Cirkulære om anbringelse af domfældte, der må antages at ville forestå indsmugling eller handel med narkotika i større omfang under afsoningen, og om overførsel af indsatte, der gør sig skyldig i indsmugling og forhandling af narkotika i større omfang. (* 1)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1. Domfældte, der på grundlag af de på anmeldelsestidspunktet foreliggende oplysninger må antages i større omfang at ville indsmugle eller handle med narkotika under afsoningen, vil - medmindre særlige omstændigheder taler derimod - blive anbragt i arresthus eller Københavns fængsler.
Stk. 2. Anbringelse i arresthus eller Københavns fængsler vil navnlig være indiceret i tilfælde, hvor den pågældende under tidligere afsoning i ikke ubetydeligt omfang har gjort sig skyldig i indsmugling eller handel med narkotika, eventuelt tillige har en eller flere domme for narkotikakriminalitet. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor den pågældende er dømt for overtrædelse af straffelovens § 191, og det på grundlag af foreliggende oplysninger er overvejende sandsynligt, at vedkommende vil søge at indsmugle eller handle med narkotika under afsoningen.
Stk. 3. Såfremt politiet, arresthuset, Københavns fængsler eller tidligere fuldbyrdelsesanstalt finder, at en domfældt bør anbringes i arresthus eller Københavns fængsler, udbedes der i forbindelse med anmeldelsen en nærmere begrundet redegørelse herfor.
§ 2. Indsatte, der under udståelse af frihedsstraf findes skyldig i indsmugling eller handel med narkotika i større omfang, vil med direktoratets godkendelse kunne overflyttes til arresthus eller Københavns fængsler. Tilsvarende gælder, såfremt de i § 1 nævnte oplysninger undtagelsesvis måtte fremkomme efter anmeldelsestidspunktet, men inden overførsel til fuldbyrdelsesanstalt har fundet sted.
Stk. 2. Såfremt anstalten finder, at overførsel bør finde sted til et bestemt arresthus eller Københavns fængsler, skal indstillingen til direktoratet indeholde oplysning herom. Det skal tillige oplyses, om den pågældende institution har indvilliget i overførslen.
§ 3. Beslutning om anbringelse i eller overførsel til arresthus eller Københavns fængsler vil blive truffet efter forudgående drøftelse med vedkommende institution.
§ 4. Overførsel til andet arresthus eller Københavns fængsler kan ske, såfremt særlige omstændigheder, herunder pladsmangel, taler derfor. Overførsel sker efter aftale mellem de pågældende institutioner.
Stk. 2. Direktoratet skal omgående underrettes om overførslen.
§ 5. Direktoratet vil løbende holde sig orienteret om de pågældende indsattes forhold. Spørgsmål om udgang, prøveløsladelse og overførsel til fuldbyrdelsesanstalt forelægges for direktoratet på samme måde som sager vedrørende indsatte, der er idømt fængselsstraf i 5 år og derover.
W. Rentzmann
fg.
/ J. Waagensen
Til politiet, kriminalforsorgens anstalter og arresthusene
Cirkulære om anbringelse af domfældte, der må antages at ville forestå indsmugling eller handel med narkotika i større omfang under afsoningen, og om overførsel af indsatte, der gør sig skyldig i indsmugling og forhandling af narkotika i større omfang. (* 1)