Legislator Case Law & Legislation
C19830950910 DK

Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om ekstraordinære beskæftigelsesarbejder ved det kommunale civilforsvar. (Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1983 9509 Historic

Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om ekstraordinære beskæftigelsesarbejder ved det kommunale civilforsvar.

(Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for

Storkøbenhavn)

Med cirkulærskrivelse af 26. februar 1982 udsendte Civilforsvarsstyrelsen revideret »Vejledning om opnåelse af beskæftigelsestilskud til civilforsvarsformål«. Siden februar 1982 er der sket en række ændringer i beskæftigelseslovgivningen m.v., bl.a. er loven om jobskabelse trådt i kraft. Man vedlægger derfor en pr. juli 1983 ajourført »Vejledning om opnåelse af beskæftigelsestilskud til civilforsvarsformål« med angivelse af de nugældende love vedrørende beskæftigelsestilskud med redegørelse for tilskudsmulighederne for forskelligt civilforsvarsarbejde.

Civilforsvarsstyrelsen skal på denne baggrund henstille, at kommunalbestyrelsen anvender også denne mulighed for at opnå statstilskud til at udføre civilforsvarsopgaver, der anses for vigtige i henhold til kommunens civilforsvarsplan.

Civilforsvarsstyrelsen formidler gerne kontakt til kommuner, der har erfaringer i udførelse af de omhandlede beskæftigelsesarbejder.

P.D.V.

E.B.

Lahn Høyer

VEJLEDNING OM OPNÅELSE AF BESKÆFTIGELSESTILSKUD TIL CIVILFORSVARSFORMÅL.

Som led i bekæmpelsen af arbejdsløshed, herunder ungdomsarbejdsløshed, har Folketinget vedtaget en række love, der vil blive gennemgået på de følgende sider, hvorefter der kan stilles midler til rådighed til arbejdsfremmende foranstaltninger.

Da visse af de arbejder, der udføres under civilforsvarets regie, har karakter af det, der forstås som arbejdsfremmende foranstaltninger, skal man anmode det kommunale civilforsvar om at have opmærksomheden henledt på, at visse af de arbejder, der udføres inden for det lokale civilforsvar, har mulighed for at opnå tilskud i henhold til de vedtagne love og bestemmelser til bekæmpelse af arbejdsløshed.

Tilskud til arbejdsfremmende foranstaltninger kan ydes i henhold til følgende love og bestemmelser

A. § 97 a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (lovbekendtgørelse nr. 423 af 7. august 1981).

B. Lov om arbejdstilbud til ledige (lovbekendtgørelse nr. 587 af 3. november 1982).

C. Lov om ekstraordinære beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i kommuner og amtskommuner (lovbekendtgørelse nr. 430 af 22. juli 1982) som ændret ved lov nr. 241 af 8. juni 1983.

D. Lov om jobskabelse (lov nr. 286 af 9. juni 1982).

E. Særlige regler i bevillingslove (finanslove og tillægsbevillingslove).

A. § 97 A I LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (ARBEJDSMINISTERIETS LOVBEKENDTGØRELSE NR. 423 AF 7. AUGUST 1981).

For at imødegå ledighed, som ikke kan afhjælpes ved arbejdsformidling eller ved omskoling, uddannelse eller revalidering efter den herom gældende lovgivning, kan der i henhold til 97 a, stk. 1, ydes statstilskud til beskæftigelse ved arbejde, som udføres af eller for statsinstitutioner, amtskommuner eller kommuner, eller, hvor særlige forhold taler derfor, private institutioner eller private.

Administrationen af bestemmelsen i stk. 1, herunder stillingtagen til ansøgninger om tilskud, varetages af arbejdsformidlingskontorerne med bistand af vedkommende arbejdsmarkedsnævn og under tilsyn af Arbejdsdirektoratet med bistand af Landsarbejdsnævnet.

Som følge af iværksættelsen af lov om jobskabelse, der primært omfatter personer på 24 år og derunder (se pkt. D), er det bestemt, at der fremover til § 97 a-beskæftigelsesarbejder fortrinsvis bør formidles personer på 25 år og derover.

I henhold til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 325 af 29. juni 1971, § 4, bør tilskud ydes til arbejder, hvor udgiften til lønninger er betydelig i forhold til materialeudgiften. Arbejdet bør have almen samfundsmæssig betydning eller betydning for vedkommende lokale områdes udvikling. I områder, hvor der er særligt behov for udjævning af sæsonsvingninger i beskæftigelsen, bør der endvidere tages hensyn til, om arbejdet er egnet til udførelse i vintermånederne.

Ifølge § 5 skal arbejdet, hvortil der ydes statstilskud, være ekstraordinært, dvs. at det ikke ville blive udført - i hvert fald ikke for tiden - hvis der ikke ydes tilskud. Der kan ikke ydes tilskud til ordinære reparations- og vedligeholdelsesarbejder eller til arbejde, hvis udførelse i øvrigt for tiden er påkrævet.

Ifølge § 6 skal arbejdet være egnet til at opretholde eller genskabe de henviste lediges arbejdsevne.

Ifølge § 8 bør godkendelse sædvanligvis kun gives til arbejde, der udføres i vedkommende finansår, eventuelt dog således at yderligere tilskud kan forventes i et senere finansår, såfremt forholdene taler derfor, og arbejdsformidlingen råder over de fornødne midler.

Der ydes til arbejder, som udføres for andre end statsinstitutioner, dvs. bl.a. kommuner, et statstilskud med et fast beløb pr. arbejdstime.

Statstilskuddet pr. arbejdstime pr. henvist ledig til § 97 a-beskæftigelsesarbejder, der iværksættes af andre end statsinstitutioner, er efter forhandling med Landsarbejdsnævnet for året 1983 fastsat til nedenstående beløb

Personer på 22 år og derover 45,00 kr. Personer på 18 år og derover og under 22 år 35,50 kr. Personer under 18 år 22,00 kr.

De ovenfor nævnte love og bestemmelser tager især sigte på at skaffe beskæftigelse til arbejdsløse arbejdsmænd og specialarbejdere. Der kan i henhold til § 13 og § 14 i særlige tilfælde ydes tilskud til andre overenskomstgrupper, f.eks. ingeniører, arkitekter, tekniske tegnere, kontorfolk.

I henhold til disse bestemmelser skulle der foreligge mulighed for at opnå statstilskud til

- Byanalyse, herunder kælderanalyse og rekognoscering efter supplerende offentlige beskyttelsesrum samt kontrol og ajourføring af registreringen af sikringsrumspligtigt byggeri. For så vidt angår den nærmere fremgangsmåde ved byanalysens gennemførelse henvises til Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelser af 22. april 1969, 31. august 1972, 28. marts og 22. april 1977.

- Indsamling og bearbejdelse af oplysninger og materiale samt udarbejdelse af bidrag under behøring CF-vejledning til brug ved udarbejdelse af en samlet beredskabsplan for det enkelte civilforsvarsområde.

- Forbedring af øvelsesanlæg, opførelse af eller indretning af rum til opbevaring af markeringsmaterialer, træ til bål, spildolie samt forskelligt teknisk markeringsmateriel. Opsætning af kantsten, nedlægning af f.eks. genbrugsfliser, udbedring af og eventuelt anlæg af nye køreveje. Intensivering af oprydningsarbejder og øvrig vedligeholdelse, her- under beskæring af hække og anden beplantning, græsslåning o.lign.

- Forbedring af CF-gårde og andre CF-lokaliteter ud over almindelig vedligeholdelse, f.eks. malerarbejder, imprægnering af træværk i bygninger og hegn, isoleringsarbejder. Forbedring af renholdelsesstandarden på pladser, i garager og andre lokaler. Op- og omlægningsarbejder vedrørende mundering, materiel m.v. på depoter.

- Fremstilling/retablering af undervisningsmateriel og uddannelsesmateriel, herunder fremstilling af modeller af byudsnit til brug ved planspil og uddannelse.

- Udbedring af eksisterende betondækningsgrave, herunder forbedring og vedligeholdelse af jorddækning og beplantning, smøring, maling og tætning af ståldøre og stållemme, reparation af trapper og vanger, indvendig renholdelse og vedligeholdelse, indhegning, isætning af ekspansionsbolte til afmærkningslygter (CF-telefonlygter), opsætning af hånddrevne ventilatorer og lygtestandere.

- Udbedring af kombinerede offentlige beskyttelsesrum, herunder afprøvning af betonrulleporte, smøring og maling af ståldøre og stållemme, gennemgang af pumper, grundvandslukker og andre bevægelige dele, afmærkning (opsætning af skilte), fyldning af sandfilter.

Ansøgning om støtte til foranstaltninger af den ovenfor nævnte art bør indeholde en kort beskrivelse af beskæftigelsesforanstaltningernes art, den samlede omkostning samt lønandelen heraf. Forventet antal beskæftigede i hvor mange uger, samt hvornår arbejdet vil kunne påbegyndes og forventes endeligt afsluttet. Ansøgninger/projektforslag indsendes til arbejdsmarkedsnævnene.

Nogle arbejdsmarkedsnævn har særligt skemamateriale til formålet.

B. LOV OM ARBEJDSTILBUD TIL LEDIGE (LOVBEKENDTGØRELSE NR. 587 AF 3. NOVEMBER 1982 OG BEKENDTGØRELSE NR. 70 AF 18. FEBRUAR 1983 OM ARBEJDSTILBUD TIL LEDIGE).

Med henblik på genplacering af langtidsledige på arbejdsmarkedet bestemmes, at langtidsledige medlemmer under 60 år af en anerkendt arbejdsløshedskasse har krav på et rimeligt tilbud om arbejde i mindst 9 måneder hos private arbejdsgivere eller om mindst 7 måneders arbejde hos offentlige arbejdsgivere (samtlige arbejdstilbudspersoner i den offentlige sektor har krav på et arbejdstilbud i så lang en periode, at de ved beskæftigelse får samme mulighed for at kunne bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet som dem, der får et arbejdstilbud på 40 timer om ugen). Tilbuddet skal gives i god tid, før retten til dagpenge ophører efter §§ 55 og 72 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og så vidt muligt efter et års ledighed. Medlemmer under 25 år har krav på et tilbud efter et års ledighed.

I § 2 bestemmes, at der ved ansættelse i henhold til loven i private og offentlige virksomheder og institutioner ydes økonomisk støtte fra staten til genoptræning. Samme støtte kan ydes ved ansættelse af medlemmer, der er fyldt 60 år.

Støtten fastsættes for medlemmer på 25 år og derover til 70 % af højeste arbejdsløshedsdagpenge pr. 1. oktober det foregående år. For medlemmer under 25 år fastsættes støtten i hele støtteperioden til 80 % af det nævnte beregningsgrundlag.

I § 3 er det bestemt, at staten skal ansætte mindst 10 % af de langtidsledige, der inden for hver amtskommune får arbejde efter denne ordning.

Hvis arbejdsmarkedsnævnet i samarbejde med arbejdsformidlingen, jfr. § 3, stk. 1 og stk. 3, ikke kan skaffe tilbud om arbejde, skal bopælskommunen søge at give et arbejdstilbud inden for sit forvaltningsområde eller en anden offentlig eller offentligt støttet virksomhed eller institution.

Er kommunen ikke i stand til at skaffe den langtidsledige et tilbud om arbejde, skal amtskommunen, jfr. § 3, stk. 4, give et arbejdstilbud inden for sit eget forvaltningsområde eller i en anden offentlig eller offentligt støttet virksomhed eller institution.

Bopælskommunen betaler den fulde lønudgift og modtager, jfr. § 4, stk. 1, statstilskud ved ansættelse i kommunen, amtskommunen eller i anden offentlig eller offentligt støttet virksomhed eller institution. Dog betaler amtskommunerne, hvad der svarer til 10 % af de samlede lønudgifter efter fradrag af statstilskud ved ansættelse af ledige efter loven, medens staten betaler den fulde løndudgift for de langtidsledige (10 %), der ansættes i staten.

75 % af kommunernes lønudgifter efter § 4, stk. 1, med fradrag af statstilskuddet gøres til genstand for mellemkommunal udligning.

I § 6, stk. 1, bestemmes, at arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om støtteordningen og administrationen af reglerne i denne lov, herunder om det tidspunkt, hvor der skal gives tilbud om arbejde. Arbejdsministeriet har i bekendtgørelse nr. 70 af 18. februar 1983 om arbejdstilbud til ledige fastsat nærmere regler om ordningen.

I henhold til § 8 varetager arbejdsformidlingen i hovedsagen administrationen af reglerne i loven.

Arbejdsgiveren kan uden videre lade undervisning inden for arbejdstiden i op til 2 måneder indgå i genoptræningsperioden. Under undervisningen udbetales løn som i den øvrige del af perioden. Den undervisning, der kan indgå i genoptræningsperioden, bør så vidt muligt være kompetencegivende eller arbejdsrelevant eller lede frem til en kompetencegivende eller arbejdsrelevant uddannelse.

I henhold til loven om arbejdstilbud til ledige stilles der ingen særlige krav til beskæftigelsesforanstaltningernes art ud over, at hovedformålet med bestemmelsen ikke er at iværksætte beskæftigelsesarbejder, men dels at genoptræne og vedligeholde de lediges arbejdsevne ved at give de langtidsledige et arbejdstilbud på en normal arbejdsplads, dels at udvide den samlede beskæftigelse i samfundet. Denne forudsætning om merbeskæftigelse gælder også for statsstyrelser, amtskommuner og kommuner.

Som eksempler på civilforsvarsforanstaltninger, hvor langtidsledige eventuelt kan ansættes, kan nævnes

De samme foranstaltninger som anført under afsnit A samt

- Arbejder i forbindelse med opførelse af nye øvelsesanlæg.

- Arbejder i forbindelse med etablering af nye kommandocentraler og udbygning og modernisering af eksisterende kommandocentraler.

- Større bygningsvedligeholdelsesarbejder ved øvelsesanlæg.

- Vedligeholdelsesarbejder ved kommandocentraler.

- Større bygningsvedligeholdelsesarbejder ved offentlige beskyttelsesrum.

C. LOV OM EKSTRAORDINÆRE BESKÆFTIGELSESFREMMENDE FORANSTALTNINGER I KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (LOVBEKENDTGØRELSE NR. 430 AF 22. JULI 1982 SOM ÆNDRET VED LOV NR. 241 AF 8. JUNI 1983).

I henhold til § 1 skal kommuner og amtskommuner i regnskabsårene 1978 - 1985 iværksætte ekstraordinære foranstaltninger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Foranstaltningerne skal være ekstraordinære, dvs. at der bør være tale om aktiviteter, der ligger ud over, hvad kommunerne og amtskommunerne ellers ville have gennemført, således at der bliver tale om en nettoudvidelse affødt af hensynet til beskæftigelsen.

Til afholdelse af udgifter ved gennemførelsen af de i § 1 nævnte foranstaltninger har kommuner og amtskommuner i henhold til § 2 afsat på deres budgetter for 1978 henholdsvis 40 kr. og 20 kr. (i 1978-prisniveau), Københavns og Frederiksberg kommuner dog 60 kr. pr. indbygger. For regnskabsåret 1983 afsættes pr. indbygger den 1. januar 1982 det dobbelte af beløbet for 1978 reguleret i overensstemmelse med den forventede pris- og lønudvikling. Halvdelen af det for 1983 afsatte beløb gøres til genstand for udligning.

For regnskabsåret 1984 afsætter kommuner og amtskommuner på deres budgetter et beløb på henholdsvis 125 kr. og 63 kr., Københavns og Frederiksberg kommuner dog 188 kr. pr. indbygger den 1. januar 1983. For regnskabsåret 1985 afsætter kommuner og amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg kommuner på deres budgetter samme beløb som i 1984 pr. indbygger den 1. januar 1984 reguleret i overensstemmelse med den forventede pris- og lønudvikling. Halvdelen af beløbene gøres til genstand for udligning.

Ser kommunen eller amtskommunen sig ikke i stand til at anvende de økonomiske midler, der er afsat til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, til dette formål, skal kommunen/amtskommunen i henhold til § 3 indbetale beløbet til staten.

Bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden kan i henhold til § 4 ske ved

1) værksættelse af arbejder efter reglerne i lov om jobskabelse (jfr. pkt. D),

2) tilskud til private virksomheder m.v. til nedsættelse af disses lønudgifter ved beskæftigelse efter retningslinier fastsat af arbejdsministeren,

3) iværksættelse af eller tilskud til uddannelse, kurser og kontakt- og informationsordninger for unge efter retningslinier fastsat af undervisningsministeren,

4) anvendelse af beløb til oprettelse af ekstraordinære lære- og praktikpladser i kommuner og amtskommuner efter retningslinier fastsat af undervisningsministeren.

Kommuner og amtskommuner kan af de særlige midler til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden afholde den del af lønudgiften, som kommunen ikke får tilskud til efter § 12 i lov om jobskabelse, samt udgifter til eventuel formandsløn og materialer, jfr. skrivelse af 9. februar 1983 fra Arbejdsministeriet om anvendelse af lov 488-midler til jobskabelse.

I modsætning til tidligere kan kommunerne og amtskommunerne ikke anvende de særlige midler til beskæftigelsesprojekter, jfr. pkt. A ovenfor.

D. LOV OM JOBSKABELSE (LOV NR. 286 AF 9. JUNI 1982).

Loven om jobskabelse trådte i kraft 1. juli 1982. Ved bekendtgørelse nr. 66 af 18. februar 1983 har arbejdsministeriet fastsat nærmere bestemmelser om lovens administration.

Formålet med jobskabelse er at fremme beskæftigelsen gennem oprettelse af normale arbejdspladser ved at støtte lokale og især private initiativer til nye arbejder.

For jobskabelse gælder, at arbejdet skal medføre aktiviteter, som vil fremme beskæftigelsen, og som ellers ikke ville blive udført.

Jobskabelse skal så vidt muligt udføres af eller i samarbejde med private virksomheder. Offentlige myndigheder, institutioner m.v. skal ved planlægningen af arbejdet være opmærksomme på, hvilke opgaver der kan udføres af private virksomheder. Udfører private virksomheder jobskabelse for eller sammen med det offentlige, kan dette blandt andet ske ved entreprise, leverance, underentreprise, underleverance, indgåelse af en samarbejdsaftale eller ved et samarbejde inden for en fælles selskabsform. Ansættelse af ledige kan enten ske hos den offentlige rekvirent eller i den private virksomhed.

Enhver kan ansøge om statsstøtte til eller godkendelse af jobskabelse.

Kommunerne kan også uden statsstøtte oprette arbejdspladser efter loven.

Det er vedkommende arbejdsmarkedsnævn, der afgør, om der kan ydes statsstøtte. Den statslige støtte er fastsat til 80 % af den højeste dagpengesats pr. 1. oktober i det foregående år. For 1983 er støtten 40 kr. pr. time. Tilsagn om støtte gælder for 1 år, men kan under visse omstændigheder efter ansøgning forlænges yderligere. Ansøgning om forlængelse skal indsendes senest 4 måneder før udløbet af støtteperioden. Det er muligt for arbejdsmarkedsnævnet at give støtte for en længere periode til arbejde, der ikke medfører risiko for private virksomheders produktion og afsætning.

Det er arbejdsministeren, der efter indstilling fra Landsarbejdsnævnet fastsætter fordelingen af de midler, der stilles til rådighed for de enkelte arbejdsmarkedsnævn til offentlig jobskabelse.

Det er bestemt, at den, der ansættes i jobskabelse, på tiltrædelsestidspunktet skal være fyldt 18 år og være under 25 år. Samtidig gælder dog, at når arbejdets udførelse gør det nødvendigt, kan arbejdsmarkedsnævnet efter anmodning give tilladelse til, at et antal personer på 25 år og derover ansættes til jobskabelse. Som altovervejende hovedregel gælder, at den, der ansættes i jobskabelse, skal være tilmeldt arbejdsformidlingen som ledig på tiltrædelsestidspunktet og 3 måneder forud.

Personer, der er omfattet af loven om arbejdstilbud til ledige. kan beskæftiges på en arbejdsplads omfattet af jobskabelsesloven. Arbejdspladsen kan dog ikke modtage jobskabelsesstøtte for disse personer.

I henhold til jobskabelsesloven skulle der være mulighed for at opnå statstilskud til de under punkterne A - C nævnte foranstaltninger.

For Civilforsvarsstyrelsen foreligger der oplysninger om, at flere kommuner påtænker i samarbejde med private virksomheder at få udført civilforsvarsopgaver under jobskabelsesloven. Det er således tanken at lade de private virksomheder ansætte de ledige og få udbetalt tilskuddet på 40 kr. pr. time, medens kommunerne selv skaffer midlerne til den resterende del af udgifterne ad anden vej. De former for arbejde, der påtænkes udført på denne måde, er blandt andet byggearbejder på civilforsvarsanlæg, herunder øvelsesanlæg, opførelse af beskyttelsesrum og kommandocentraler, fremstilling af inventar til beskyttelsesrum samt udarbejdelse af uddannelsesprogrammer, civilforsvarsanalyser m.v. Hvis arbejdet udføres af private virksomheder, som også står som arbejdsgiver, vil arbejdet, selv om det finansieres af det offentlige, blive betragtet som privat jobskabelse.

E. PROJEKTGRUPPER FOR FÆRDIGUDDANNEDE ARBEJDSLØSE.

Ved »projekter« forstås »Udrednings-, udviklings-, forsøgs-, undersøgelses- og andre særlige arbejdsopgaver, som kan få betydning dels for deltagernes beskæftigelsesmuligheder, dels for samfundet gennem den nytte, projektarbejdernes resultat kan bidrage til«.

Efter denne ordning er der en begrænset mulighed for at opnå tilskud til enkeltstående projekter, der ellers ikke ville være blevet udført.

Ansøgning om offentlige tilskud til arbejder af den ovenfor anførte art skrives på en særlig blanket og stiles til Undervisningsministeriet, Direktoratet for de videregående uddannelser. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger

a. Beskrivelse af projektet ud fra et angivet formål med arbejdet.

b. Angivelse af projektets forventede varighed.

c. Oplysning om det fornødne antal projektdeltagere og deres uddannelsesmæssige baggrund.

d. Oplysning om projektlederen eller de til ledelsen krævede kvalifikationer og arbejdstidsanvendelse.

e. Oplysning om udgifter til projektdeltagerne, eventuelle projektlederudgifter samt øvrige udgifter, herunder oplysninger om rekvirentens og eventuelt værtsinstitutionens deltagelse i finansieringen.

f. Oplysning om, hvor arbejdet skal gennemføres (værtsinstitutionen).

g. Oplysning om, hvorledes resultatet af projektarbejdet tænkes anvendt - f.eks. i kommercielt øjemed, til intern virksomhedsbrug, til publicering alment eller inden for brancheorganisationen, i kommunal eller regional planlægning etc.

h. En almen vurdering af projektets egnethed og det eventuelle resultats værdi med hensyn til de angivne hovedformål: At forbedr beskæftigelsesmulighederne nu.

Ved vurderingen af projektansøgninger lægges vægt på følgende

Projektets betydning for forbedring af beskæftigelsesmulighederne ud over projektets varighed, specielt for grupper af færdiguddannede med aktuel eller forventet høj arbejdsløshed og specielt med hensyn til udvidelse af de færdiguddannedes arbejdsområder til nye områder i den private sektor.

Projektarbejdets samfundsmæssige værdi.

Ansøgninger med sigte på den private sektor, kommuner og amter samt statsstyrelser prioriteres i den anførte rækkefølge.

Til en opgave, der skønnes at ville blive bragt til udførelse under alle omstændigheder, kan der ikke ydes projektbevilling.

Man skal anbefale, at der ved udarbejdelsen af forslag til projekter i henhold til de ovenfor omtalte love og bestemmelser rettes henvendelse til den stedlige beskæftigelseskonsulent angående den praktiske fremgangsmåde ved projektforslagenes udarbejdelse og forelæggelse for de ansøgningsmodtagende myndigheder.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →