Skrivelse med henstilling om tilvejebringelse af kommunale hjælpeforanstaltninger for ældre på sygehus (* l) (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse med henstilling om tilvejebringelse af kommunale hjælpeforanstaltninger for ældre på sygehus (* l)
(Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd)
Plejepatienters sygehusophold er økonomisk en dyr ældreomsorg, som belaster sygehusvæsenet og i et vist omfang begrænser dets kapacitet for så vidt angår de egentlige behandlingsopgaver med deraf følgende ventetidsproblemer m.v.
Men sygehusophold er først og fremmest menneskeligt en meget utilfredsstillende ældreomsorg, som ikke kan tilgodese plejepatienters behov for en tilværelse og et privatliv i mere personlige omgivelser, tilknyttet varierende grader af hjælp afpasset den enkeltes formåen og behov.
Ældreomsorg er en kommunal opgave, og opgaven må ikke løses ved at lade plejepatienterne blive liggende på sygehusene. Det påhviler derfor den enkelte kommune at tilvejebringe de nødvendige hjælpeforanstaltninger for ældre både i og i givet fald uden for hjemmet, således at færdigbehandlede plejepatienter kan hjemtages i kommunalt regie og fremtidige indlæggelser af sociale årsager undgås.
Indenrigsministeriet og socialministeriet skal derfor kraftigt henstille til landets kommunalbestyrelser, at der i kommunerne i videre omfang tilvejebringes hjælpeforanstaltninger for ældre, således at udskrivning fra sygehus af disse patienter ikke hindres eller forsinkes på grund af manglende kommunale alternativer til sygehusplejen.
Det skal i denne forbindelse betones, at det er noget meget centralt i regeringens ældrepolitik, at kommunerne tilstræber at tilvejebringe ældreforanstaltninger, som gør det muligt for de ældre, som ønsker det, at forblive længst muligt i eget hjem eller i boliger med mindre institutionspræg end de traditionelle plejehjem. Ønsket om denne omstilling af ældrepolitikken var baggrunden for socialministeriets henstilling af 30. juni i år om stop for etablering af nye plejehjemspladser. Med en uændret fortsættelse af den traditionelle udbygning af plejehjem ville ressourcerne blive låst fast i denne sektor til skade for andre og bedre løsninger. De knappe ressourcer sammenholdt med det stigende antal ældre er et yderligere incitament til at finde nye veje, og henstillingen hindrer ikke de få kommuner med særlige ventelisteproblemer i at afbøde disse.
Som yderligere støtte for omstillingen indgår i planrunden, der indledes sidst i 1983, temaet »Omstilling og fornyelse af indsatsen for ældre«. Socialstyrelsen udsender om kort tid en vejledning med en lang række eksempler på, hvordan man kan anvende alternative foranstaltninger for ældre.
Løsningen af problemerne med plejepatienter på sygehusene kræver samarbejde mellem de sociale forvaltninger og sygehusene. Man skal derfor opfordre kommunalbestyrelser og amtsråd til at drøfte disse problemer og løsningen heraf med et forhåbentligt udbygget dagligt samarbejde til følge.
Palle Simonsen Britta Schall Holberg
/Hanne Moos /Johs. Qwist