Legislator Case Law & Legislation
C19830328060 DK

Vejledning om Unges arbejde (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1983 3280 Historic

Vejledning om Unges arbejde (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)

Baggrund: Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø.

- Bekendtgørelse nr. 31 af 12. februar 1969 om unge menneskers farlige arbejde.

- Bekendtgørelse nr. 80 af 13. marts 1969 om børns og unge menneskers farlige arbejde inden for landbrug, skovbrug og gartneri.

- Bekendtgørelse nr. 474 af 4. december 1970 om lægeundersøgelse af personer under 18 år.

- Bekendtgørelse om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden. (Ikraftholdelsesbekendtgørelsen).

Denne At-meddelelse oplyser om reglerne for erhvervsmæssig beskæftigelse af unge, der er under 18 år, men fyldt 15 år. I kommentarer gives forklaring og uddybning af reglerne.

Regler om natarbejde er omtalt i At-meddelelse nr. 4.01.3 om børns og unges natarbejde.

Hovedreglen er, at unge skal være fyldt 15 år for at have erhvervsmæssigt arbejde.

Farligt arbejde

Der gælder højere aldersgrænser end 15 år for arbejde, der rummer ulykkes- eller sundhedsfare for de unge.

Reglerne herom indeholder udførlige fortegnelser over aldersgrænserne ved forskellige former for arbejde. Nedenstående opregning er ikke udtømmende, men eksempler. Nærmere oplysning kan fås hos arbejdstilsynet.

Ulykkesfarer. For en lang række maskiner, tekniske hjælpemidler og erbejdsprocesser er der forbud mod at beskæftige unge under 16 eller 18 år. Forbudet gælder selvstændigt arbejde, herunder pasning eller betjening, og andet lige så farligt arbejde.

Som eksempler på maskiner m.v., hvor der på grund af ulykkesfare gælder en 16-års aldersgrænse, kan nævnes

- betonblandemaskiner

- vaskerimaskiner med centrifugering

- metalrundsave, -fræsere og -drejebænke

- plastsprøjtestøbemaskiner

- standse- og skæremaskiner

- karruseller, rutschebaner o.l.

- mejetærskere, roeraspere og visse andre landbrugsmaskiner.

Som eksempler på maskiner m.v. og arbejdsprocesser, hvor der på grund af ulykkesfarer gælder en 18-års aldersgrænse, kan nævnes

- de fleste træbearbejdningsmaskiner

- gravemaskiner

- truck

- kraner og hejseværker

- traktorer, medmindre pågældende har traktorførebevis

- arbejde i brønde, rørledninger o.l.

- udgravningsarbejde

- nedbrydningsarbejde.

Sundhedsfarer. For en lang række sundhedsfarlige arbejder gælder en 18-års aldersgrænse.

Som eksempler kan nævnes

- arbejde med bekæmpelsesmidler, der er kalssificeret som Tx (meget giftig) eller T (giftig)

- arbejde med smeltning, støbning og afpudsning af bly

- arbejde med en række farlige stoffer, fx chlor, cyanider og asbest

- arbejde med visse organiske opløsningsmidler, fx trichlorethylen (tri), tetrachlormethan (tetra) og methanol (træsprit)

- arbejde med ioniserede stråling.

Særligt om lærlinge og elever. Aldersgrænserne ved ulykkesfare gælder normalt ikke for lærlinge og EFG-elever i praktik, hvis arbejde med de nævnte maskiner, materialer m.m. er et nødvendigt led i uddannelsen, og hvis lærlingen eller EFG-eleven under dette arbejde er under tilbørligt opsyn af en voksen, fagkyndig person.

I visse tilfælde gælder grænserne på 16 og 18 år dog ubetinget også for lærlinge og EFG-elever.

Hvor der ved sundhedsfare normalt gælder en 18-års aldersgrænse, kan der på visse betingelser gælde en lavere aldersgrænse for lærlinge og EFG-elever.

Særligt om unge i landbruget. Aldersgrænserne ved ulykkes-eller sundhedsfare gælder også unge beskæftiget i landbrug, skovbrug og gartneri.

Herudover gælder en 16-års aldersgrænse for unge, beskæftiget med visse landbrugsmaskiner.

For unge af arbejdsgiverens (landbrugerens) egen familie, som hører til hans husstand, gælder dog lavere aldersgrænser.

Arbejds- og hviletid

Arbejdstid. Arbejdstiden må normalt ikke overstige den sædvanlige arbejdstid for voksne, der er beskæftiget i samme fag.

Den daglige arbejdstid må aldrig blive på mere end 10 timer.

Arbejdstiden skal ligge samlet, kun afbrudt af passende spise- og hvilepauser.

Kommentar: Den sædvanlige arbejdstid for voksne i faget vil i almindelighed være den overenskomstmæssige. Under særlige forhold kan den unge deltage i overarbejde, men det må ikke ske systematisk og regelmæssigt, og grænsen på 10 timer for daglig arbejdstid skal overholdes. De 10 timer er arbejdstiden, bortset fra spise- og hvilepauser. En passende spisepause vil normalt være 1/2 time.

Hvileperiode. Arbejdstiden skal tilrettelægges, så den unge får en samlet hvileperiode på mindst 12 timer i døgnet.

For visse fag og faglige områder gælder særlige regler for hvileperiodens varighed og beliggenhed. Se At-meddelelse nr. 4.01.3 om børns og unges natarbejde.

Ugentligt fridøgn. De unge skal have et ugentligt fridøgn, der skal ligge i umiddelbar tilslutning til en daglig hvileperiode. Det ugentlige fridøgn skal så vidt muligt falde på en søndag og så vidt muligt samtidigt for alle, der er ansat i virksomheden.

Kommentar: Kravet om et ugentligt fridøgn anses kun for opfyldt, hvis der højst går 6 døgn mellem 2 fridøgn.

Lægeundersøgelse

Unge under 18 skal normalt lægeundersøges ved påbegyndelse af et arbejde for en arbejdsgiver. Det gælder dog ikke, hvis arbejdet består i let hjælpearbejde eller lettere, selvstændigt arbejde, som er tilladt for børn under 15 år.

Det er arbejdsgiveren, der skal sørge for, at lægeundersøgelsen foretages, og betale for den.

Lægen sender attesten til arbejdstilsynet, der tager stilling til, om den påtænkte beskæftigelse kan tillades, og underretter arbejdsgiveren herom.

Erik Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →