Legislator Case Law & Legislation
C19831807409 DK

Omlægning af skattefritagelse i henhold til selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 5, fra eftergivelse af beregnet skat til fradrag i skattepligtig indkomst

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1983 18074 Historic

Omlægning af skattefritagelse i henhold til selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 5, fra eftergivelse af beregnet skat til fradrag i skattepligtig indkomst

1. Indledning.

Ved skattedepartementets bekendtgørelse af 22. juli 1981 blev beføjelsen til som første instans at træffe afgørelser i henhold til selskabsskattelovens § 3, stk. 2-5, henlagt til amtsskatteinspektoraterne, for Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende de pågældende skattedirektorater.

Statsskattedirektoratet har til brug for de nævnte skattemyndigheder ved behandlingen af ansøgninger om skattefritagelse udsendt vejledning af 2. februar 1982.

2. Den hidtidige fremgangsmåde.

Skattefritagelse i henhold til selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 5, er hidtil blevet givet som et nedslag i skatten på 40% af den indkomst, der berettiger til skattefritagelse, maksimalt 40% af den skattepligtige indkomst.

3. Begrundelse for omlægningen.

Når skatteefritagelsen som hidtil har skullet gives som et nedslag i skatten, har det været nødvendigt at afvente lignings- og beregningsresultatet, hvis dette endnu ikke forelå på ansøgningens tidspunkt. Derefter har skatteansættelsen måttet sammenholes med en opgørelse over de fritagelsesberettigede beløb, hvorefter der er givet ansøgeren meddelelse om resultatet, idet det eftergivne beløb samtidig er ført til afgang. Fremgangsmåden medfører således, at den allerede pålignede skat skal ændres, hvorved den faktisk betalte skat ikke kommer til at svare til indkomstansættelsen.

4. Den fremtidige fremgangsmåde.

De årlige skattefritagelser skal derfor fra og med skatteåret 1984/85 så vidt muligt gives som et ligningsmæssigt fradrag og ikke ved eftergivelse af allerede pålignet skat.

For at dette kan effektueres lettest muligt, bør ansøgningen om skattefritagelse medfølge selvangivelsen for det pågældende skatteår.

Man skal derfor anmode amtsskatteinspektoraterne samt Københavns og Frederiksberg skattedirektorater om i god tid inden fristen for indgivelse af næste års selvangivelser at opfordre de foreninger, fonde m.v., som fik skattefritagelse for skatteåret 1983/84 til at lade en eventuel ansøgning om skattefritagelse for skatteåret 1984/85 medfølge selvangivelsen for dette år.

De pågældende bør samtidig opfordres til at vedlægge selvangivelsen materialet til en såkaldt B-opgørelse, dvs. først og fremmest foreningens egen opgørelse af de beløb, der medgået til de kvalificerende formål direkte eller indirekte, men af praktiske grunde også en opgørelse over de ikke-erhvervsmæssige indtægter. Et eksempel på en sådan opgørelse er vist på bilag 1.

Efter at have modtaget selvangivelsen med vedlagt ansøgning om skattefritagelse, må den kommunale ligningsmyndighed snarest muligt sende den videre til inspektoratet, som på grundlag af de nævnte oplysninger opgør indkomsten til skattefritagelse. Inspektoratet returner derefter selvangivelsen til den kommunale ligningsmyndighed, som færdiggør den almindelige ligning, hvorefter den skattepligtige indkomst opgøres som erhvervsindkomst med fradrag af den tidligere opgjorte indkomst til skattefritagelse. Fradraget kan dog ikke overstige erhvervsindkomsten. Herved fremkommer foreningens ansatte skattepligtige indkomst, som inden midten af september skal indberettes til statsskattedirektoratet, Birkerød.

Ansøgninger, der indgives til inspektoratet eller til den kommunale ligningsmyndighed, efter at foreningen har indsendt sin selvangivelse, bør, hvis tiden tillader det, behandles sammen med denne, jf. foran. Hvis dette ikke kan nås, må skattefritagelsen meddeles efter samme fremgangsmåde, som benyttes ved ændringer af skatteansættelser. Ved besvarelsen bør den pågældende forening opfordres til for fremtiden at søge om skattefritagelse samtidig med indsendelsen af selvangivelsen for det pågældende skatteår.

5. Særligt om fondsejede selskaber.

De fonds- eller foreningsejede selskaber, der kan få årlig fritagelse i henhold til bestemmelsens stk. 5, må følge samme ordning. De skal dog ikke indsende oplysninger til brug for en opgørelse over de fritagelsesberettigede beløb, men blot bekræfte, at selskabet stadig er fondsejet samt oplyse det deklarerede udbytte vedrørende det indkomstår, der ligger til grund for ansættelsen.

Hans Westerberg

Niels Kristensen

Eksempel på opgørelse af beløb til årlig skattefritagelse.

Direkte udbetalt til formålet 35.513 kr. Fondens administrationsomkostninger 5.320 kr. Prioritetsafdrag på fondens ejendomme 3.223 kr. Hensat på konto til senere udbetaling til formålet 5.000 kr. ---------- I alt til kvalificerende formål 49.056 kr. Ikke-erhvervsmæssig indkomst (renter, udbytter m.v.) 13.369 kr. ---------- Indkomst til skattefritagelse 35.687 kr. ----------

Prioritetsafdrag kan altid betragtes som medgået til formålet, uanset om ejendommen benyttes til formålet eller ikke. Forbedringsudgifter kan derimod kun medtages, hvis den pågældende ejendom benyttes til det kvalificerende formål og vil således ikke komme til at figurere på opgørelsen, da foreningen eller fonden i så fald normalt vil kunne opnå stående fritagelse.

Også henlagte beløb kan anses for medgået til formålet, hvorom nærmere henvises til skattedepartementets cirkulære nr. 119 af 14. juni 1963 om fritagelse for indkomstbeskatning af visse foreninger m.v. og af sådanne ejede aktieselskaber m.v. på grund af foreningernes almenvelgørende eller andre almennyttige formål.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →