Cirkulære om arbejdsformidlingskontorernes forpligtelser når en formidling ikke fører til ansættelse.

Cirkulære om arbejdsformidlingskontorernes forpligtelser når en formidling ikke fører til ansættelse.

Arbejdsformidlingskontorerne

De statsanerkendte arbejdsløshedskasser

Iflg. folketingsbeslutning af 28. april 1983 er det vedtaget at ophæve arbejdsløshedslovens § 20a, stk. 1, 3. punkt. Man skal derfor fastsætte følgende retningslinier i henhold til de nu gældende regler.

Arbejdsløshedslovens § 20a, stk. 1, 1. og 2. punkt pålægger arbejdsformidlingskontorerne at give meddelelse til arbejdsgiveren, så snart anvisning eller henvisning af arbejdssøgende har fundet sted. Kommer arbejdsforholdet ikke i stand, eller afbrydes det umiddelbart efter overtagelsen, påhviler det arbejdsgiveren straks at give meddelelse herom til arbejdsformidlingskontoret.

Såfremt en anvisning ikke fører til ansættelse eller arbejdsforholdet afbrydes umiddelbart efter overtagelsen, overvejer arbejdsformidlingskontoret om der skal foretages en underretning til arbejdsløshedskassen, jvf. pkt. 2.1. og 2.2.

Underretning vil, hvis der er tale om en anvisning, kunne give anledning til, at der iværksættes sanktioner efter arbejdsløshedslovens § 63, men der vil også kunne være basis for vurdering af medlems- og dagpengeretten i henhold til andre bestemmelser i arbejdsløshedsloven.

I direktoratets cirkulære af 23. juni 1983 vedrørende indberetningspligten i de tilfælde hvor en arbejdsanvisning ikke fører til ansættelse (emne nr. 3.15 i arbejdsløshedsforsikringens regelsamling) er beskrevet de administrative procedurer, som arbejdsformidlingskontorerne og arbejdsløshedskasserne skal følge i deres indbyrdes kommunikation og i kommunikationen med arbejdsdirektoratet og hovedledelsen i den enkelte arbejdsløshedskasse.

1. CIRKULÆRETS FORMÅL.

Nærværende cirkulære har til formål at sikre en større ensartethed i kontorernes praksis med hensyn til, hvornår der foretages underretning med eventuelle forsikringsmæssige overvejelser til følge.

Behovet for en præcisering heraf udspringer af dels den stigende specialisering af arbejdsmarkedet, dels den udvidelse af kassernes faglige område, som er sket de seneste år, bl.a. gennem sammenlægningen af mindre kasser.

Disse to forhold har gjort det vanskeligere at foretage en korrekt formidling. Den stigende specialisering har betydet, at en arbejdssøgende sjældent vil kunne bestride ethvert arbejde inden for sin kasses faglige område, selv om han/hun generelt er kvalificeret til et arbejde inden for sin kasses faglige område, selv om han/hun generelt er kvalificeret til et arbejde inden for det pågældende fagområde.

Det betyder igen, at der i hvert enkelt tilfælde skal indhentes udførlig viden om såvel de kvalifikationer, der kræves til de anmeldte ledige stillinger, som de kvalifikationer og ønsker, de arbejdssøgende besidder.

Ønsket om at sikre, at der ligger så udførlige oplysninger som muligt til grund for en foretagen formidling, må ofte vige for arbejdsgivers ønske om en hurtig fomidling. Det er AF's opgave såvidt muligt at efterkomme arbejdsgivers ønske om at få formidlet arbejdskraft så hurtigt som muligt. På den anden side bør det ikke komme de ledige arbejdssøgende til skade i form af forsikringsmæssige sanktioner, at der ikke har været tid til at skaffe de nødvendige oplysninger for at kunne foretage en korrekt formidling.

En anvisning der ikke har resulteret i en ansættelse, bør således ikke automatisk medføre en underretning. Der bør efterfølgende foretages en undersøgelse af formidlingsgrundlaget som grundlag for en vurdering af, om der skal foretages videre. Der kan f.eks. efterfølgende fremkomme oplysninger, som bevirker, at der kan være tvivl, om der burde have været foretaget en anvisning. Såfremt kontorets overvejelser fører frem til, at der ikke foretages underretning, skal årsagen hertil anføres på et internt arbejdspapir - af hensyn til en evt. senere dokumentation.

Der bør altså med hensyn til spørgsmålet om underretning om en fejlslagen formidling udvises en vis smidighed i overensstemmelse med efterfølgende retningslinier.

Det er endvidere væsentligt, at der under hele forløbet foregår et tæt samarbejde mellem formidling og tilsyn, herunder også foretages de nødvendige tilbagemeldinger.

Da en fejlslagen anvisning og henvisning ikke har de samme forsikringsmæssige konsekvenser for den ledige, gennemgås proceduren for de to formidlingsformer særskilt.

2. PROCEDUREN VED ANVISNINGER.

Indledningsvis skal præciseres, at det kan være formålsløst at foretage en anvisning i form af udfærdigelse af en anvisningsblanket, der sendes til arbejdsgiveren, hvis den arbejdssøgende på forhånd klart tilkendegiver ikke at være interesseret i det pågældende arbejde. I denne situation skal arbejdsformidlingen gøre det helt klart for den pågældende, at der er tale om en anvisning, som blot ikke følges op af en udfyldt anvisningsblanket. Tilsynet underrettes i stedet direkte om forholdet på et internt arbejdsskema.

Hvis arbejdsforholdet ikke er kommet i stand efter anvisningen, eller det afbrydes umiddelbart efter overtagelsen af arbejdet, kan der blive tale om en underretning. Der må foretages en sondring alt efter de forhold, der ligger til grund for, at arbejdsforholdet ikke er kommet i stand.

2.1. TILFÆLDE, HVOR DEN ARBEJDSSØGENDE IKKE ER MØDT FREM PÅ ARBEJDSPLADSEN.

Underretning bør ikke finde sted, hvis den arbejdssøgende ikke er mødt frem som følge af forhold, som lader sig konstatere objektivt, og hvor der ikke er grundlag for sanktioner, da pågældende ikke vil være dagpengeberettiget, f.eks. fordi pågældende er gået i arbejde, er syg eller frihedsberøvet.

Hvor manglende fremmøde skyldes forhold, der på forhånd eller efterfølgende kan give anledning til tvivl, om anvisning burde have været foretaget, bør der ved arbejdsformidlingens interne sagsbehandling foretages en vurdering af, om der er basis for en underretning. Som eksempel på tilfælde, hvor der ikke bør foretages videre, kan nævnes, at pågældende viser sig ikke at besidde de fornødne kvalifikationer til arbejdets udførelse.

Underretning bør altid finde sted, når der ikke foreligger forhold, som ville have bevirket, at arbejdsformidlingen havde undladt at foretage anvisning, hvis man på anvisningstidspunktet havde været bekendt med disse forhold.

2.2. TILFÆLDE, HVOR DEN ARBEJDSSØGENDE MØDER FREM, MEN HVOR ARBEJDSFORHOLDET IKKE ETABLERES ELLER AFBRYDES UMIDDELBART EFTER OVERTAGELSEN.

Hvis arbejdsgiver umiddelbart tilkendegiver, at den arbejdssøgende ikke er i besiddelse af de kvalifikationer, der er forudsat ved anmeldelsen af jobbet, bør underretning ikke finde sted. Grundlaget for den foretagne anvisning er herved bortfaldet.

Hvis ansættelse ikke finder sted som følge af forhold, der oplyses efterfølgende, og som kan give anledning til tvivl, om anvisning burde have været foretaget, bør der ikke uden videre foretages underretning. I stedet bør der foretages en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for en underretning.

Hvis der ikke foreligger forhold, som ville have bevirket, at arbejdsformidlingen havde undladt at foretage anvisning, såfremt man på anvisningstidspunktet havde været bekendt dermed, bør underretning altid finde sted.

2.3. HVORLEDES SKAL UNDERRETNING FORETAGES.

Når en fejlslagen anvisning kan give anledning til forsikringsmæssige overvejelser, udfærdiger formidlingsafdelingen et internt arbejdsskema, som overlades tilsynsafdelingen, jfr. herved »normer for arbejdsformidlingens tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser«.

3. PROCEDUREN VED HENVISNINGER.

En henvisning, der ikke resulterer i etablering af et arbejdsforhold, vil ikke i sig selv få forsikringsmæssige konsekvenser for den ledige, jfr. AF-cirkulære nr. 159/78.

Gentagne fejlslagne henvisninger kan dog indgå i en samlet vurdering af, om den pågældende er til rådighed på arbejdsmarkedet, hvorfor man må være opmærksom på, om der foreligger tidligere fejlslagne henvisninger af pågældende.

4. FORMIDLINGSMÆSSIG OPFØLGNING.

Såfremt en foretagen anvisning eller henvisning ikke medfører, at der etableres et arbejdsforhold, eller dette afbrydes umiddelbart efter påbegyndelsen, skal arbejdsformidlingen straks undersøge, om arbejdsgiveren ønsker andre arbejdssøgende anvist eller henvist.

Hvis svaret er bekræftende, skal der forsøges en ny formidling.

Såfremt jobbet ikke umiddelbart kan besættes, skal arbejdsformidlingen underrette arbejdsgiver herom.

Med dette cirkulære ophæves arbejdsdirektoratets vejledning af 20. januar 1982 om arbejdsformidlingskontorernes forpligtelser i henhold til arbejdsløshedslovens § 20a, stk. 1, jvf. arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. juli 1982.

P.D.V.

Else Marie Kjerkegaard

kontorchef

/Carsten Høymann Olsen

fuldmægtig

(* 1) AF-cirkl. nr. 21/83