Cirkulære om oversigter over undersøgelser og afværgeforanstaltninger efter lov om kemikalieaffaldsdepoter. (Til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser og Hovedstadsrådet)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om oversigter over undersøgelser og afværgeforanstaltninger efter lov om kemikalieaffaldsdepoter.
(Til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser og Hovedstadsrådet)
Lov nr. 262 af 8. juni 1983 om kemikalieaffaldsdepoter trådte i kraft 1. juli 1983. Lovens hovedindhold er beskrevet i miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 1. juli 1983.
Ifølge loven skal amtsrådene i samarbejde med kommunalbestyrelsen udarbejde ajourførte oversigter over, på hvilke pladser for kemikalieaffaldsdeponeringer der skal foretages undersøgelser eller iværksættes afværgeforanstaltninger.
Loven finder anvendelse, når nedennævnte tre kriterier for kemikalieaffaldet samtidig er opfyldt, nemlig
- at det hidrører fra anvendelse af kemikalier
- at det vil kunne have skadelig indvirkning på mennesker og miljø
- at det er henlagt eller nedgravet før den 1. april 1976.
Ved kemikalieaffald forstås de affaldsarter, som er omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976, som er ændret ved bekendtgørelse nr. 323 af 3. juli 1980, men også andre arter er omfattet, når de har skadelige indvirkninger på mennesker og miljø. I forbindelse med produktionsvirksomhed kan der være sket spild eller henlagt rester af kemikalier. Forureningen som følge heraf vil også være omfattet af loven.
For så vidt angår kemikalieaffaldets mængde bemærkes, at på lossepladser for dagrenovation m.v. vil selv sporadiske henlæggelser eller spild af kemikalier eller kemikalieaffald gøre lovens bestemmelser anvendelige.
Loven tager ikke sigte på olieaffald eller flyveaske og slagger som sådan; kun hvor der desuden er henlagt endog sporadiske mængder af kemikalieaffald finder loven anvendelse.
Oversigterne.
Tidsfrist for indsendelse af oversigter.
De første oversigter over aktiviteterne i 1984 sammen med skøn over aktiviteterne i 1985 og 1986 skal af amtsrådene indsendes til miljøstyrelsen senest den 1. december 1983. Miljøstyrelsen vil vende tilbage til de fremtidige tidspunkter for oversigternes indsendelse.
Oversigternes opbygning og indhold.
Amtsrådenes oversigter udarbejdes i samarbejde med kommunalbestyrelserne og skal indeholde en prioritering af, på hvilke pladser der i de følgende år skal foretages undersøgelser eller iværksættes afværgeforanstaltninger.
De første oversigter skal udarbejdes med udgangspunkt i resultaterne af den i 1980-82 udførte kortlægning med eventuelle yderligere indkomne oplysninger fra kommuner, virksomheder m.v., samt de forhandlinger der i første halvdel af 1983 er ført med miljøstyrelsen herom.
De første oversigter vil navnlig indeholde en prioritering af, på hvilke pladser der skal foretages undersøgelser og kun i få tilfælde indeholde forslag til afværgeforanstaltninger, idet skitseforslag til afværgeprojekter må baseres på resultatet af omfattende undersøgelser.
Risikovurdering.
For hver plads vil den forureningsmæssige risiko være afgørende for pladsernes prioritering.
Til vurdering af den forureningsmæssige risiko for en plads indgår bl.a.
- Kemikalieaffaldets art og mængde, der er beliggende på pladsen.
- Omgivelsernes geologiske og hydrogeologiske forhold.
- Jordlagets beskaffenhed.
- Vandforsyningsforholdene i området herunder Vandforsyningens indretning og art: Offentlig eller privat almen vandforsyning, enkeltvandindvirkning til husholdning, markvanding, gartneri, dambrug, industri m.v.
- Vandkvaliteten (råvands kvalitet og kvaliteten af eksisterende drikkevandsforsyninger).
- Vandforsyningens størrelse: kbm/år.
- Recipientens målsætning.
- Ricipentens vandføring og vandkvalitet.
De pladser, hvorfra der allerede skønnes at være sket forurening af grundvandet, må have højeste prioritet og generelt være højere prioriteret end pladser, hvorfra der skønnes allerede at være sket forurening af vandløb, søer eller havet.
På samme måde bør pladser, der skønnes at true grundvandsinteresser, generelt være højere prioriteret end pladser, der skønnes at true vandløb, søer eller havet.
Det fremgår således, at tidsrækkefølgen er betinget af pladsernes forureningsmæssige risiko, sådan at de pladser, der indebærer den største risiko, prioriteres højest.
Katogorisering af pladser.
Ved amtsrådenes afrapportering til miljøstyrelsen i forbindelse med den i 1980-82 gennemførte kortlægning af pladser med nedgravet kemikalieaffald blev anvendt kategorisering I-V.
Denne kategorisering tager udgangspunkt i en vurdering af de forureningsmæssige risici, kombineret med en vurdering af de aktiviteter vedrørende undersøgelser og afværgeforanstaltninger, der skønnes nødvendige at iværksætte.
Ved miljøstyrelsens gennemgang af det indsendte materiale er der foretaget en justering af ovennævnte kategorisering. Den justerede kategorisering tog udgangspunkt i indsatsens omfang og anvendte kategorierne A til E
A: Afhjælpende foranstaltninger nødvendige
B: Omfattende undersøgelser nødvendige for nærmere at fastlægge omfanget af foranstaltninger
C: Begrænsede undersøgelser nødvendige
D: Overvågning (monitering) nødvendig, f.eks. målinger i eksisterende og/eller til formålet nedsatte boringer
E: Yderligere undersøgelser ikke nødvendige.
Ved amtsrådenes indsendelse af oversigterne til miljøstyrelsen skal pladsens kategorisering A-D angives, idet de i bilaget angivne skemaer anvendes. Oversigten over pladserne skal på de i bilaget angivne skemaer opstilles efter tidsrækkefølge for indsatsen for de enkelte pladser.
Det bemærkes, at der ikke er en entydig sammenhæng mellem den tidsmæssige prioritering og ovennævnte kategorisering.
Det kan f.eks. tænkes, at den forureningsmæssige risiko for en C-plads, inden de begrænsede undersøgelser er foretaget, umiddelbart vurderes større end den forureningsmæssige risiko for en B-plads, inden de omfattende undersøgelser er foretaget. I den situation vil C-pladsen skulle prioriteres højere end B-pladsen i oversigten, der skal indsendes til miljøstyrelsen.
Undersøgelser.
Som ovenfor nævnt skelnes der mellem omfattende undersøgelser og begrænsede undersøgelser.
Omfattende undersøgelser. (Skema II).
Formålet med de omfattende undersøgelser er at få oplysninger om f.eks.
- Forureningens udbredelse, f.eks. depotets rumlige dimensioner og/eller eventuel udbredelse i grundvandsreservoirer,
- Forureningens art, f.eks. hvilke kemiske stoffer, der ligger i depotet, og dets egenskaber i jordmiljøet til vurdering af, hvilke nedbrydningsprocesser stoffet/stofferne undergår,
- Forureningens mængde, såvel samlet mængde af alle forurenede stoffer som mængden af de enkelte stoffer i depotet,
- Grundvandets strømningsretning og dermed forureningens udbredelsesretning,
- Jordlagenes art ( sand, moræneler m.v.) og dermed hastigheden af forureningens udbredelse,
- Recipientens tilstand og sårbarhed,
- Det/de forurenede stoffers miljøskadelige effekter.
Undersøgelserne kan f.eks. omfatte
- Etablering af boringer til grundvandsanalyser,
- Udførelse af lagfølgeboringer,
- Udførelse af hydrogeologiske undersøgelser,
- Udførelse af biologiske undersøgelser,
- Udførelse af recipientundersøgelser,
- Økotoksikologiske undersøgelser,
- En detaljeret kemisk analysevirksomhed, omfattende mange analyseparametre.
Begrænsede undersøgelser (Skema III).
For visse pladser viser kortlægningsmaterialet, at der i første omgang vil være tale om at foretage undersøgelser for bl.a. at få verificeret, om der er behov for mere omfattende undersøgelse af de miljømæssige risici, jfr. skema II.
De undersøgelser, der kan komme på tale, vil i modsætning til de ovenfor omtalte være mindre omfattende og typisk indebære
- Begrænsede hydrogeologiske undersøgelser på grundlag af eksisterende boringer, eventuelt etablering af få boringer.
- Kemiske analyser fra eksisterende eller på nyetablerede boringer, omfattende få parametre.
- Mindre omfattende, biologiske undersøgelser.
- Mindre omfattende, økotoksikologiske undersøgelser.
Den generelle målsætning for disse undersøgelser vil være, at man til dels kan vurdere, om der fra pladsen sker udsivning til det omliggende miljø, dels kan sikre, f.eks. ved etablering af boringer, at der er passende kontrolfaciliteter for fremtidig overvågning til stede.
De første oversigter.
Til brug for amtsrådenes indsendelse af de første oversigter har miljøstyrelsen udarbejdet en model for systematisering af de ønskede oplysninger, jfr. skema I-III, der er optaget som bilag til nærværende cirkulære. Det ses, at skemaerne er udformet således, at afværgeforanstaltninger, omfattende undersøgelser og begrænsede undersøgelser skal opføres på hver sit skema. I hvert skema prioriteres de opførte pladser for det pågældende år, således at prioriteringen fremgår af den rækkefølge, som pladserne har på skemaet. Den plads, der prioriteres højest, figurerer således øverst i skemaerne.
Af planlægningsmæssige årsager ønsker miljøstyrelsen udarbejdet oversigter også for 1985 og 1986 med den usikkerhed, dette nødvendigvis må indebære for disse 2 år.
I de situationer, hvor amtsrådene allerede før 1984 har udført undersøgelser, hvis resultat ud fra en forureningsmæssig risikovurdering har vist, at der skal iværksættes afværgeforanstaltninger, indsendes som bilag til skema I en beskrivelse af de foretagne undersøgelser, deres resultat samt det med baggrund heri udarbejdede skitseprojekt for afværgeforanstaltninger.
Der angives i skema I en stjerne ud for en plads, hvor der allerede i 1983 ønskes igangsat afværgeforanstaltninger.
Som bilag til skemaerne medsendes for så vidt angår 1984 for hver plads de vurderinger vedrørende pladsens forureningsmæssige risiko - som har resulteret i den angivne prioritering.
Hvis der allerede for en plads er udarbejdet et undersøgelsesprogram, medsendes dette som bilag til oversigten.
Opføres der i skemaet pladser, som ikke var med i den i 1980-1982 udførte kortlægning, udarbejdes et bilag til skemaet indeholdende en beskrivelse af pladsen på lignende måde som ved kortlægningen 1980-1982.
Ved fremkomst af yderligere oplysninger fra en plads, der opføres i oversigtsskemaet, medsendes de nye oplysninger som bilag til skemaet.
På pladser, hvor det kan komme på tale at anvende miljøbeskyttelseslovens almindelige indgrebsmuligheder, jfr. lov om kemikalieaffaldsdepoter § 18, stk. 3, medtages disse pladser i oversigten med angivelse af, at miljøbeskyttelseslovens regler antages at kunne finde anvendelse.
Undersøgelsernes afslutning m.v.
Til brug for udarbejdelsen af skitseprojektet til afværgeforanstaltninger vil det som hovedregel være nødvendigt med omfattende undersøgelser.
De omfattende undersøgelser afsluttes med en dokumentation i form af en rapport over de udførte undersøgelser og resultater indeholdende en rapport over de udførte undersøgelser og resultater indeholdende en risikoanalyse. Med baggrund i denne udarbejdes skitseprojektet til afværgeforanstaltninger eller fremtidig kontrol med pladsen. Skitseprojektet skal omfatte skøn over de udgifter, der er forbundet med projektet, fordelt på anlæg og drift. Også de begrænsede undersøgelser afsluttes med en dokumentation i form af en rapport over de udførte undersøgelser og resultater. Med baggrund i denne opstilles forslag til, hvad der videre skal ske med pladsen, f.eks. fremtidig overvågning eller yderligere undersøgelser m.v. med henblik på, om der skal iværksættes afværgeforanstaltninger.
Miljøstyrelsens videre arbejde med de indsendte oversigter.
Med baggrund i de indsendte oversigter foretager miljøstyrelsen herefter en prioritering af indsatsen på landsbasis for 1984. Miljøstyrelsens vurdering fremsendes til amtsrådene senest 1. februar 1984.
For så vidt angår de undersøgelsesprogrammer, som oversigterne lægger op til, bør disse løbende indsendes til miljøstyrelsen for at sikre et så forsvarligt grundlag som muligt for miljøstyrelsens prioritering af afværgeforanstaltninger. Det skal fremgå af undersøgelsesprogrammet, hvad undersøgelsen skal omfatte, og hvad der er formålet med undersøgelsen. Miljøstyrelsen er indstillet på at yde amtskommunerne vejledning ved udarbejdelsen af relevante undersøgelsesprogrammer, samt ved vurderingen af undersøgelsesresultaterne. Endvidere gælder i henhold til lovens § 5, stk. 2: »Miljøstyrelsen kan efter drøftelse med amtsrådet i særlige tilfælde bestemme, at der skal foretages andre eller yderligere undersøgelser end de af amtsrådet forudsatte«.
Kommende vejledninger og cirkulærer.
Miljøstyrelsen vil i begyndelsen af 1984 udsende et mere omfattende cirkulære om lovens administration, omhandlende bl.a. følgende emner
- de fremtidige oversigter
- krav til afværgeprojekters tekniske indhold og udformning
- administrative forhold vedrørende undersøgelser og afværgeforanstaltninger, f.eks. erstatning, eksproriation, offentlighedsprocedure m.v.
Miljøstyrelsen vil desuden vejlede amtsrådene om udformningen og udførelsen af undersøgelser. Denne vejledning vil ske i form af løbende udsendelser af aktuelle artikler og erfaringer fra praksis.
Miljøstyrelsen, den 29. september 1983
J. Kampmann
/ Poul Erik Sørensen