Legislator Case Law & Legislation
C19831334560 DK

Vejledning vedrørende skema til ansøgning om tilskud til fremme af regnskabsføring i jordbrugsbedrifter

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1983 13345 Valid

Vejledning vedrørende skema til ansøgning om tilskud til fremme af regnskabsføring i jordbrugsbedrifter

Efter lov nr. 292 af 14. juni 1974 kan jordbrugere, som påbegynder en regnskabsføring efter de nedenfor anførte forskrifter, opnå et statstilskud på p.t. i alt 6.680 kr., der udbetales i løbet af 4 år med 1.670 kr. år, jfr. landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 59 af 14. februar 1983.

Ved jordbrugsbedrifter forstås bedrifter, der anvendes til landbrug, gartneri, frugtavl, planteskole eller lignede jordbrugsvirksomhed. En bedrift kan omfatte en eller flere ejendomme.

Tilskud kan kun opnås ved udfyldelse og indsendelse til jordbrugsdirektoratet (Sankt Annæ Plads 19, 1250 København k.) af det til dette formål udarbejdede ansøgningsskema, der fås udleveret ved henvendelse til viceformanden for den lokale jordbrugskommission.

Til de enkelte punkter i ansøgningsskemaet skal bemærkes

ad punkt B.

Tilskud kan ydes, uanset om regnskabet udarbejdes gennem de landøkonomiske foreninger, af en revisor, anden regnskabskyndig eller af ansøgeren selv. Punkt B udfyldes med afkrydsning samt angivelse af navnet på den landbo- eller regnskabskyndige, gennem hvilken regnskabet vil blive ført samt tidspunktet for, hvornår regnskabsføringen agtes påbegyndt.

ad punkt C.

1) Det er en forudsætning for tilskud, at ansøgeren har jordbrug som hovederhverv, mens det er uden betydning, om vedkommende er ejer eller forpagter. Ansøgeren har jordbrug som hovederhverv, når han anvender mere end halvdelen af sin arbejdstid i den jordbrugsbedrift, for hvilken regnskab bliver ført, og samtidig opnår mindst halvdelen af sin samlede indkomst ved denne bedrift.

2) Tilskud ydes til jordbrugere, der påbegynder regnskabsføring, som opfylder kravene i punkt D. Jordbrugere, der allerede fører et regnskab med et vist omfang af specifikationer, er afskåret fra at opnå tilskud. Tilskud ydes således ikke til jordbruger, der

a) fører eller tidligere har ført et regnskab, der opfylder kravene i punkt D,

b) fører eller tidligere har ført et regnskab, hvortil der ydes statstilskud gennem de landøkonomiske foreninger,

c) fører eller tidligere har ført et skatteregnskab gennem de landøkonomiske foreninger,

d) fører eller tidligere har ført et skatteregnskab, hvor indtægter og udgifter vedrørende bedriften er specificeret i hovedposter. I tvivlstilfælde må indsendes et eksemplar af det hidtil førte regnskab til bedømmelse i jordbrugsdirektoratet. Den af jordbrugsdirektoratet herefter trufne afgørelse kan påklages til landbrugsministeren indenfor en frist af 4 uger fra den dag, hvor ansøgeren har fået meddelelse om afgørelsen.

ad punkt D.

1) Ansøgningen skal være indgivet, forinden regnskabsføringen påbegyndes. For at være tilskudsberettiget skal regnskabet indeholde oplysninger om antallet af arbejdsenheder (svarende til heltidsbeskæftige personer med et årligt forbrug på 2100 timer) ved bedriften og om arbejdsindkomsten pr. arbejdsenhed samt oplysninger svarende til oplysningerne i regnskaber, der indberettes til De samvirkende danske Landboforeninger eller Danske Husmandsforeninger for opnåelse af statstilskud efter konsulentloven.

2) Det er en forudsætning for opnåelse af tilskud, at der føres regnskab i mindst 4 år. Tilskuddet bortfalder således, hvis tilskudsmodtageren ophører med regnskabføring inden 4-års periodens udløb eller regnskabsføringen ikke opfylder de stillede krav, og i visse tilfælde kan allerede ydede tilskud kræves tilbagebetalt.

3) Kontrollen med de regnskaber, der føres gennem de landøkonomiske foreninger, foregår på den måde, at regnskaberne indberettes til de respektive landsudvalg på samme måde som - men adskilt fra - de beretningsregnskaber, der iøvrigt indberettes fra de enkelte regnskabskredse.

Regnskaber, der føres af revisorer, andre regnskabskyndige eller af jordbrugeren selv, skal hvert år inden 1. maj eller 1. november indsendes til Jordbrugsøkonomisk Institut (Valby Langgade 19, 2500 Valby). Instituttet kan forlange, at der i stedet for indsendelse af regnskabet skal foretages indberetning til instituttet på særlige blanketter.

4) En tilskudsmodtager er forpligtet til efter anmodning at meddele sådanne oplysninger til driftsbureauet eller jordbrugsdirektoratet som disse finder fornødne af hensyn til kontrollen med tidskudsordningen. Dette gælder dog ikke, hvis regnskabet udfærdiges gennem de landøkonomiske foreninger, hvor der efter konsulentordningen gælder en særlig kontrol. Iøvrigt er han forpligtet til uden opfordring at give meddelelse til jordbrugsdirektoratet hvis han ikke længere opfylder betingelserne for tilskud, d.v.s. ophører med regnskabsføring eller regnskabsføringen ikke opfylder de stillede krav, afhænder bedriften, ophører med forpagtningen eller ikke længere har jordbrug som hovederhverv.

5) En tilskudsmodtager er forpligtet til efter anmodning at stille sit regnskab til rådighed hvis det ønskes anvendt til særlig undersøgelse eller oplysning (beretning). Ved en sådan anvendelse sikres tilskudsmodtageren anonymitet. Det samme gælder, hvis regnskabet ønskes anvendt indenfor rammerne af EF's informationsnet for landsøkonomisk bogføring.

JORDBRUGSDIREKTORATET i december 1983

+++ANSØGNING+++

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →