Meddelelse til pengeinstitutterne vedrørende praksis med hensyn til beregning af overtræksrente- og provision
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse til pengeinstitutterne vedrørende praksis med hensyn til beregning af overtræksrente- og provision
I forbindelse med de ordinære undersøgelser af pengeinstitutterne såvel som gennem klager modtaget fra pengeinstitutkunder er tilsynet blevet gjort bekendt med, at flere banker og sparekasser følger en praksis med hensyn til beregning af overtræksrente og -provision, som ikke kan anses for forenelig med god bank- og sparekassepraksis.
Det er en almindelig og anerkendt praksis, at banker og sparekasser beregner sig en højere rente eller provision for overtræk på kassekredit. Det har imidlertid vist sig, at der hersker en forskellig opfattelse af, hvad der i denne forbindelse bør forstås ved »overtræk«.
I adskillige tilfælde har tilsynet erfaret, at der uden kundens vidende beregnes overtræksrente for træk på kassekredit udover det beløb, der er indkodet som kredittens maximum, uanset at banken eller sparekassen har godkendt en midlertidig eller længerevarende forhøjelse af kreditten, men hvor aftalen om forhøjelsen er sket formløst, undertiden stiltiende, og hvor det indkodede maximum derfor ikke er blevet ændret i overensstemmelse hermed. Ikke sjældent har der været tale om træk op til beløb mange gange større end det fastsatte maximum og over så lang en periode, at der reelt har været tale om en permanent forhøjelse.
Tilsynet har i sådanne tilfælde gjort pengeinstituttet bekendt med, at denne praksis måtte anses for stridende imod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, og at den måtte bringes til ophør.
Under hensyn til omfanget af den nævnte praksis finder tilsynet det nødvendigt at henlede bankerns og sparekassernes opmærksomhed på, i hvilke tilfælde tilsynet finder det i overensstemmelse med den nævnte bestemmelse, at kassekreditkunder belastes med overtræksrente og/eller - provision.
I de tilfælde, hvor en kunde uden forudgående tilladelse overtrækker sin kassekredit, må pengeinstituttet anses for berettiget til at opkræve overtræksrente og -provision uden forudgående meddelelse herom til kontohaveren, idet der her er tale om kundens tilsidesættelse af kreditaftalen. At pengeinstituttet honorerer checken, kan ikke i sådanne tilfælde sidestilles med en øget kreditbevilling, idet kunden efterfølgende vil blive gjort bekendt med overskridelsen med krav om berigtigelse.
En stiltiende anerkendelse af en kundes gentagne overtræk kan imidlertid få karakter af en godkendelse, der må indebære, at pengeinstituttet enten ophører med beregning af overtræksrente, naturligt i forbindelse med en ny aftale med kunden om dennes fremtidige kreditfaciliteter, eller gør kunden bekendt med, at overtræk, uanset at de godkendes, bliver belastet med øgede omkostninger, såfremt dette kan anses for rimeligt, jfr. nedenfor.
Såfremt kunden forud for træk opnår pengeinstituttets tillladelse til at trække udover det for kreditten fastsatte maximum, er der i realiteten tale om en bevilget midlertidig forhøjelse af kredittens maximum, hvorfor det ikke kan anses for korrekt som almindelig regel at beregne overtræksrente og -provision i sådanne tilfælde.
Hvis særlige forhold imidlertid måtte gøre det rimeligt at betragte den midlertidige forhøjelse som et overtræk i den her nævnte forstand, må pengeinstituttet forinden underrette kunden om de rente- og provisionsmæssige konsekvenser af overtrækket, medmindre kunden tidligere er blevet gjort bekendt med pengeinstituttets regler herom. Til sådanne særlige forhold kan henregnes de tekniske problemer der ved ganske kortvarige overtræk kan være forbundet med at ændre det indkodede maximum så betids, at den EDB-mæssige beregning af overtræksrente og -provision kan undgås. Der kan endvidere være tale om en afvejning af, om de med en teknisk ændring af maximum eventuelt forbundne omkostninger for kunden står i rimeligt forhold til den øgede udgift der vil blive en følge af beregning af overtræksrente.
Det bemærkes, at tilsynet ikke finder det tilstrækkeligt som grundlag for opkrævning af overtræksrente og -provision, i sådanne tilfælde blot at henvise til, at det af kassekreditkontrakten og pengeinstituttets almindelige forretningsbetingelser fremgår, at der for kreditten beregnes renter og provision efter pengeinstituttets til enhver tid gældende regler.
KNUD AGBO
/J BOYSEN SCHMIDT