Vejledning om oprettelse af hold ved prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne. (Til alle amtsråd, Københavns og Frederiksberg kommuner samt alle enkeltfagskurser)
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om oprettelse af hold ved prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne.
(Til alle amtsråd, Københavns og Frederiksberg kommuner samt alle
enkeltfagskurser)
Undervisningsministeriet har i bekendtgørelse nr. 338 af 11. juli 1983 om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne, § 12, fastsat ændrede regler om oprettelse af undervisning og det maksimale antal deltagere på hold ved denne undervisning, jfr. § 3, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 320 af 4. juli 1983.
Som følge af bekendtgørelsesændringen har ministeriet fundet det hensigtsmæssigt at udsende en ny vejledning om oprettelse af hold med henblik på at tilvejebringe et bedre grundlag for den praktiske anvendelse af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 12.
Denne vejledning erstatter således den tidligere vejledning af 27. januar 1982 om oprettelse af hold ved prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne.
Bekendtgørelsens § 12, stk. 1 - 5, lyder således
» § 12 . Kursusåret omfatter perioden 1. august - 31. juli.
Stk. 2 . Amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg kommuner kommunalbestyrelsen, skal oprette undervisning for alle, der er optaget til en tilbudt undervisning senest 14 dage før undervisningens begyndelse, såfremt der på dette tidspunkt er optaget mindst 12 deltagere, jfr. § 6, stk. 3. antallet af deltagere på et hold må ved undervisningens begyndelse ikke overstige 28.
Stk. 3 . Amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg kommuner kommunalbestyrelsen, kan oprette undervisning med et lavere deltagerantal end nævnt i stk. 2.
Stk. 4 . Ansøgere, der tilmelder sig efter udløbet af den i stk. 2, 1. pkt. nævnte frist, og som i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse, skal optages i det omfang, der er plads på etablerede hold.
Stk. 5 . Undervisningen kan tilrettelægges på alle ugens dage både i dag- og aftentimerne.«
1. Undervisningstilbuddet.
Et undervisningstilbud omfatter tilbud om undervisning i et bestemt fag på et angivet niveau inden for et kursus med eventuelle tilhørende afdelinger.
I lovens § 1, stk. 1, er nævnt de fag, som amtskommunerne skal tilbyde enkeltfagsundervisning i. Loven pålægger imidlertid ikke amtskommunerne pligt til hvert år at tilbyde oprettelse af undervisning i alle fag til folkeskolens afsluttende prøver og til højere forberedelseseksamen på hvert enkelt kursus. Det skal dog sikres, at kursisterne inden for et rimeligt tidsrum eller inden for et rimeligt geografisk område får et undervisningstilbud, der omfatter samtlige fag og niveauer.
Ifølge lovens § 2, stk. 3, skal amtsrådet sørge for, at befolkningen i amtsrådskredsen bliver orienteret om kursernes undervisningstilbud. Denne orientering bør om de enkelte tilbudte fag angive, om undervisningen er 1- eller 2-årig, undervisningsstedet, og om der er tale om dag- eller aftenundervisning. Orienteringen kan også omfatte fagenes placering på ugedage. Hvor man søger at tilgodese særlige målgrupper, som kun kan modtage undervisning på bestemte ugedage eller bestemte tidspunkter af dagen, er det dog nødvendigt med sådanne nærmere tidsangivelser. Det bemærkes herved, at en præcisering af undervisningstilbud med angivelse af ugedag og tidspunkt bevirker, at hold skal oprettes på dette tidspunkt, hvis der ikke i orienteringen er taget forbehold herom, og hvis det nødvendige antal deltagere er optaget 14 dage før undervisningens begyndelse.
I områder med geografisk tæt placerede kurser og rimelige transportforhold vil orienteringen om undervisningstilbuddene videre kunne indeholde oplysning om, at kursisterne undtagelsesvis vil kunne henvises til et tilsvarende hold ved et nærliggende kursus inden for samme område. Et sådant forbehold skal sikre, at der ikke oprettes flere hold end nødvendigt, samtidig med, at alle, der er optaget 14 dage før undervisningens begyndelse, sikres deltagelse på hold under forudsætning af fornøden tilslutning. Der skal dog ved sådanne henvisninger sikres kursisterne mulighed for at følge eventuelle andre fag, hvortil de er optaget.
Det bør i øvrigt i orienteringen præciseres, under hvilke vilkår deltagelse i undervisning er sikret, herunder at der er optaget 12 kursister til en tilbudt undervisning 14 dage før undervisningens begyndelse, medmindre amtskommunen har fastsat lempeligere vilkår.
Oversigten over undervisningstilbuddene indsendes til direktoratet for folkeoplysning, frie grundskoler m.v. og direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen senest den 1. maj for undervisning, der påbegyndes i august, jfr. lovens § 2. Tilbudsoversigten bør ledsages af en beskrivelse af principerne bag den, herunder hvilke fag der forventes tilbudt over en bestemt periode, hvis der er begrænsninger i tilbuddet på det enkelte kursussted. Beskrivelsen bør i givet fald også indeholde en redegørelse for, hvilke fag der eventuelt er forbeholdt bestemte kurser.
2. Optagelse af kursister.
Oprettelse af undervisning forudsætter, at det fornødne antal kursister er optaget til den pågældende undervisning. Afgørelse om optagelse ved undervisning til folkeskolens afsluttende prøver træffes af forstanderen, mens optagelse ved undervisning til højere forberedelseseksamen træffes af den tilforordnede rektor efter samråd med forstanderen, hvis der til bistand for forstanderen er knyttet en tilforordnet rektor. Hvor dette ikke er tilfældet, træffes afgørelse om optagelse til hf-undervisning af forstanderen. Med hensyn til optagelsesvilkår henvises i øvrigt til § 6 i bekendtgørelsen af 11. juli 1983 og for hf-undervisningen til skrivelser fra direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen af 21. december 1977, 23. juli 1980 og 26. september 1980 (RS 03 - 03).
En ansøger bør først optages efter samtale med en studievejleder, hvorunder ansøgerens faglige grundlag samt ønsker og mål med studiet skal søges belyst.
For at sikre en bedre overensstemmelse mellem optagne og fremmødte kursister bør man allerede ved optagelsen opfordre disse til at meddele afbud til kursus, hvis de finder andet uddannelsestilbud, eller de af andre grunde ikke ønsker at deltage i undervisningen. Hvis det er hensigtsmæssigt, kan kursus gentage en sådan opfordring tæt på tidspunktet for den endelige etablering af undervisning.
3. Oprettelse af hold.
Som anført i bekendtgørelsens § 12, stk. 2, skal der oprettes undervisning for alle, der er optaget til en tilbudt undervisning senest 14 dage før undervisningens begyndelse, såfremt der på dette tidspunkt er optaget mindst 12 deltagere. Antallet af deltagere på de enkelte hold må ikke overstige 28 ved undervisningens begyndelse.
Bestemmelserne har til formål at sikre,
at der oprettes undervisning, hvis det fornødne antal kursister ønsker undervisning,
at alle, der er optaget til en tilbudt undervisning 14 dage før undervisningens begyndelse, sikres deltagelse heri under forudsætning af fornøden tilslutning, og
at antallet af deltagere på de enkelte hold bliver pædagogisk forsvarligt og svarende til holdstørrelser ved anden kompetencegivende undervisning på samme niveau.
Bestemmelserne angiver videre de rammer, inden for hvilke hold skal oprettes. Det bemærkes herved, at amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner kan fastsatte lempeligere vilkår for etablering af hold end de betingelser, der er angivet i § 12, stk. 2, og anført nedenfor.
Rammerne indebærer, at der skal iværksættes undervisning, når der 14 dage før undervisningens begyndelse er optaget 12 deltagere hertil. Hvis antallet af optagne kursister på dette tidspunkt overstiger 28, må amtskommunen i samarbejde med kursus og efter lokale erfaringer med hensyn til fremmøde skønne, hvor mange hold der skal oprettes, for at alle, der er optaget senest 14 dage før undervisningens begyndelse, kan få undervisning. Det skal fremhæves, at antallet af hold i hvert fag må planlægges således, at der ikke deltager mere end 28 på et hold, idet der skal oprettes yderligere hold, hvis antallet af deltagere overstiger 28 ved undervisningens begyndelse, og det ikke er muligt at henvise kursister til et tilsvarende henholdsvis dag- eller aftenhold ved samme kursus.
Dog kan der undtagelsesvis henvises til et tilsvarende hold ved et andet kursus inden for samme område, hvis der er taget forbehold herom, jfr. det foran i afsnit 1 anførte.
Ansøgere, der tilmelder sig senere end 14 dage før undervisningens begyndelse, og som i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse, skal optages i det omfang der er plads på hold, der etableres på baggrund af optagelsen 14 dage før undervisningens begyndelse. I et omfang, der ikke er plads på sådanne hold, kan der oprettes en venteliste, og optagelse vil derefter naturligt kunne ske i forhold til tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om optagelse.
Ansøgere, der tilmelder sig efter undervisningens begyndelse, skal optages, hvis der er plads på etablerede hold, og hvis dette er pædagogisk forsvarligt i forhold til den allerede gennemførte undervisning og ansøgerens faglige baggrund, jfr. § 12, stk. 4, i bekendtgørelsen af 11. juli 1983.
Ifølge § 12, stk. 5, kan undervisningen tilrettelægges på alle ugens dage i dag- og aftentimerne.
Som anført foran i afsnit 1 er det ikke nødvendigt at angive fagenes placering på ugedage, medmindre man søger at tilgodese særlige målgrupper, som kun kan modtage undervisning på bestemte ugedage eller bestemte tidspunkter af dagen. I orienteringen om undervisningstilbuddene kan der dog som nævnt tages forbehold med hensyn til undervisningens placering på ugedage. Når der er taget hensyn hertil, vil det være tilstrækkeligt, at der først oprettes yderligere hold, når der på samtlige dag-, henholdsvis aftenhold inden for samme kursus med samme fag, niveau og forløb (1- eller 2- årigt) skønnes at deltage 28 kursister. Der bør dog ved overvejelserne om placering på sådanne hold, hvor der oprettes flere i samme fag, tages hensyn til den enkelte kursists muligheder for at følge flere fag og til kursistens arbejds- eller familiesituation.
Kursister, der ønsker undervisning på daghold, vil således under de nævnte forudsætninger kunne henvises til et andet daghold, hvis der ikke er plads på det ønskede. Der kan også henvises fra et aftenhold til et andet aftenhold.
Det bemærkes endelig, at amtsrådet samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser ifølge bekendtgørelsens § 13 skal opkræve et gebyr på 200 kr. af hver deltager, som er optaget på et eller flere etablerede hold, og oprettelse af hold er således ikke betinget af, at gebyret er betalt.
Undervisningsministeriet, den 17. august 1983
P. m. v.
Helge Thomsen
/Claus Ulrich