Legislator Case Law & Legislation
C19831135154 DK

Skrivelse vedr. administration af forsøgsordningen med en fængselsafdeling på Kastanienborg under statsfængslet i Vridsløselille. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1983 11351 Historic

Skrivelse vedr. administration af forsøgsordningen med en fængselsafdeling på Kastanienborg under statsfængslet i Vridsløselille. (* 1)

Under henvisning til skrivelse af 22. juni 1983 meddeles, at administrationen af fængselsafdelingen på Kastanienborg i forsøgsperioden forudsættes at ske efter følgende retningslinier

Fængselsafdelingen vil efter ombygning - hvorom henvises til skrivelser herfra senest af 18. maj 1983 - få en kapacitet på ca. 25 pladser. I afdelingen forudsættes anbragt mandlige indsatte, der

1) opfylder betingelserne for anbringelse i åben anstalt,

2) har tilladelse til udgang med henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning (frigang), og

3) som det i øvrigt skønnes mest hensigtsmæssigt at anbringe på Kastanienborg fremfor i en anden institution, fx under hensyn til afstanden til arbejds- eller uddannelsesstedet eller hjemmet, særlige vanskeligheder med at tilpasse sig forholdene i en større institution og lignende.

Til varetagelse af rengørings- og vedligeholdelsesopgaver m.v. kan der dog i afdelingen anbringes et mindre antal indsatte, der ikke har tilladelse til frigang.

Fængselsafdelingens belæg forudsættes gennemsnitligt at være sammensat af indsatte fra statsfængslet i Vridsløselille, fra andre lukkede anstalter samt fra åbne anstalter i forholdet 4, 3 og 3. Enkelte tungt belastede stofmisbrugere kan anbringes i fængselsafdelingen.

Spørgsmålet om overførsel af indsatte til fængselsafdelingen afgøres af statsfængslet i Vridsløselille i overensstemmelse med reglerne i cirkulære om iværksættelse af udståelse m.v. af frihedsstraf eller forvaring og om overførsel af indsatte. For indsatte, der udstår fængsel i 5 år eller derover eller er anbragt i forvaring, afgøres spørgsmålet om overførsel dog af direktoratet.

Spørgsmålet om prøveløsladelse, udgang og frigang, tilbageførsel m.v. afgøres - medmindre anden fremgangsmåde er aftalt - af anstalten i overensstemmelse med de almindelige regler herom. I tilfælde, hvor en indsat forventes at have frigang fra institutionen i over 6 måneder, forelægges spørgsmålet dog for direktoratet.

Med hensyn til tilbageførsel til lukket anstalt gælder reglerne i ovennævnte cirkulæres §§ 26 og 27.

Anstalten kan bestemme, at indsatte, der er overført til fængselsafdelingen fra en åben anstalt med henblik på frigang, men som ikke påbegynder eller som afbryder frigangen, skal tilbageføres til den åbne anstalt. Indsatte, der er overført til fængselsafdelingen fra lukket anstalt, kan under samme betingelser efter anstaltens bestemmelse overføres til en åben anstalt.

Indsatte, der på grund af ferie eller lignende midlertidigt må afbryde en frigang, forudsættes at være beskæftiget ved institutionens foranstaltning.

Den forsorgsmæssige betjening af afdelingen varetages af anstalten i samarbejde med vedkommende afdeling af kriminalforsorgen, jfr. cirkulære af 28. december 1982 om varetagelse af forsorgsarbejdet vedrørende indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.

Til varetagelse af fritidsaktiviteter kan anvendes timelærerbistand i indtil ca. 12 timer pr. uge. Direktoratet vil vende tilbage til spørgsmålet om eventuel forhøjelse af anstaltens timelærerkonto.

De indsatte forestår selv kostforplejningen. Der udbetales hertil et beløb til den enkelte indsatte, svarende til den for anstaltens afdeling J gældende ordning.

Den lægelige betjening af afdelingen varetages af anstalten. Uden for almindelig konsultationstid varetages lægebehandlingen dog af en lokal læge eller lægevagten.

Indlæggelse på hospital sker i overensstemmelse med reglerne i kapital IX i ovennævnte cirkulære.

Såfremt en indsat på grund af sygdom i længere tid er afskåret fra beskæftigelse eller uddannelse uden for fængselsafdelingen, kan anstalten - såfremt det findes påkrævet under hensyn til postbesættelsen i afdelingen - bestemme, at den pågældende midlertidigt skal overføres til anstaltens sygeafdeling, indtil arbejdet eller uddannelsen kan genoptages.

Forinden overførsel til fængselsafdelingen skal de indsatte gøres bekendt med de vilkår, der gælder for opholdet, herunder om muligheden for overførsel eller tilbageførsel til åben anstalt, såfremt frigangen afbrydes, og for midlertidig overførsel til anstaltens sygeafdeling i tilfælde af længerevarende sygdom.

Med henblik på bemanding af Kastanienborg tildeles anstalten den til Kastanienborg hidtidigt knyttede stilling som overvagtmester (16), yderligere en stilling som værkmester (uklassificeret) og 5 stillinger som fængselsbetjent (5/6).

Idet der henvises til det i direktoratets skrivelse af 30. december 1982 vedrørende kapacitets- og personaleudvidelse anførte (statsfængslets j.nr. 130.0.1.82), skal man meddele, at stillingen som værkmester, der vil blive søgt klassificeret i lønramme 14, kun kan besættes ved konstitution.

Man anmoder om, at anstalten ved opslag af og konstitution i stillingen tager udtrykkeligt forbehold om stillingens endelige klassificering, som p.t. er forelagt finansministeriet til afgørelse.

Direktoratet godkender i øvrigt den ved anstaltens skrivelse af 10. februar 1983 foreslåede postbesættelse på Kastanienborg. Postbesættelsen må ikke ændres uden forudgående godkendelse fra direktoratet.

Oprettelsen af fængselsafdelingen forudsættes ikke at få indflydelse på beskæftigelsen af de indsatte på statsfængslet eller på anstaltens værkmesternormativ.

Driften af afdelingens jordtilliggende (landbrug) varetages indtil videre fortsat af anstalten ved Herstedvester.

Den bil, der hidtil er benyttet af behandlingsinstitutionen Kastanienborg, overgår til fængselsafdelingen.

Politimesteren i Hvidovre er orienteret om forsøgsordningen, jfr. vedlagte kopi af notits af 16. juni 1983. (* 2)

Forsøgsordningen, der skal iværksættes snarest muligt, gælder indtil videre 1 år fra iværksættelsesdatoen at regne.

Med henblik på ved forsøgsordningens udløb at vurdere ordningen forudsættes anstalten løbende at indsamle oplysninger vedrørende erfaringerne med den, herunder navnlig oplysning vedrørende antallet af overførsler, belæggets sammensætning, frigangsforløb og lignende.

Direktoratet udbeder sig indstilling om det nærmere indhold af en sådan opfølgningsordning.

F. Hellborn

/W. Rentzmann

Statsfængslet i Vridsløselille.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →