Cirkulære om ændring af pensionsbeskatningsloven (Til de skattelignende myndigheder)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændring af pensionsbeskatningsloven
(Til de skattelignende myndigheder)
Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. er senest udsendt som lovbekendtgørelse nr. 558 af 12. oktober 1982.
Ved lov nr. 141 af 13. april 1983 om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (Rentegodtgørelse og skattefrihed for visse ydelser fra hjælpe- og understøttelsesfonde) er der sket følgende ændringer i pensionsbeskatningsloven
1. Ved et nyt stykke 3 i lovens § 39 er der skabt hjemmel til at yde de afgiftspligtige en rentegodtgørelse, når klage over afgiftsberegningen medfører tilbagebetaling af afgift.
Rentegodtgørelsen, der udgør 1 pct. pr. påbegyndt måned, beregnes fra det tidspunkt, hvor afgiften er betalt.
Rentegodtgørelsen skal ligesom tilbagebetalingen af afgiften fordeles forholdsmæssigt mellem statskassen og den kommune, der i henhold til pensionsbeskatningslovens § 40 fik andel i afgiften.
Rentegodtgørelsen er ikke indkomstskattepligtig for modtageren.
2. Ved ændring af lovens § 56, stk. 1, er visse ydelser fra hjælpeog understøttelsesfonde, der er godkendt efter pensionsbeskatningslovens § 52 eller renteforsikringslovens § 21, blevet skattefri for modtageren.
Det drejer sig om beløb, som fonden anvender til køb af livrente eller anden pensionsordning med løbende udbetaling for de begunstigede i fonden.
Indtil fradragsreglerne i pensionsbeskatningsloven blev ændret ved lov nr. 288 af 29. juni 1979 om ændring af pensionsbeskatningsloven, var det uden betydning for den begunstigede, at det beløb, som fonden anvendte til køb af livrente m.v., skulle medregnes til den skattepligtige indkomst. Det skyldtes, at den begunstigede samtidig kunne fratrække hele beløbet i den skattepligtige indkomst for indskudsåret.
Efter de ændrede fradragsregler kan indskud i en livrente m.v. imidlertid kun fratrækkes med 1/10, eventuelt 25.000 kr., i indskudsåret og de følgende år. Et indskud fra en hjælpe- eller understøttelsesfond medførte herefter, at den begunstigede skulle indkomstbeskattes af indskuddet i indskudsåret samtidig med, at den pågældende kun kunne fratrække en begrænset del af indskuddet i samme indkomstår.
Denne retstilstand er nu blevet ændret ved, at indskud i en livrente eller anden pensionsordning med løbende udbetalinger er gjort skattefri for modtageren. Samtidig er fradragsreglerne i lovens § 18, stk. 1, ændret således, at modtageren ikke kan fratrække indskuddet ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst hverken straks eller over en årrække.
De løbende ydelser fra ordningen vil fortsat være skattepligtige for modtageren.
Lovændringen er gennemført med tilbagevirkende kraft fra den 21. juni 1979, der er ikrafttrædelsesdatoen for de ændrede fradragsregler i pensionsbeskatningsloven. Det vil sige, at der er indført skattefrihed for beløb, der er indbetalt til en pensionsordning med løbende udbetalinger i henhold til en begæring, som den pågældende hjælpe- eller understøttelsesfond efter den 20. juni 1979 har fremsat over for forsikringsselskabet m.v. eller dettes repræsentant. Skatteydere, der er blevet beskattet af indskud fra hjælpe- eller understøttelsesfonde efter de i 1979 gennemførte regler, kan begære skatteansættelserne genoptaget og eventuel for meget erlagt skat tilbagebetalt.
Skattedepartementet, den 1. juli 1983
JENS ROSMAN
/ Jens Drejer
Ingen