Skrivelse vedrørende opvarmning af levnedsmidler ved selvbetjening
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende opvarmning af levnedsmidler ved selvbetjening
Til levnedsmiddelkontrolenhederne
Veterinærdirektoratet har dags dato tilskrevet en levnedsmiddelkontrolenhed således
»Angående opvarmning af levnedsmidler ved selvbetjening.
Med skrivelse af 13. oktober 1983 har levnedsmiddelkontrollen forespurgt veterinærdirektoratet vedrørende selvbetjeningssalg af færdigtilvirkede dybfrosne/kølede burgere til opvarmning i ovn ved selvbetjening.
Levnedsmiddelkontrollen redegør for den konkrete forhandlingsform således: »Fra døgnkiosk i området forhandles ved selvbetjening færdigtilvirkede burgere enkelt indpakket i klar plastfolie med svejsede lukninger, antagelig en art »bagefolie«, hvorefter kunder selv anbringer den således emballerede burger i en på forretningsstedet opstillet Toast-Master, hvor den opvarmes til serveringstemperatur'.
Under henvisning til, at der fra forhandlere er udtrykt ønske om at kunne forhandle levnedsmidler på nævnte måde, anmoder enheden om veterinærdirektoratets stillingtagen til, om forhandlingsformen kan accepteres på passende vilkår.
Veterinærdirektoratet har vurderet de forskellige aspekter i sagen, specielt det forhold, at kunderne selv foretager opvarmningen af levnedsmidlet i virksomhedens lokaler, og skal specielt henlede enhedens opmærksomhed på detailforhandlingsbekendtgørelsens § 7, stk. 3, ifølge hvilken lokaler i levnedsmiddeludsalg ikke må anvendes til andet formål end det, hvortil de er godkendt, ligesom der ikke i lokalerne må forefindes uvedkommende inventar m.v..
Bestemmelserne om, hvad der kan meddeles godkendelse til, fremgår af bekendtgørelsens § 4, jfr. kap. 1, om bekendtgørelsens område. Det fremgår heraf, at levnedsmiddeludsalg alene kan meddeles godkendelse til detailforhandling af levnedsmidler, samt i mindre omfang engrosforhandling af levnedsmidler, og i den forbindelse med forhandlingen forbundne tilvirkning af levnedsmidler. Det forudsættes i bekendtgørelsens kap. 8, at denne tilvirkning forestås af ansat personale, der er undergivet specielle bestemmelser om hygiejne, sundhedstilstand m.m..
Under henvisning til ovenstående må veterinærdirektoratet derfor vurdere en tilvirkning af levnedsmidler foretaget af kunder og udført i levnedsmiddeludsalgets lokaler, som uforeneligt med detailforhandlingsbekendtgørelsens regler, og en sådan aktivitet kan derfor ikke godkendes af levnedsmiddelkontrolenheden.'
Hvilket herved meddeles til orientering.
P.v.v.
E. Malling Olsen
/L. Grønberg
Ingen