Meddelelse vedrørende EDB på apotekerne. (Til apotekerne).
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse vedrørende EDB på apotekerne. (Til apotekerne).
I meddelelse af 31. januar 1980 anførte sundhedsstyrelsen, at man ikke var sindet at godkende udgifter til indkøb eller leasing af EDB-anlæg på apotekernes opgørelse af omsætning og overskud. Begrundelsen herfor var, at sundhedsstyrelsen fandt det hensigtsmæssigt, at der blev foretaget en samlet vurdering af spørgsmålet om apotekernes anvendelse af EDB, forinden der i større omfang blev investeret i EDB-udstyr på apotekerne.
I februar 1982 modtog sundhedsstyrelsen en rapport fra Danmarks Apotekerforening vedrørende forløbet af forsøg med EDB på apotekerne, idet foreningen anmodede om styrelsens stillingtagen til anvendelsen af EDB på apotekerne. Rapporten gav sundhedsstyrelsen anledning til at indhente supplerende oplysninger, og en redegørelse for styrelsens indstilling til spørgsmålet om anvendelse af EDB på apotekerne blev i september 1982 forelagt indenrigsministeriet.
I sin indstilling anførte sundhedsstyrelsen, at man fandt, at en række opgaver på apotekerne vedrørende receptekspedition og regnskabsmæssige funktioner med fordel kunne løses gennem anvendelse af EDB. Endvidere gav sundhedsstyrelsen udtryk for, at man fandt, at det var den enkelte apoteker, der selv måtte træffe beslutning om anvendelse af EDB og herunder tage stilling til, hvilket udstyr der i givet fald skulle anskaffes. Endelig fremhævede sundhedsstyrelsen det nødvendige i, at der blev stillet krav til de data, som EDB-anlæg på apotekerne producerede, således at EDB-registrerede oplysninger fra de enkelte apoteker kunne udnyttes af de centrale myndigheder f.eks. til statistiske formål.
Indenrigsministeriet har i november 1982 tilsluttet sig sundhedsstyrelsens synspunkter, men samtidig præciseret, at en eventuel indførelse af EDB på de enkelte apoteker skal ske uden at medicinpriserne påvirkes heraf, og dette gælder også andet udstyr til eventuel kompensation for den skitserede EDB-model. Det følger heraf, at udgifter til anskaffelse og drift af EDB på det enkelte apotek skal modsvares af tilsvarende besparelser på apoteket.
I det følgende vil sundhedsstyrelsen nærmere redegøre for, hvilke forudsætninger der gælder, for at udgifter til anskaffelse af EDB på apotekerne vil kunne godkendes som en udgift på apotekets årlige opgørelse af omsætning og overskud
1. Det forventes, at den enkelte apoteker nøje har overvejet, hvilke konkrete opgaver apoteket med fordel vil kunne løse ved anvendelse af EDB, og hvilket udstyr der er velegnet til løsningaf disse opgaver.
2. Det forudsættes, at den enkelte apoteker nøje har overvejet, hvilke kompenserende besparelser der kan opnås ved anvendelse af EDB, således at ovennævnte påbud fra indenrigsministeriet overholdes, og således at apotekeren i givet fald kan redegøre herfor.
3. Udgifter til køb af EDB-anlæg (hardware) skal opføres på inventarkontoen, medens udgifter til leasing skal opføres på en særskilt post på konto 10. Driftsudgifterne, herunder udgifter til programmering (software), skal opføres på en særskilt post på konto 10. Vedligeholdelsesudgifter skal specificeres særskilt på konto 3b. Sundhedsstyrelsens vejledning og opgørelsesskemaet vil blive rettet i overensstemmelse hermed.
4. Sundhedsstyrelsen vil ikke stille krav om, at bestemte opgaver skal løses, såfremt der anskaffes EDB-udstyr. I de tilfælde, hvor udstyret imidlertid anvendes til taksation af lægemidler, skal anlægget kunne anvende Danmarks Apotekerforenings takstdatabase. I de tilfælde, hvor anlægget anvendes til registrering af receptoplysninger med henblik på udarbejdelse af opgørelser til kommunale, amtskommunale eller centrale instanser, skal anlægget være således udformet, at det kan levere oplysninger om de behandlede recepter efter følgende retningslinier: a. Indholdet skal svare til det til enhver tid fastsatte af sundhedsstyrelsen, jfr. § 37, stk. 2, i bekendtgørelse af lov om apotekervæsenet, og det til enhver tid aftalte mellem Danmarks Apotekerforening på den ene side og henholdsvis Amtsrådsforeningen i Danmark, Frederiksberg og København kommune på den anden side. b. Anlægget skal kunne opbevare receptoplysninger fra mindst een måneds receptekspeditioner. c. Oplysningerne skal kunne leveres i form af udskrifter. Apoteket skal tillige sikre sig, at der er udbygningsmuligheder til stede, således at anlægget vil kunne levere oplysningerne på disketter eller kunne sende oplysningerne gennem det af Post- og Telegrafvæsenet etablerede datanet til Datacentralen af 1957 I/S og Kommunedata I/S.
Samtidig bortfalder sundhedsstyrelsens meddelelse af 31. januar 1980 om EDB-udgifter på apotekerne.
SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 11. MAJ 1983.
P.D.V.
Jens Overø
/Bodil Strøh
Ingen