Fradrag for feriepenge
Statutory Text (1 Articles)
Fradrag for feriepenge
Arbejdsgivere kan fratrække løn under ferie til funktionærer og andre, der har ret til ferie med løn (kasseprincippet). Ved siden af den udbetalte løn under ferie kan årets stigning i skyldige feriepenge fratrækkes, når modsvarende et eventuelt fald i feriepengeforpligtelsen føres til indtægt (tilværkstprincippet).
En arbejdsgiver, der ikke tidligere har fradraget skyldige feriepenge, kan frit overgå til at anvende dette princip, jf. ligningsvejledningen 1982, L.4.1.5. I overgangsåret omfatter fradragsretten såvel udbetalte som optjente feriepenge.
Statsskattedirektoratets cirkulære 1977-7 af 1. november 1977 vedrørende principskifte har begrænset fradragsretten for den samlede feriepengeforpligtelse til tilfælde, hvor principskiftet var sket inden for de seneste 3 indkomstår forud for det år, i hvilket fuldt fradrag var begæret.
Ved kendelse af 17. december 1982 har landsskatteretten imidlertid anerkendt, at et selskab, der i skatteåret 1972/73 overgik fra kasseprincip til tilvækstprincip, i skatteåret 1978/79 kunne fradrage såvel den i årets løb stedfundne stigning i feriepengeforpligtelsen som den oprindelige primoforpligtelse.
Kendelsen, der ikke er indbragt for domstolene, medfører, at den i SD-cirkulære 1977-7 angivne fremgangsmåde skal ændres.
I tilfælde, hvor SD-cirkulære 1977-7 har udelukket fuldt fradrag i overgangsåret, kan det resterende beløb fradrages i et senere indkomstår.
Inden for den i skattestyrelseslovens § 30, stk. 1, angivne 5-års frist er den skattepligtige berettiget til at foretage fradrag for den ikke fratrukne primoforpligtelse i et af den skattepligtige valgt indkomstår.
Hans Westerberg
Marianne Mandahl