Vejledning om Børns arbejde (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om Børns arbejde (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Baggrund
- Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø
- Bekendtgørelse nr. 333 af 23. juni 1977 om børns lettere erhvervsmæssige arbejde
- Bekendtgørelse nr. 25 af 22. januar 1964 om børns erhvervsmæssige medvirken ved offentlige forestillinger m.v.
Denne At-meddelelse oplyser om reglerne for erhvervsmæssig beskæftigelse af børn under 15 år. I kommentarer gives vejledning om, hvordan reglerne kan opfyldes.
Arbejdsmiljølovens hovedregel er, at unge mennesker skal være fyldt 15 år for at have erhvervsmæssigt arbejde.
Beskæftigelse af børn under 15 år er dog tilladt ved nogle former for arbejde, men aldrig ved farligt arbejde, og med særlige begrænsninger i arbejdstiden.
Forsvarlig tilrettelæggelse og tilsyn er særlig vigtigt ved børnearbejde. Arbejdet skal derfor tilrettelægges af en voksen og foregå under fornødent tilsyn.
Tilladt arbejde
Børn må udføre let hjælpearbejde.
Kommentar: Let hjælpearbejde vil normalt bestå i, at barnet hjælper en voksen. Arbejdet må ikke udsætte barnet for ulykkes- eller sundhedsfare eller anden belastning, når barnets alder og udvikling tages i betragtning. Som eksempler kan nævnes: - hjælp ved lettere fodrings- og rensningsarbejde i landbruget - hjælp ved lettere budtjeneste - hjælp ved lettere rengøring - hjælp ved drivning af husdyr.
Børn, der er fyldt 10 år, må desuden udføre følgende former for lettere, selvstændigt arbejde
1. Lettere fodrings- og rensningsarbejde i landbruget.
2. Pasning af mindre husdyr (dog ikke indfangning og aflivning af pelsdyr, fx mink).
3. Lugning og hakning.
4. Kartoffelopsamling.
5. Bær- og frugtplukning.
6. Plantning, opbinding og lignende arbejde.
7. Lettere arbejde med specialafgrøder, fx afplukning af tulipanhoveder, optagning af løg o.l.
8. Koglesamling.
9. Lettere budtjeneste, dog ikke udbringning af aviser før skoletid, medmindre barnet er fyldt 13 år.
Børn, der er fyldt 13 år, må tillige udføre følgende former for lettere, selvstændigt arbejde
1. Rutinemæssig prismærkning af varer.
2. Arbejde i visse specialforretninger, fx kiosker, bagerbutikker og grøntforretninger.
3. Modtagelse og pakning samt sortering og optælling af lettere varer og tom emballage.
4. Lettere rengøring og oprydning samt borddækning.
5. Lettere manuel montering, dog ikke lodning, svejsning eller arbejde med farlige klæbemidler.
6. Malearbejde med ufarlig maling, dog ikke sprøjtemaling.
7. Lettere manuelt arbejde, fx håndsyning, ilægning i poser, foldning af papir samt pudsning af færdige keramik- og glasvarer.
8. Mærkning og sortering af rent vasketøj.
9. Eftersyn og kontrol af produkter uden brug af maskiner o.l.
10. Internt piccoloarbejde.
11. Lettere budtjeneste, herunder udbringning af aviser før skoletid.
12. Salg af aviser o.l.
Børn kan efter tilladelse optræde erhvervsmæssigt i offentlige forestillinger eller ved optagelse af film. Tilladelsen skal søges hos politiet.
Farligt arbejde
Børn må aldrig beskæftiges ved arbejde, der kan være farligt for deres sundhed, sikkerhed eller udvikling. De må derfor fx ikke beskæftiges med
- arbejde med maskiner, herunder traktorer
- arbejde med farlige stoffer og materialer
- arbejde i siloer, gylle- og ajlebeholdere
- håndtering af tunge byrder
- betjening af mekaniske anlæg
- arbejde i farlig nærhed af maskiner og mekaniske anlæg
- arbejde i lokaler, hvor der arbejdes med farlige stoffer og materialer.
Opremsningen er ikke udtømmende.
Arbejdstid
Den daglige arbejdstid ved let hjælpearbejde samt lettere, selvstændigt arbejde må højst være 2 timer på skoledage og 8 timer på skolefridage og i ferier.
Den samlede ugentlige arbejdstid må højst være 12 timer.
For børn, der er fyldt 10 år, kan den samlede ugentlige arbejdstid i skoleferier på mindst 1 uge dog være længere, nemlig
- 20 timer for børn, der er fyldt 10 år
- 40 timer for børn, der er fyldt 13 år.
For børn, der er lovligt udskrevet af skolen eller har fået tilladelse til at opfylde undervisningspligten ved at deltage i erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse, gælder særlige regler om arbejdstiden.
Hvileperiode og fridøgn
Den daglige og ugentlige arbejdstid skal tilrettelægges, så barnet får en daglig hvileperiode på 12 timer og et ugentligt fridøgn.
Hvileperioden skal omfatte tiden kl. 20-6. I visse tilfælde kan dette dog fraviges, se At-meddelelse nr. 4.01.3 om børns og unges natarbejde.
Fridøgn skal ligge i umiddelbar tilslutning til en daglig hvileperiode. De skal så vidt muligt falde på søndage og så vidt muligt samtidigt for alle, der er ansat på virksomheden.
Erik Andersen