Legislator Case Law & Legislation
C19830009609 DK

Cirkulære om ændring af skattekontrolloven. (Udvidet oplysningspligt. Tilvejebringelse af oplysninger fra pengeinstitutter m.fl.) (Til skattemyndighederne)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Ændr.cirkulære (2 sp) 1983 96 Historic

Cirkulære om ændring af skattekontrolloven. (Udvidet oplysningspligt. Tilvejebringelse af oplysninger fra pengeinstitutter m.fl.)

(Til skattemyndighederne)

Hermed fremsendes eksemplarer af lovbekendtgørelse nr. 331 af 4. juli 1983 (skattekontrolloven). Lovbekendtgørelsen afløser lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. december 1981.

Ved lov nr. 202 af 25. maj 1983 om ændring af skattekontrolloven er der i § 7, stk. 1, som litra d) indsat oplysningspligt vedrørende visse naturalydelser, der tilflyder de ansatte udover den kontante løn, nemlig automobil til rådighed, fri bolig og fri telefon. Endvidere er affattelsen af lovens § 8 G, stk. 1, 1. pkt., ændret således, at enhver ligningskommission eller højere skattemyndighed fra den 1. juli 1983 direkte kan anmode pengeinstitutter m.fl. om oplysning om navngivne personers indskud, lån, depoter eller boks.

1. I følge skattekontrollovens § 7, stk. 1, skal arbejdsgivere m.fl. efter udløbet af et kalenderår uopfordret give skattemyndighederne oplysning om udbetalte eller godskrevne lønninger, honorarer og beløb, der efter kildeskattelovens § 43, stk. 2, anses for A-indkomst for modtagerne.

Fra og med indkomståret 1983 er denne oplysningspligt udvidet med naturalydelserne bil, bolig og telefon, for så vidt disse uden for arbejdsstedet har været stillet til rådighed, uden at der er betalt fuldt vederlag herfor. Der har hidtil været angivet rubrikker på oplysningssedlen til disse oplysninger, uden at arbejdsgiverne var pligtig at udfylde dem. Dette er nu ændret, så udfyldelsen sker under strafansvar, jfr. skattekontrollovens §§ 13 og 14, og eventuelt kan gennemtvinges, jfr. lovens § 9. Den oplysningspligtige skal ligesom ved de kontante ydelser give oplysning om modtagerens navn, personnummer, bopæl og bopælskommune, samt eventuelle andre oplysninger, der er nødvendige til identifikation af modtageren.

De nærmere retningslinier i forbindelse med oplysningspligten vil blive givet i statsskattedirektoratets vejledning om udfyldelse af oplysningssedlen.

Ved affattelsen af det nye litra d i lovens § 7, stk. 1, er indsat en bemyndigelse til eventuel senere udnyttelse, idet ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte regler om pligt til at give yderligere oplysninger end den blotte rådighedsstillelse af automobil, bolig og telefon.

2. Efter lovændringen af skattekontrollovens § 8G, stk. 1, 1. pkt., har alle landets ligningskommissioner fra 1. juli 1983 beføjelse til at kunne indhente bankoplysninger uden bemyndigelse fra amtsligningsrådet.

Bortset herfra gælder fremdeles reglerne i skattedepartementets cirkulære af 29. juni 1982 om tilvejebringelse af oplysninger fra banker og sparekasser m.fl.

Til understregning af at adgangen til at indhente oplysninger ikke er tænkt anvendt generelt og almindeligt, men alene i de særlige sager, hvor det er af væsentlig betydning, at disse fremskaffes, er denne betingelse indsat direkte i lovteksten.

3. I den nye lovbekendtgørelse er endelig indarbejdet lov nr. 244 af 9. juni 1982, som ændrer forskellige skattelove vedrørende indeholdelse af A-skat ved arbejdsudleje. I den anledning er der foretaget en redaktionel ændring i skattekontrollovens § 2, stk. 7, idet "e)" er ændret til "f)".

Skattedepartementet, den 11. juli 1983

J. GANSTED

/ Finn Høpner

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →