Cirkulære om vedligehold af rabatter, skråninger, grøfter m.v. langs offentlige veje
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om vedligehold af rabatter, skråninger, grøfter m.v. langs offentlige veje
1. Indledning
Dette cirkulære omhandler vedligehold af arealer, der er bevokset med græs, urter eller lyng, og som er beliggende på vejskråninger, i heller, oversigtsarealer, side-, midter- og skillerabatter samt i vejalen, grøfter og trug.
Cirkulæret er udfærdiget af ministeriet for offentlige arbejder i medfør af § 6 i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975) og § 24, stk. 3, i lov om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 587 af 20. november 1975) og erstatter ministeriets cirkulære af 26. oktober 1971 og af 29. marts 1974 samt cirkulæreskrivelse af 4. juli 1975.
For så vidt angår hovedlandeveje er reglerne bindende. Slåning af rabatter m.v. langs hovedlandeveje må derfor kun finde sted i det omfang, dette er i overensstemmelse med de nedenfor angivne bestemmelser.
For så vidt angår landeveje og kommuneveje har reglerne karakter af vejledninger.
Samtidig med udsendelsen af dette cirkulære udsender vejdirektoratet et informationshæfte om græsslåning m.v., udarbejdet af vejregeludvalget. Informationshæftet uddyber og supplerer cirkulærets bestemmelser.
2. Ordinær slåning
Ordinær slåning foretages en gang hvert år om efteråret efter afblomstring. Slåningen må således normalt tidligst påbegyndes den 20. august og bør være afsluttet inden udgangen af oktober.
Slåning af arealer uden for kronekant kan undlades, hvis den ikke er nødvendig for at hindre f.eks. snelæg, brandfare, utilfredsstillende afvanding eller uønsket opvækst.
Lyngbevoksede arealer må kun slås eller afbrændes, når det - med flere års mellemrum - er nødvendigt for at forynge bevoksningen.
3. Slåning i særlige tilfælde
Den ordinære slåning om efteråret kan i de tilfælde, der er omtalt nedenfor, suppleres af en forsommerslåning. Denne slåning bør udføres under hensyntagen til miljøet og bør derfor så vidt muligt finde sted inden den 15. juni. Slåning af heller, midter- og skillerabatter ved vejkryds kan foretages uden de nævnte begrænsninger.
3.1. Trafikale hensyn
Forsommerslåning kan foretages ved vejtilslutninger, foran autoværn og i indersiden af kurver af hensyn til sikring af oversigt.
Forsommerslåning kan foretages af hensyn til vejafmærkningen, herunder færdselstavler samt kant- og baggrundsafmærkning, hvis bevoksningen i løbet af sommeren erfaringsmæssigt ellers får en sådan højde, at trafikanterne vanskeligt kan se afmærkningen.
Forsommerslåning kan foretages på arealer, der kan forudses anvendt som nødspor, hvis der på arealerne findes genstande, der vanskeligt kan fjernes, og som er til fare for trafikken.
Slåning af trafikale hensyn bør ikke udstrækkes til et større areal eller til lavere slåningshøjde, end hvad der er nødvendigt for at varetage det konkrete hensyn.
Trafikale hensyn kan således ikke begrunde generel slåning af sidearealer i delvis eller fuld bredde eller slåning for markering af grøftekanter.
3.2. Ordens- og vedligeholdsmæssige hensyn
Slåning af ordens- og vedligeholdsmæssige hensyn bør kun finde sted i specielle tilfælde, f.eks. i eller i nærheden af bymæssig bebyggelse, ved rastepladser og holdepladser.
I vandførende grøfter kan hensynet til vandets frie løb begrunde slåning af grøfter og grøftekanter.
3.3. Fredningsmæssige hensyn
På strækninger, hvor vejens sidearealer rummer en særlig bevaringsværdig flora, og på strækninger, der gennemløber fredede eller fredningsmæssigt værdifulde områder, kan vejbestyrelsen efter indstilling fra amtsrådet som fredningsmyndighed fastsætte en vedligeholdelsesform, der tilgodeser disse interesser.
3.4. Hensyn til frømarker.
Ved frømarker forstås dels marker med frøafgrøder, dels marker, der er bestemt til frøafgrøder det efterfølgende år. Disse er beskyttet i lov nr. 138 af 23. marts 1948 om voldgift i tvistigheder angående krydsbefrugtning i frøavl og sygdomssmitte på markafgrøder.
Uanset denne lov ikke omfatter krydsning fra vildtvoksende planter med undtagelse af vild gulerod, bør arealerne i nærheden af frømarker slås, såfremt der af tilgrænsende arealers ejere eller brugere fremsættes anmodning herom med henvisning til krydsningsfare eller risiko for indblanding af fremmede frøarter.
4. Slåning i henhold til særlige lovbestemmelser
4.1. Vild gulerod
I henhold til lov nr. 138 af 23. marts 1948 om voldgift i tvistigheder angående krydsbefrugtning i frøavl og sygdomssmitte på markafgrøder kan avlere af gulerodsfrø kræve vild gulerod uskadeliggjort såvel på privat som på offentlig grund, når den frembyder krydsningsfare for den pågældende avl, og når frøavlerne udreder de med uskadeliggørelsen forbundne omkostninger.
4.2. Flyvehavre
I henhold til landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 202 af 30. april 1981 pålægges ejere af jordarealer, herunder vejrabatter, pligt til at bekæmpe flyvehavre på arealet ved bortlugning, afhugning, jordbehandling eller sprøjtning med et egnet flyvehavrebekæmpelsesmiddel samt pligt til at holde arealer, der ligger inden for en afstand af 15 m fra skel (vejarealets grænser), fri for frøbærende flyvehavreplanter i hele vækstsæsonen. Bortluget flyvehavre skal straks brændes, og anvendte redskaber, sække m.v. renses.
Ministeriet for offentlige arbejder, den 30. april 1984
Arne Melchior
/Leif Larsen
Ingen