Legislator Case Law & Legislation
C19832209641 DK

Rammeplaner for praktiklærerkurser på børnehave- og fritidspædagogseminarier(* 1) (Til børnehave- og fritidspædagogseminarierne)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Undervisningsplan 1983 22096 Historic

Rammeplaner for praktiklærerkurser på børnehave- og fritidspædagogseminarier(* 1)

(Til børnehave- og fritidspædagogseminarierne)

Der skelnes mellem A-kurser og B-kurser. A-kurser er de til praktiklærerfunktionen kvalificerende grundkurser, og B-kurser er supplerende praktiklærerkurser.

Ved opslag skal det fremgå, om kurset er et A-kursus eller et B-kursus. Seminariet fører løbende oversigt over, hvilke praktiklærere der har deltagret i A-kurser.

1. A-kurser (grundkurser)

Målgruppe: Det forudsættes, at deltagerne normalt har en pædagogisk grunduddannelse, overvejende som børnehave- eller fritidspædagog, og at de har beskæftigelse i en institution, der anvendes som øvelsespraktiksted, eller som forventes at kunne anvendes som sådan for seminarier. Det forudsættes endvidere, at der normalt ikke optages kursister, som allerede har deltaget i et A-kursus.

Formål: At deltagerne erhverver sig indsigt i børnehave- og fritidspædagoguddannelsernes mål og indhold, samt opnår viden og færdigheder som praktikærere i øvelsespraktikken.

Omfang (varighed og deltagerantal): Kurserne bør gennemføres inden for en tidsramme på mellem 16 og 24 timer over to eller tre sammenhængende dage. Deltagertallet bør normalt være 20-24 kursister.

Indhold: Kurset omfatter

a. Orientering om uddannelsernes generelle opbygning og indhold, herunder sammenhængen mellem teori og praktik og samarbejdet mellem praktiklærere og seminariet.

b. Orientering vedrørende aktuel undervisning på seminariet.

c. Instruktion om praktiklærernes forpligtelser, herunder deltagelse i praktiklærermøder, gennemførelse af konferencetimer og evaluering af praktikforløb, samt øvrige opgaver i henhold til uddannelsesbekendtgørelsen og andet regelstof.

d. Orientering om seminariets administration af praktikplacering af de studerende, herunder praktikudvalgets sammensætning, opgaver og funktion.

e. Orientering om praktiklærernes vilkår, herunder betaling, vikarrefusion og befordringsgodtgørelse.

f. I det omfang det er muligt, kan der herudover i kurset indgå undervisning iagttagelse, beskrivelse og vurdering af studerendes arbejde, i samtaleteknik og i andre emner, som direkte vedrører praktikundervisningen.

2. B-kurser (supplerende kurser)

Målgruppe: Disse kurser henvender sig til praktiklærere, der har gennemgået A-kurset og er tilknyttet seminariet.

Formål: At praktiklærerne a jourfører og videreudvikler deres viden om og indsigt i praktiklærerfunktionen således, at der er sammenhæng mellem seminariets undervisning og praktikundervisningen.

Omfang (varighed og deltagertal): Kurserne kan have et omfang af mellem 6 og 30 timer, dog normalt ikke over 18 timer. Som hovedregel bør deltagerantallet være på mellem 20 og 40 kursister.

Indhold: Kurset omfatter orientering om undervisningen på seminariet i relation til praktikundervisningen samt særlige områder af praktikundervisningen. Hvis der sker betydelige ændringer i uddannelsernes indhold, og specielt såfremt praktikforholdene undergår forandringer, indgår dette i kursusindholdet. (Her tænkes f.eks. på ny lovgivning eller ændringer, der er en følge af f.eks. seminariets ændrede planlægning).

3. Fælles retningslinier for A- og B-kurser

Kurserne forestås af seminariets praktikledere efter nærmere aftale med rektor.

Orientering og undervisning som nævnt under punkt a, b og f ved A-kurser og generelt ved B-kurser kan meddeles af rektor, praktikledere, faste lærere eller eksterne undervisere.

Instruktion og orientering som nævnt under punkt c, d og e forestås af praktiklederne.

Seminarier med både børnehave- og fritidspædagoguddannelse kan afholde fælles kurser for børnehave- og fritidspædagoger.

Såvel A- som B-kurser bør som hovedregel gennemføres uden snæver sammenhæng med praktiklærermøder.

Kurserne bør afholdes på seminariet. Fortærings- og opholdsudgifter kan ikke afholdes over seminariets regnskab, og det bør undgås, at kurserne påfører deltagerne eller deres tjenestested udgifter i denne forbindelse. Der kan således ikke opkræves kursusafgift.

Det forudsættes i øvrigt, at seminariets udgifter til kursusvirksomheden holdes inden for de meddelte bevillingsmæssige rammer.

En eventuel tilladelse til at fravige disse retningsliner skal indhentes i direktoratet forud for et kursus afholdelse.

Disse rammeplaner træder i stedet for direktoratets rammeplaner for praktiklærerkurser af februar 1982.

Undervisningsministeriet, Direktoratet for folkeskolen og seminarier

m.v., den 20. december 1983.

P.d.v.

Agnete Engberg

Undervisningsplan 1983 22096 Historic

(* 1) Rammeplanerne er bortfaldet ved lov nr. 370 af 6. juni 1991 om

uddannelse af pædagoger

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →