Cirkulære om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
(Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd)
Indenrigsministeren har ved bekendtgørelse nr. 683 af 20. december 1982 fastsat regler om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
Bekendtgørelsens kap. 1 fastlægger, i hvilket omfang kommunerne i det hele taget har mulighed for at optage lån. I kap. 2 er der herefter angivet, på hvilke vilkår lånene kan optages. Desuden er der anført betingelserne for afgivelse af garantier og tilsagn om regelmæssige ydelser. Kap. 3 angiver de særlige tilfælde, hvor det er muligt at anvende indeksfinansiering. Endelig er der i kap. 4 fastsat visse muligheder for at dispensere fra bestemmelserne om omfanget af og vilkårene for kommunernes låntagning.
Bekendtgørelsens bestemmelser er stort set en ajourføring af de tidligere gældende regler (bekendtgørelse nr. 177 af 14. april 1981 og bekendtgørelse nr. 359 af 1. juli 1982). Det skal dog fremhæves, at bestemmelserne om kommunernes adgang til optagelse af lån ikke længere er tidsbegrænset. Kommunerne vil derfor i langtidsplanlægningen i højere grad kunne tage højde for eventuelle lånemuligheder.
I det følgende uddybes de enkelte bestemmelser på baggrund af den hidtidige praksis for administrationen af reglerne om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
Til § 1.
Samtlige de i § 5 nævnte kommunale dispositioner skal rummes inden for den låneadgang, som den enkelte kommune i henhold til §§ 2-4 samt 16 måtte have. Det skal bemærkes, at meddelelse af kommunal garanti kun omfattes af lånebegrænsningerne i de i § 5, litra e, nævnte tilfælde. I alle andre tilfælde kan en kommune - forudsat, at der er tale om et lovligt kommunalt formål - således frit meddele garanti, uanset om den har en låneadgang i henhold til ovennævnte paragraffer. Ved garanti for lån skal vilkårene, som fastsat i §§ 9 og 14, dog være opfyldt.
Til § 2.
En kommunes adgang til at optage lån er som hovedregel betinget af, at kommunen afholder udgifter af den i § 2, stk. 1, nævnte art. Herudover er der kun mulighed for at optage de i stk. 2 nævnte lån samt lån, hvortil der er meddelt dispensation i henhold til § 16.
Låneadgangen efter stk. 1 er ikke betinget af, lånebeløbene direkte anvendes til betaling af de udgifter, som har givet adgang til låneoptagelse. Lånene kan frit indgå i den samlede finansiering af kommunens samlede udgifter. Det er dog en betingelse, at de udgifter, der har betinget låneadgangen, er afholdt i samme regnskabsår, som lånet hjemtages. For udgifter, der afholdes sidst på året, vil låntagning dog kunne finde sted i det følgende år, blot hjemtagelsen af lånet sker inden udløbet af supplementsperioden for det gamle regnskabsår.
Af de i stk. 2 nævnte lån bemærkes, at der i litra d nu også er mulighed for lånefinansiering af de i byggeperioden påløbne renter på byggelån. Endvidere er der som ny bestemmelse i litra f givet adgang til overtagelse af indestående prioriteter i forbindelse med erhvervelse af fast ejendom, såfremt ejendommen erhverves af kommunen som ufyldestgjort panthaver på en tvangsauktion. Det er i denne forbindelse en betingelse, at kommunen søger ejendommen afhændet. Såfremt ejendommen overgår til kommunalt formål, skal prioriteterne indfries, medmindre kommunen har en uudnyttet låneadgang.
Til § 5.
Litra c.
Udtrykket »og lignende« omfatter bl.a. aktieselskaber og anpartsselskaber. Hvis en kommune deltager i et sådant selskab, skal selskabets låntagning altså forholdsmæssigt henregnes til kommunen, uanset hvilke aktiviteter selskabet udfører. Dette gælder således også for selskaber, hvori en kommune deltager som led i et jobskabelsesprojekt.
Bestemmelsen indebærer, at en kommunes andel af et selskabs/fællesskabs lån kun kan optages, såfremt kommunen har en uudnyttet låneadgang. I modsat fald må kommunen dække sin del af selskabets/fællesskabets kapitalbehov ved kontant indskud, eventuelt i form af udlån til selskabet, jfr. nedenfor. Eventuel ansøgning om dispensation til optagelse af lån kan indgives af selskabet/fællesskabet på de deltagende kommuners vegne.
Opmærksomheden henledes på, at lån, som ydes et selskab/fællesskab af en af dettes (kommunale) deltagere til dækning af den pågældende deltagers andel af selskabets/fællesskabets finansieringsbehov, anses for selvfinansiering. Sådanne lån omfattes derfor ikke af lånebegrænsningen.
Litra d. Institutionens lån regnes som lån optaget af den kommune, med hvilken institutionen har overenskomst. Hvis flere kommuner benytter institutionen, vil låntagningen kunne opdeles på disse kommuner efter den forholdsmæssige andel af pladserne.
Litra e. Som tidligere nævnt inddrages garantistillelse alene under lånebegrænsningen i de her nævnte tilfælde.
Lån, der efter bestemmelsen i § 5, litra e, henføres til kommunens låntagning, vil dog være omfattet af låneadgangen i § 2, stk. 1, litra c, såfremt der er tale om lån til energibesparende foranstaltninger af den type, der er nævnt i § 1 i byggestyrelsens bekendtgørelse nr. 422 ad 14. juli 1982 om begrænsning af energiforbruget i bygninger.
Litra g. Bestemmelsen omfatter leje og leasing af ejendomme, lokaler og andre genstande, som ved anskaffelse efter reglerne i »Budget og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner« ville skulle konteres som anlægsudgift.
Udvidelse eller forbedring af det lejede, som medfører forøgelse af lejeudgiften, skal ligeledes sidestilles med kommunal lånoptagelse.
Indgåelse af en rent midlertidig lejeaftale, hvor alternativet normalt ikke ville være afholdelse af en kommunal anlægsudgift, sidestilles derimod ikke med låntagning.
Til § 6.
Den i stk. 2 fastsatte kursværdi anvendes af praktiske grunde, og har alene betydning for opgørelse af udnyttelsen af låneadgangen, herunder eventuelt dispensationsbehov.
Træk på kassekreditter m.v. medregnes kun i låneomfanget,såfremt trækket ved udgangen af året overstiger det beløb, der var trukket på kreditten ved årets begyndelse. Et større træk på kassekreditten ved årets udgang end ved årets begyndelse forudsætter således, at kommunen har en låneadgang, som kan udnyttes til formålet. Derimod vil udsving inden for året ikke belaste kommunens låneadgang. Kassekreditten må imidlertid ikke på noget tidspunkt overstige det fastsatte maksimumbeløb pr. indbygger, jfr. § 7, stk. 2 og eventuelt § 15.
Ved den i stk. 4 fastsatte værdiansættelse kan for nyopførte ejendomme anvendes den samlede anlægsudgift og for ældre ejendomme den seneste ejendomsvurdering. Ved forbedringer eller udvidelser kan tilsvarende anvendes den hertil afholdte anlægsudgift. Hvor ejendomme m.v. kun delvis lejes af kommunen, foretages værdiansættelsen efter de ovennævnte retningslinier i forhold til det lejedes andel af den samlede ejendom.
Til § 7.
Bestemmelserne i § 7 angiver, hvike former for lån en kommune kan optage, forudsat at kommunen har en adgang til at optage lån efter bestemmelserne i kap. 1.
Det skal derfor understreges, at bestemmelsen i stk. 2 ikke er en låneadgang. F.eks. kan en primærkommune således ikke uden videre optage en kassekredit på 300 kr. pr. indbygger i kommunen, idet det beløb, der er trukket på kassekreditten ved årets udgang udover det ved årets begyndelse trukne beløbi henhold til § 6, stk. 3, skal medregnes ved opgørelsen af kommunens låntagning det pågældende år. Det kassekredittræk,der er opgjort på denne måde, skal være dækket ind af en uudnyttet låneadgang i henhold til § 2 eller en dispensation. Som ovenfor nævnt kan træk på kassekredit inden for året dog foregå inden for de i § 7, stk. 2, nævnte beløbsgrænser, uden at kommunen har en låneadgang, blot kreditten ved årets udgang er nedbragt til samme beløb, som ved årets begyndelse.
Til § 8.
Det skal understreges, at finansministerens samtykke til optagelse af et lån i udlandet ikke i sig selv er en låneadgang, men at kommunen på forhånd må have en låneadgang i henhold til §§ 2-4 eller 16, når finansministerens samtykke til optagelse af lån i udlandet søges. Der skal ikke ske underretning af indenrigsministeriet i forbindelse med ansøgninger til finansministeriet om optagelse af lån i udlandet.
Til § 9.
Forudsat, at der er tale om et lovligt kommunalt formål, kan en kommune uden samtykke fra tilsynsmyndigheden meddele garanti for lån med de begrænsninger, der følger af § 9. I de i § 5, litra e, nævnte tilfælde er meddelelse af garanti for lån dog undergivet den almindelige lånebegrænsning, jfr. bemærkningerne til § 1.
Bestemmelsen i § 9 indebærer, at der ikke uden dispensation kan meddeles kommunal garanti for en kassekredit. Derimod er der ved bestemmelsen i § 14 gjort en generel undtagelse fra den i § 9 fastsatte bestemmelse om meddelelse af garantier, således at kommunerne også kan garantere for indeksregulerede realkreditlån eller for indeksregulerede lån optaget i Kreditforeningen af kommuner i Danmark, uanset at kommunerne almindeligvis ikke selv har adgang til at optage sådanne lån.
Til § 10.
Under forudsætning af at kommunalbestyrelsen forfølger et lovligt kommunalt formål, kan kommunalbestyrelsen med tilsynsmyndighedens samtykke retligt forpligte sig til at erlægge fremtidige økonomiske ydelser, som kommunen ikke efter loven er forpligtet til at præstere. Samtykkekravet er opretholdt i disse tilfælde, idet en præcisering af de minimumskrav til indsigt i modtagerens økonomiske forhold og dispositioner samt til kontrol med regnskabsaflæggelse og revision, som kommunalbestyrelsen skal stille som vilkår for tilsagnet, ikke kan foretages generelt, men må fastlægges i hvert enkelt tilfælde under hensyn til den konkrete modtagers forhold.
Det centrale område for bestemmelsen i § 10 er tilsagn til lokale foreninger, selvejende institutioner og lignende om underskudsdækning over en vis periode. De fremtidige ydelser vil i disse tilfælde være ukendte på tidspunktet for afgivelsen af tilsagnet. Samtykkekravet i § 10 gælder imidlertid også, selv om såvel antallet som størrelsen af de af tilsagnet omfattede ydelser på forhånd er fastlagt. Dog anses tilsagn om ydelse af et fast tilskud i op til 3 år for et engandstilskud med ratevis afvikling frem for et tilsagn om en »regelmæssig ydelse«. Samtykke hertil vil således være ufornødent.
Til § 11.
Hensigten med § 11 er, at en kommune i samme omfang som hidtil skal have tilsynsmyndighedens forudgående samtykke til indtræden i et fællesskab, der påfører kommunen økonomiske forpligtelser, men som ikke er omfattet af styrelseslovens § 60, fordi fællesskabet har andre deltagere end kommuner, eller fordi fællesskabet ikke medfører indskrænkninger i de deltagende kommuners beføjelser efter styrelsesloven.
Som eksempler på dispositioner, som vil kræve samtykke efter § 11, kan nævnes indtræden i et interessentskab eller i et andelsselskab med ubegrænset ansvar, når der i sådanne selskaber deltager andre end kommuner.
Herudover omfatter § 11 en kommunes indtræden i en forening, et selskab eller lignende, hvor kommunen forpligtes til at præstere eventuelle fremtidige ydelser i overensstemmelse med de beslutninger, der træffes af foreningens kompetente organer. Også her er det forudsat, at fællesskabet ikke er omfattet af godkendelseskravet efter styrelseslovens § 60.
Samtykke efter lovens § 60 er som hidtil nødvendigt ved indgåelse af aftaler om samarbejde udelukkende mellem kommuner, der vil medføre indskrænkning i de deltagende kommunalbestyrelsers beføjelser efter styrelsesloven.
Til §§ 12 og 13.
Bortset fra de i disse paragraffer nævnte tilfælde kan kommunerne ikke optage indekslån. Det skal understreges, at bestemmelsen i § 13 alene var gældende for året 1983.
Til § 15.
Der er ikke meddelt bemyndigelse til tilsynsrådene til at udøve den i paragraffen fastsatte dispensationsbeføjelse.
Til § 16.
Den i stk. 1 nævnte ramme vil sædvanligvis blive fastsat i god tid inden fristen for kommunernes budgetvedtagelse for det pågældende år, og der vil i forbindelse med budgetlægningen være mulighed for at indhente en forhåndstilkendegivelse fra indenrigsministeriet om muligheden for dispensation til optagelse af lån, således at låntagning med dispensation kan indgå i budgettet. I forbindelse med meddelelse om dispensationspuljen er der givet nærmere oplysninger om den administrative praksis ved meddelelse af dispensation, jfr. senest indenrigsministeriets skrivelse af 9. juni 1983 med orientering om den kommunaløkonomiske situation.
Til § 17.
Bestemmelsen har først og fremmest tjent statistiske formål i ministeriet. Da der imidlertid ikke længere er behov for en detaljeret opgørelse af udnyttelsen af de enkelte låneadgange, vil indenrigsministeriet ved førstkommende ændring af bekendtgørelsen ophæve § 17. Indtil da vil inderigsministeriet imidlertid ikke forlange indberetning som anført i § 17, og kommunerne kan derfor se bort fra bestemmelsen.
Indenrigsministeriet, den 7. marts 1984
Britta Schall Holberg
/Jette Mersing
Ingen