Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om sygehusberedskabsmyndighedernes udtalelser vedrørende civilforsvarsplaner og beredskabsplaner for det kommunale civilforsvar (Samtlige amtsråd, sygehusforvaltningerne Hovedstadsrådet Københavns Magistrat Frederiksberg kommunalbestyrelse Direktionen for Rigshospitalet Samtlige kommunalbestyrelser og CF-kommissionen for Storkøbenhavn til orientering) (Samtlige CF-regioner til orientering)
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
(Udelades her)
Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om sygehusberedskabsmyndighedernes udtalelser vedrørende civilforsvarsplaner og beredskabsplaner for det kommunale civilforsvar
(Samtlige amtsråd, sygehusforvaltningerne Hovedstadsrådet Københavns
Magistrat Frederiksberg kommunalbestyrelse Direktionen for
Rigshospitalet Samtlige kommunalbestyrelser og CF-kommissionen for
Storkøbenhavn til orientering)
(Samtlige CF-regioner til orientering)
I henhold til § 17 i civilforsvarslov nr. 253 af 27. maj 1981 skal alle kommunalbestyrelser udarbejde en civilforsvarsplan og en beredskabsplan for kommunens civilforsvar. Nærmere regler er fastsat i Indenrigsministeriets vedlagte bekendtgørelse nr. 395 af 8. juli 1982 om planer for det kommunale civilforsvar.
Efter bekendtgørelsens § 2 skal civilforsvarsplanen, inden den vedtages i kommunalbestyrelsen, forelægges vedkommende sygehusberedskabsmyndighed, hvis udtalelse vedlægges planen, når den indsendes til godkendelse i Civilforsvarsstyrelsen.
Efter bekendtgørelsens § 7 skal beredskabsplanen forelægges vedkommende sygehusberedskabsmyndighed.
I denne forbindelse skal Civilforsvarsstyrelsen til orientering meddele
Civilforsvarsplanen skal på grundlag af en civilforsvarsfaglig analyse af kommunens struktur redegøre for, hvordan det kommunale civilforsvar vil blive dimensioneret og organiseret under krig og andre ekstraordinære forhold. Planen skal tillige indeholde oplysning om bedriftværn, boligværn og beskyttelsesrum.
Beredskabsplanen skal indeholde oplysning om omfanget af kommunens civilforsvar og om de foranstaltninger, der skal iværksættes for at udbygge og organisere kommunens civilforsvar i overensstemmelse med den ovennævnte civilforsvarsplan, hvis der træffes bestemmelse om forhøjelse af beredskabet. Beredskabsplanen skal endvidere indeholde oplysning om foranstaltninger til iværksættelse af det kommunale civilforsvars bistand i katastrofesituationer.
Medens civilforsvarsplanen således giver en oversigt over dimensionering og organiseringen af kommunens fuldt udbyggede civilforsvar (det civilforsvar, der skønnes nødvendigt for at løse de opgaver, der er pålagt kommunen i henhold til civilforsvarsloven) giver beredskabsplanen en oversigt over det faktisk eksisterende civilforsvar i kommunen og om de konkrete foranstaltninger, der i tilfælde af forhøjelse af beredskabet skal iværksættes for at gøre det beredskab, der er til rådighed, klar til indsats, og for at udbygge og organisere kommunens civilforsvar i overensstemmelse med civilforsvarsplanen.
I henhold til den nævnte bekendtgørelse om planer for det kommunale civilforsvar har Civilforsvarsstyrelsen den 30. juni 1983 udsendt vejledende retningslinier for udarbejdelse af civilforsvarsplanen og beredskabsplanen.
De vejledende retningslinier består af
1. Standardcivilforsvarsplan
2. Vejledning til standardcivilforsvarsplan for det kommunale civilforsvar
3. Standardberedskabsplan
4. Vejledning til standardberedskabsplan for det kommunale civilforsvar
5. Vejledende forslag til følgeskrivelse til Civilforsvarsstyrelsen vedrørende civilforsvarsplan.
Det nævnte materiale, der vedlægges til orientering, bygger på retningslinier m.v., der er udsendt af Civilforsvarsstyrelsen til kommunerne og indeholder ingen organisatoriske nydannelser. Såfremt to eller flere kommunalbestyrelser har samordnet deres kommuners civilforsvar, udarbejder civilforsvarskommissionen fælles planer for de pågældende kommuner. Der henvises iøvrigt til det foreliggende materiale.
Civilforsvarsplanen er den oversigt over kommunens civilforsvarsplanmateriale, som kommunalbestyrelsen skal indsende til Civilforsvarsstyrelsens godkendelse. Planen indsendes til godkendelse første gang inden den 1. januar 1984. Godkendelsen omfatter ikke civilforsvarsplanens afsnit 5 vedrørende kommunens civilforsvarsmæssige målsætning og tidsplan. En revideret civilforsvarsplan indsendes til godkendelse hvert fjerde år. Planen skal som nævnt ovenfor, inden den vedtages i kommunalbestyrelsen, forelægges vedkommende politi- og sygehusberedskabsmyndighed, hvis udtalelser vedlægges planen, når den indsendes til godkendelse.
Beredskabsplanen skal ikke indsendes til godkendelse i Civilforsvarsstyrelsen, men forelægges vedkommende politi- og sygehusberedskabsmyndighed. Kommunalbestyrelsen skal løbende ajourføre beredskabsplanen.
Civilforsvarsplanen forelægges således sygehusberedskabsmyndigheden hvert fjerde år, medens beredskabsplanen forelægges i forbindelse med løbende revisioner.
Da civilforsvarsplanen i princippet alene giver skematiske oplysninger om kommunens civilforsvars dimensionering og organisation, men ikke nærmere oplysninger om de systematiske sammenhænge og funktioner, er den amtskommunale opgave ved forelæggelsen af civilforsvarsplaner af et begrænset omfang.
Forelæggelsen af de to planer sker med henblik på orientering og koordination vedrørende den kommunale civilforsvarsplanlægning og den amtskommunale sygehusberedskabsplanlægning.
Udtalelsen om planerne angår alene forholdet mellem sygehusberedskabsplanlægningen og civilforsvarsplanlægningen, idet sygehusberedskabsmyndigheden sammenholder den forelagte kommunale plan med sygehusberedskabsplanen og vurderer, om der er uoverensstemmelse eller mangler. Dette gælder bl.a. planernes oplysninger om kommunikationssystemet, lokaliteter og ambulancetjeneste.
Forhold der indgår i sygehusberedskabsplanlægningen, og planlægningsmæssigt ikke vedrører civilforsvaret, f.eks. sygehusenes forsyninger og transportmidler under beredskabsforhold, der henhører under det civile beredskab, og evakuering, som planlægges af politiet, medtages ikke i udtalelsen. Det samme gælder forhold i civilforsvarsplanen, som f.eks. de forskellige kommunale tjenestegrenes dimensionering, der alene har betydning for beskrivelsen af det kommunale civilforsvar.
P.D.V.
E.B.
K.E. Fisker
----------------------
Ingen