Vejledning i behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse m.v.

Vejledning i behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse m.v.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledende bemærkninger

I. Sager om benådning for frihedsstraf og udsættelse.

A. Kompetence.

B. Almindelige retningslinier.

1. Domfældte på fri fod.

Virkning af en ansøgning om benådning og/eller

udsættelse og behandling af ansøgningen.

Virkning af en ansøgning om benådning efter

tidligere ansøgning om udsættelse.

Virkning af en ansøgning om udsættelse efter

tidligere ansøgning om benådning.

Virkning af en fornyet ansøgning om benådning

og/eller udsættelse.

Behandling af en fornyet ansøgning om udsættelse.

Behandling af ansøgninger i særlige tilfælde.

Virkning af en klage til justitsministeriet over

politiets afgørelse om udsættelse.

Behandling af en klage over politiets afslag på udsættelse.

2. Domfældte anbragt i arresthus eller anstalt.

a. Fuldbyrdelse ikke iværksat.

Virkning af en ansøgning om benådning og/eller udsættelse.

i Domfældte varetægtsfængslet efter dommen. ii Domfældte udstår frihedsstraf. iii Domfældte varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag.

Behandling af en ansøgning om benådning og/eller udsættelse.

Behandling af ansøgninger i særlige tilfælde.

Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets

afgørelse om udsættelse og behandling af klagen.

b. Fuldbyrdelse iværksat.

Virkning af en ansøgning om benådning

og behandling af ansøgningen.

Virkning af en ansøgning om strafafbrydelse

og behandling af ansøgningen.

c. Særligt om udsættelse.

1. Betingelser.

Økonomiske forhold.

Arbejdsmæssige forhold.

Uddannelsessøgende.

Resocialisering.

Helbred.

Forsørgerpligter.

Specielt om varetægtsarrestanter.

Specielt om værnepligtige.

2. Afgørelsens indhold.

a. Udsættelse tillades.

b. Udsættelse nægtes.

II. Sager om eftergivelse eller nedsættelse

af bøder og konfiskation.

A. Kompetence.

B. Almindelige retningslinier.

Virkning af en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse.

Behandling af en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse.

Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets

afgørelse om eftergivelse eller nedsættelse.

C. Betingelser.

D. Afgørelsens indhold.

III. Sager om henstand med eller afdragsvis betaling af

bøder og konfiskation.

A. Kompetence.

B. Almindelige retningslinier.

Virkning af en ansøgning om henstand eller afdragsvis betaling.

Behandling af en ansøgning om henstand eller afdragsvis betaling.

Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets

afgørelse om henstand eller afdragsvis betaling.

C. Betingelser.

D. Afgørelsens indhold.

1. Henstand eller afdragsvis betaling tillades.

Almindelige betingelser.

Løbetid.

Rækkefølge for betaling af sagsomkostninger,

efterbetalingsbeløb, konfiskation m.v.

Renter.

Sikkerhedsstillelse.

2. Henstand eller afdragsvis betaling nægtes.

IV. Udståelse af bødeforvandlingsstraf.

A. Almindelige retningslinier.

Behandling af en ansøgning om benådning

for bødeforvandlingsstraf.

Behandling af en ansøgning om udsættelse med

udståelse af bødeforvandlingsstraf.

B. Særlige tilfælde.

1. Personer under 18 år.

2. Bøder pålagt som forudsætning for benådning.

V. Tvangsbøder.

VI. Administrativt pålagte bøder.

VII. Sagsomkostninger.

Bilag: Cirkulære af 26. juni 1975 om behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse m.v., som ændret ved cirkulære af 22. august 1983.

Ekstrakt af politimesterforeningens cirkulærskrivelse nr. 20 af 8. februar 1973 om bødeforelæg, inddrivelse af bøder og bødekartoteker.

Ekstrakt af politimesterforeningens cirkulærskrivelse nr. 5 af 13. november 1978 om bl.a. forvandlingsstraf for bøder.(* 1)

Indledende bemærkninger.

Når en domstol har afsagt en endelig straffedom, skal straffen fuldbyrdes uden ufornødent ophold. Særlige grunde kan imidlertid tale for benådning (eftergivelse) eller udsættelse (henstand) i kortere eller længere tid.

Denne vejledning knytter sig hovedsagelig til justitsministeriets cirkulære af 26. juni 1975 om behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse m.v., som ændret ved cirkulære af 22. august 1983. Vejledningen knytter sig tillige til justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgens cirkulære af 26. august 1983 om iværksættelse af udståelse af frihedsstraf eller forvaring m.v. for så vidt angår bestemmelserne om tilsigelse til strafudståelse og iværksættelse af strafudståelsen.

Vejledningen er tænkt som en hjælp for de myndigheder, der ved behandlingen af disse spørgsmål skal administrere de nævnte cirkulærer. Den indeholder fortolkningsbidrag til de enkelte bestemmelser, anvisninger på, hvorledes forskellige typer af sager skal eller bør afgøres, oplysninger om justitsministeriets praksis samt henvisninger til love og cirkulærer, der kan have betydning ved sagernes afgørelse.

Henvisninger til paragraffer refererer - medmindre andet er angivet - til ovennævnte cirkulære af 26. juni 1975.

Forkortelsen »KC« refererer til »Kriminalforsorgens Cirkulæresamling.«

Sager, der forelægges for justitsministeriet, adresseres til justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, Klareboderne 1, 1115 København K. Eventuel telefonisk henvendelse sker til 2. ekspeditionskontor (01) 13 57 83.

I. Sager om benådning for frihedsstraf og udsættelse.

A. Kompetence.

Sager om benådning for frihedsstraf behandles af justitsministeriet. Benådning for frihedsstraf sker ved kgl. resolution. Dog er justitsministeriet i henhold til kgl.resolution af 24. juni 1975 bemyndiget til at eftergive frihedsstraffe på 40 dage eller derunder.

Sager om udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf afgøres af politiet.

Vedrører en ansøgning benådning, subsidiært udsættelse, afgøres begge spørgsmål dog af justitsministeriet. Udsættelse af en sådan længde, at selve tiden fra domfældelsen kan medvirke til en benådning, samt udsættelse, der er at betragte som forløber eller optakt til en benådning, kan kun meddeles af justitsministeriet på grund af spørgsmålets sammenhæng med benådningsspørgsmålet.

Sager om benådning for frihedsstraf, pålagt under militær straffesag, behandles af forsvarsministeriet.

Udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf, pålagt under militær straffesag, afgøres af auditøren. Andre frihedsstraffe, idømt militært personel, kan af den militære straffuldbyrdende myndighed efter forhandling med den borgerlige fuldbyrdelsesmyndighed udsættes til efter den første uddannelses afslutning, jf. militær retsplejelov § 26 og justitsministeriets cirkulærskrivelse af 22. juni 1972 om afsoning af frihedsstraf under aftjening af værnepligt.

Er ansøgningen begrundet med ønsket om genoptagelse af straffesagen, afgøres spørgsmålet om udsættelse eller standsning af fuldbyrdelsen af den særlige klageret, jf. retsplejelovens § 986.

Med hensyn til udsættelse ved ansøgning om tredieinstansbevilling henvises til justitsministeriets cirkulærskrivelse af 26. oktober 1973 (KC F-1-4).

B. Almindelige retningslinier.

1. Domfældte på fri fod.

Virkning af en ansøgning om benådning og/eller udsættelse og behandling af ansøgningen.

Når en ansøgning om benådning og/eller udsættelse er modtaget, udsættes straffens fuldbyrdelse, medens ansøgningen behandles, jf. § 1 (og til dels retsplejelovens § 1001, stk. 3). Ansøgningen har således altid opsættende virkning i modsætning til de side 4, 4. afsnit nævnte ansøgninger,(Virkning af en fornyet ansøgning om benådning og/eller udsættelse) som kun under visse betingelser har opsættende virkning.

Det vil normalt være nødvendigt, at der foretages en nærmere afhøring af domfældte til rapport, jf. § 16.

Såfremt ansøgeren er undergivet tilsyn, kan det være hensigtsmæssigt at indhente en udtalelse fra tilsynsmyndigheden. Høring af tilsynsmyndigheden kan dog undlades, såfremt det er åbenbart, at ansøgningen skal afslås.

Såfremt ansøgeren påberåber sig, at andre myndigheder eller personer har kendskab til vedkommendes personlige forhold, som vil kunne støtte ansøgningen, bør den pågældende som udgangspunkt henvises til selv at søge oplysningerne fremskaffet.

Indgives en ansøgning om benådning og/eller udsættelse, efter at domfældte er tilsagt til strafudståelse, bevirker dette ikke, at tilsigelsen automatisk bortfalder, jf. § 14 i iværksættelsescirkulæret, hvorefter tilsigelsen kun bortfalder, såfremt ansøgningen har opsættende virkning, og der ikke er truffet endelig afgørelse inden datoen for fremmødet. Da man lægger vægt på, at afsoningen påbegyndes på den fastsatte dato, bør det tilstræbes, at ansøgninger om benådning og/eller udsættelse - der har opsættende virkning - er færdigbehandlet inden mødedatoen. Søges der om udsættelse, bør politiets afgørelse derfor være truffet på et sådant tidspunkt, at en eventuel klage til justitsministeriet kan være færdigbehandlet inden den fastsatte mødedato. Kan det forudses, at ansøgningen ikke kan være færdigbehandlet forinden, skal politiet underrette fuldbyrdelsesstedet om, at tilsigelsen er bortfaldet, jf. § 14, stk. 3, i iværksættelsescirkulæret.

At ansøgningen er indgivet senere end 10 dage efter modtagelsen af tilsigelsen, har ingen betydning for ansøgningens opsættende virkning, men medfører, at de betingelser, der i øvrigt stilles for at imødekomme ansøgningen, skærpes, jf. iværksættelsescirkulærets § 17, stk. 1, nr. 5. Om betingelser for meddelelse af udsættelse, se side 11 ff.(Særligt om udsættelse).

Virkning af en ansøgning om benådning efter tidligere ansøgning om udsættelse.

Er en tidligere ansøgning om udsættelse afslået eller imødekommet, vil en efterfølgende ansøgning om benådning medføre, at fuldbyrdelsen må udsættes. En sådan ansøgning har i medfør af retsplejelovens § 1001, stk. 3, opsættende virkning.

Dette er også tilfældet, selv om benådningsansøgningen støttes på samme grundlag. Opmærksomheden henledes på muligheden for i disse tilfælde eventuelt at anvende den ekspeditionsform, der er anført under »Behandling af ansøgninger i særlige tilfælde.«

Virkning af en ansøgning om udsættelse efter tidligere ansøgning om benådning.

Er en tidligere ansøgning om benådning afslået, vil en efterfølgende ansøgning om udsættelse, der støttes på samme grundlag, normalt ikke medføre, at fuldbyrdelsen udsættes, idet domfældte i forbindelse med ansøgningen om benådning vil være blevet spurgt, om fuldbyrdelsen ønskes udsat, hvis ansøgningen afslås, jf. § 2.

Virkning af en fornyet ansøgning om benådning og/eller udsættelse.

Er en tidligere ansøgning om benådning og/eller udsættelse afslået - eller en tidligere ansøgning om udsættelse imødekommet - vil en fornyet ansøgning ikke automatisk medføre, at fuldbyrdelsen skal udsættes. Om dette skal ske, afhænger af, om der i den nye ansøgning er anført nye omstændigheder af væsentlig betydning, eller der i øvrigt skønnes at være særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning, inden fuldbyrdelsen iværksættes, jf. § 1. Ved vurderingen af, om de påberåbte nye omstændigheder er af væsentlig betydning, lægges der vægt på, om de umiddelbart synes at være af en sådan karakter, at det må antages (eventuelt efter en nærmere undersøgelse), at ansøgningen vil blive imødekommet. At de anførte omstændigheder skal være nye, betyder ikke nødvendigvis, at de skal være indtruffet efter, at den tidligere afgørelse er truffet. Omstændigheder, som kunne have været fremført på et tidligere tidspunkt, vil dog som udgangspunkt ikke skulle anses som væsentlige.

Som eksempel på tilfælde, hvor de nye omstændigheder, der anføres til støtte for en fornyet ansøgning om udsættelse, skønnes at være af væsentlig betydning, kan nævnes: indtrufne uforudseelige komplikationer i forbindelse med domfældtes arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, alvorligere sygdom hos domfældte eller denne nærtstående personer, problemer med pasning af børn eller andre personer, der hører til domfældtes husstand.

Behandling af en fornyet ansøgning om udsættelse.

Ved modtagelsen af en fornyet ansøgning om udsættelse skal politiet straks tage stilling til, om ansøgningen har opsættende virkning. Er der tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet, kan spørgsmålet eventuelt telefonisk forelægges for justitsministeriet.

Skønner politiet, at en fornyet ansøgning ikke har opsættende virkning, har domfældte adgang til at klage til justitsministeriet, jf. § 17, stk. 1. En sådan klage skal snarest muligt, eventuelt telefonisk, forelægges for justitsministeriet, men klagen har ikke opsættende virkning (i modsætning til de i § 17, stk. 2, nævnte klager, som under visse betingelser har opsættende virkning, se side 6, 2. afsnit.(Om virkning af en klage til justitsministeriet over politiets afgørelse om udsættelse.)

Skønner politiet, at ansøgningen har opsættende virkning, behandles sagen efter tilsvarende retningslinier som anført side 2 ff.(Virkning af en ansøgning) Såfremt domfældte er tilsagt til strafudståelse, og det kan forudses, at endelig afgørelse ikke kan være truffet - herunder eventuelt behandlet af justitsministeriet som rekursmyndighed - inden mødedatoen, skal politiet give fuldbyrdelsesstedet og domfældte meddelse om, at tilsigelsen er bortfaldet, jf.iværksættelsescirkulærets § 14, stk. 3, og § 17, stk. 1, nr. 7.

Behandling af ansøgninger i særlige tilfælde.

Søges der om benådning og/eller udsættelse (og ansøgningen har opsættende virkning) umiddelbart før afsoningen skal påbegyndes (fx ganske få dage før datoen for fremmødet, i forbindelse med fremmødet eller ved anholdelse efter udeblivelse) med det åbenbare formål at udskyde fuldbyrdelsen, vil hensynet til retshåndhævelsens effektivitet tale for, at der - såfremt domfældte forinden har haft rimelig tid og lejlighed til at indgive en sådan ansøgning - træffes en afgørelse straks, således at fuldbyrdelsen ikke udskydes. Hvis der i en sådan situation foreligger tilstrækkelige oplysninger vedrørende de omstændigheder, der påberåbes til støtte for en ansøgning om udsættelse, kan politiet straks tage stilling til ansøgningen og af egen drift, eventuelt telefonisk, forelægge afgørelsen for justitsministeriet som rekursmyndighed, hvorved den klageadgang, som er hjemlet i § 17, stk. 2, er tilgodeset. Drejer ansøgningen sig om benådning, vil justitsministeriet - eventuelt efter telefonisk forelæggelse fra politiet - straks tage stilling til ansøgningen. Det er dog en forudsætning, at der foreligger et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag vedrørende de faktiske omstændigheder.

Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets afgørelse om udsættelse.

Afslår politiet en ansøgning om udsættelse, eller imødekommer politiet ikke fuldt ud det ansøgte, kan afgørelsen indbringes for justitsministeriet, jf. § 17, stk. 1. Klagen har kun opsættende virkning, medens klagen behandles, og kun 1) såfremt den er politiet eller justitsministeriet i hænde senest 10 dage efter, at ansøgeren har modtaget meddelelse om afgørelsen, og 2) afgørelsen vedrører en ansøgning, der havde opsættende virkning, jf. § 17, stk. 2.

Klage over politiets afgørelse, indgivet efter udløbet af klagefristen, vil dog udsætte fuldbyrdelsen, såfremt der i sagen foreligger nye omstændigheder af væsentlig betydning. Klagen opfattes i disse situationer som en fornyet ansøgning, som på grund af nye omstændigheder af væsentlig betydning skal tillægges opsættende virkning.

Behandling af en klage over politiets afslag på udsættelse.

Indgives klagen til politiet, skal der straks ved modtagelsen tages stilling til, om klagen har opsættende virkning. Såfremt der foreligger nye omstændigheder af væsentlig betydning, behandler politiet sagen som en fornyet ansøgning, der har opsættende virkning, se herom side 5. (Behandling af fornyet ansøgning om udsættelse.)

Har en klage i øvrigt opsættende virkning, skal politiet, såfremt domfældte er tilsagt til strafudståelse, og det kan forudses, at klagen ikke kan være færdigbehandlet i justitsministeriet inden datoen for fremmødet, give fuldbyrdelsesstedet meddelelse om, at tilsigelsen er bortfaldet, jf. iværksættelsescirkulærets § 14, stk. 3. Sådan meddelelse skal tillige gives domfældte, såfremt klagen vedrører politiets afslag på en fornyet ansøgning, jf. § 17, stk. 1, nr. 7, i iværksættelsescirkulæret. Der bør ved klagens forelæggelse for justitsministeriet gives oplysning om, hvorvidt en sådan meddelelse er givet.

2. Domfældte anbragt i arresthus eller anstalt.

a. Fuldbyrdelse ikke iværksat.

Virkning af en ansøgning om benådning og/eller udsættelse.

i. For domfældte, der er varetægtsfængslet efter dommen, skal strafudståelsen iværksættes straks efter, at fuldbyrdelsesordren er modtaget. Domfældte skal have meddelelse om, at afsoningen nu påbegyndes, og at ansøgning om benådning efter dette tidspunkt ikke kan udsætte fuldbyrdelsen, jf.iværksættelsescirkulærets § 22. Hvis domfældte imidlertid i forbindelse med denne meddelelse ansøger om benådning, kan iværksættelse af udståelsen dog ikke finde sted, før ansøgningen er færdigbehandlet (domfældte hensidder således fortsat som varetægtsarrestant), medmindre en ansøgning herom på samme grundlag tidligere er afslået. Virkningen af en ansøgning om benådning med hensyn til fuldbyrdelsens iværksættelse samt kriterierne for, om en ansøgning har opsættende virkning, er således de sammme som anført side 2 ff vedrørende domfældte på fri fod.

Opmærksomheden henledes på, at der ikke kan meddeles udsættelse med fuldbyrdelsen af straffen, jf. § 1, stk. 1. Indgives ansøgning herom, inden strafudståelsen kan iværksættes, vil ansøgningen skulle behandles som en begæring om ophævelse af bestemmelsen om varetægtsfængsling, medens en ansøgning efter dette tidspunkt betragtes om en anmodning om strafafbrydelse, se herom side 11. (Virkning af en ansøgning om strafafbrydelse og behandling af ansøgningen.)

ii. For domfældte, der udstår frihedsstraf i henhold til en anden dom, skal strafudståelsen iværksættes straks efter, at fuldbyrdelsesordren er modtaget. Domfældte skal have meddelelse om, at afsoningen nu påbegyndes, og at ansøgning om benådning og/eller udsættelse efter dette tidspunkt ikke kan udsætte fuldbyrdelsen, jf. iværksættelsescirkulærets § 23. Hvis domfældte imidlertid i forbindelse med denne meddelelse ansøger om benådning eller udsættelse, vil virkningen af ansøgningen med hensyn til fuldbyrdelsens iværksættelse samt kriterierne for, om ansøgningen har opsættende virkning, være de samme som anført side 2 ff vedrørende domfældte på fri fod. Er en ansøgning (forudsat at den har opsættende virkning) således ikke færdigbehandlet, herunder eventuelt behandlet af justitsministeriet som rekursmyndighed, inden den tidligere straf er udstået, må løsladelse ske, medmindre domfældte varetægtsfængsles, indtil udståelsen af den nye straf kan iværksættes.

iii. Såfremt domfældte er varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag, vil det som udgangspunkt være en betingelse for iværksættelse af en anden straf i forbindelse med løsladelse fra varetægt, at domfældte forinden er tilsagt hertil i overensstemmelse med de regler, der gælder for personer på fri fod.

Er domfældte inden varetægtsfængslingen udeblevet fra en tilsigelse, eller har han ikke kunnet tilsiges, fordi han var uden fast bopæl, vil hensættelse til strafudståelse kunne ske umiddelbart ved varetægtsfængslingens ophør.

Er domfældte tilsagt inden varetægtsfængslingen til at møde på en dato, som ligger i varetægtsfængslingsperioden, vil iværksættelse ligeledes kunne finde sted umiddelbart ved varetægtsfængslingens ophør. Da den domfældte i disse tilfælde ikke har haft mulighed for at indrette sig på at møde den fastsatte dato, vil dette forhold kunne begrunde, at man imødekommer en ansøgning om udsættelse. Dette gælder navnlig, hvis varetægtsfængslingen er iværksat nogen tid før mødedatoen (jf. side 15 »Specielt om varetægtsarrestanter«).

Er domfældte tilsagt til en dato, der ligger efter varetægtsfængslingens ophør, vil straffen ikke mod domfældtes ønske kunne iværksættes i forbindelse hermed, men domfældte må løslades.

Er domfældte ikke tilsagt inden varetægtsfængslingen, kan domfældte ikke hensættes til strafudståelse ved varetægtens ophør, men må tilsiges til en dato efter varetægtsfængslingens ophør med respekt af sædvanlige frister, medmindre han ved varetægtsfængslingens ophør ikke har fast bopæl og derfor kan hensættes uden tilsigelse, jf. § 11, stk. 3, i iværksættelsescirkulæret. En afsoningsresolution kan i princippet erstatte tilsigelsen, forudsat at domfældte i forbindelse med forkyndelsen af resolutionen orienteres om sin adgang til at søge om benådning og udsættelse, og forudsat at domfældte giver afkald på sin ret til at blive tilsagt med sædvanlig frist (det vil sige erklære sig indforstået med, at strafudståelsen iværksættes i umiddelbar tilslutning til løsladelsen fra varetægt).

Kan der ved varetægtsfængslingens ophør ske iværksættelse af en anden straf, vil virkningen af en ansøgning om benådning og/eller udsættelse vedrørende denne straf med hensyn til fuldbyrdelsens iværksættelse og kriterierne for opsættende virkning være som anført på side 2 ff vedrørende domfældte på fri fod. Er en ansøgning (der har opsættende virkning) ikke endelig færdigbehandlet - herunder eventuelt behandlet af justitsministeriet som rekursmyndighed inden varetægtsfængslingens ophør, eller indgives den i umiddelbar tilknytning til beslutningen om løsladelse fra varetægt, må domfældte løslades, medmindre den pågældende varetægtsfængsles, indtil udståelsen af den nye straf kan iværksættes.

Behandling af en ansøgning om benådning og/eller udsættelse.

En ansøgning om benådning og/eller udsættelse behandles i princippet som ansøgninger fra domfældte på fri fod og afgøres således af politiet eller sendes med politiets udtalelse til justitsministeriet. Der bør normalt tillige indhentes en udtalelse fra institutionens leder.

Behandling af ansøgninger i særlige tilfælde.

Fremsættes en ansøgning om benådning og/eller udsættelse (som har opsættende virkning) umiddelbart før iværksættelsen af straffuldbyrdelsen med det åbenbare formål at udskyde fuldbyrdelsen, vil den ekspeditionsform, der er anført side 5 under »Behandling af ansøgninger i særlige tilfælde« kunne finde anvendelse, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er til stede.

Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets afgørelse om udsættelse og behandling af klagen.

Klage over politiets afgørelse om udsættelse har samme virkning med hensyn til fuldbyrdelsens iværksættelse som klager fra domfældte på fri fod, og betingelserne for, at en klage med opsættende virkning kan indbringes for justitsministeriet, er i princippet de samme som gælder for frifodsfolk. Opmærksomheden henledes på politiets muligheder for i særlige tilfælde (jf. ovenfor) af egen drift at forelægge en afgørelse om udsættelse for justitsministeriet som rekursmyndighed. I øvrigt behandler politiet klagen efter tilsvarende retningslinier som for domfældte på fri fod.

b. Fuldbyrdelse iværksat.

Virkning af en ansøgning om benådning og behandling af ansøgningen.

Ansøgning om benådning afbryder ikke straffuldbyrdelsen, se dog retsplejelovens § 1001, stk. 3.

Institutionens leder afgiver indstilling til justitsministeriet efter tilsvarende retningslinier som indstillinger i sager om prøveløsladelse, jf. § 5.

Virkning af en ansøgning om strafafbrydelse og behandling af ansøgningen.

Når fuldbyrdelsen er iværksat, er der ikke længere mulighed for udsættelse, men kun for strafafbrydelse.

Afgørelse om strafafbrydelse træffes af justitsministeriet, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf (KC E-2-1), efter indstilling fra institutionens leder.

C. Særligt om udsættelse.

1. Betingelser.

Afgørelsen om udsættelse træffes efter en helhedsvurdering, der bygger på den konkrete sags enkelte momenter. I vurderingen indgår som væsentlige momenter: lovovertrædelsens art, straffens længde, dommens alder, tidligere domfældelser, længden af den ansøgte udsættelse samt domfældtes personlige forhold.

Der skal som udgangspunkt anlægges en strengere vurdering ved behandling af en ansøgning, der indgives senere end 10 dage efter, at domfældte har modtaget tilsigelsen, jf. iværksættelsescirkulærets § 17, stk. 1, nr. 5, medmindre der i det konkrete tilfælde er en rimelig grund til, at ansøgningen først indgives efter fristens udløb.

Der kan ikke gives entydige generelle retningslinier for, med hvilken vægt de enkelte momenter indgår i vurderingen. Vejledende kan det dog anføres, at der ud fra hensynet til retshåndhævelsens effektivitet skal udvises større tilbageholdenhed med at give udsættelse, jo mere strafansvaret er ensidigt generalpræventivt orienteret (som fx ved færdselslovsovertrædelser), jo længere straffen er, jo ældre dommen er, og jo længere den ønskede udsættelse er. Tilsvarende gælder, hvor domfældte tidligere er straffet, herunder specielt for ligeartet kriminalitet.

Med hensyn til udsættelsens længde kan vejledende anføres, at udsættelse i op til 6 måneder efter domfældelsen normalt vil kunne gives, hvis det forekommer sandsynligt, at de sociale skadevirkninger af en strafudståelse vil kunne begrænses ved en udsættelse af denne længde. Derimod forudsættes udsættelse ud over 1 år kun tilladt i ganske særlige tilfælde, hvor domfældtes forhold med vægt tilsiger, at ansøgningen imødekommes. Er straffen kortvarig, og er betingelserne for en vis udsættelse til stede, kan politiet tillade deling af strafudståelsen, såfremt dette er nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn i forbindelse med fx domfældtes arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold eller domfældtes varetagelse af forsørgerpligter. En del af straffen kan fx. udstås i forbindelse med domfældtes sommerferie og resten i forbindelse med domfældtes vinterferie, jule- eller påskeferie. Tilsvarende gælder, hvis en imødekommelse af ansøgningen ville medføre en urimelig lang udsættelse.

Rejses der ny sigtelse mod den domfældte, bør udsættelse som regel nægtes, såfremt det er åbenbart, at den pågældende er skyldig i de påsigtede forhold, idet hensynet til retshåndhævelsens effektivitet normalt vil veje tungere end hensynet til domfældtes ønske om at udstå den eventuelle nye straf i forbindelse med den gamle.

I hvilket omfang hensynet til domfældtes personlige forhold bør tillægges betydning ved afgørelsen om udsættelse, kan anføres følgende vejledende retningslinier for de typisk forekommende tilfældegrupper

Økonomiske forhold.

Ansøgningen er begrundet med domfældtes økonomiske forhold, og der søges om udsættelse, fx til sommerferien.

(1) Er domfældte ikke i økonomiske vanskeligheder, men ansøgningen begrundes med, at den pågældende blot ønsker at tjene mere inden strafudståelsen, bør udsættelse nægtes.

(2) Foreligger der en meget anstrengt økonomisk situation, og forekommer det sandsynligt, at en udsættelse vil kunne afhjælpe dette, bør udsættelse meddeles.

(3) Er de økonomiske forhold så håbløse, at en udsættelse vil være uden reel betydning, bør udsættelse nægtes.

Arbejdsmæssige forhold.

(1) Ansøges der om udsættelse, fx til førstkommende ferie, med den begrundelse, at domfældte ellers vil miste sit arbejde, bør der som regel meddeles udsættelse, navnlig hvis udsættelsen ikke overstiger 6 måneder.

Ved afgørelsen bør det tillægges betydning, om domfældte inden for de seneste år har været straffet for lignende lovovertrædelser, hvor længe ansøgeren har være ansat det pågældende sted, ansøgerens alder og økonomiske situation, samt muligheden for at få samme eller tilsvarende arbejde efter strafudståelsen. I perioder med stor arbejdsløshed bør udsættelse med denne begrundelse meddeles i noget større omfang end ellers. Man bør endvidere være opmærksom på de konsekvenser, som en afbrydelse af et beskæftigelsesforhold på grund af strafudståelse eventuelt vil kunne få for domfældtes erhvervelse af ret til dagpenge, jf. § 55 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring (26 ugers reglen). En tilladelse kan eventuelt betinges af, at den pågældende ikke forinden bliver uden beskæftigelse, jr. nedenfor side 16 under a. »Udsættelse tillades.«

Normalt bør ansøgeren selv tilvejebringe dokumentation for, at han eller hun vil miste sit arbejde eller retten til dagpenge, hvis der ikke gives udsættelse. I tilfælde, hvor det forekommer velbegrundet, at ansøgeren ikke ønsker, at arbejdsgiveren gøres bekendt med sagen, kan kravet om dokumentation dog frafaldes, medmindre der er begrundet tvivl om rigtigheden af ansøgerens anbringender, eller der er tale om et grænsetilfælde.

(2) Er ansøgningen begrundet i hensynet til (den private) arbejdsgivers interesser, bør udsættelse i reglen nægtes. Udsættelse begrundet i arbejdsgivers interesser kan kun meddeles, såfremt en umiddelbar udståelse af straffen medfører væsentlige ulemper for det offentlige, jf. § 6, stk. 2, eller medfører ekstraordinært store skadevirkninger for arbejdsgiveren og/eller medansatte, fx produktionsstandsning i større omfang og afskedigelse af andre ansatte.

Uddannelsessøgende.

Uddannelsessøgende med kortvarige straffe bør normalt have udsættelse til førstkommende anvendelige ferie, som regel sommerferien. Om eventuel deling af strafudståelsen, se side 12, 1. afsnit. Man bør dog være opmærksom på, at strafudståelse ikke i alle tilfælde vil medføre, at et uddannelsesforløb bliver slået i stykker, eller at et semester skal tages om. I visse situationer vil der alene være tale om, at uddannelsestiden forlænges tilsvarende. Der er endvidere mulighed for selvstudium - navnlig under udståelsen af hæftestraf. Ved fuldbyrdelse i statsfængsel er der for visse uddannelsers vedkommende mulighed for bistand eller egentlig undervisning. Oplysning herom kan eventuelt indhentes fra undervisningslederen i vedkommende statsfængsel.

Vedrørende lærlinge henvises til lærlingelovens § 21, stk. 2, litra c, hvorefter læremesteren kan hæve kontrakten, når lærlingen idømmes fængselsstraf for en forsætlig lovovertrædelse. Idømmes lærlingen hæftestraf, har læremesteren ikke denne adgang.

Resocialisering.

Foreligger der oplysninger om, at et igangværende resocialiseringsforløb vil blive brudt i tilfælde af strafudståelse på nuværende tidspunkt, vil udsættelse undertiden være indiceret. Udtalelse herom fra den pågældende sociale myndighed bør tillægges væsentlig betydning.

Helbred.

Om de tilfælde, hvor der på grund af domfældtes helbredstilstand altid skal meddeles udsættelse, se retsplejelovens § 1001, stk. 1.

Kan den domfældte af helbredsmæssige grunde ikke for tiden tåle at udstå straffen, eller vil en strafudståelse gribe forstyrrende ind i en lægelig behandling, som ikke eller kun meget vanskeligt kan fortsættes under strafudståelsen, bør udsættelse i reglen meddeles. En erklæring fra den praktiserende læge, der støtter udsættelsesansøgningen, vil som regel være tilstrækkelig dokumentation. I tvivlstilfælde bør spørgsmålet dog forelægges embedslægen.

Forsørgerpligter.

Er domfældte enlig forsørger for et eller flere mindreårige børn, bør der normalt meddeles udsættelse til det tidspunkt, hvor der gennem det sociale udvalg eller gennem private er etableret en pasningsordning for børnene under strafudståelsen. Er en person, der hører til domfældtes husstand, på grund af sygdom afhængig af domfældtes tilstedeværelse, bør der i reglen meddeles udsættelse til det tidspunkt, hvor der er etableret en pasningsordning for den pågældende person.

Specielt om varetægtsarrestanter.

Ansøges der om udsættelse i det tilfælde, der er nævnt side 8 iii, 3. afsnit, med den begrundelse, at domfældte på grund af varetægtsfængslingen ikke har haft mulighed for at indrette sig på at møde den fastsatte dato, vil dette forhold kunne begrunde, at man imødekommer en ansøgning om udsættelse. Dette gælder navnlig, hvis varetægtsfængslingen er iværksat nogen tid før mødedatoen.

Specielt om værnepligtige.

Baggrunden for bestemmelserne i § 7, stk. 2 og 3, om overtrædelse af civilforsvarslovens § 35 og § 6 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, er disse lovovertrædelsers tilknytning til tjenesten. Det er her i særlig grad ønskeligt, at princippet i retsplejelovens § 1001, stk. 2, følges, således at lovovertrædelserne ikke i videre omfang end nødvendigt får virkning efter tjenestens ophør.

Med hensyn til fuldbyrdelse af frihedsstraf i øvrigt over for værnepligtige i civilforsvaret må fuldbyrdelse i tjenestetiden som hovedregel antages at medføre så væsentlige ulemper for det offentlige, at der bør meddeles udsættelse til umiddelbart efter hjemsendelsen.

For de civilværnepligtige foreligger en tilsvarende antagelse ikke. Er den pågældende udstationeret til en offentlig institution eller lignende, kan en udsættelse i den konkrete situation dog være indiceret af hensyn til det offentlige. Om udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf idømt militært personel, se side 2, 4. afsnit.

2. Afgørelsens indhold.

a. Udsættelse tillades.

Udsættelse meddeles normalt til det tidspunkt efter en bestemt dato, hvor kriminalforsorgens pladsforhold tillader, at fuldbyrdelsen finder sted, jf. § 6, stk. 3. Politiet bør i god tid sikre sig, at den domfældte kan modtages snarest muligt efter udsættelsesperiodens udløb.

Er udsættelsen kortvarig, eller kan tidspunktet for strafudståelsen fastlægges i samarbejde med vedkommende arresthus eller anstalt, eller er det af afgørende betydning for domfældte, at strafudståelsen sker i en bestemt periode, kan udsættelsen meddeles til en bestemt dato. Tilsigelse vil da ofte kunne ske samtidig med meddelelsen om udsættelse.

Som regel fastsættes der ingen særlige vilkår eller betingelser for afgørelse om udsættelse.

I nogle situationer kan det dog være hensigtsmæssigt at fastsætte visse betingelser for meddelelse af udsættelse. Tillades udsættelsen fx på baggrund af en igangværende resocialisering af domfældte eller på grund af domfældtes arbejde eller uddannelse, kan tilladelsen eventuelt betinges af, at den pågældende i udsættelsesperioden ikke afbryder resocialiseringsforløbet, ikke skifter arbejde, ikke bliver uden beskæftigelse eller ikke afbryder sin uddannelse. I disse tilfælde skal domfældte pålægges underretningspligt, såfremt betingelsen ikke længere er opfyldt.

Udsættelse betinget af vilkår om tilsyn bør kun komme på tale, når udsættelsen efter al sandsynlighed vil blive fulgt op af en benådning.

b. Udsættelse nægtes.

Meddeler politiet afslag på en ansøgning om udsættelse, eller imødekommer politiet ikke fuldt ud det ansøgte, skal domfældte samtidig gøres bekendt med adgangen til at indbringe politiets afgørelse for justitsministeriet og med betingelserne for, at klagen har opsættende virkning, jf. § 17, stk. 3. Domfældte skal i forbindelse hermed opfordres til at indgive en eventuel klage til politiet, således at klagen kan indsendes til justitsministeriet med politiets udtalelse. Da det antages at være af væsentlig betydning for retshåndhævelsen, at straffuldbyrdelse i almindelighed sker umiddelbart efter endelig dom, jf. § 6, stk. 2, sidste punktum, skal fuldbyrdelsen efter afslag på en ansøgning om udsættelse som regel påbegyndes uden ufornødent ophold. Er domfældte endnu ikke tilsagt til strafudståelse, når udsættelse søges, bør der derfor i forbindelse med meddelelsen af et afslag på ansøgningen samtidig ske tilsigelse af den pågældende. Er domfældte tilsagt, men har ansøgningen bevirket, at tilsigelsen er bortfaldet, bør der i forbindelse med meddelelse af et afslag på ansøgningen ske fornyet tilsigelse.

II. Sager om eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskation.

A. Kompetence.

Sager om eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskationer, der ikke overstiger 10.000 kr., afgøres af politiet, jf. § 8. Sagen afgøres dog af justitsministeriet, såfremt den vedrører overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, og politiet og den administrative myndighed ikke er enige om eftergivelse.

Vedrørende beløbsstørrelsen bemærkes, at det er det oprindelige beløb (doms- eller vedtagelsesbeløbet, ved dagbøder den samlede bødes størrelse), der er afgørende for, hvilken myndighed der har kompetencen. Ved genstandskonfiskation er tingens værdi afgørende.

Om politimesterens (justitsministeriets) kompetence for så vidt angår administrativt pålagte bøder henvises til VI. »Administrativt pålagte bøder«.

Sager om eftergivelse af bøder, pålagt uden dom i en militær straffesag, afgøres af vedkommende strafforfølgende militære myndighed. Er bøden pålagt ved dom, afgøres sagen af auditøren.

B. Almindelige retningslinier.

Virkning af en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse.

Der er ikke i cirkulæret indføjet en regel om retsvirkningen af en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse svarende til § 1 om benådning eller udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf. Som hovedregel bør dog princippet i retsplejelovens § 1001, stk. 3, også finde anvendelse her, således at inddrivelsen sættes i bero, når domfældte indgiver ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse, med mindre en ansøgning herom på samme grundlag tidligere er afslået.

Vedrører en ansøgning eftergivelse (hel eller delvis), subsidiært henstand eller afdragsvis betaling, eller betales beløbet i forvejen i afdrag, finder de retningslinier, som er anført side 20 under »Virkning af en ansøgning om henstand eller afdragsvis betaling«, tilsvarende anvendelse.

Behandling af en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse.

Når en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse modtages, skal domfældte afhøres til økonomisk rapport, jf. § 16. For at få et tilstrækkeligt vurderingsgrundlag vil det undertiden være nødvendigt, at domfældtes oplysninger suppleres med oplysninger, fx fra de kommunale myndigheder (ligningsmyndighederne eller socialforvaltningen). Ejer domfældte fast ejendom, vil det kunne være af betydning at få en udskrift af tingbogen. Er domfældte selvstændig erhvervsdrivende, vil et regnskab fra virksomheden kunne belyse domfældtes økonomiske situation. Som udgangspunkt bør domfældte henvises til selv at søge disse oplysninger fremskaffet. Drejer sagen sig om eftergivelse af bøder for overtrædelse af skatte- told- eller afgiftslovgivningen, vil det ofte være hensigtsmæssigt, at politiet indhenter oplysninger fra de lokale ressortmyndigheder.

Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets afgørelse om eftergivelse eller nedsættelse.

Afslår politiet en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse, kan afgørelsen indbringes for justitsministeriet, jf. § 17, stk. 1 og stk. 2. Om virkning af klagen henvises til bemærkningerne side 6 under »Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets afgørelse om udsættelse.«

C. Betingelser.

Der henvises til § 9. Man bør være opmærksom på, at tilsagn om eftergivelse af en del af beløbet mod betaling af den øvrige del ofte kan være en hensigtsmæssig løsning, således at der eftergives så stor en del af beløbet, at man kommer ned på evneniveauet og, for så vidt angår bøder, derved undgår udståelse af forvandlingsstraf. Ved vurderingen af, hvorvidt eftergivelse eller nedsættelse skal finde sted, bør man tillige være opmærksom på, om eftergivelse eller nedsættelse kan tjene et resocialiseringsformål. Af hensyn til retshåndhævelsens effektivitet skal der dog normalt vises en vis tilbageholdenhed med eftergivelse af skatte- og afgiftsbøder.

D. Afgørelsens indhold.

Der fastsættes normalt ingen særlige vilkår eller betingelser for eftergivelse. Betinget eftergivelse kan dog komme på tale, fx. i forbindelse med nedsættelse af bøden eller konfiskationsbeløbet.

Meddeler politiet afslag, eller imødekommer politiet ikke fuldt ud det ansøgte, forholdes der med hensyn til klagevejledning som anført under b. »Udsættelse nægtes«.

III. Sager om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder og konfiskation.

A. Kompetence

Om politimesterens (justitsministeriets) kompetence henvises til §§ 11, 12 og 14. Det er det oprindelige beløb, der er afgørende for kompetencefordelingen, se bemærkningerne herom under II A.

Opmærksomheden henledes på, at såfremt beløbet overstiger 10.000 kr., kan politiet give henstand i 1 år fra den dag, bøden eller konfiskationen blev idømt eller vedtaget, og derefter tillade en sådan afdragsordning, at hele beløbet vil være betalt inden for højst 3 år fra den dag, bøden eller konfiskationen blev idømt eller vedtaget, jf. § 12.

For så vidt angår politimesterens (justitsministeriets) kompetence med hensyn til administrativt pålagte bøder henvises til VI, »Administrativt pålagte bøder«.

B. Almindelige retningslinier.

Virkning af en ansøgning om henstand eller afdragsvis betaling.

Der er ikke i cirkulæret indføjet en regel om retsvirkningen af en ansøgning om henstand eller afdragsvis betaling. Ved ansøgning om henstand bør inddrivelsen som regel sættes i bero, medmindre en ansøgning herom på samme grundlag tidligere er afslået, jf. princippet i retsplejelovens § 1001, stk. 3. Derimod bør ansøgninger om afdragsvis betaling som hovedregel ikke medføre, at inddrivelsen stilles i bero. Indtil en afgørelse foreligger, bør domfældte afdrage beløbet som hidtil eller i overensstemmelse med ansøgningen eller tilbud afgivet til politirapport. Det bør i sådanne tilfælde udtrykkeligt tilkendegives, at der kun er tale om en midlertidig ordning, indtil afgørelse er truffet. Dette gælder navnlig i større sager vedrørende overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, hvor det må forventes, at sagsekspeditionen vil trække ud, idet flere myndigheder skal impliceres.

Behandling af en ansøgning om henstand eller afdragsvis betaling.

Når en ansøgning om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder eller konfiskation modtages, forholdes som anført foran under II, B. »Behandling af en ansøgning om eftergivelse eller nedsættelse«.

Virkning af en klage til justitsministeriet over politiets afgørelse om henstand eller afdragsvis betaling.

Om klageadgang og virkningen af en klage gælder det samme som med hensyn til klage over politiets afgørelse om eftergivelse eller nedsættelse.

C. Betingelser.

Henstand eller afdragsvis betaling må kun tillades, når den domfældte må formodes ikke at savne vilje og evne til at betale, når der indrømmes ham en passende tid dertil, jf. § 13. Har domfældte viljen til at få gælden afviklet, bør det dog ikke være udelukket at indrømme afdragsordninger, som indebærer, at ikke hele beløbet, men dog en væsentlig del af det vil blive betalt, inden forældelsen indtræder. For bøders vedkommende begrænser man herved afsoning af bødeforvandlingsstraf.

Man må normalt kræve, at domfældte ikke er recidivist eller har gjort sig skyldig i grovere lovovertrædelser. Specielt skal der vises tilbageholdenhed, hvor en person adskillige gange inden for en kortere periode har gjort sig skyldig i ligeartede lovovertrædelser.

Skal en bødefældt udstå frihedsstraf, bør der som regel meddeles henstand med bødens betaling under straffuldbyrdelsen, medmindre betingelserne for udståelse af bødeforvandlingsstraffen er opfyldt.

D. Afgørelsens indhold.

1. Henstand eller afdragsvis betaling tillades.

Almindelige betingelser.

Der fastsættes normalt ingen særlige vilkår eller betingelser for meddelelse af henstand.

Meddeles der tilladelse til afdragsvis betaling, skal det i tilladelsen præciseres, at afdragsordningen nøje må overholdes, og at udeblivelse med et enkelt afdrag vil medføre, at hele restgælden straks er forfalden til betaling. Indgår et afdrag ikke som fastsat, bør politiet snarest søge grunden hertil oplyst og indskærpe vilkårene for den pågældende. Ved fortsat misligholdelse betragtes hele gælden som forfalden til inddrivelse eller eventuel afsoning.

Løbetid.

En afdragsordning fastsættes normalt for 1 år ad gangen. Såfremt særlige grunde gør et andet tidsrum rimeligt, kan et sådant fastsættes. Er der ikke udsigt til væsentlige ændringer i den domfældtes indkomstforhold, kan der fastsættes en afdragsordning for 2 år ad gangen. Inden udløbet af den fastsatte frist tages spørgsmålet om gældens fortsatte betaling i afdrag op til fornyet overvejelse.

Rækkefølgen for betaling af sagsomkostninger, efterbetalingsbeløb, konfiskation m.v.

Skal en domfældt ud over bøde betale sagsomkostninger, konfiskation, efterbetalingsbeløb eller lignende, bør en tilladelse til afdragsvis betaling normalt betinges af, at indkomne afdrag afskrives først på konfiskationen, derefter på sagsomkostningerne eller efterbetalingen og til sidst på bøden. Derved bevares afsoningsmuligheden længst muligt. Hvis det på denne måde ikke vil være muligt at få betalt bøden, inden forældelsen indtræder, kan rækkefølgen dog fraviges. Når efterbetalings- eller afgiftsbeløb indgår i en samlet afdragsordning, fastsættes betingelserne i øvrigt efter forhandling med de pågældende administrative myndigheder.

Hvis det ved fastsættelsen af en afdragsordning ikke er bestemt, i hvilken rækkefølge de forskellige gældsposter skal afvikles, kan debitor frit vælge rækkefølgen. Der bør derfor i tilladelsen tages stilling til, i hvilken rækkefølge de enkelte poster skal betales. Man bør dog være opmærksom på, at domfældte ved at indbetale et beløb svarende til hele bøden altid kan kræve, at beløbet afskrives på bøden og ikke fx helt eller delvist på sagsomkostningerne.

Renter.

Bøder og konfiskationsbeløb kræves som hovedregel ikke forrentet, når der meddeles tilladelse til afdragsvis betaling. Gælden bør dog kræves forrentet, såfremt der er tale om »finansieringstilfælde«, det vil sige, at den pågældende ville være i stand til straks at betale hele det skyldige beløb eller en væsentlig del deraf, såfremt han realiserede sine værdier. Af praktiske grunde bør renter dog kun kræves, når afdragsordningen løber i længere tid end 1 år, og gælden overstiger 10.000 kr.

Rentesatsen bør være ens i alle sager og fastsættes til 8 procent.

Renterne kan bestemmes enten som renter af de enkelte afdrag eller som renter af restgælden. Normalt bør den førstnævnte ordning foretrækkes, se dog nedenfor vedrørende udstedelse af ejerpantebrev.

Sikkerhedsstillelse.

Ved tilladelse til afdragsvis betaling af beløb over 10.000 kr. over længere tid end 1 år bør tilladelsen normalt betinges af, at domfældte stiller sikkerhed for gældens betaling, såfremt dette er muligt, fx i »finansieringstilfælde«.

Sikkerhedsstillelsen vil normalt blive krævet i form af, at domfældte til politiet eller justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, på statskassens vegne håndpantsætter et ejerpantebrev med pant i domfældtes ejendom. Ejerpantebrevet skal overgives til politiet, forsynet med påtegning om, at »Meddelelse i henhold til retsplejelovens § 564 og øvrige meddelelser, der efter loven skal sendes til pantekreditor, bedes sendt til politiet/justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, der i øvrigt bemyndiges til på mine vegne at underskrive påtegninger af enhver art på dette pantebrev, herunder kvitterings-, transport-, moderations- og relaksationspåtegninger«. Udgifterne i forbindelse med dokumentets oprettelse og stempling afholdes af domfældte. Endvidere skal domfældte underskrive en håndpantsætningserklæring, der fx kan have følgende indhold

»Undertegnede ..... født den ..... boende ..... meddeler herved justitsministeriet/politimesteren i ...... på statskassens vegne 1. prioritets håndpanteret i det af mig udstedte ejerpantebrev, tinglyst den ..... med ..... prioritets oprykkende panteret for et beløb af ..... kr. i ejendommen matr. nr. ..... .

Jeg forpligter mig samtidig til ikke at udnytte ejerpantebrevet på anden måde, fx ved sekundær håndpantsætning, medmindre justitsministeriets/politimesterens samtykke forinden er indhentet.

Pantsætningen sker til sikkerhed for betaling af den mig den ..... ved ..... idømte bøde på ..... kr., sagsomkostninger på ..... kr. samt påløbne renter og omkostninger ved eventuel inddrivelse, hvilke beløb jeg har forpligtet mig til at afdrage, foreløbig for tiden indtil den .....med ..... kr. om måneden, første gang den ..... .

Den til enhver tid værende restgæld har jeg forpligtet mig til at forrente med 8 procent p.a. fra den .....at regne, således at renterne erlægges samtidig med afdragene og ud over disse.«

Ejerpantebrev og håndpantsætningserklæring skal opbevares af politiet og opføres på kontoen for deponenters aktiver.

Anden sikkerhedsstillelse, fx transport til sikkerhed i privat pantebrev, pantsætning af løsøre eller sekundær håndpantsætning af ejerpantebrev, vil ofte kunne accepteres. I sidstnævnte tilfælde bør pantsætningserklæringen indeholde en klausul om, at panteretten rykker op, når den forudgående panteret helt eller delvist indfries. Meddelelse om sekundær pantsætning (denunciation), bilagt en genpart af håndpantsætningserklæringen, skal fremsendes anbefalet til forpanthaver, der anmodes om at notere den nye pantsætning og tilbagesende en genpart af håndpantsætningserklæringen med bekræftelse på noteringen og sin indforståelse med ikke at udlevere pantebrevet til debitor uden justitsministeriets/politimesterens tilladelse. Opmærksomheden henledes på sikringsakterne (denunciation, rådighedsberøvelse og tinglysning) ved pantsætning af fordringer og løsøre.

De i straffelovens § 97a, stk. 1, nævnte forældelsesfrister for bøder på 3, henholdsvis 5 år, har efter justitsministeriets opfattelse gyldighed, uanset om der er udstedt gældsbrev eller pantebrev til sikkerhed for kravet. Forældelsen afbrydes kun, hvis der inden fristens udløb er indgivet begæring om udlæg, og denne fremmes med tilbørlig hurtighed af rekvirenten, hvilket også gælder for så vidt angår udlæg i fast ejendom, se retsplejelovens § 527 og Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side 1054.

2. Henstand eller afdragsvis betaling nægtes.

Meddeler politiet afslag, forholdes med hensyn til klagevejledning som anført side 16 under b. »Udsættelse nægtes«.

IV. Udståelse af bødeforvandlingsstraf.

A. Almindelige retningslinier.

Betales en bøde ikke, skal den inddrives ved udpantning, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller vil gøre føleligt skår i den bødefældtes livsvilkår, jf. straffelovens § 52, stk. 3. Hvis politiet skønner, at inddrivelse ikke er mulig, eller har udpantning vist sig forgæves, skal bøden afsones, jf. straffelovens § 53, medmindre der er grundlag for eftergivelse eller nedsættelse, jf. § 9 i benådningscirkulæret.

Udståelse af bødeforvandlingsstraf skal så vidt mulig undgås, og man bør være opmærksom på muligheden for at betinge et tilsagn om eftergivelse af en del af en bøde mod betaling af den øvrige del, således at en så stor del af bøden eftergives, at man kommer ned på evneniveauet og derved undgår afsoning. Opmærksomheden henledes tillige på muligheden for at tillade en afdragsordning, som indebærer, at ikke hele beløbet, men dog en væsentlig del af det, bliver betalt, se herom side 21, C. »Betingelser.«

Skal en bødeforvandlingsstraf udstås i forbindelse med en anden frihedsstraf, skal iværksættelse af bødeforvandlingsstraffen udskydes til det senest mulige tidspunkt af hensyn til bødefældtes mulighed for at betale bøden helt eller delvist, jf. § 5 i strafberegningscirkulæret. Iværksættelse af bødeforvandlingsstraf skal dog ske senest umiddelbart, før forældelsesfristen udløber, jf. straffelovens § 97a, stk. 2. I øvrigt henvises til politimesterforeningens cirkulærskrivelse nr. 20 af 8. februar 1973 om bødeforelæg, inddrivelse af bøder og bødekartoteker og nr. 5 af 13. november 1978 om bl. a. forvandlingsstraf for bøder.

Behandling af en ansøgning om benådning for bødeforvandlingsstraf.

Ansøger bødefældte om benådning for bødeforvandlingsstraf, betragtes ansøgningen som en (fornyet) ansøgning om eftergivelse af bøden og behandles efter de regler, der gælder vedrørende eftergivelse, se herom under II, side 17 ff. (Sager om eftergivelse eller nedsættelse af bøder eller konfiskation.) Kun hvor ansøgningen støttes på grunde af ikkeøkonomisk karakter, behandles ansøgningen efter de regler, der gælder vedrørende benådning for frihedsstraf, se herom under I, side 1 ff.

Behandling af en ansøgning om udsættelse med udståelse af bødeforvandlingsstraf.

Ansøger bødefældte om udsættelse med udståelse af bødeforvandlingsstraf, betragtes ansøgningen som en (fornyet) ansøgning om henstand med betaling af bøden, og ansøgningen behandles efter de regler, der gælder vedrørende henstand, se herom under III, side 19 ff.(Sager om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder og konfiskation.) Kun hvor ansøgningen støttes på grunde af ikke økonomisk karakter, behandles ansøgningen efter de regler, der gælder vedrørende udsættelse med udståelse af frihedsstraf, se herom under I, side 1 ff.

B. Særlige tilfælde.

1. Personer under 18 år.

Personer under 18 år bør normalt ikke udstå bødeforvandlingsstraf, jf. § 13, stk. 2. Man bør derfor i disse sager lægge særlig vægt på at få tilvejebragt fuldstændige oplysninger om den pågældendes økonomiske forhold, ligesom man bør sikre sig, at der er gjort tilstrækkeligt for at inddrive bøderne, fx ved hjælp af meget langstrakte og lempelige afdragsordninger eller udpantning, eventuelt i bødefældtes løn.

2. Bøder pålagt som forudsætning for benådning.

Bøder, der af justitsministeriet kræves betalt som forudsætning for benådning for frihedsstraf, er ikke bøder i straffelovens forstand. Navnlig vil de ikke kunne tvangsinddrives i henhold til straffelovens § 52, stk. 3. Nægter domfældte at betale den bøde, der af justitsministeriet er krævet som forudsætning for en benådning, afgør justitsministeriet, hvorvidt det meddelte tilsagn om benådning skal tilbagekaldes og straffen fuldbyrdes. Er udståelse af straffen helt udelukket, fx på grund af domfældtes helbred, vil ministeriet enten frafalde kravet om betaling af bøde som forudsætning for benådningen eller sætte fuldbyrdelsen i bero og med jævne mellemrum tage spørgsmålet om strafudståelse op til fornyet overvejelse, indtil straffen er forældet.

V. Tvangsbøder.

Sager om eftergivelse af og henstand med tvangsbøder behandles efter tilsvarende retningslinier som anført under II og III. En ansøgning om eftergivelse (henstand/afdragsvis betaling) har dog ikke opsættende virkning med hensyn til inddrivelsen, jf. § 15, stk. 1, og en klage til justitsministeriet over politiets afgørelse har heller ikke opsættende virkning, jf. § 17, stk. 2, modsætningsvis.

Hensynet til retshåndhævelsens effektivitet vil næsten undtagelsesfrit medføre, at tvangsbøder ikke eftergives. Eftergivelse vil dog fx finde sted, såfremt tvangsbøder ikke længere skønnes at være et egnet og rimeligt middel til gennemtvingelse af lovliggørelse, fx fordi den domfældte er ophørt med sin virksomhed og derfor er ude af stand til selv af opfylde den pålagte forpligtelse, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1976, side 301. Inden eftergivelse i sådanne situationer finder sted, bør den pågældende administrative myndighed høres, bl.a. for at sikre, at virksomheden ikke er genoptaget. I øvrigt henledes opmærksomheden på, at påløbne, endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse.

Henstand eller afdragsvis betaling må kun tillades, når ganske særlige forhold taler derfor, jf. § 15, stk. 5. Hensynet til retshåndhævelsens effektivitet vil normalt medføre, at en sådan tilladelse ikke gives.

Der gælder særlige regler om afsoning af tvangsbøder, se § 17 i ikrafttrædelsesloven til borgerlig straffelov.

VI. Administrativt pålagte bøder.

Sager om administrativt pålagte bøder afgøres af de respektive myndigheder selv. Det drejer sig navnlig om skatte- og toldbøder samt bøder for overtrædelse af visse landbrugsministerielle love.

Først når der ved rettens mellemkomst er fastsat en forvandlingsstraf for bøden, overtager politiet eller justitsminiteriet sagerne, som herefter afgøres efter de retningslinier, der er anført under II - IV. Når politimesteren (justitsministeriet) behandler sager om bøder for overtrædelse af skatte-, told- og afgiftslovgivningen, skal der normalt indhentes en udtalelse fra vedkommende administrative myndighed, jf. § 8, stk. 2, § 11, stk. 3,og § 14, stk. 2. Begrundelsen herfor er, at der på disse områder vedtages en del bøder administrativt, og at en koordination af praksis vedrørende betalingen (eftergivelse, nedsættelse, henstand, afdragsordninger) er ønskelig, ligesom andre hensyn end hensynet til domfældte kan spille ind ved afgørelsen af disse spørgsmål, navnlig hensynet til retshåndhævelsens effektivitet.

Sager om efterbetalings- og afgiftsbeløb afgøres altid af vedkommende administrative myndighed. Såfremt det findes hensigtsmæssigt, kan de dog indgå i en samlet afdragsordning, der tillige omfatter bøde og eventuelle sagsomkostninger. I så fald fastsættes betingelserne efter forhandling mellem politiet/justitsministeriet og de respektive ressortmyndigheder.

Sager om overtrædelse af skattelovgivningen (både skattekontrolloven og kildeskatteloven) sendes til statsskattedirektoratet, Mehldalsgade 5, 1613 København V. Sager, der drejer sig om overtrædelse af toldlovgivningen, sendes til direktoratet for toldvæsenet, Amaliegade 44, 1256 København K.

Sager, der er modtaget fra andre administrative myndigheder end de ovenfor nævnte, skal ikke forelægges for den pågældende administrative myndighed. Man bør dog være opmærksom på, at en udtalelse fra disse myndigheder kan være ønskelig, navnlig hvis et eller flere af de ovenfor nævnte hensyn må antages at spille ind, eller når argumentationen i forbindelse med ansøgningen skønnes relevant for den pågældende myndighed.

VII. Sagsomkostninger.

Der er ikke hjemmel til eftergivelse af sagsomkostninger (og fuldbyrdelsesomkostninger), men politiet kan, såfremt inddrivelsen må anses for håbløs, afskrive omkostningerne som uerholdelige.

Politiet kan give henstand og tillade afdragsvis betaling efter tilsvarende retningslinier som for bøder.

Klage over politiets afgørelse med hensyn til afskrivning af sagsomkostninger, henstand eller afdragsvis betaling, kan indbringes for justitsministeriet.