Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om uddannelse af frivilligt personel i det kommunale civilforsvar (Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn)
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
(Udelades her)
Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om uddannelse af frivilligt personel i det kommunale civilforsvar
(Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for
Storkøbenhavn)
I cirkulærskrivelse af 10. januar 1979 til samtlige civilforsvarskommisioner (i kommuner med udvidet hjælpetjeneste) om anvendelse af frivilligt personel i det kommunale civilforsvar meddelte Civilforsvarsstyrelsen den almindelige målsætning for anvendelse af frivilligt personel ved opbygning af det personelmæssige beredskab i det kommunale civilforsvar inden for indsatstjenestegrenene (brand, redning og rydning) og støttetjenestegrenene (signaltjeneste og indkvarterings- og forplejningstjeneste). Denne målsætning er opstillet i samarbejde med Foreningen af civilforsvarsledere i Danmark og Civilforsvars-Forbundet.
Af målsætningen fremgår bl.a., at uddannelsen af K-værnepligtige i kommuner med udvidet hjælpetjeneste såvel til indsatstjenestegrenene som til støttetjenestegrenene ikke medfører principielle ændringer i forholdet til de frivillige.
Af hensyn til den bedst mulige beredskabsmæssige og fredsmæssige anvendelse af de frivillige, bør uddannelsen af disse - i modsætning til de værnepligtige, der uddannes inden for enkelte tjenesteområder - tilrettelægges på en sådan måde, at de frivillige kan gøre fyldest inden for flere tjenesteområder, således at de frivillige i den konkrete situation kan anvendes fleksibelt.
Denne målsætning for frivilliguddannelsen kan i princippet anvendes ved tilvejebringelsen og uddannelsen af personel i alle kommuner uanset hjælpetjenestens omfang.
I overensstemmelse med denne målsætning er der foretaget en gennemgang og revision af planerne vedrørende uddannelse af frivillige til det kommunale civilforsvar.
I den anledning har man udarbejdet en oversigt af august 1983 over uddannelsesmuligheder for frivillige menige i det kommunale civilforsvar, der er optaget i vedlagte mappe (CF-form. 532).
Til oversigten bemærkes, at bortset fra grunduddannelsen, der i vidt omfang er en forudsætning for påbegyndelsen af øvrige uddannelser på oversigten, kan uddannelserne herefter tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med de enkelte kommunale civilforsvars behov og muligheder inden for de årlige beløb, der stilles til rådighed hertil.
Til grunduddannelsen bemærkes, at principperne for uddannelsens gennemførelse er taget op til fornyet overvejelse, og at planerne herfor påregnes at kunne udsendes inden årsskiftet 1983/84. Indtil da må der henvises til eksisterende planer og bestemmelser for området.
Til de øvrige uddannelser bemærkes, at planerne for uddannelsen af frivillige menige i brandtjeneste, redningstjeneste og katastrofeførstehjælp er revideret. De reviderede pensumplaner med tilhørende instruktørvejledninger er optaget i vedlagte mappe (CF-form. 532), der tillige indeholder ovennævnte uddannelsesoversigt og plads til pensumplaner m.m. for grunduddannelsen.
Samtidig hermed ophæves den med Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 28. september 1963 om uddannelse af mandskab til CF-områderne til samtlige civilforsvarskommisioner udsendte plan for uddannelse af frivilligt mandskab til civilforsvarsområdernes redningstjeneste og brandtjeneste (CF-form. 470).
For de resterende uddannelser vedkommende henvises som følger
- vedr. uddannelse af frivillige i beskyttelse mod virkninger af masseødelæggelsesvåben til styrelsens cirkulærskrivelse af 13. november 1974 til samtlige civilforsvarskommisioner (i kommuner med udvidet hjælpetjeneste) m.fl. med bilag om revideret plan for uddannelse på dette område (CF-form. 522),
- vedr. uddannelse af frivilligt personel til signaltjenesten til styrelsens cirkulærskrivelser af 15. august 1972, 6. februar 1973, 11. maj 1973, 22. november 1973, 20. maj 1974 og 25. oktober 1974 til samtlige civilforsvarskommisioner (i kommuner med udvidet hjælpetjeneste) med bilag vedr. uddannelser i elementær signaltjeneste og supplerende specialuddannelse inden for området (CF-form. 516),
- vedr. indkvarterings- og forplejningstjenesten, herunder uddannelse af kogeledere til styrelsens cirkulærskrivelse af 19. februar 1980 til samtlige civilforsvarskommisioner, samtlige kommunalbestyrelser i kommuner uden civilforsvarskommision m.fl. med bilag vedr. plan for uddannelse af frivilligt personel til disse tjenester (CF-form. 529).
P.D.V.
E.B.
F. Trosbjerg
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -