Skrivelse vedrørende ændring af samtykkekravet i vedtægter for kommunale fællesskaber m.v. (Til alle tilsynsråd)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende ændring af samtykkekravet i vedtægter for kommunale fællesskaber m.v.
(Til alle tilsynsråd)
Ved lov nr. 629 af 23. december 1980 om ændring af de kommunale styrelseslove ophævedes kravet om tilsynsmyndighedernes samtykke til kommunale låneoptagelser, påtagelse af garantiforpligtelser m.v. samt til køb og salg m.v. af fast ejendom. I stedet kan indenrigsministeren nu med hjemmel i §§ 55 og 57 i lov om kommunernes styrelse (§ 47 i lov om Københavns kommunes styrelse) fastsætte regler om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. Ændringerne trådte i kraft den 1. maj 1981.
Ændringerne af de kommunale styrelseslove medfører ikke automatisk bortfald af samtykkekrav i vedtægter for kommunale fællesskaber og andre selskaber med kommunal deltagelse. Så længe kravet findes i vedtægterne, er tilsynsmyndighedernes samtykke fortsat påkrævet.
Ministeriet vil derfor finde det hensigtsmæssigt, at vedtægterne ændres, således at kravet om tilsynsmyndighedernes samtykke til de nævnte KONKRETE dispositioner udgår og erstattes af en bestemmelse om, at fællesskabet m.v. kan optage lån - og eventuelt meddele garantier m.v. - i overensstemmelse med de regler, som indenrigsministeren fastsætter i medfør af den kommunale styrelseslov.
Man skal derfor henstille til tilsynsrådet at være opmærksom på det ønskelige i, at vedtægter for kommunale fællesskaber m.v. søges ændret på dette punkt. Dette vil formentlig mest hensigtsmæssigt kunne ske ved, at tilsynsrådet i forbindelse med stillingtagen til ansøgninger om godkendelse af de nævnte konkrete dispositioner eller ansøgninger om vedtægtsændringer i øvrigt opfordrer de pågældende fællesskabsbestyrelser til at søge vedtægten ændret i overensstemmelse med formuleringen i denne cirkulæreskrivelse.
En sådan ændring må gennemføres efter de regler, der i øvrigt gælder for vedtægtsændringer i det enkelte kommunale fællesskab m.v. Ændringer i en række vedtægter skal foruden af tilsynsmyndigheden stadfæstes af enten ministeriet for offentlige arbejder eller energiministeriet. Indenrigsministeriet skal efter forhandling med de nævnte ministerier meddele, at disse også er indstillet på at stadfæste vedtægtsændringer af det nævnte indhold. Stadfæstelse kan dog være udelukket som følge af regler i eventuelt særligt retsgrundlag for fællesskabet m.v., eksempelvis i bekendtgørelse for en koncessioneret virksomhed.
Det bemærkes, at tilsynsmyndighederne, uanset om fællesskabets vedtægter ændres, også fremover som led i det almindelige tilsyn skal påse, at eventuel låntagning og meddelelse af garantier m.v. sker i overensstemmelse med de regler, som indenrigsministeren har fastsat herom. Reglerne findes for tiden i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 683 af 20. december 1982 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
For at sætte tilsynsmyndighederne i stand til at påse, at de nævnte regler om låntagning m.v. overholdes, vil det være ønskeligt, at der i vedtægter, som ikke indeholder regler herom, optages sådanne bestemmelser, f.eks. ved at fastsætte en pligt til at lade regnskabet revidere af en af de deltagende kommuners revision. Revisonens bemærkninger skal i så fald forelægges fællesskabets kompetente organ til afgørelse, hvorefter regnskab m.v. sendes til de enkelte kommunalbestyrelser. Regnskabet bør offentliggøres i mindst een af de deltagende kommuners regnskaber og indsendes sammen med dette til tilsynsmyndighederne.
Man skal henstille til tilsynsrådet ved given lejlighed at opfordre de pågældende fællesskabsbestyrelser til at søge vedtægterne ændret som nævnt.
Britta Schall Holberg
/Johan Erichsen