Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om udligning af geografiske skævheder i det personelle beredskab (Til samtlige kommunalbestyrelser i kommuner med udvidet hjælpetjeneste og CF-kommissionen for Storkøbenhavn)
Statutory Text (2 Articles)
Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om udligning af geografiske skævheder i det personelle beredskab
(Til samtlige kommunalbestyrelser i kommuner med udvidet
hjælpetjeneste og CF-kommissionen for Storkøbenhavn)
I CF-Redegørelse 82 har Civilforsvarsstyrelsen lavet en opgørelse over den personelmæssige status i det kommunale civilforsvar og fremsat forslag til afhjælpning af konstaterede mangler. Grundlaget for opgørelsen er de årlige kommunale indberetninger vedrørende det personelle beredskab i de enkelte kommuner. Af disse indberetninger fremgår bl.a., at der er store geografiske skævheder i fordelingen af personellet set i forhold til de opgjorte behov, hvilket er specielt tydeligt med hensyn til delingsførere og gruppeførere til brand- og redningstjenesten. Problemerne i denne forbindelse er opstået som følge af det bopælskriterium, der lægges til grund ved fordelingen af det værnepligtige mandskab.
Ifølge CF-Redegørelse 82 vil de lokalprægede over- og underskud af befalingsmænd til brand- og redningstjenesten i en beredskabssituationen blive udlignet ved interne overførsler kommunerne imellem på regional basis. For Storkøbenhavns vedkommende må der derudover på lands- og landsdelsbasis overføres befalingsmænd fra andre kommuner.
I den anledning skal man understrege, at kommuner med et overskud af personel inden for en eller flere tjenestegrene må være forberedt på i en beredskabssituation at skulle afgive personel til andre kommuner med underskud på de tilsvarende områder.
Kommunalbestyrelserne skal derfor være forberedte på i en beredskabssituation at mobilisere hele den til rådighed værende mandskabsstyrke uden hensyn til, om der på forhånd kan konstateres et overskud af personel. Når mobiliseringen er gennemført, skal kommunalbestyrelserne afgive indberetning til Civilforsvarsstyrelsen gennem CF-regionerne om det faktiske fremmøde og det lokale behov for personel. Det er Civilforsvarsstyrelsens tanke ved hjælp af de således tilvejebragte oplysninger at søge at nedbringe underskuddet på personel i de kommuner, hvor en sådan mangel er konstateret, i overensstemmelse med den i CF-Redegørelse 82 udtrykte hensigt.
Meddelse om omfanget af eventuelle overførsler vil tilgå de berørte kommunalbestyrelser gennem CF-Kommandoen. Det påhviler derefter »afgiverkommunen« straks at tilvejebringe det krævede personel og træffe foranstaltninger til den faktiske overførsel. Personellet, der skal overføres, må i første række søges fremskaffet ad frivillighedens vej. Hvis det alligevel bliver nødvendigt med tvangsmæssige overførsler, skal de berørte udtages i gruppen af yngre værnepligtige.
Det skal her kraftigt understreges, at denne ordning ikke fritager kommunalbestyrelserne for at udfolde alle bestræbelser for selv at søge at tilvejebringe det fornødne personel blandt frivillige og ved pålæg efter civilforsvarslovens § 13.
Lauritz Hvidt
/F. Trosbjerg