Vejledning for værnepligtige, der af samvittighedsgrunde ønsker sig fritaget for militærtjeneste
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning for værnepligtige, der af samvittighedsgrunde ønsker sig fritaget for militærtjeneste
1. BETINGELSER FOR FRITAGELSE
Værnepligtige, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at bære våben, kan søge om fritagelse for militærtjeneste, men de må i stedet for aftjene værnepligten ved civilt arbejde. Reglerne herom findes i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, jfr. indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 427 af 30. september 1980.
2. KRAV TIL ANSØGNINGEN
I ansøgningen skal der anføres og nærmere redegøres for den samvittighedsmæssige begrundelse for, at den værnepligtige ønsker sig fritaget for militærtjeneste. Der skal desuden være oplysning om den værnepligtiges personnummer, fulde navn og adresse.
Ansøgningen skal være underskrevet af den værnepligtige personligt.
3. INDSENDELSE AF ANSØGNING
ANSØGNINGSFRIST
Ansøgning indsendes til værnepligtsstyrelsen under den adresse, der er anført øverst på denne side.
Værnepligtsstyrelsen afgør, om det ansøgte kan imødekommes. Det er altså ikke nok, at ønsket om civilt arbejde fremsættes over for sessionen og eventuelt noteres af denne, idet sessionen ikke kan tage stilling til dette spørgsmål.
Hvert år omkring 1. marts og 1. september (tidspunktet oplyses ved sessionsbehandlingen) træffes der bestemmelse om, hvilke værnepligtige der skal indkaldes, og hvilke der fritages for normal værnepligtstjeneste. Indsendelse af ansøgning sker derfor bedst, når den værnepligtige herefter har fået besked om, at han vil blive indkaldt til møde ved forsvaret henholdsvis civilforsvaret, eller senere, når han har modtaget en egentlig indkaldelsesordre.
Den værnepligtige er dog ikke afskåret fra at indsende ansøgning på et tidligere tidspunkt, hvilket navnlig vil være nærliggende, såfremt han forinden rejser til udlandet eller midlertidigt skifter opholdssted, f.eks. på grund af ferie. Opmærksomheden henledes herved på værnepligtslovens § 26, hvorefter enhver værnepligtig selv er ansvarlig for, at bopælsforandring, bortrejse og lignende ikke er til hinder for, at indkaldelsesordrer og andre meddelelser fra myndighederne om værnepligten kan komme ham i hænde rettidigt.
MEN DET ER VIGTIGT AT BEMÆRKE, AT ANSØGNINGEN SKAL VÆRE INDSENDT INDEN 4 UGER EFTER MODTAGELSE AF INDKALDELSESORDRE. HVIS DENNE FRIST IKKE OVERHOLDES, KAN DET ANSØGTE IKKE IMØDEKOMMES.
DER LØBER IKKE NOGEN NY 4-UGERSFRIST I TILFÆLDE, HVOR DEN VÆRNEPLIGTIGE EFTER ANSØGNING FÅR NY INDKALDELSESORDRE TIL AT MØDE PÅ ET ANDET STED OG/ELLER ET ANDET TIDSPUNKT INDEN UDLØBET AF DET KALENDERHALVÅR, HVORI HAN ER INDKALDT.
En værnepligtig kan kun een gang overføres til civilt arbejde.
Når særlige omstændigheder taler derfor, kan værnepligtsstyrelsen behandle en ansøgning, selvom 4-ugers fristen ikke er overholdt, eller den værnepligtige allerede een gang har været overført til civilt arbejde. EN ANSØGNING VIL DOG ALTID BLIVE AFVIST, NÅR DEN ER INDSENDT, MEDENS DEN VÆRNEPLIGTIGE ER TIL TJENESTE VED FORSVARET ELLER CIVILFORSVARET.
Værnepligtsstyrelsens afgørelse kan indankes for indenrigsministeriet inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt den værnepligtige.
4. TJENESTENS ART
De værnepligtige, der overføres til civilt arbejde, bliver indkaldt til møde på skolen for civile værnepligtige i Antvorskov (ved Slagelse). Her skal de gennemgå et kortvarigt skoleophold, der tager sigte på at give en almindelig orientering om værnepligtstjenesten, herunder om mulighederne for udstationering, samt undervisning i fag, der kan have betydning ved eventuel udstationering.
Ved skoleopholdets afslutning kan de værnepligtige udstationeres, eller de kan overføres til holdvis arbejdstjeneste.
Udstationeringsstederne, der ligger i forskellige dele af landet, omfatter institutioner for børn, unge og ældre, særforsorgsinstitutioner og kulturelle institutioner (museer, teatre o.lign.), endvidere fredsbevægelser, organisationer med tilknytning til FN, kirkelige og fælleskirkelige organisationer samt miljøorganisationer. Arbejdets art varierer med de enkelte institutioners og organisationers formål.
Værnepligtige, der ved det indledende skoleopholds afslutning ikke er blevet udstationeret, overføres til holdvis arbejdstjeneste. Denne tjeneste administreres af skolen, og hvert hold på indtil 15 mand står under daglig ledelse af en arbejdsleder. Opgaverne vil normalt bestå i praktisk, manuelt arbejde af forskellig art uden for skolens område.
5. SANITETSTROPPERNE
Hvis det ikke vil være imod den værnepligtiges samvittighed at gøre tjeneste i SANITETSTROPPERNE (Forsvarets Lægekorps), kan han ansøge om at måtte aftjene sin værnepligt ved denne afdeling. Der skal i ansøgningen anføres nærmere oplysning om grunden til, at han ønsker denne tjeneste og ikke tjenesten i det øvrige militære forsvar.
Der gælder i øvrigt med hensyn til underskrift, andre oplysninger og fristen for ansøgningens indsendelse samme regler som for indsendelse af ansøgning om overførelse til civilt arbejde (se punkt 2 og 3).
Der gøres udtrykkelig opmærksom på, at værnepligtige ved sanitetstropperne i et vist omfang vil blive uddannet i våbenbrug.
6. CIVILFORSVARSKORPSET
Værnepligtige, der enten ER overført til civilt arbejde, eller som ønsker at blive det, kan samtidig søge om indkaldelse til CIVILFORSVARSKORPSET. I ansøgningen om overførelse til civilt arbejde kan det således anføres, at den værnepligtige er villig til at gøre tjeneste i dette korps. Det bemærkes, at der her er tale om en tjeneste, der er organiseret på tilsvarende måde som tjenesten på en militær kaserne, men den indbefatter ikke uddannelse i våbenbrug eller andre militære discipliner. Civilforsvarets opgave er under krigsforhold at redde menneskeliv, yde befolkningen hjælp og begrænse skader på materielle værdier. Også i fredstid skal civilforsvaret i et vist omfang yde bistand i katastrofetilfælde samt under andre tilsvarende forhold, der gør offentlig indgriben nødvendig.
Der er afsluttet en samarbejdsaftale mellem civilforsvaret og forsvaret med henblik på en krigssituation. Denne aftale har til formål at regulere opgavefordelingen mellem forsvaret og civilforsvaret i de tilfælde, hvor der kan forekomme fælles eller tilgrænsende ansvars- og arbejdsområder, f.eks. i forbindelse med omsorgen for syge og sårede. Aftalen skal således bl.a. sikre civilforsvarets selvstændige varetagelse af de opgaver af humanitær karakter, som fremgår af civilforsvarsloven, og som er i overensstemmelse med internationale aftaler på området.
7. TJENESTETID
Tjenestetiden ved civilt arbejde er for tiden 11 måneder og for menige ved civilforsvarskorpset 8 måneder. For værnepligtige, der udtages til befalingsmandsuddannelse, er tjenestetiden i civilforsvarskorpset dog 16 måneder.
Forannævnte tjenestetider vedrører værnepligtige, der overføres til civilt arbejde, inden de har påbegyndt første uddannelse ved det militære forsvar eller civilforsvarskorpset.
8. EVENTUEL AFKORTNING AF TJENESTETID
Eventuel tidligere forrettet tjeneste i forsvaret eller civilforsvarskorpset vil i visse tilfælde kunne medføre afkortning af tjenestetiden ved civilt arbejde. I de nedenfor i punkt 9 nævnte tilfælde finder afkortning dog ikke sted.
En værnepligtig der, jfr. punkt 6 foran, får tilladelse til at aftjene værnepligten ved civilforsvarskorpset i stedet for ved civilt arbejde, kan ikke få tjenestetiden i civilforsvarskorpset afkortet med den tid, han eventuelt har gjort tjeneste i forsvaret eller ved civilt arbejde.
9. TJENESTE I SÆRLIGE TILFÆLDE
Værnepligtige, der overføres til civilt arbejde efter af have aftjent fuld førstegangstjeneste ved forsvaret eller civilforsvarskorpset, indkaldes til civilt arbejde i 6 uger.
Værnepligtige, der får tilladelse til at udføre civilt arbejde i stedet for tjeneste ved det lokale civilforsvar, indkaldes til civilt arbejde i 11 uger.
De i dette punkt omhandlede værnepligtige indkaldes ikke til civilt arbejde, såfremt der kun påhviler dem resterende tjeneste i form af visse ganske kortvarige, lejlighedsvise mønstringer og vedligeholdelsesøvelser af ikke over 2 døgns varighed.
10
Tidligere udstedte vejledninger, senest af 2. januar 1981, ophæves herved.
VÆRNEPLIGTSSTYRELSEN, DEN 17. JANUAR 1984
MUNKGAARD
Ingen