Legislator Case Law & Legislation
C19830502010 DK

Cirkulæreskrivelse fra Gas- og Varmeprisudvalget om regnskabsmæssige reguleringer for gas- og varmeforsyningsvirksomheder

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1983 5020 Historic

Cirkulæreskrivelse fra Gas- og Varmeprisudvalget om regnskabsmæssige reguleringer for gas- og varmeforsyningsvirksomheder

Ved gennemgang af de indsendte budgetter og regnskaber for gas- og varmeforsyningsvirksomheder er det konstateret, at en del virksomheder ved regnskabets afslutning og udarbejdelse af det kommende års budget, (som jo danner grundlaget for fastsættelse af priser og afgifter for det følgende varmeår) foretager reguleringer i posteringerne, som kan stride mod varmeforsyningslovens regler, og som derfor kan afføde indgreb fra gas- og varmeprisudvalgets side. I det følgende skal der orienteres nærmere herom

Ved cirkulæreskrivelse af 17. september 1981, der er udsendt til samtlige gas- og varmeforsyningsvirksomheder, blev virksomhederne gjort bekendt med de retlingslinier, gas- og varmeprisudvalget har vedtaget skal gælde for virksomhedernes prisberegning efter varmeforsyningslovens regler.

Det fremgår heraf blandt andet, at et eventuelt overskud ved afslutningen af et regnskabsår skal overføres til den umiddelbart efterfølgende helårsperiode og indregnes i de budgetter, der lægges til grund for prisfastsættelsen i dette år.

Virksomhederne kan dog vælge at tilbagebetale det for meget opkrævede beløb, når den endelige afregning med forbrugerne for det afsluttede år finder sted jfr. varmeprisudvalgets skrivelse herom af 4. november 1982.

Et underskud indregnes i det følgende budget og inddækkes således over det efterfølgende års priser.

Derimod kan der ikke i regnskabet foretages regulering, således, at virksomhederne overfører regnskabsmæssigt overskud til fornyelses- og reservefonde eller til egenkapital. Dette vil være i strid med varmeforsyningslovens § 27 herunder eventuelt også med bestemmelserne i energiministeriets bekendtgørelse nr. 589 af 17. november 1982 om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer m.v. (Der er udsendt cirkulæreskrivelse af 12. maj 1982, som vejledning til disse bestemmelser.)

Man skal med denne skrivelse gøre virksomhederne specielt opmærksomme på dette forhold. Den gennemgang direktoratet løbende foretager af virksomhedernes anmeldelser vil kun stikprøvevis omfatte det forannævnte forhold. Men såfremt der efterfølgende konstateres reguleringer af den anførte karakter, kræver lovens regler at priserne nedsættes. Dette vil erfaringsmæssigt også kunne medføre betydeligt administrativt besvær.

Skulle der være spørgsmål til denne orientering er virksomheden velkommen til at rette henvendelse til direktoratet. I øvrigt påregnes der omkring nytår udsendt et nummer af monopoltilsynets meddelelser med omtale af udvalgets afgørelser i 1983 og af lovændringen i juni 1983.

Til virksomhedernes orientering vedlægges en folder med orientering om udvalget og dets arbejde. Denne folder tænkes bl.a. anvendt i forbindelse med de klagesager, der forelægges udvalget.

P. D. V.

Hans Kierkegaard

Rich. Harpsøe

fm.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →