Skrivelse om skriftlig eksamen i tysk ved studentereksamen og højere forberedelseseksamen

Skrivelse om skriftlig eksamen i tysk ved studentereksamen og højere forberedelseseksamen

Prøven i skriftlig tysk til studentereksamen og til højere forberedelseseksamen er en prøve i sprogfærdighed på grundlag af et forelagt tekstmateriale.

Dette indebærer, at eksaminanderne prøves dels i evnen til at opfatte en teksts indhold, vise deres forståelse heraf og redegøre herfor gennem en dækkende og ordnet fremstilling, dels i evnen til at udtrykke sig forståeligt, nuanceret og korrekt.

Ligesom ved den mundtlige prøve skal der ved bedømmelsen lægges mere vægt på, hvor flydende og naturligt eksaminanderne udtrykker sig, end på, om alle enkeltheder er korrekte.

Prøven består af en obligatorisk og en valgfri afdeling. Der tillægges de obligatoriske opgaver størst betydning, hvilket imidlertid ikke må udelukke, at de valgfrie kan indgå med betydelig vægt, når de i kvalitet og fylde står mål med resten af besvarelsen. Under alle omstændigheder skal besvarelsen vurderes som at samlet hele.

I oversættelsen fra dansk til tysk, hvor eksaminanderne kan koncentrere opmærksomheden omkring ordenens betydning og indbyrdes forbindelse, ventes der en højere grad af korrekthed og nøjagtighed end i de frit producerede dele af besvarelsen.

For at den frie produktions obligatoriske del (hovedopgaven) er dækkende, skal eksaminanderne først og fremmest gennem deres behandling af alt det, som opgaveformuleringen kræver, vise at de har forstået tekstens hovedindhold. Hvis de derefter går ud over det direkte krævende, fx ved videre perspektivering eller fremførelse af egne synspunkter, også hvor dette ikke er udtrykkeligt forlangt, må dette ikke komme eksaminanderne til skade. Alt efter kvaliteten må sådanne, eventuelt også fortolkende, selvstændige bidrag kunne regnes positivt.

Besvarelsen bedømmes imidlertid ikke som en egentlig fortolkningsopgave, heller ikke når forlægget har et skønlitterært præg. Kun hvis der foreligger dokumenteret misforståelse af tekstens udsagn på afgørende punkter, regnes dette negativt.

Besvarelsens sproglige afhængighed af forlægget må vurderes sammen med den måde, hvorpå eksaminanden udnytter tekstens sprogstof. Ved nogle tekster lader parafraselignende afsnit sig ikke helt undgå, og generelt gælder, at det er tilladt at benytte tekstens ord og faste vendinger, mens der normalt ikke må forekomme hele sætninger eller passager hentet direkte fra teksten.

For at besvarelsen er ordnet, skal der kunne mærkes en disposition, som ikke behøver at være markeret eller følge forlæggets, men som viser sig ved, at stoffet fremlægges i en logisk rækkefølge uden forstyrrende spring i tankegangen og uden unødvendige gentagelser. Hertil hører også sondering mellem væsentligt og mindre væsentligt.

Ved bedømmelsen af eksaminandernes udtryksfærdighed udgør kravene om forståelighed, nuancering og korrekthed en sammenhæng. Der må således tages hensyn på een gang til besvarelsens kommunikative værdi, til variation i ordvalg og sætningsbygning og til sprogrigtigheden i semantisk, syntaktisk og morfologisk henseende, hvorved sidstnævnte rækkefølge betragtes som prioriteret.

I et formrigt sprog som tysk er der en risiko for skævhed ved vurderingen af sprogrigtigheden. For at modvirke dette er det vigtigt at skelne mellem sådanne sproglige fænomener, som er af helt eller overvejende formel karakter, og sådanne, som er væsentlige for en sikker og uhindret opfattelse af det skrevne.

Som eksempler på den første slags kan blandt flere mulige nævnes genus og numeris ved substantiver, som optræder mindre hyppigt, dele af adjektivdeklinationen, i nogle tilfælde kasus ved præpostitoner med enkelte rektioner og ved verber, hvor kasus ikke fremgår af analysen, samt ortografiske detaljer.

Som eksempler på den anden slags kan, ligeledes blandt flere mulige, nævnes tydelig markering af subjekt og objekt, kongruens mellem subjekt og vervalled, genitivforbindelsers gennemskuelighed og kasus ved præpositioner med dobbelt rektion.

Mængden af fejl er ikke alene afgørende for vurderingen af en besvarelses kvalitet, men må ses i sammenhæng med dens indholdsmæssige lødighed og fylde, herunder omfanget af eksaminandens selvstændige sproglige produktion samt arten af fejl og disses fordeling på fejltyper. Fejl på et afgrænset område må anses for mindre belastende end fejl af flere forskellige typer, som tyder på udbredt usikkerhed.

For hf-prøvens vedkommende fremhæves, at der principielt anvendes samme slags bedømmelseskriterier som for studentereksamen, idet der dog anlægges en målestok, som svarer til den forskel i kravene, der fremgår af de respektive bekendtgørelser.

Indholdsmæssigt dækkende, letforståeligt og selvstændigt fremstilling vurderes højere end den formelle korrekthed i detaljerne. Personlige bidrag må, også selv om de eventuelt forrykker besvarelsens balance, vurderes passende positivt alt efter beskaffenheden.

Ved versionen foretages bedømmelsen ud fra følgende vægtning

Først og fremmest skal meningen være gengivet således, at en læser uden forudsætninger informeres pålideligt, dernæst skal strukturen være rigtigt opfattet og, så vidt det danske sprogs regler tillader det, afspejle det tyske forlæg, og endelig skal nuancerne i ordenes betydning være rimeligt dækket.

P.d.v.

Ib Fischer Hansen

undervisningsinspektør