Legislator Case Law & Legislation
C19830005654 DK

Skrivelse om henlæggelse af beføjelser i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet (til Statens Skibstilsyn)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1983 56 Valid

Skrivelse om henlæggelse af beføjelser i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet (til Statens Skibstilsyn)

Under henvisning til stedfundne drøftelser og i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet, lov nr. 130 af 9. April 1980, § 50, bemyndiger miljøministeriet hermed Statens Skibstilsyn til at udøve de i samme lovs § 45 omhandlede beføjelser, som omfatter

1. Forbud mod fortsat sejlads eller andre aktiviteter eller påbud om, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med kapitlerne 2-6 eller forskrifter udstedt i medfør af §§ 32 og 34 eller som omfattes af § 58 og forbudet eller påbudet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

2. Samme foranstaltninger som under punkt 1 overfor platforme.

3. Ret til at træffe yderligere foranstaltninger end de under punkt 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forureninger, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.

Beslutning om forbud eller påbud efter punkt 1-3 skal snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde sted.

Denne beslutning skal indeholde følgende klagevejledning

»Ovenstående beslutning kan inden 4 uger fra modtagelsen indbringes for miljøankenævnet, Gothersgade 129, 1123 København K. af den til hvem afgørelsen er rettet, amtsrådet, kommunalbestyrelsen, embedslægen og enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald. Klage har i henhold til havmiljølovens § 54, stk. 4, ikke opsættende virkning«.

Underretningspligten kan i henhold til havmiljølovens § 29, stk. 2, opfyldes gennem offentlig annoncering, f.eks. i de lokale dagblade. Man kan samtidig anmode skibstilsynet om fortsat at indberette forhold, der måtte komme til tilsynets kendskab under udøvelsen af dets almindelige virksomhed og som er af betydning for havmiljøet. Denne indberetning kan ske direkte til miljøstyrelsens havkontor, Nyropsgade 47, 1602 København V.

Miljøstyrelsens ret til at udøve de samme beføjelser som ovenfor nævnt, jfr. bekendtgørelse nr. 525 af 3. december 1980 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter lov om beskyttelse af havmiljøet § 1, nr. 8, berøres ikke af nærværende skrivelse, bortset fra at man fra ministeriets side forventer det nuværende samarbejde mellem miljøstyrelsen og statens skibstilsyn fortsat også i fremtiden.

Miljøministeriet, den 11. maj 1983.

P.M.V.

Holger Lavesen

/ Henning Hummelmose

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →