Skrivelse vedrørende hel eller delvis kollektiv ferielukning i 30-dages-perioden i varslingssager (a-lovens § 23 d)

Skrivelse vedrørende hel eller delvis kollektiv ferielukning i 30-dages-perioden i varslingssager (a-lovens § 23 d)

Til Arbejdsmarkedsnævnssekretariaterne.

Ved skrivelse af 18. juli 1980 udsendte direktoratet retningslinier til nævnssekretariaterne om, hvorledes der skulle forholdes i situationer, hvor en virksomhed, der har varslet afskedigelser af større omfang, jfr. kap. 5a i arbejdsløshedsloven, holder helt eller delvis kollektiv ferielukning i § 23d 30 dages perioden.

Da Dansk Arbejdsgiverforening er kommet med indsigelser mod ministeriets og direktoratets fortolking, som ligger til grund for ovennævnte skrivelse, har ministeriet foranlediget heraf påny overvejet sagen.

Hoslagt fremsendes ministeriets skrivelse af 15. juli 1983. Man skal navnlig henlede opmærksomheden på skrivelsens tekst, begyndende med andet afsnit på side 1 og afsluttende med næstsidste afsnit på side 2.

Man skal samtidig meddele, at direktoratets skrivelse af 18. juli 1980 dags dato tilbagekaldes.

P.D.V.

E.B.

Kirsten Larsen

fuldmægtig

Arbejdsministeriets skrivelse af 15. juli 1983

Under henvising til arbejdsdirektoratets skrivelse af 27.4.1983 (j.nr. EH 4-1-131/81) om forståelsen af arbejdsløshedslovens § 23 d sammenholdt med ferielovens § 10, stk. 2, skal man meddele, at Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 16.10.1980 om spørgsmålet giver arbejdsministeriet anledning til følgende bemærkninger.

Arbejdsdirektoratets rundskrivelse af 18.7.1980 angår den situation, hvor en arbejdsgiver har varslet afskedigelser, og virksomheden umiddelbart derefter holder kollektiv ferielukning af 18 dages sammenhængende varighed, helt eller delvis sammenfaldende med den i arbejdsløshedslovens § 23 d omhandlede 30-dages periode.

I denne situation må arbejdsgiveren se på samspillet mellem følgende 3 sæt regler

- De individuele opsigelsesvarsler, jfr. arbejdsløshedslovens § 23 a, stk. 4.

- Ferielovens § 10, stk. 2.

- Arbejdsløshedslovens § 23 d.

1. Først må arbejdsgiveren overholde den enkelte afskedigedes individuelle opsigelsesvarsel i henhold til lov, kollektiv overenskomst eller individuel aftale.

Er dette varsel længere end 3 måneder, er det det, der gælder. Ferieovens § 10, stk.2, og arbejdsløshedslovens § 23 d kommer ikke i anvendelse.

2. Er det individuelle varsel mindre 3 måneder, indebærer ferielovens § 10, stk. 2, at det individuelle opsigelsesvarsel forlænges med antallet af feriedage, medmindre der foreligger samtykke fra lønmodtageren til at se bort fra bestemmelsen eller adgang hertil følger af bestemmelse i kollektiv overenskomst.

Ved anvendelse af ferielovens § 10, stk. 2, må arbejdsgiveren være opmærksom på, at »fratrædelsestidspunktet« kan være bestemt af arbejdsløshedslovens § 23 d, hvorefter afskedigelser, hvorom der er givet meddelelse efter § 23 c, stk. 1, tidligst får virkning 30 dage efter, at meddelelsen er sendt til arbejdsmarkedsnævnet.

Såfremt opsigelsesvarslet, eventuelt efter forlængelse efter ferielovens § 10, stk. 2, rækker ud over de 30 dage, skal dette varsel følges.

3. Såfremt opsigelsesvarslet, selv efter forlængelse efter § 10, stk. 2, ikke rækker ud over de 30 dage, bestemmer 30-dages fristen fratrædelsestidspunktet, d.v.s. at opsigelsen tidligst kan afgives til ikrafttræden ved udløbet af de 30 dage.

4. Såfremt arbejdsgiveren undlader at sende meddelelse til arbejdsmarkedsnævnet i overensstemmelse med § 23 c, stk. 1, bliver 30-dages reglen i § 23 d ikke aktuel.

Afskedigelsen træder altså i kraft i overensstemmelse med det individuelle varsel, eventuelt forlænget efter ferielovens § 10, stk. 2. Derimod skal arbejdsgiveren efter arbejdsløshedslovens § 102 a, stk. 2, yde de pågældende lønmodtagere en godtgørelse, der svarer til lønnen i en periode på 30 dage fra opsigelsestidspunktet med fradrag af den løn, som lønmodtageren har modtaget i en eventuel opsigelsesperiode.

Det bemærkes, at bestemmelsen af »fratrædelsestidspunktet« i ferielovens § 10, stk. 2, altså i denne situation ikke påvirkes af 30-dages reglen i § 23 d.

Når arbejdsministeriet i skrivelse af 15. juli 1980 udtalte, at 30-dages fristen skulle forlænges med et antal dage svarende til de feriedage inden for fristen, der ligger ud over restferien, havde dette sin baggrund i § 23 d, som i et vist omfang indebærer, at virkningerne af en opsigelse udskydes, jfr. ovenfor under punkt 2.

Arbejdsministeriet er imidlertid nu mest tilbøjelig til at være enig med Dansk Arbejdsgiverforening i, at § 23 d ikke har betydning for selve længden af det individuelle opsigelsesvarsel, således som dette måtte være fastsat ved overenskomst eller lov - herunder eventuelt forlænget i medfør af ferieloven. Dette indebærer, at der fortsat skal arbejdes med 2 frister, dels det individuelle, eventuelt forlængede, opsigesesvarsel, dels de 30 dage, og at den længste af disse frister er afgørende for arbejdsophøret, men at de 30 dage er et fikseret tidsrum, som ikke ændres i medfør af anden lovgiving.

P.M.V.

E.B.

P. Holm

Ingen