Cirkulære vedrørende § 4, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 55 af 25. februar 1982 om udbetaling af dagpenge under ferie.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære vedrørende § 4, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 55 af 25. februar 1982 om udbetaling af dagpenge under ferie.
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser
Arbejdsformidlingskontorerne
I tilslutning til ovennævnte bekendtgørelse med tilhørende vejledning skal meddeles følgende retningslinier for udbetaling af feriedagpenge
1. Ledige medlemmer, der har ret til feriedagpenge, skal holde samlet ferie i mindst 18 dage i ferieperioden. Et medlem, der er i beskæftigelse, skal derimod følge ferielovens regler med hensyn til tidspunktet for feriens afholdelse, hvilket indebærer, at ferietidspunktet aftales med arbejdsgiveren.
2. Et medlem, der har været i beskæftigelse i hele ferieperioden, men efter aftale med arbejdsgiveren ikke har afholdt 18 dages ferie, har fortsat ret til ferie med feriedagpenge, selv om medlemmet bliver ledig den 1. oktober. Medlemmet fortaber således ikke sin ret til feriedagpenge, når ledigheden først indtræder efter ferieperiodens udløb.
3. Et ledigt medlem, der har ret til 30 dages ferie med feriedagpenge, og som kommer i arbejde 3 uger før ferieperiodens udløb uden at have afholdt ferie, har ikke fortabt retten til 3 ugers ferie med feriedagpenge. Dette hænger sammen med, at et ledigt medlem selv har indflydelse på, hvornår ferien skal holdes. Kommer medlemmet først i beskæftigelse 2 uger før ferieperiodens udløb, kunne den ene uge have været afholdt, og medlemmet har derfor fortabt retten til ferie med feriedagpenge i en uge. Kommer medlemmet først i arbejde en uge før ferieperiodens udløb, er retten til feriedagpenge i 2 uger fortabt.
4. Et medlem, der har ret til 30 dages ferie med feriedagpenge, og som er i beskæftigelse hele ferieåret, fastsætter tidspunktet for feriens afholdelse med sin arbejdsgiver. Dette betyder, at den eneste begrænsning i retten til feriedagpenge er bestemmelsen i bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Medlemmet kan således f.eks. afholde 5 ugers samlet ferie i ferieperioden eller senere, eller afholde ferien som 5 enkelte uger.
5. Et medlem, som har været i beskæftigelse i ferieperioden uden at afholde ferie, men bliver ledig 3 uger før ferieperiodens udløb, vil fortabe sin ret til feriedagpenge, hvis ferien ikke afholdes før ferieperiodens udløb. Bliver medlemmet først ledig 2 uger før ferieperiodens udløb, er det kun retten til feriedagpenge i 2 uger, der kan fortabes, og for en uge såfremt ledigheden indtræder en uge før ferieperiodens udløb.
6. I ovennævnte eksempler er det forudsat, at der er tale om medlemmer, der har ret til 30 dages ferie med feriedagpenge. Dette hænger sammen med, at retten til feriepenge efter ferieloven ikke kan fortabes efter reglerne om feriedagpenge. Da optjent ferie skal afholdes, før der kan udbetales feriedagpenge, kan et medlem, som har optjent 18 dages ferie med feriepenge, ikke fortabe retten til feriedagpenge ved ikke at afholde ferie i ferieperioden. Er den optjente ferie af et mindre omfang end 18 dage, er det således kun 18 dage - de optjente dage, der kan fortabes. Eks. er der optjent 11 dage, vil der aldrig kunne fortabes mere end 7 dage med feriedagpenge, uanset om de 11 dage er afholdt i ferieperioden eller ej, og uanset om de er afholdt samlet.
P.D.V.
Steffen Dahl
kontorchef
/Jonna Krogh
fuldmægtig
Ingen