Cirkulæreskrivelse om behandling af ansøgninger om tilladelse til Kørsel med tunge transporter
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om behandling af ansøgninger om tilladelse til Kørsel med tunge transporter
For at opnå en hurtigere og lettere behandling af ansøgninger om tilladelse i medfør af Færdselslovens § 85, stk. 2, til kørsel med tunge transporter, har Vejdirektoratet udarbejdet vedlagte materiale
Overordnet vejnet for særlige transporter. 1. Broernes bæreevne.
Materielet omfatter et klassificeringssystem for tunge transporter på dette vejnet og påtænkes efterfulgt af en lignende udsendelse omfattende broernes frihøjder.
Indføringen af dette system vil især gavne behandlingen af sager vedrørende det store antal køretøjer, som i relativt begrænset omfang overskrider de af Justitsministeren i medfør af Færdselslovens § 85, stk. 1, fastsatte bestemmelser om største tilladte akseltryk og totalvægt, jfr. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 330 af 21. juni 1977 som ændret ved bekendtgørelse nr. 78 af 5. marts 1979 og bekendtgørelse nr. 386 af 31. august 1979.
En foreløbig udgave af klassificeringssystemet, dateret december 1977, blev den 16. oktober 1978 udsendt til høring hos samtlige amtsråd og berørte kommunalbestyrelser. Da tilladelse til kørsel med tunge transporter udstedes af politiet efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse anmodede man samtidig om tilslutning til, at Vejdirektoratet kan give politiet bemyndigelse til at behandle transportansøninger som anført i systemet, for såvidt angår de hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje, der indgår i det overordnede vejnet, eller som ved kommende revisioner optages i dette.
Alle amtsråd og samtlige berørte kommunalbestyrelser har givet tilslutning dels til klassificeringssystemets tilvejebringelse, dels til de omhandlede generelle bemyndigelser.
Disse bemyndigelser vil blive videregivet til Justitsministeriet, som i tilknytning til nærværende udsendelse vil udsende materialet til samtlige politikredse.
Ordningen påbegyndes med disse udsendelser, dog vil Justitsministeriet i sin udsendelse opfordre til, at klassificeringssystemet for køretøjer indtil videre anvendes som en frivillig forsøgsordning. Med offentliggørelsen af en ny blokvognsbekendtgørelse er det imidlertid tanken, at ordningen skal gøres obligatorisk. Man påregner, at denne bekendtgørelse kan træde i kraft i begyndelsen af 1983.
Systemet går i korthed ud på, at såvel de tunge køretøjer som de vejstrækninger, der indgår i det overordnede vejnet, inddeles i særlige klasser.
En given vejstræknings klasse er fastlagt ud fra broklassen for den svageste underføring på strækningen og er altså alene et mål for broernes bæreevne på den enkelte strækning.
Der er således på nuværende tidspunkt ikke medtaget en bedømmelse af vejbelægningernes bæreevne. Dog vil køretøjerne ved klassificeringen samtidig blive indordnet i to kategorier, A og B, hvilket kan give en grov vurdering af det enkelte dæks påvirkning af belægningerne.
Indførelsen af klassificeringssystemet medfører, at tilladelse til en tung transport i en række tilfælde kan gives umiddelbart af den enkelte politimyndighed uden forudgående forhandling med de berørte vejbestyrelser. Dette gælder, når transporten for det første ligger i kategori A, og for det andet er tildelt en klasse, der er lavere end eller lig med klassen for hver enkelt delstrækning på den rute, transporten skal fremføres ad.
Enkelthederne i systemets opbygning fremgår af det vedlagte materiale, som nærmere beskriver ansøgningsproceduren. Her findes desuden en redegørelse for den fremgangsmåde, der er valgt ved klassificeringen af de enkelte broer på det viste overordnede vejnet.
Ved behandling af ansøgninger om transporter, der ved klassificeringen er faldet i kategori B, eller som i øvrigt overskrider systemets begrænsninger, følges den hidtidige fremgangsmåde, hvorefter politiet kun kan give transporttilladelse efter forhandling med de berørte vejbestyrelser.
Klassificeringssystemet vil blive underkastet en løbende revision - f.eks. kan det være hensigtsmæssigt at ændre udformningen af det udlagte overordnede vejnet i forbindelse med åbningen af nye, gennemgående vejstrækninger, eller det kan være nødvendigt at ændre broklassen for enkelte delstrækninger.
Man skal derfor anmode amtsrådene og kommunalbestyrelserne om at foranledige, at der løbende gives indberetning om forhold, der kan have indflydelse på den aktuelle udformning af det klassificerede vejnet.
Genpart af nærværende skrivelse inklusive bilag er samtidig tilsendt amtskommunens respektive kommunens tekniske forvaltning.
P.D.V.
Aage Andersen
overingeniør
Ingen