Legislator Case Law & Legislation
C19830013909 DK

Cirkulære om lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v. (Til samtlige ligningsmyndigheder)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1983 139 Historic

Cirkulære om lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v.

(Til samtlige ligningsmyndigheder)

1. Ordningens område

Ved lov nr. 143 af 13. april 1983 om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v. er der indført en ordning, hvorefter enhver, når visse betingelser er opfyldt, kan få bindende forhåndsbesked om de skattemæssige virkninger af påtænkte dispositioner vedrørende egne forhold indenfor stort set alle skatteområder og visse afgiftsområder.

Loven åbner også mulighed for, at der i særlige situationer kan opnås bindende forhåndsbesked om dispositioner, der er foretaget, f.eks. i tilfælde, hvor den skatte- eller afgiftsmæssige bedømmelse af den foretagne disposition af forespørgeren kan påvises at have væsentlig interesse for forespørgerens stillingtagen til fremtidige dispositioner.

Loven ændrer ikke de særlige regler i kildeskattelovens § 33A om bindende forhåndsbesked indenfor dødsbobeskatningen.

Ordningen administreres centralt i statsskattedirektoratet og ligningsrådet. Anmodningerne indsendes skriftligt til statsskattedirektoratet, Meldahlsgade 5, 1613 København V.

2. Statsskattedirektoratets sagsbehandling

Statsskattedirektoratets sagsbehandling i disse sager skal fremskyndes mest muligt. Ved forespørgslens indsendelse anerkender statsskattedirektoratet modtagelsen, og eventuel høring af de lokale myndigheder iværksættes, når spørgsmålet - eventuelt efter indhentelse af yderligere oplysninger fra forespørgeren - er tilstrækkeligt tydeliggjort. Statsskattedirektoratet fastsætter en frist for ligningsmyndighedens besvarelse af høringen.

I de særlige tilfælde, hvor forespørgslen vedrører de skattemæssige konsekvenser af en allerede foretagen disposition, og statsskattedirektoratet finder grundlag for, at forespørgslen besvares, skal der indhentes en udtalelse fra vedkommende ligningsmyndighed. Såfremt høring ikke umiddelbart kan iværksættes, skal ligningsmyndigheden straks orienteres om modtagelsen af forespørgslen. Hvis ligningsmyndigheden har en sag under behandling vedrørende samme spørgsmål, som det der er anmodet forhåndsbesked om, skal den stille behandlingen af sagen i bero. Den lokale ligningsmyndighed skal desuden orienteres om en afgiven besvarelse.

Når statsskattedirektoratet har færdigbehandlet sagen, afgives den med indstilling til ligningsrådet.

3. Ligningsrådets afgørelse

Ligningsrådet afgiver den bindende forhåndsbesked. For at spørgsmålet kan besvares, kræves det dog, at det har en væsentlig betydning for forespørgeren. Endvidere er det et krav, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at forespørgeren, hvis dette ikke er tilfældet, efterkommer en anmodning om yderligere oplysning af sagen. Har spørgsmålet ingen væsentlig betydning for forespørgeren, eller efterkommer denne ikke anmodningen om yderligere oplysning af sagen, vil spørgsmålet kunne afvises, eller svaret kan begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst. Der vil ligeledes kunne ske afvisning, hvor spørgsmålet ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, f.eks. ved værdiansættelser, samt hvor spørgsmålet kun er af akademisk interesse, eller hvor alternative løsningsmuligheder ønskes belyst (skattetænkning).

Den bindende forhåndsbesked skal indeholde oplysning om, på hvilket faktisk grundlag man har truffet afgørelsen, samt hvilke lovregler m.v., der ligger til grund herfor. Af besvarelsen skal det fremgå, at der er tale om bindende forhåndsbesked. Endelig skal der meddeles klagevejledning i de tilfælde, hvor afgørelsen kan påklages til landsskatteretten.

4. Forhåndsbeskedens bindende virkning

Forhåndsbeskeden er bindende for skattemyndighederne, der således er forpligtet til at lægge den afgivne forhåndsbesked til grund, når det forelagte tilfælde behandles ved ligningen. Er der sket ændringer i den lovgivning, der danner grundlag for forhåndsbeskeden, eller der er sket ændringer i de faktiske forudsætninger, der må anses for at have været bestemmende for indholdet af forhåndsbeskeden, er skattemyndighederne ikke bundet. Det kan dog godt tænkes, at en forhåndsbesked delvis kan lægges til grund, selv om der er sket ændringer i de forudsætninger, der blev lagt til grund ved besvarelsen.

Ligningsmyndighedernes eventuelle hele eller delvise tilsidesættelse af en forhåndsbesked på grund af ændrede forudsætninger kan påklages i sædvanlig instansfølge.

Loven hindrer ikke, at skattemyndighederne ved ligningen undlader at lægge en afgiven forhåndsbesked til grund, når der efterfølgende er sket ændringer af praksis, som det vil være gunstigere for forespørgeren at få lagt til grund.

5. Klage

Ligningsrådets afgørelse om bindende forhåndsbesked kan indbringes for landsskatteretten og domstolene, medens afgørelser, som går ud på afvisning, ikke kan påklages.

6. Afgift

Der skal samtidig med fremsendelsen af en anmodning om bindende forhåndsbesked betales en afgift med et grundbeløb på 800 kr., der reguleres efter udskrivningslovens § 4, svarende til 1.000 kr. i 1983.

Ved ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse nr. 274 af 1. juni 1983 er det overladt til ligningsrådet efter indstilling fra statsskattedirektoratet at beregne en tillægsafgift i tilfælde, hvor sagen har særligt stort økonomisk omfang, eller besvarelsen er særligt arbejdskrævende.

Når statsskattedirektoratet i forbindelse med behandlingen af en forespørgsel finder, at det er sandsynligt, at sagen vil give anledning til krav om betaling af en afgift udover grundafgiften, skal forespørgeren have oplysning herom.

Sagsbehandlingen i statsskattedirektoratet vil ikke blive påbegyndt, før grundafgiften er betalt, og forhåndsbesked vil i de tilfælde, hvor en yderligere afgift beregnes, ikke blive afgivet, før den yderligere afgift er indbetalt.

Ligningsrådets afgørelse om forhøjelse af afgiften kan indbringes for ministeriet for skatter og afgifter, skattedepartementet.

Ved den nævnte bekendtgørelse er ligningsrådet tillige bemyndiget til at fastsætte regler om hel eller delvis tilbagebetaling af afgiften i tilfælde, hvor forespørgslen afvises eller trækkes tilbage.

Skattedepartementet, den 5. september 1983

JENS ROSMAN

/ M. Thielsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →