Legislator Case Law & Legislation
C19830015509 DK

Cirkulære om ændringer i ægtefællebeskatningen

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Ændr.cirkulære (2 sp) 1983 155 Historic

Cirkulære om ændringer i ægtefællebeskatningen

Ved lov nr. 227 af 26. maj 1982 (Skattemæssig ligestilling af ægtefæller) gennemførtes en række omfattende ændringer af reglerne om beskatning af ægtefæller. Disse ændringer er omtalt i skattedepartemenets tidligere udsendte cirkulære nr. 138 af 5. august 1982.

Ved lov nr. 267 af 8. juni 1983 om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Medarbejdende ægtefæller) og ved lov nr. 268 af 8. juni 1983 om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. og af lov nr. 227 af 26. maj 1982 (Ægtefællebeskatning) er der gennemført yderligere nogle ændringer i reglerne om beskatning af ægtefæller. Disse ændringer har virkning fra og med indkomståret 1983.

I det følgende foretages en gennemgang af disse seneste lovændringer.

1. Den medarbejdende ægtefælle

Ved lov nr. 267 af 8. juni 1983 er der gennemført en ændring af kildeskattelovens § 37A om medhjælpende ægtefæller. Ændringen indebærer, dels at udtrykket medhjælpende ægtefælle er ændret til "medarbejdende ægtefælle", dels at grundbeløbet i kildeskattelovens § 37A, stk. 1, 3. og 6. pkt., er ændret fra 84.000 kr. til 89.000 kr. Efter pristalsregulering i medfør af udskrivningslovens § 4 er det for indkomståret 1983 maksimale beløb, der kan overføres til den medarbejdede ægtefælle, herefter forhøjet fra 100.300 kr. til 106.200 kr. Det overførte beløb beskattes som den medarbejdende ægtefælles arbejdsindkomst efter kildeskattens § 26, stk. 3, litra b.

2. Sondringen mellem formueindkomst og arbejdsindkomst

Efter de ved lov nr. 268 af 8. juni 1983 gennemførte ændringer foretages sondringen mellem formueindkomst og arbejdsindkomst således

I. Ved opgørelsen af en ægtefælles formueindkomst medregnes

a) rente- og udbytteindtægter, skattegodtgørelse, renteudgifter m.v., der ikke ifølge afsnit II, litra c nedenfor skal medregnes til arbejdsindkomsten,

b) overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse, fritidshuse, ejerlejligheder, grunde og lignende,

c) overskud eller underskud af selvstændig virksomhed, der ikke ifølge afsnit II, litra b nedenfor skal medregnes til arbejdsindkomsten,

d) fortjeneste eller tab ved afståelse af formuegoder, der ikke vedrører den skattepligtige erhvervsvirksomhed, når fortjenesten eller tabet skal medregnes i den almindelige indkomst,

e) overført underskud efter kildeskattelovens § 26, stk. 6, eller ligningslovens § 15,

f) overført negativ særlig indkomst efter § 9, stk. 3, i lov om særlig indkomstskat m.v.,

g) negativ arbejdsindkomst,

h) fradrag efter investeringsfondsloven vedrørende virksomhed som nævnt under afsnit I, litra c,

i) fradrag for gaver efter ligningslovens § 8A.

II. Til arbejdsindkomsten medregnes

a) løn, pension og anden indtægt, der henregnes til A-indkomst,

b) overskud eller underskud af selvstændig virksomhed, i hvis drift den skattepligtige tager aktiv del,

c) rente- og udbytteindtægter, skattegodtgørelse, renteudgifter m.v. vedrørende de under II, litra b omhandlede arter af virksomhed,

d) lønmodtagerfradrag,

e) udgift til forsikring eller pensionsordning m.v. med fuld eller begrænset fradragsret efter pensionsbeskatningsloven,

f) underholdsbidrag og løbende ydelser,

g) udenlandsk almindelig indkomst, der berettiger til lempelse af skatten i medfør af dobbeltbeskatningsaftale eller i medfør af ligningslovens § 33 eller § 33A,

h) fradrag efter etableringskontoloven samt fradrag efter investeringsfondsloven vedrørende virksomhed som nævnt i II, litra b, samt henlæggelsesbeløb, der skal indtægtsføres efter etableringskontolovens §§ 9-11 og investeringsfondslovens §§ 9-11.

Efter kildeskattelovens § 26, stk. 4, medregnes andre indtægter og udgifter, der ikke omfattes af formueindkomsten, ved opgørelsen af arbejdsindkomsten.

2.1. Indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed

Hovedreglen om fordeling af indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed mellem ægtefællerne er fortsat reglen i kildeskattelovens § 26, stk. 5, hvorefter indkomst og formue vedrørende en erhvervsvirksomhed beskattes hos den ægtefælle, som driver virksomheden.

Derimod er reglerne om fordeling af overskud eller underskud mellem den erhvervsdrivende ægtefælles formueindkomst og arbejdsindkomst ændret ved de nye regler. Det er således efter den ændrede formulering af kildeskattelovens § 26, stk. 3, litra b, en betingelse for at henregne over- eller underskud til arbejdsindkomsten, at den skattepligtige har deltaget aktivt i driften af virksomheden. Er dette ikke tilfældet, medregnes indtægten til formueindkomsten, jfr. kildeskattelovens § 26, stk. 2, litra c.

Ved bedømmelsen af, om en virksomhedsindtægt herefter skal henføres til arbejdsindkomsten eller formueindkomsten, skal der henses til, om indtægten i overvejende grad kan karakteriseres som afkast af passiv kapitalanbringelse, eller om indtægten er erhvervet ved den pågældendes personlige arbejdsindsats. Vejledende herfor vil i vidt omfang være den praksis, som er lagt til grund ved fortolkningen af den før den 1. januar 1983 gældende bestemmelse i kildeskattelovens § 4, stk. 2, litra a, om den særskilt ansatte hustrus indtægter ved selvstændig virksomhed. Det må herefter kræves, at der er tale om en virksomhed af en vis varighed, og at den pågældende tager aktiv del i virksomhedens drift.

Efter de gennemførte ændringer skal overskud eller underskud ved udlejningsejendomme og indtægt ved bortforpagtning af fast ejendom eller virksomhed i almindelighed medregnes ved opgørelsen af formueindkomsten.

Overskud eller underskud af en udlejningsejendom medregnes dog under visse betingelser til arbejdsindkomsten. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt hertil, at den skattepligtige udfører de administrative funktioner, der normalt påhviler en ejendomsadministrator. Det må kræves, at udlejningen antager et sådant omfang, at den pågældende i det daglige tager del i driften af virksomheden, f.eks. hvor denne ligefrem har ejendomsadministration som sit erhverv, eller hvor arbejdet med udlejningen i øvrigt kan sidestilles hermed. Hvis arbejdet i forbindelse med udlejningsvirksomheden i det væsentlige er overladt til andre, eller arbejdet ikke antager et omfang som beskrevet ovenfor, skal virksomhedens overskud eller underskud således medregnes ved opgørelsen af formueindkomsten. Overskud eller underskud medregnes efter de nævnte kriterier i sin helhed enten til formueindkomsten eller til arbejdsindkomsten.

Deltagelse i et kommanditselskab, interessentskab m.v. er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at virksomhedens overskud eller underskud skal medregnes til arbejdsindkomsten. Det må kræves, at den skattepligtige tager aktiv del i virksomhedens drift efter samme kriterier som anført ovenfor.

2.2. Renter m.v. vedrørende selvstændig virksomhed

Rente- og udbytteindtægter, skattegodtgørelse, renteudgifter m.v. vedrørende selvstændig virksomhed, i hvis drift den skattepligtige tager aktiv del, medregnes ved opgørelsen af arbejdsindkomsten, jfr. kildeskattelovens § 26, stk. 3, litra c. Hvis der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, hvor overskud eller underskud medregnes til formueindkomsten, skal renter m.v. vedrørende virksomheden tilsvarende medregnes ved opgørelsen af formueindkomsten, jfr. kildeskattelovens § 26, stk. 2, litra a.

Renter af indestående på etableringskonti anses som afkast af formuen og skal derfor medregnes ved opgørelsen af formueindkomsten hos den af ægtefællerne, der har foretaget indskuddet.

Med hensyn til renter, der tilskrives konti for investeringsfonds, skal disse tilsvarende medregnes hos den af ægtefællerne, der har foretaget henlæggelsen. Renterne medregnes ved opgørelsen af arbejdsindkomsten.

2.3. Fradrag og genbeskatning efter investeringsfondsloven og etableringskontoloven

Efter de gennemførte ændringer skal fradrag efter investeringsfondsloven vedrørende virksomhed, hvori en af ægtefællerne tager aktiv del, medregnes ved opgørelsen af denne ægtefælles arbejdsindkomst. Vedrører fradraget ikke sådanne former for virksomhed, medregnes henlæggelsen til formueindkomsten, jfr. nærmere kildeskattelovens § 26, stk. 2, litra h, og stk. 3, litra h.

Indskud på etableringskonto fradrages i arbejdsindkomsten, jfr. kildeskattelovens § 26, stk. 3, litra h. Efter samme bestemmelse medregnes henlæggelsesbeløb, der skal indtægtsføres efter etableringskontolovens §§ 9-11 og investeringsfondslovens §§ 9-11, ligeledes til arbejdsindkomsten.

2.4. Udenlandsk almindelig indkomst

Efter den ændrede formulering af kildeskattelovens § 26 skal udenlandsk almindelig indkomst kun medregnes til arbejdsindkomsten, når der er tale om indkomst, der berettiger til lempelse af skatten i medfør af dobbeltbeskatningsaftale eller i medfør af ligningslovens § 33 eller § 33A.

Bestemmelsen i kildeskattelovens § 26, stk. 3, litra g, finder herefter kun anvendelse på nedslagsberettiget udenlandsk indkomst. Dette gælder også i de tilfælde, hvor lempelsen sker ved exemption med progressionsforbehold efter den såkaldte gamle metode. Efter denne metode medregnes den udenlandske indtægt ikke til den danske skattepligtige indtægt, men derimod kun ved skatteberegningen, som om den var skattepligtig indkomst for den pågældende.

Hvor der er tale om udenlandsk indkomst, der ikke berettiger til nedslag, foretages afgrænsningen mellem arbejdsindkomst og formueindkomst efter de almindelige kriterier i kildeskattelovens § 26, stk. 2-4.

3. Overgangsregel for indkomstårene 1983 og 1984

Kildeskattelovens § 35A indeholder bestemmelser om de særlige regler for beregning af ægtefællernes indkomst- og formueskat, når ægtefællerne er samlevende i hele indkomståret, og dette omfatter en periode af et helt år.

Ved lov nr. 268 af 8. juni 1983 er der gennemført en overgangsregel for indkomstårene 1983 og 1984 ved skatteberegningen efter kildeskattelovens § 35A for de ægtepar, hvor hustruen har den højeste arbejdsindkomst. Overgangsreglen bevirker, at ved skatteberegningen for ægtefæller, der har positiv formueindkomst ud over 15.000 kr. i 1983 og 30.000 kr. i 1984, skal positiv formueindkomst ud over de anførte beløbsgrænser behandles, som om den var henført til mandens arbejdsindkomst.

Ved beregning af nedsættelsen i formueskatten og indkomstskatten til staten efter udskrivningslovens § 5, skal denne nedsættelse beregnes, efter at der er foretaget skatteberegning i henhold til overgangsreglen.

Til illustration af den særlige overgangsregel kan anføres nedenstående eksempel, hvor der ved skatteberegningen er anvendt udskrivningsreglerne i 1983 i en gennemsnitskommune med en samlet kommunal udskrivningsprocent på 27,8.

--------------------------------------------- Mand Hustru ----------------- Kr. --------------------------------------------- Arbejdsindkomst........... 50.000 250.000 Formueindkomst............ 20.000 40.000 --------------------------------------------- Skattepligtig indkomst.... 70.000 290.000 --------------------------------------------- Indkomstskat efter tidligere regler.. 28.751 166.094 Heraf statsindkomstskat. 12.240 78.523 --------------------------------------------- Indkomstskat efter overgangsreglen... 24.971 158.534 Heraf statsindkomstskat. 8.460 70.963 --------------------------------------------- Ændring i indkomstskat (statsindkomstskat)..... -3.780 -7.560 ---------------------------------------------

Ægteparrets samlede indkomstskat (efter skatteværdi af personfradrag) beregnet efter de tidligere gældende regler udgør 28.751 kr. + 166.094 kr. = 194.845 kr.

Skattenedsættelsen efter overgangsreglen beregnes således

Hustruen, der har den største arbejdsindkomst, skal have beregnet skat af sin arbejdsindkomst (250.000 kr.) + 15.000 kr. (hustruens beregningsmæssige andel af den samlede formueindkomst), dvs. skat af 265.000 kr. = 157.098 kr.

Manden skal have beregnet skat af sin arbejdsindkomst (50.000 kr.) + 45.000 kr. (mandens beregningsmæssige andel af den samlede formueindkomst), dvs. skat af 95.000 kr. = 44.365 kr.

De beregnede skattebeløb skal nedsættes med skatteværdien af personfradraget. Denne udgør 8.979 kr. Ægteparrets samlede indkomstskat bliver herefter 157.098 kr. + 44.365 kr. - 2 x 8.979 kr. = 183.505 kr.

Skattenedsættelsen beregnes som forskellen mellem den samlede indkomstskat beregnet efter de tidligere gældende regler og indkomstskatten beregnet efter overgangsreglen. Nedsættelsen bliver således 194.845 kr. - 183.505 kr. = 11.340 kr.

Skattenedsættelsen skal herefter fordeles forholdsmæssigt mellem ægtefællerne efter størrelsen af deres formueindkomster. Såfremt en af ægtefællernes formueindkomst er negativ, foretages skattenedsættelsen alene hos den anden ægtefælle. Nedsættelsen gives i statsindkomstskatten.

Mandens samlede indkomstskat efter nedsættelse udgør således 28.751 kr. - 1/3 x 11.340 kr. = 24.971 kr.

Hustruens samlede indkomstskat efter nedsættelse bliver 166.094 kr. - 2/3 x 11.340 kr. = 158.534 kr.

Skattedepartementet, den 6. oktober 1983

GUDMUND JENSEN

/ Jesper Pålsson

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →