art. 8,
stk. 2, der blot medfører, at den udstedende myndighed i videst muligt omfang skal tage hensyn til kommentaren, eller b. direktivets art. 9, stk. 1, begrundet i risiko for betydelige handelshindringer. En henvisning til denne bestemmelse medfører, at status quo-forpligtelsen forlænges med tre måneder.
5. Indholdet af selve kommentaren i fri tekst.
Der vil ved gennemførelsen af notifikationerne og fremsendelse af kommentarer være behov for at kende følgende adresser
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K.
Telefon: 01-92 00 00, telex 31292 Etr DK
Industriministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K.
Telefon: 01-12 11 97, telex 22373 Sofart
Dansk Standardiseringsråd
Aurehøjvej 12
2900 Hellerup
Telefon: 01-62 93 15, telex 15615 Dansta DK
INDUSTRIMINISTERIET DEN 28. JUNI 1984.
Ib Stetter
/Kaete W. Andreasen