Cirkulæreskrivelse ad landbrugsministeriets bekendtgørelse af 28. december 1982 om ændring af instruks om udøvelse af kødkontrol
Statutory Text (5 Articles)
§ 1. 1
I forbindelse med udflytning af veterinærdirektoratets laboratorium er der blevet mulighed for i forbindelse med laboratoriemæssig undersøgelse i tilslutning til kødkontrollen også at foretage undersøgelse for ochratoxin A og for vækstfremmende hormoner, som derfor er medtaget under laboratoriets arbejdsopgaver sammen med adresseændringen.
§ 1. 2.
Der er nu åbnet mulighed for under vedkommende overdyrlæges ledelse at foretage laboratoriemæssige bakteriologiske undersøgelser af slagtedyr og undersøgelser for indhold af antibiotika og kemoterapeutika fra slagtedyr fra andre virksomheder.
Ændringen giver mulighed for at samle de nævnte undersøgelser fra en fusions afdelinger på eet laboratorium (fusionslaboratorium) og ansøgning herom skal i hvert enkelt tilfælde forhandles mellem de implicerede parter (slagteriets ledelse, de involverede overdyrlæger, veterinærdirektoratet og evt. Den danske Dyrlægeforening). I disse forhandlinger skal indgå en vurdering af behovet for laboratoriefaciliteter på de enkelte virksomheder under hensyntagen til produktionernes art og størrelse m.v.
Ændringen giver således ikke mulighed for at modtage prøver til undersøgelse fra virksomheder, som ikke er tilsluttet vedkommende fusion, hvorfor tilladelse hertil kun kan opnås ved en dispensation fra nævnte bestemmelse, som i givet fald skal meddeles af landbrugsministeriet.
§ 1. 3 og 5.
Praktiske undersøgelser suppleret med mikrobiologiske undersøgelser
af halskirtler har vist, at der ikke ved snøvlesyge hos svin er nogen særlig motivering for udrensing af halskirtlerne, hvorfor den ubetingede bestemmelse om, at halslymfekirtlerne skal udrenses ved snøvlesyge, er udgået.
§ 1. 4.
Slagtehastigheden på eksportsvineslagterierne er gennem de seneste år forøget betydeligt, hvorfor der er opstået et behov for at få fastsat kontrolnormer for slagtehastigheder over 180 svin i timen.
Med ændringen er der nu fastsat kontrolnormer for slagtehastigheder til og med 450 svin i timen. Ved eventuelle højere slagtehastigheder skal bemandingen fastlægges efter forhandling mellem vedkommende slagteri, Den danske Dyrlægeforening og veterinærdirektoratet.
De høje slagtehastigheder har også medført et behov for retningslinier for kontrolpladsernes indretning, og efter forhandling mellem de implicerede parter skal meddeles, at hvert kontrolsæt bør være til rådighed for kontrollen i ca. 75 sekunder.
Udover længden af kontrolpladserne bør deres indbyrdes placering og samhørigheden mellem krop, plucks og tarme medtages i vurderingen af kontrolpladsernes indretning. Afstandene mellem de enkelte kontrolpladser bør være så korte som muligt, og der bør være mulighed for ubesværet at kunne skifte kontrolplads for dermed at lette mulighederne for samarbejdet mellem dyrlægerne. Det skal herunder så vidt muligt undgås, at der er niveauforskelle mellem de enkelte kontrolpladser.
Fremføringen af krop, plucks og tarme bør være parallel og synkron.
Håndvaske og sterilisationsudstyr m.v. skal være hensigtsmæssigt placeret.
P.V.V.
K. Hermansen
Cirkulæreskrivelse ad landbrugsministeriets bekendtgørelse af 28. december 1982 om ændring af instruks om udøvelse af kødkontrol